TJENER

Et andet hebraisk ord der gengives med „tjener“, er mesjarethʹ (2Mo 33:11; 2Sa 13:18), en participiumsform af udsagnsordet sjarathʹ, der betyder „at opvarte“ eller „at gøre tjeneste for“ en overordnet, og det bruges i både verdslig og religiøs forstand. (1Mo 39:4; 5Mo 10:8) Endvidere er der ordet naʹ‛ar, der i første række betegner en dreng eller en ung mand, men som også kan sigte til en tjener eller en medhjælper. — 1Sa 1:24; 4:21; 30:17; 2Kg 5:20.

Det almindeligste græske ord for „tjener“ er diaʹkonos. Om dette ord skriver D. Edmond Hiebert i værket Bibliotheca Sacra: „Det har været en udbredt opfattelse at udtrykket er en sammensætning af præpositionen [diaʹ], der betyder ’igennem’, og substantivet [koʹnis], ’støv’, sådan at det betegner en der haster gennem støvet for at udføre sin tjeneste. Men denne opfattelse af ordets oprindelse er man stort set gået bort fra i dag. Ordet kommer snarere af verbet [diēʹkō], ’at strække sig fra ét sted til et andet’, beslægtet med verbet [diōʹkō], ’at haste efter, at jage efter’. Grundtanken er da en der med flid og vedholdenhed yder en tjeneste for andre.“ — 1983, årg. 140, s. 153.

På græsk findes også ordet pais, der ligesom det hebraiske naʹ‛ar betegner en dreng eller en ung mand, men også kan sigte til en tjener eller en medhjælper. (Mt 2:16; 8:6; 17:18; 21:15; Apg 20:12) Ordet oikeʹtēs betegner en tjener eller træl i et hus (Lu 16:13), mens en tjenestepige eller trælkvinde betegnes med ordet paidiʹskē. (Lu 12:45) Hypēreʹtēs, der egentlig betyder en underordnet rorkarl, bruges i bredere betydning om en „tjener“ og en „retsbetjent“ (Mt 26:58; Mr 14:54, 65; Joh 18:36); leitourgosʹ betyder en „offentlig tjener“ (Ro 13:6; 15:16; He 1:7; 8:2), og theraʹpōn, der kun forekommer i Hebræerbrevet 3:5, betyder en underordnet eller en tjener.

Det hebraiske mesjarethʹ og det græske diaʹkonos og deres beslægtede former bruges i forbindelse med både mænd og kvinder. (2Sa 13:17, 18; 1Kg 1:4, 15; 2Kor 3:6; Ro 16:1) Josua havde været Moses’ tjener „fra han var en ung mand“. (4Mo 11:28; Jos 1:1, fdn.) Elisa havde en tjener der gik ham til hånde. (2Kg 4:43; 6:15) Konger og fyrster havde tjenere eller medhjælpere (2Kr 22:8; Est 2:2; 6:3), hvoraf nogle vartede op ved de kongelige borde. — 1Kg 10:4, 5; 2Kr 9:3, 4.

Engle som Jehovas tjenere. Jehova Gud har skabt millioner af engle som han har herredømme over, og som han uden tvivl kalder ved navn, ligesom tilfældet er med de utallige stjerner. (Sl 147:4) De tjener ham og udfører hans vilje i universet. (Sl 103:20, 21) Salmisten siger om Jehova at han „gør sine engle til ånder, sine tjenere til en fortærende ild“. (Sl 104:4) De beskrives som „ånder i offentlig tjeneste, udsendt for at tjene dem som skal arve frelse“. (He 1:13, 14) Efter at Jesus Kristus havde afvist Satans forsøg på at få ham til at overtræde Guds bud, sørgede engle for ham i ørkenen (Mt 4:11), og en engel viste sig for ham og styrkede ham da han bad i Getsemane Have. (Lu 22:43) I et syn, hvori „en der var som en menneskesøn“ fik et varigt herredømme over alle folkeslag og tungemål, så profeten Daniel millioner af engle der udførte tjeneste omkring ’den gamle af dages’ trone. — Da 7:9-14.

