FARVER, FARVNING

De bibelske ord og udtryk til beskrivelse af farver er ikke så talrige og nuancerede som dem man finder i moderne farveoversigter. Bibelskribenterne bibragte ofte farveindtryk ved at sammenligne ukendte ting med noget velkendt. (2Mo 16:31; Åb 1:14) Sådanne almindeligt forekommende ting som blod, sne, visse fugle, ild, ædelsten m.m. blev brugt til at sammenligne med. (2Kg 3:22; Sl 51:7; Høj 5:11; Mt 16:2, 3; Åb 9:17) Farver anvendtes også i symbolsk betydning, og bestemte begreber blev undertiden forbundet med bestemte farver.

Blå nævnes i forbindelse med farvede materialer som garn, snor, stof og klædningsstykker. (2Mo 26:4, 31, 36; 39:22; 4Mo 4:7) Der skulle sættes en blå snor oven på frynsen på sømmen af enhver israelits klædning. (4Mo 15:38, 39) Hyacintblå er en af de smukke farver på de brystharnisker der omtales i Åbenbaringen 9:17.

Brun forekommer i farven mørkebrun i en beskrivelse af får. (1Mo 30:32, 33, 35, 40) Kostbar uld var undertiden gyldenbrun. — Ez 27:18.

Cinnober (Jer 22:14; Ez 23:14) er et rødligt farvestof der fremstilles af jern- eller blyoxider. Det ser ud til at det først blev indført af fønikierne, der hentede det fra naturlige forekomster i Nordafrika. Senere begyndte man at udnytte lignende forekomster i Mellemøsten.

Grøn nævnes ofte i Bibelen, men sjældent som en egentlig farvebeskrivelse. Den skal snarere vække forestilling om plantevækstens friskhed og livskraft eller betegne sundhed og trivsel. (1Mo 1:30; 9:3; 2Mo 10:15; 2Kg 19:26; Åb 8:7) Bleggrøn er farven på hesten hvis rytter er Døden. (Åb. 6:8) Gulgrøn bruges om farven på angreb af spedalskhed på klæde og stenhuse eller til at beskrive lutret guld. — 3Mo 13:49; 14:37; Sl 68:13.

Grå bruges som regel i beskrivelsen af ældre menneskers hår. — 1Mo 42:38; 3Mo 19:32; Ord 20:29.

Gul, rødgul og svovlgul nævnes også. — 3Mo 13:30, 32, 36; Dom 5:10; Åb 9:17.

Hvid er den farve der nævnes oftest i Bibelen. Den bruges ikke blot til at beskrive farven, men også som symbol på retfærdighed og åndelig renhed. (Åb 3:4; 7:9, 13, 14) Den hvide hest der skildres i Åbenbaringen 6:2 og 19:11, symboliserer ren og retfærdig krigsførelse under Jesu Kristi ledelse.

Både fattige og folk fra højere sociale lag gik i hvide klæder. Når engles klæder nævnes, siges der som regel at de er hvide. (Mr 16:5; Joh 20:12; Åb 19:14) Blandt de ting der ellers beskrives som hvide, kan nævnes hår (3Mo 13:3; Mt 5:36), kød (3Mo 13:16), kornmarker der er modne til høst (Joh 4:35), og Guds retfærdige domstrone (Åb 20:11). Jesus sammenlignede de skriftlærde og farisæerne med hvidkalkede grave. (Mt 23:27) Han hentydede her til den skik at man kalkede gravene omkring Jerusalem forud for påsken for at beskytte tilrejsende festdeltagere mod at røre ved dem så de blev ceremonielt urene. Der skelnes i Bibelen mellem forskellige nuancer af hvid, såsom rødlighvid (3Mo 13:19, 24) og bleghvid. — 3Mo 13:39.

Rød bruges i beskrivelsen af hår (1Mo 25:25), farvede vædderskind (2Mo 25:5), dyr (4Mo 19:2; Zak 1:8) og klæder (Es 63:2). Det hebraiske ord for „rød“ (’adhomʹ) kommer af dam, der betyder „blod“. (1Mo 25:30; 9:6)

Højrød var en af farverne på kostbart farvet stof. (2Kr 2:7, 14; 3:14) Synder sammenlignes også med den højrøde farve. (Es 1:18) Jehova beskrives som kommende fra Edom med dybrøde klæder. (Es 63:1)

Ildrød nævnes i den symbolske beskrivelse af den store drage, Satan Djævelen. (Åb 12:3) En ildrød hest symboliserer krig mellem nationerne. (Åb 6:4) Aftenhimmelen omtales også som ildrød. — Mt 16:2, 3.

Karmoisinrød nævnes i forbindelse med garn hvoraf blandt andet tabernaklets teltduge og ypperstepræstens klæder blev vævet. — 2Mo 26:1; 28:6; 4Mo 4:8.

