Jesu liv og tjeneste
Den berømteste prædiken der nogen sinde er holdt
SITUATIONEN er en af bibelhistoriens bedst kendte: Jesus sidder på en bjergskråning mens han holder sin berømte bjergprædiken. Det er i nærheden af Galilæas sø, sandsynligvis nær Kapernaum. Jesus har tilbragt hele natten i bøn til Gud, og den følgende morgen har han udvalgt tolv af sine disciple til at være apostle. Han er så kommet ned til dette sted på bjerget sammen med alle de andre.
Nu må Jesus være meget træt, og man skulle tro at han ville lægge sig til at sove. Men store skarer er kommet dertil, nogle hele vejen fra Judæa og Jerusalem omkring 100 kilometer borte. Andre er kommet fra kystegnen ved Tyrus og Zidon i nord. De er kommet for at høre Jesus og for at blive helbredt for deres sygdomme. Endog mennesker der er plaget af dæmoner har søgt dertil.
Da Jesus er kommet ned, trænger de syge mennesker sig hen i nærheden af ham for at røre ved ham, og han helbreder dem alle. Øjensynlig søger Jesus derefter højere op på bjerget. Dér sætter han sig og begynder at undervise skarerne der er spredt ud over det jævne plateau foran ham. Og tænk engang! Nu findes der ikke en eneste i hele forsamlingen der lider af en alvorlig sygdom!
Folket venter spændt på at høre hvad læreren der er i stand til at udføre disse forbløffende mirakler, har at sige. Men Jesus holder hovedsagelig sin prædiken til gavn for sine disciple, der sikkert er samlet nærmest omkring ham. For at vi også kan drage nytte af hans prædiken har både Mattæus og Lukas nedskrevet den.
Bjergprædikenen i Mattæus’ evangelium er omkring fire gange så lang som i Lukas’ evangelium. Dele af det der hos Mattæus udgør Bjergprædikenen bliver omtalt hos Lukas som sagt af Jesus ved en anden lejlighed under hans tjeneste, hvilket ses når man sammenligner Mattæus 6:9-13 med Lukas 11:1-4, og Mattæus 6:25-34 med Lukas 12:22-31. Dette burde dog ikke overraske os. Jesus har åbenbart undervist i de samme ting mere end én gang, og Lukas har valgt at omtale de andre lejligheder hvor denne undervisning er foregået.
Det der gør Jesu prædiken så værdifuld er ikke blot indholdets åndelige dybde, men også den enkle og klare måde hvorpå han fremholder disse sandheder. Han benytter sig af dagligdags erfaringer og bruger noget som folk udmærket kender, hvorved han gør sine tanker letforståelige for alle der ønsker at leve et bedre liv på Guds betingelser. I kommende artikler i denne serie vil vi se nærmere på nogle af de ting han sagde. Lukas 6:12-20; Mattæus 5:1, 2.
● Hvor holdt Jesus sin mest kendte prædiken? Hvem var til stede, og hvad var der sket kort forinden?
● Hvorfor er det ikke overraskende at man i Lukas’ beretning finder nogle punkter fra prædikenen omtalt i en anden sammenhæng?
● Hvad er det der gør Jesu prædiken så værdifuld?