Levis stamme. Da israelitterne efter udfrielsen fra Ægypten blev organiseret under Lovpagten, udvalgte Jehova de mandlige medlemmer af Levis stamme som sine særlige tjenere. (4Mo 3:6; 1Kr 16:4) De der tilhørte Arons slægt, tjente som præster. (5Mo 17:12; 21:5; 1Kg 8:11; Jer 33:21) De øvrige levitter tog vare på helligdommen med alle dens redskaber, var tjenere i forbindelse med sangen og udførte også andre pligter. — 4Mo 3:7, 8; 1Kr 6:32.

Profeter. Foruden de mandlige medlemmer af Levis stamme benyttede Jehova også andre til at yde en særlig tjeneste for sit folk Israel. Det var profeterne, der blev udpeget og bemyndiget individuelt af Jehova. Nogle af dem var af præsteslægten, men mange af dem kom fra andre israelitiske stammer. (Se PROFET.) De var Jehovas sendebud. De blev sendt ud for at advare nationen når den var veget bort fra Loven, og de søgte at lede kongerne og folket tilbage til den sande tilbedelse. (2Kr 36:15, 16; Jer 7:25, 26) Deres profetier hjalp, opmuntrede og styrkede de retskafne, især i tider med åndeligt og moralsk forfald og i tider hvor Israel var truet af fjender fra alle sider. — 2Kg 7; Es 37:21-38.

Deres profetier pegede også frem til Jesus Kristus og det messianske rige. (Åb 19:10) Johannes Døber udførte en særlig gerning idet han skulle „vende fædres hjerte til sønner, og sønners hjerte til fædre“ for at berede vejen for Jehovas udsending, Herren Jesus Kristus. (Mal 4:5, 6; Mt 11:13, 14; Lu 1:77-79) Profeterne tjente ikke blot deres samtidige, men, som apostelen Peter skrev til de kristne: „Det blev åbenbaret dem at det ikke var sig selv men jer de tjente med det der nu er blevet meddelt jer gennem dem som har forkyndt jer den gode nyhed ved hellig ånd udsendt fra himmelen. Netop dette nærer engle et brændende ønske om at spejde ind i.“ — 1Pe 1:10-12.

Jesus Kristus. Jesus Kristus er Jehovas ypperste tjener (diaʹkonos). Han blev „en tjener for de omskårne for Guds sanddruheds skyld, for at bekræfte de løfter Han gav deres forfædre“, og „for at folk fra nationerne kunne herliggøre Gud for hans barmhjertighed“. Der siges derfor videre at „på ham vil nationerne håbe“. — Ro 15:8-12.

Jesus blev udpeget eller udnævnt af Jehova selv. I forbindelse med hans dåb siger beretningen at „himlene åbnedes, og [Johannes Døber] så Guds ånd dale ned som en due og komme over ham [Jesus]. Se! Der var også en stemme fra himlene som sagde: ’Denne er min søn, den elskede, som jeg har godkendt.’“ (Mt 3:16, 17) Jesus havde allerede tjent Jehova i umindelige tider i sin førmenneskelige tilværelse, men nu begyndte en ny tjeneste for ham. Han tjente fuldt ud både Gud og sine medmennesker. Derfor kunne han i synagogen i sin hjemby, Nazaret, tage Esajas’ skriftrulle og læse det der i dag svarer til kapitel 61, vers 1 og 2: „Jehovas ånd er over mig, fordi han salvede mig til at forkynde godt nyt for fattige; han sendte mig ud for at forkynde frigivelse for fanger og for blinde at de skal få deres syn igen, for at sende de undertvungne bort som frigivne, for at forkynde Jehovas velkomne år.“ Derefter sagde han: „I dag er det skriftsted I lige har hørt, blevet opfyldt.“ — Lu 4:16-21.

Da Peter forkyndte for Kornelius, den første hedning der gik over til kristendommen, gav han en beskrivelse af Jesu tre og et halvt år lange jordiske tjeneste idet han forklarede at „Gud salvede ham med hellig ånd og kraft, og han gik igennem landet og gjorde vel og helbredte alle dem som var undertrykt af Djævelen, for Gud var med ham“. (Apg 10:38) Jesus gik rent bogstaveligt igennem sit tildelte distrikt i sin tjeneste for Jehova og mennesker. Og ikke det alene; han gav også sin egen sjæl som en løsesum for andre. Som han sagde: „Menneskesønnen [er ikke] kommet for at lade sig betjene men for at tjene og give sin sjæl som en løsesum i bytte for mange.“ — Mt 20:28.

