Spørgsmål fra læserne

Hvor alvorligt skal man som kristen tage en forlovelse?

En forlovelse er en glædelig begivenhed, men også en alvorlig sag. Modne kristne bør ikke tage let på en forlovelse og mene at man kan hæve den når som helst efter en pludselig indskydelse. Parterne bør desuden udnytte forlovelsestiden til at lære hinanden bedre at kende før de gifter sig.

Med hensyn til emnet forlovelse bør man gøre sig klart at skik og brug vedrørende ægteskab og optakten til det varierer fra sted til sted og er undergået store forandringer i tidens løb. Det fremgår af nogle eksempler fra Bibelen.

Lots to døtre, der ’aldrig havde haft omgang med nogen mand’, var forlovet med hver sin mand fra byen. Hans ’svigersønner skulle tage hans døtre til ægte’, men Bibelen oplyser intet om baggrunden for forlovelsen, eller hvordan den kom i stand. Der siges intet om hvorvidt døtrene var voksne, om de selv havde indflydelse på hvem de skulle giftes med, og om forlovelsen blev indgået ved en officiel ceremoni. (1 Mosebog 19:8-14) Derimod véd vi at Jakob personligt indgik en aftale med Rakels far om at arbejde i syv år for ham mod at han måtte få Rakel til hustru. Jakob kaldte Rakel „min hustru“, men de stod ikke i forhold til hinanden i forlovelsestiden. (1 Mosebog 29:18-21) Et tredje eksempel er David, der skulle besejre filistrene før han kunne tage Sauls datter Mikal til ægte. (1 Samuel 18:20-28) Som man ser, var der stor forskel på omstændighederne ved disse forlovelser, og de afviger også væsentligt fra hvad der er skik og brug i dag.

Moseloven indeholdt retningslinjer vedrørende forlovelse og ægteskab. For eksempel kunne en mand have mere end én hustru. Han kunne opnå skilsmisse af flere grunde, en mulighed som øjensynlig ikke stod åben for hustruen. (2 Mosebog 22:16, 17; 5 Mosebog 24:1-4) En mand der forførte en jomfru som ikke var forlovet, skulle gifte sig med hende hvis hendes far gav sit samtykke, og han kunne aldrig skille sig fra hende. (5 Mosebog 22:28, 29) Andre love indeholdt forskrifter for ægteskabet, for eksempel om hvornår ægtefællerne ikke måtte have seksuelt samkvem. (3 Mosebog 12:2, 5; 15:24; 18:19) Hvilke bestemmelser gjaldt forlovelser?

En israelitisk kvindes juridiske stilling ændrede sig når hun blev forlovet. I visse henseender havde hun status som en gift kvinde. (5 Mosebog 22:23-29; Mattæus 1:18, 19) Israelitterne måtte ikke gifte sig, og altså heller ikke forlove sig, med bestemte slægtninge. I de fleste tilfælde var der tale om nærtbeslægtede, mens andre forbud skyldtes arveretlige forhold. (3 Mosebog 18:6-20; se Vagttårnet for 1. juli 1978, side 18-21.) Det fremgår tydeligt heraf at Guds tjenere ikke skulle tage let på en forlovelse.

Modsat israelitterne er de kristne ikke underlagt Moseloven med dens bestemmelser angående forlovelse og ægteskab. (Romerne 7:4, 6; Efeserne 2:15; Hebræerne 8:6, 13) Jesus lærte faktisk at den kristne norm for ægteskab adskilte sig fra Lovens. (Mattæus 19:3-9) Men han bagatelliserede ikke at et ægteskab eller en forlovelse er en alvorlig sag. Hvad er da det kristne syn på en forlovelse?

I mange lande bestemmer den enkelte selv hvem han eller hun vil gifte sig med. Når en mand og en kvinde har lovet at gifte sig med hinanden, betragtes de som forlovede. Almindeligvis kræves der ingen yderligere formaliteter for at gøre forbindelsen gyldig. Nogle steder er det skik at manden giver sin tilkommende en ring som tegn på forholdet; eller man bekendtgør forlovelsen for familien og en kreds af venner ved en middag eller anden sammenkomst. Hvad man foretrækker, er en personlig sag som ikke er underlagt noget bibelsk krav. En forlovelse er gyldig i kraft af det løfte de to har givet hinanden.a

En kristen bør ikke forhaste sig med at indlede et bekendtskab, forlove sig og indgå ægteskab. I vore publikationer kan man finde råd om hvordan man afgør om det er klogt at dyrke et bekendtskab eller tage skridt til at forlove sig eller gifte sig.b Et grundlæggende element i vejledningen er at et ægteskab mellem kristne er varigt. — 1 Mosebog 2:24; Markus 10:6-9.