Purpur og purpurfarvet nævnes ofte i Bibelen, uden at der dog skelnes mellem de mange nuancer man kunne opnå med de forskellige farvestoffer og indfarvningsmetoder man anvendte. (2Mo 25:4; 4Mo 4:13; Ez 27:7, 16; Da 5:7, 29; Mr 15:17, 20; Lu 16:19; Åb 17:4) På grund af sin kostbarhed blev denne farve ofte forbundet med eller brugt til at symbolisere rigdom, ære og kongelig majestæt.

Skarlagen, en brændende rød farve, nævnes i omtalen af tråd, snor og klæder samt i forbindelse med synder. (1Mo 38:28, 30; Jos 2:18; Jer 4:30; Mt 27:28; Es 1:18) „Vilddyret“ i Åbenbaringen 17 er skarlagenrødt (v. 3) til forskel fra det „vilddyr“ der beskrives i kapitel 13. Skøgen som sidder på det skarlagenrøde vilddyr, er klædt i purpur og skarlagen. (Åb 17:3-5) Synet skildrer således billedligt at „vilddyret“ gør krav på kongemagt, og at kvinden som rider på det, lever i overdådighed og nyder kongelig værdighed.

Sort nævnes i beskrivelsen af hår (3Mo 13:31; Mt 5:36), heste (Zak 6:2, 6), hud (Job 30:30) og solen (Åb 6:12). I Åbenbaringen 6:5, 6 bruges en sort hest til at symbolisere hungersnød. Der nævnes også „sort marmor“ og „sort sminke“. — Est 1:6; Jer 4:30.

Blandede farver. Ud over dette indeholder Bibelen en række udtryk som beskriver en blanding af farver eller farver som ikke er nærmere bestemt, som for eksempel: broget (1Mo 30:32, 33; Ez 16:16; 17:3; 27:7, 16, 24), mangefarvet (Jer 12:9), plettet (Zak 6:3, 6), rødmosset (1Sa 16:12; Høj 5:10), skimlet (Zak 6:3, 7), spættet (1Mo 31:10, 12), stribet (1Mo 37:3; 2Sa 13:19), lyslødet (Høj 5:10), sortlødet (Høj 1:6) og to farver (Ez 27:24).

Kristi kappe. Nogle hævder at der er uoverensstemmelse i evangeliernes beskrivelse af farven på den kappe som Jesus Kristus blev iført den dag han blev henrettet. Mattæus siger at soldaterne lagde „en skarlagenrød kappe“ omkring ham (Mt 27:28), mens Markus og Johannes siger at den var purpurfarvet. (Mr 15:17; Joh 19:2) Snarere end en uoverensstemmelse er denne forskel i beskrivelsen af klædningsstykkets farve et vidnesbyrd om evangelieskribenternes individualitet og et tegn på at der ikke herskede nogen hemmelig forståelse imellem dem. Mattæus beskrev kappen som den så ud for ham, det vil sige sådan som han opfattede dens farve, og han lagde vægt på det røde farveskær. Johannes og Markus lagde mindre vægt på den røde tone og beskriver farven som „purpur“. Purpur kan være en hvilken som helst farvenuance bestående af både blåt og rødt. Så Markus og Johannes er enige med Mattæus om at klædningen til en vis grad var rød. Dens farveskær kan naturligvis have varieret, alt efter omgivelserne og lyset. En vandoverflade skifter farve efter himmelens farve og lysets tilbagekastning på et givet tidspunkt. Når man tager dette i betragtning, forstår man at der ikke behøver at være nogen uoverensstemmelse mellem evangelierne i beskrivelsen af kappen som de romerske soldater lagde omkring Kristus da de drev spot med ham kort før han blev henrettet.

Farvning. Den kunst at farve garn, tråd, stof og andre materialer ved hjælp af særlige farvestoffer var kendt før Abrahams tid og er sandsynligvis lige så gammel som vævekunsten. Israelitterne brugte sådanne materialer som blåt garn, purpurfarvet uld og karmoisinrødt garn til teltboligen og præsternes klæder. (2Mo kap. 25-28, 35, 38, 39) Farvning, som i de tidligste tider hørte til de hjemlige sysler, blev senere foretaget kommercielt forskellige steder. Ægypterne var kendt for deres særlig farvestrålende stoffer (Ez 27:7), og da Ægypten ikke længere var den førende magt, blev Tyrus og andre fønikiske byer vigtige centre for farvning.

Metoder. De anvendte metoder varierede fra sted til sted. Undertiden var det garnet man farvede, mens det i andre tilfælde var det færdige stof eller klæde der blev farvet. Det ser ud til at garn blev dyppet i farvebadet to gange; derefter blev det fjernet fra karret, trykket af og lagt ud til tørring.

Der var forskellige metoder afhængigt af det materiale der skulle farves. Undertiden, om end det var sjældent, var fiberen af naturen modtagelig for farvestoffet. Men når dette ikke var tilfældet, var det nødvendigt først at behandle materialet med en bejdse, en opløsning som bevirkede at farvestoffet let forenede sig med fiberen. For at en opløsning kunne tjene som bejdse, måtte den være modtagelig for farvestoffet så den indgik forbindelse med det og dannede en farveforbindelse som var uopløselig. Fundene har vist at ægypterne brugte bejdse når de farvede. Tre af de farver de brugte, var rød, gul og blå, og man kunne ikke få stoffet til at tage imod disse farver medmindre man brugte oxider af arsen, jern og tin som bejdse.