Kristne tjenere. I sin tjenestegerning knyttede Jesus mange andre til sig, apostle og disciple, som han oplærte til at udføre den samme tjeneste. Først sendte han 12 ud, dernæst 70 andre. Guds ånd virkede på dem og satte dem i stand til at udføre mange mirakler. (Mt 10:1, 5-15, 27, 40; Lu 10:1-12, 16) Men deres hovedopgave var at forkynde og undervise i den gode nyhed om Guds rige. Miraklerne skulle først og fremmest vise folk at de var udpeget og godkendt af Jehova. — He 2:3, 4.

Jesus oplærte sine disciple både mundtligt og ved sit eksempel. Han bragte den gode nyhed direkte ud til folk ved at undervise både offentligt og i private hjem. (Mt 9:10, 28; Lu 7:36; 8:1; 19:1-6) Af evangelieberetningerne fremgår det at hans disciple ofte var til stede når han forkyndte for forskellige slags mennesker, for samtalerne er blevet husket og skrevet ned. Ifølge beretningen i Apostelgerninger fulgte disciplene hans eksempel og aflagde besøg fra hus til hus for at forkynde budskabet om Riget. — Apg 5:42; 20:20; se FORKYNDER, FORKYNDELSE („Fra hus til hus“).

Jesus forklarede sine disciple hvordan en sand tjener for Gud skulle være, idet han sagde: „Nationernes konger spiller herrer over dem, og de der har myndighed over dem bliver kaldt velgørere. Men sådan skal I ikke være. Lad derimod den der er den største iblandt jer, blive som den yngste, og den der fører an, som den der tjener. For hvem er størst: den der ligger til bords, eller den der virker som tjener? Er det ikke den der ligger til bords?“ Med hensyn til sin egen færden og optræden sagde han derefter: „Men i jeres midte er jeg som den der virker som tjener.“ (Lu 22:25-27) Samme aften viste han på en magtfuld måde hvad disse principper og egenskaben ydmyghed vil sige, idet han vaskede disciplenes fødder. — Joh 13:5.

Jesus lod også disciplene forstå at Guds sande tjenere ikke bærer smigrende religiøse titler eller giver sådanne titler til andre. „Men I, I skal ikke lade jer kalde rabbi, for én er jeres lærer, og I er alle brødre. Desuden skal I ikke kalde nogen på jorden jeres fader, for én er jeres Fader, den himmelske. I skal heller ikke lade jer kalde ’førere’, for én er jeres Fører, Messias. Men den største iblandt jer skal være jeres tjener. Enhver som ophøjer sig selv vil blive ydmyget, og enhver som ydmyger sig selv vil blive ophøjet.“ — Mt 23:8-12.

Herren Jesu Kristi salvede disciple er, ligesom Paulus, ’tjenere for den gode nyhed’. (Kol 1:23) De er også „en ny pagts tjenere“ idet de står i et pagtsforhold til Jehova Gud med Kristus som mellemmand. (2Kor 3:6; He 9:14, 15) Derved er de Guds og Kristi tjenere. (2Kor 6:4; 11:23) Deres egnethed skyldes ikke noget menneske eller nogen organisation, men Gud gennem Jesus Kristus. De behøver ikke noget papir eller certifikat, ikke nogen skriftlig anbefaling eller bemyndigelse, for at udføre deres tjeneste. Deres ’anbefalingsbrev’ er de mennesker de har undervist og oplært til at være Kristi tjenere ligesom de selv. Herom siger Paulus: „Behøver vi måske, ligesom nogle, anbefalingsbreve til jer eller fra jer? I er selv vort brev, som er indskrevet i vore hjerter og kendes og læses af alle mennesker. For det kendes på jer at I er et brev fra Kristus, skrevet af os som tjenere, indskrevet, ikke med blæk, men med en levende Guds ånd, ikke på stentavler, men på kødtavler, på hjerter.“ (2Kor 3:1-3) Her viser apostelen hvilken kærlighed, dyb hengivenhed og omsorg den kristne tjener viser for dem han betjener. Der er tale om et så nært forhold at de så at sige er ’indskrevet på den kristne tjeners hjerte’.

