Josef fra Arimatæa tager mod til sig

JOSEF FRA ARIMATÆA vidste knap nok selv hvordan han havde fået mod til at træde frem for den romerske statholder Pontius Pilatus, der var kendt for at være meget stædig. Men hvis Jesus skulle have en værdig begravelse, var nogen nødt til at spørge Pilatus om lov til at få liget udleveret. Det viste sig at mødet med Pilatus gik bedre end Josef måske havde forventet, for da Pilatus fik bekræftet at Jesus var død, efterkom han anmodningen. Josef skyndte sig nu tilbage til det sted hvor Jesus var blevet henrettet. – Mark. 15:42-45.

• Hvem var Josef fra Arimatæa?

• Hvilken tilknytning havde han til Jesus?

• Hvorfor er hans historie interessant for os?

I Markusevangeliet omtales Josef som “et agtet medlem af rådet”. Ud fra sammenhængen kan man se at rådet er Sanhedrinet, jødernes højesteret og administrerende myndighed. (Mark. 15:1, 43) Josef var altså en af folkets ledere, og det var derfor han kunne få lov til at mødes med den romerske statholder. Derudover var Josef en rig mand. – Matt. 27:57.

Som gruppe betragtet hadede Sanhedrinet Jesus og planlagde at få ham slået ihjel. Men Josef bliver kaldt “en god og retfærdig mand”. (Luk. 23:50) I modsætning til de fleste andre medlemmer af Sanhedrinet var han en hæderlig mand der gjorde sit bedste for at overholde Guds bud. Der står også om ham at han “ventede på Guds rige”, hvilket måske er forklaringen på at han blev en af Jesus’ disciple. (Mark. 15:43; Matt. 27:57) En stærk længsel efter sandhed og retfærdighed kan have været det der fik ham til at føle sig tiltrukket af det budskab Jesus forkyndte.

I Johannes 19:38 står der at Josef “var en discipel af Jesus, men i det skjulte af frygt for jøderne”. Hvorfor var han bange? Fordi han var klar over at jøderne foragtede Jesus, og at enhver der gav udtryk for tro på ham, ville blive udstødt af synagogen. (Joh. 7:45-49; 9:22) Hvis man blev det, ville man blive hånet og foragtet, og andre jøder ville tage afstand fra en. Josef tøvede derfor med at bekende kulør – det ville koste ham hans position og anseelse hvis han sagde at han troede på Jesus.

Josef var ikke den eneste der stod i denne vanskelige situation. Ifølge Johannes 12:42 “troede endog mange af lederne på [Jesus], men på grund af farisæerne ville de ikke åbent anerkende ham for ikke at blive udstødt af synagogen”. En der befandt sig i dette dilemma, var Nikodemus, der også var medlem af Sanhedrinet. – Joh. 3:1-10; 7:50-52.

Det at Josef ikke stod frem som en discipel, var et alvorligt problem, særligt med tanke på Jesus’ udtalelse: “Enhver der vedgår samhørighed med mig over for menneskene, ham vil jeg også vedgå samhørighed med over for min Fader som er i himlene; men enhver som nægter at kendes ved mig over for menneskene, ham vil jeg også nægte at kendes ved over for min Fader som er i himlene.” (Matt. 10:32, 33) Sandt nok nægtede Josef ikke direkte at kendes ved Jesus, men han havde heller ikke mod nok til at stå ved at han troede på ham. Har du det?

Bibelen siger dog at Josef ikke havde støttet Sanhedrinet i komplottet mod Jesus. (Luk. 23:51) Nogle har fremsat den tanke at han måske ikke var til stede ved selve retssagen. Uanset hvordan det forholdt sig, har Josef uden tvivl haft det elendigt over det forfærdelige justitsmord der blev begået – men der var intet han kunne stille op.

I tiden omkring Jesus’ død ser det ud til at Josef overvandt sin frygt og besluttede sig for at støtte disciplene. Det kan man udlede af ordene i Markus 15:43: “Han tog mod til sig og gik ind til Pilatus og bad om at få Jesu legeme.”

Det ser ud til at Josef var til stede da Jesus døde, for han vidste at han var død før Pilatus gjorde. Bibelen siger nemlig at “Pilatus undrede sig over at [Jesus] allerede skulle være død” da Josef kom for at bede om lov til at få udleveret liget. (Mark. 15:44) Var det det at se Jesus lide på pælen, der havde fået Josef til at ransage sig selv og beslutte at han ville stå op for sandheden? Det er ikke utænkeligt. I hvert fald følte han sig nu tilskyndet til at gøre noget; han ville ikke længere være discipel i det skjulte.

Ifølge jødernes lov skulle en der var blevet henrettet, begraves inden solnedgang. (5 Mos. 21:22, 23) Romerne, derimod, smed enten ligene af henrettede forbrydere i en massegrav eller lod dem hænge på pælen og rådne op. Men det var bestemt ikke det Josef ønskede at der skulle ske med Jesus. Josef ejede en nyudhugget klippegrav der lå tæt på henrettelsesstedet. Graven var endnu ikke blevet taget i brug, hvilket tyder på at Josef for nylig var flyttet fra Arimatæaa til Jerusalem, og at han havde tænkt sig at bruge graven som familiegravsted. (Luk. 23:53; Joh. 19:41) Det at Josef ville begrave Jesus i sin egen fremtidige grav, var en uselvisk og smuk tanke. Samtidig ville det være med til at opfylde profetien om at Messias skulle begraves “hos de rige”. – Es. 53:5, 8, 9.

Efter at Jesus var blevet taget ned fra pælen, svøbte Josef ham i fint linned og lagde ham ind i graven. Denne handling beskrives i alle fire evangelier. (Matt. 27:59-61; Mark. 15:46, 47; Luk. 23:53, 55; Joh. 19:38-40) Beretningen nævner kun én person ved navn som hjalp Josef, nemlig Nikodemus, der kom med aromatiske stoffer til begravelsen. Med tanke på den position disse to mænd havde, har de højst sandsynligt ikke selv flyttet Jesus, men fået nogle tjenere til at udføre arbejdet med at bære ham og lægge ham ind i graven. Uanset hvad kunne de to mænds handlinger få nogle konsekvenser. Enhver der kom i kontakt med et lig, var ifølge Loven uren i syv dage, og alt hvad vedkommende rørte ved, blev urent. (4 Mos. 19:11; Hag. 2:13) I sådan en tilstand ville de være nødt til at holde sig væk fra andre mennesker i ugen efter påsken og gå glip af alle de særlige ting der foregik i de dage. (4 Mos. 9:6) Ved at sørge for at Jesus blev begravet, risikerede Josef desuden at blive udsat for hån og spot af de andre medlemmer af Sanhedrinet. Ikke desto mindre var Josef villig til at tage de konsekvenser det måtte medføre at give Jesus en værdig begravelse og vise at han var en af hans disciple.

Bibelen fortæller ikke mere om Josef fra Arimatæa end det man kan læse om ham i evangelieberetningerne i forbindelse med Jesus’ begravelse. Så hvordan gik det ham? Kort sagt ved vi det ikke. Men set i lyset af det foregående er der stor sandsynlighed for at han besluttede åbent at bekende sig som kristen. Det var i hvert fald et godt tegn at Josefs tro og mod voksede, og ikke blev mindre, i en yderst vanskelig situation.

Beretningen om Josef giver stof til eftertanke. Vi kan hver især spørge os selv: ‘Er der noget som helst i mit liv – position, karriere, ejendele, familie eller min frihed – der er vigtigere for mig end mit forhold til Jehova?’