Sandsynligvis blev dyrehuder garvet før de blev farvet. Den dag i dag garves vædderskind i Syrien med plantegarvemidlet sumak, hvorefter de farves. Når farven er tørret ind, gnides huderne med olie, hvorefter de poleres. Sko og andre lædervarer som beduinerne bruger, farves for eksempel røde, hvilket minder os om de „rødfarvede vædderskind“ der blev brugt til tabernaklet. — 2Mo 25:5.

Farvede stoffer nævnes i en inskription af den assyriske konge Tiglat-Pileser III. Efter at have berettet om sine felttog mod Palæstina og Syrien fortæller han at han modtog tribut fra en vis Hiram af Tyrus og andre herskere, blandt andet i form af „brogede dragter, linned, blå og rød purpurfarvet uld, får hvis uld havde farve som rødt purpur, vingede himlens fugle, hvis svingfjer havde farve henimod blåt purpur“. — Babylonske og Assyriske Kongers Historiske Indskrifter ved O. E. Ravn, 1934, s. 104.

Farvestoffer. Farvestofferne blev udvundet af planter og dyr. I Palæstina fik man gult farvestof fra mandelblade og granatæbleskal, mens fønikierne også anvendte gurkemeje (curcumin) og saflor. Hebræerne skaffede sig sort farvestof fra granatæbletræets bark og rødt fra krapplantens rod (Rubia tinctorum). Af indigoplanter (Indigofera tinctoria), der sandsynligvis blev bragt til Palæstina fra Ægypten eller Syrien, kunne man udvinde blåt farvestof. Uld farvede man purpurrød ved blandt andet at lade den trække natten over i druesaft og overstrø den med pulveriseret krap.

De karmoisinrøde, skarlagenrøde og højrøde farver fik man fra det ældste farvestof man kender, kermesskjoldlusen, et insekt der lever som snylter og hører til slægten Coccidae (Coccus ilicis). Da hunnen, der er på størrelse med en kirsebærsten, ligner en kerne, kaldte grækerne den for kokʹkos, der betyder „korn“, „kerne“. Det arabiske navn på insektet er qirmiz eller kermez, hvoraf vort „karmin“ og „karmoisin“ er dannet. Insektet findes over hele den nære orient. Det er kun æggene der indeholder det røde farvestof, der er rigt på karminsyre. Hen imod slutningen af april sætter den vingeløse hun, der er fyldt med æg, sig ved hjælp af sin snabel fast på grenene og undertiden bladene af kermes-egen (Quercus coccifera). Nogen tid efter dør den, og de ærtstore, indtørrede hunner med æg og larver indsamles og tørres. Dette er de såkaldte „kermeskorn“. De knuses, og det røde farvestof udvindes med kogende vand. Det var dette farvestof der i vid udstrækning blev brugt ved fremstillingen af tabernaklets teltduge og ypperstepræstens klæder.

Purpurfarvestoffet blev udvundet af visse arter af havsnegle, fortrinsvis Murex trunculus og Murex brandaris. Disse snegle har i halsen en lille kirtel som blot indeholder en enkelt dråbe væske kaldet blomsten. Først er væsken en hvidlig, slimet saft, men når den udsættes for luftens og lysets indvirkning, antager den lidt efter lidt en dyb violet eller purpurrød farve. Sneglene lever langs Middelhavets kyster, og nuancen af det udvundne farvestof varierer fra sted til sted. De større eksemplarer åbnede man enkeltvis og udtog omhyggeligt den dyrebare væske, hvorimod de mindre stødtes i en morter. Eftersom den mængde farvestof man fik fra hver snegl, kun udgjorde nogle få dråber, forstår man at stoffet var kostbart. Det var derfor kun de rige der havde råd til at gå i purpurklæder, og purpurfarven blev et kendetegn på velstand og høj rang. (Est 8:15; Lu 16:19) Fra et andet skaldyr fik man øjensynlig blåt farvestof.

Oldtidens Tyrus var berømt for sin purpurfarve, en dybrød farve der blev kaldt tyrisk purpur eller kejserpurpur. Tyrierne skal have anvendt en metode til dobbeltfarvning, men man ved ikke hvilken farverecept de brugte. De fik dog uden tvivl farvestoffet fra havsneglene Murex og Purpura, idet man har fundet store dynger af tomme Murex trunculus-sneglehuse ved kysten i nærheden af Tyrus og Zidon. Byen Tyrus skildres af Jehova som et skib med solsegl lavet af blåt garn og purpurfarvet uld, og den drev handel med pragtklæder i stærke farver. — Ez 27:2, 7, 24.

[Illustrationer på side 560]

Murex sneglehuse; fra sneglen fik man den eftertragtede purpurfarve