Efter sin himmelfart gav Jesus „gaver i form af mennesker“ til den kristne menighed. Blandt disse var der apostle, profeter, evangelieforkyndere, hyrder og lærere, som blev givet „med henblik på at bringe de hellige i den rette tilstand til en tjenestegerning, til opbyggelse af Messias’ legeme“. (Ef 4:7-12) At de er egnede som tjenere, kommer fra Gud. — 2Kor 3:4-6.

I Åbenbaringen til Johannes skildres „en stor skare, som ingen var i stand til at tælle, af alle nationer og stammer og folk og tungemål“. I modsætning til Jesu Kristi salvede brødre omtales medlemmerne af denne skare ikke som parthavere i den nye pagt og dermed som denne pagts tjenere; men som det fremgår af synet, står de alligevel rene ind for Gud og „yder ham hellig tjeneste dag og nat i hans tempel“. De kan derfor med rette kaldes Guds tjenere. Ifølge Åbenbaringen såvel som Jesu egne ord (i en af hans lignelser) vil der, når Kristus sidder på sin herligheds trone, være sådanne mennesker der i kærlighed har betjent hans brødre ved at yde dem hjælp og vise dem opmærksomhed. — Åb 7:9-15; Mt 25:31-40.

Menighedstjenere. Efter at Paulus har anført kravene til dem der tjener som „tilsynsmænd“ (epiʹskopoi) i menighederne, anfører han en række krav til dem der betegnes som „menighedstjenere“ (diaʹkonoi). (1Ti 3:1-10, 12, 13) Det græske ord diaʹkonos oversættes i almindelighed blot med „tjener“. (Mt 20:26; 22:13) Men eftersom alle kristne er Guds tjenere, er det klart at ordet diaʹkonoi her optræder i en særlig betydning, en der har noget at gøre med menighedens opbygning og organisation. Der var altså to grupper af mænd som beklædte ansvarsposter i menigheden: ’tilsynsmændene’, eller ’de ældste’, og ’menighedstjenerne’. Der var normalt både flere tilsynsmænd og flere menighedstjenere i hver menighed. — Flp 1:1; Apg 20:17, 28.

Når man sammenligner de krav der stilles til henholdsvis menighedstjenere og tilsynsmænd, samt betegnelsen for de to stillinger, forstår man at menighedstjenerne ikke fik til opgave at undervise eller at være hyrder (en hyrde er en der fører tilsyn med får). Der blev ikke stillet krav om at de skulle kunne undervise. Det ligger i selve betegnelsen diaʹkonos at de tjente som assistenter for menighedens råd af tilsynsmænd, og at deres hovedopgave var at tage sig af det praktiske, sådan at tilsynsmændene kunne koncentrere sig om deres undervisning og hyrdegerning.

Et eksempel på princippet i dette findes i den ordning apostlene indførte da der opstod problemer i forbindelse med den daglige „uddeling“ (diakoniʹa, tjeneste eller betjening med) af mad til de nødlidende kristne i Jerusalem. Da det ’ikke ville være rigtigt at de forlod Guds ord’ for at beskæftige sig med uddelingen af bogstavelig føde og de dermed forbundne problemer, sagde de til disciplene: „Udse derfor, brødre, syv mænd blandt jer som har godt vidnesbyrd og er fulde af ånd og visdom, så vi kan sætte dem over dette nødvendige arbejde; men selv vil vi være helt optaget af bønnen og ordets tjeneste [diakoniʹai].“ (Apg 6:1-6) Dette var princippet i ordningen. Dermed være ikke sagt at de syv mænd der blev udvalgt, ikke var kvalificerede som „ældste“ (presbyʹteroi), for det der beskrives her, var ikke nogen almindelig eller normal situation. Den skyldtes et særligt problem der var opstået, og som krævede finfølelse da nogle mente at de blev diskrimineret på grund af deres nationalitet. Eftersom det berørte hele den kristne menighed, krævede løsningen af det „ånd og visdom“, og de syv mænd der blev udvalgt, kan derfor udmærket i åndelig forstand have været „ældste“. Men nu skulle de midlertidigt tage sig af en opgave som normalt blev varetaget af „menighedstjenere“. Det var et arbejde der var ’nødvendigt’, men ikke lige så vigtigt som „ordets tjeneste“.