To kristne bør kende hinanden godt før de begynder at tænke på at forlove sig. Begge bør spørge sig selv om de er sikre på at den anden er åndeligsindet og tjener Gud helhjertet. Kan de forestille sig at tjene Gud sammen med den anden et helt liv igennem? Kender de hinandens personlighed godt? Er det sandsynligt at de vil blive ved med at komme godt ud af det med hinanden? Kender de nok til hinandens tidligere liv og nuværende omstændigheder?

Når to kristne har forlovet sig, har både de selv og andre grund til at forvente at forbindelsen fører til ægteskab. Jesus gav følgende formaning: „Lad blot jeres ja betyde ja, og jeres nej, nej.“ (Mattæus 5:37) Kristne bør mene det når de forlover sig. I sjældne tilfælde kan det imidlertid ske at en kristen efter at have forlovet sig får noget at vide om den anden som han eller hun havde krav på at være orienteret om inden. Det kunne for eksempel dreje sig om den anden parts fortid, måske endog kriminelle eller umoralske handlinger. Når en kristen kommer til kundskab herom, må han eller hun tage sin stilling op til fornyet overvejelse. Måske vælger parret at drøfte sagen igennem for at finde ud af om forlovelsen skal stå ved magt eller hæves. Dette er et privat anliggende som ingen andre bør blande sig i, fremsætte gisninger om eller dømme i, men det er en vigtig beslutning. Det kan også være at den part der får kendskab til noget foruroligende om den anden efter at have forlovet sig, føler sig nødsaget til personligt at hæve forlovelsen, uanset om den anden gerne vil opretholde den. — Se „Spørgsmål fra læserne“ i Vagttårnet for 15. oktober 1975, side 478-79.

Der er god grund til at få afklaret sådanne spørgsmål før man indgår ægteskab. Ifølge Jesus er grov kønslig umoralitet (græsk: porneiʹa) begået af ægtefællen den eneste bibelsk gyldige grund til skilsmisse der giver én mulighed for at gifte sig igen. (Mattæus 5:32; 19:9) Han sagde ikke at et lovformeligt ægteskab kan ophæves hvis man bliver bekendt med at ens ægtefælle har haft et alvorligt problem eller har begået en grov overtrædelse før ægteskabet blev indgået.

For eksempel var der på Jesu tid en reel risiko for at man pådrog sig spedalskhed. Kunne en jødisk ægtemand da forlange skilsmisse hvis han erfarede at hans hustru, med eller uden eget vidende, var spedalsk da de giftede sig? En jøde som var under Moseloven, kunne måske opnå skilsmisse på det grundlag, men Jesus sagde intet om at det samme gjaldt hans disciple. Lad os i lyset af dette gennemgå nogle nutidige tænkte eksempler. En mand der er smittet med syfilis, genital herpes, hiv eller en anden alvorlig smitsom sygdom, gifter sig måske uden at oplyse sin hustru om sin sygdom. Måske har han pådraget sig sygdommen ved en umoralsk adfærd før eller mens de var forlovede. Når hustruen erfarer at han er syg eller har gjort sig skyldig i umoralitet (eller er steril eller impotent), ændrer det ikke den kendsgerning at de nu er gift. En moralsk angribelig adfærd før ægteskabet er ikke en bibelsk grund til skilsmisse, lige så lidt som hvis hun selv havde pådraget sig en sygdom eller skjult at hun var gravid med en anden mand da hun giftede sig. De er gift og har lovet at holde sammen.

Sandt nok er sådanne situationer sjældne, men eksemplerne skal understrege den grundlæggende holdning at man ikke bør tage let på en forlovelse. Kristne bør bestræbe sig for at lære hinanden godt at kende før de forlover sig, og i forlovelsestiden. De bør være åbne og ærlige angående det som den anden part gerne vil vide besked om eller ligefrem har krav på at kende til. (I nogle lande er en lægeundersøgelse af begge parter før brylluppet obligatorisk. Nogle vil måske for deres egen orienterings skyld lade sig undersøge.) Glæden og alvoren ved en forlovelse vil derved tjene et ærefuldt formål mens parret forbereder sig til at træde ind i den endnu mere glædebringende ægtestand, der samtidig er et endnu alvorligere skridt. — Ordsprogene 5:18, 19; Efeserne 5:33.

[Fodnoter]