„Hvis saltet mister sin kraft“

MAN har udkæmpet krige på grund af det. Det er blevet brugt som betalingsmiddel. I det gamle Kina var det kun guld der var mere værd. Ja, mennesket anså i lang tid salt for en højt skattet handelsvare. Salt tillægges stadig helbredende og antiseptiske egenskaber, og det bruges verden over som smagsforstærker og konserveringsmiddel.

I betragtning af saltets mange værdifulde egenskaber og anvendelsesmuligheder er det ikke overraskende at Bibelen bruger salt i overført betydning. For eksempel krævede Moseloven at alt hvad der blev ofret på alteret til Jehova, skulle saltes. (3 Mosebog 2:13) Det var ikke for at fremhæve smagen, men sandsynligvis fordi salt symboliserede frihed for fordærv eller forrådnelse.

I sin berømte bjergprædiken sagde Jesus Kristus til sine disciple: „I er jordens salt.“ (Mattæus 5:13) Hermed lod han dem forstå at når de forkyndte Guds rige for andre, ville det have en bevarende, eller livreddende, betydning for deres tilhørere. De der fulgte Jesu lære, ville blive beskyttet mod det moralske og åndelige fordærv der prægede det samfund de levede i. — 1 Peter 4:1-3.

Jesus gav dog denne advarsel: ’Men hvis saltet mister sin kraft, . . . duer det ikke længere til andet end at blive smidt ud hvor folk kan træde på det’. I en kommentar hertil har bibelforskeren Albert Barnes sagt at det salt som Jesus og hans apostle kendte til, „var urent, blandet med plantedele og jordbestanddele“. Så hvis saltet mistede sin kraft, ville der kun være „en betydelig mængde jordbestanddele tilbage“. Barnes forklarer: „Da duede det ikke længere til andet end . . . at blive strøet ud på stier eller veje sådan som vi bruger grus.“

Kristne må give agt på denne advarsel ved ikke at give op i deres offentlige forkyndelse eller falde tilbage til en syndig adfærd. Ellers vil de blive åndeligt fordærvede og til ingen nytte, som ’salt der har mistet sin kraft’.