Apostlene viste i denne situation at de kunne vurdere de forskellige former for tjeneste rigtigt, og det kunne forventes at ældsterådene i de menigheder der blev dannet uden for Jerusalem, ville følge deres eksempel og overdrage visse opgaver til „menighedstjenere“. Der var uden tvivl mange ting af materiel, rutinepræget eller praktisk art der skulle sørges for, herunder måske indkøb af skrivematerialer til afskrivning af Skrifterne eller muligvis selve afskrivningen.

De krav menighedstjenerne skulle opfylde, tjente til at beskytte menigheden mod enhver berettiget anklage med hensyn til valget af de mænd der varetog særlige pligter. Derved bevarede man Guds godkendelse og et godt omdømme blandt udenforstående. (Jf. 1Ti 3:10.) Kravene gjaldt disse mænds moral, adfærd og åndelige sundhed, og hvis de blev opfyldt, ville de mænd der blev udpeget, være fornuftige, ærlige, pålidelige og samvittighedsfulde. De der tjente på en god måde, ville erhverve sig „en smuk stilling og stor frimodighed i den tro der er forbundet med Kristus Jesus“. — 1Ti 3:13.

Jordiske herskere. Gud har tilladt de jordiske regeringer at fungere indtil hans tid er inde til at fjerne dem, hvorefter Kristi rige vil herske uindskrænket over jorden. (Da 2:44; Åb 19:11-21) Så længe disse regeringer får lov til at bestå, udfører de mange tjenester for befolkningen, blandt andet ved at bygge veje, drive skoler, opretholde politi og brandvæsen med mere. De har også indført love mod tyveri, mord og andre forbrydelser. Når de udfører disse tjenester og håndhæver disse love retfærdigt, er de Guds ’tjenere’ (diaʹkonoi). Hvis nogen — det gælder også en kristen — overtræder disse love, kommer den straf som øvrigheden tildeler ham, indirekte fra Gud, for Gud er imod al ondskab. Når øvrigheden beskytter den kristne mod lovovertrædere, handler den også som Guds tjener. Heraf følger at hvis herskeren misbruger sin myndighed og handler imod Guds vilje, må han stå Gud til regnskab for det. Hvis en sådan ugudelig hersker forsøger at få den kristne til at overtræde Guds lov, handler han ikke som Guds tjener, men vil blive straffet af Gud for det. — Ro 13:1-4.

Falske tjenere. Nogle hævder at være Guds tjenere, men er i virkeligheden hyklere som tjener Satan og kæmper imod Gud. Apostelen Paulus måtte kæmpe med sådanne mennesker, som skabte uro i menigheden i Korinth. Om dem sagde han: „Sådanne mennesker er . . . falske apostle, svigefulde arbejdere, der giver sig ud for at være Kristi apostle. Og intet under, for Satan selv giver sig ud for at være en lysets engel. Det er derfor intet stort om hans tjenere også giver sig ud for at være retfærdigheds tjenere. Men deres endeligt vil komme til at svare til deres gerninger.“ — 2Kor 11:13-15.

Det var forudsagt mange steder i Skrifterne at sådanne falske tjenere ville fremstå. Paulus sagde for eksempel til tilsynsmændene fra menigheden i Efesus at der efter hans bortgang ville komme undertrykkende ulve ind i menigheden, og at de ikke ville behandle hjorden skånsomt, men ville fremføre fordrejede ting for at trække disciplene bort efter sig. (Apg 20:29, 30) Paulus advarede også mod sådanne frafaldne i sine breve (2Ts 2:3-12; 1Ti 4:1-5; 2Ti 3:1-7; 4:3, 4), Peter beskrev dem (2Pe 2:1-3), og også Jesus Kristus forudsagde at de ville fremstå, og at de ville blive tilintetgjort. — Mt 13:24-30, 36-43; se LOVLØSHEDENS MENNESKE.