De gjorde Jehovas vilje
Maria valgte „den gode del“
PÅ JESU tid var jødiske kvinder begrænset af de rabbinske overleveringer. De fik at vide at de ikke måtte studere Loven. Faktisk blev der i Misjna citeret følgende anskuelse: „Hvis en mand giver sin datter kundskab om Loven, vil det være det samme som at lære hende liderlighed.“ — Sotah 3:4.
Det førte til at mange kvinder i det første århundrede i Judæa ikke var særlig godt uddannede. „Intet tyder på at jødiske kvinder før Jesus begyndte sin tjeneste nogen sinde havde fået lov til at være disciple af en stor lærer, og da slet ikke at ledsage en sådan lærer på hans rejser eller at undervise andre end børn,“ siger The Anchor Bible Dictionary. For yderligere at nedgøre kvinden opstillede nogle religiøse ledere en regel der sagde at en mand ikke måtte tale offentligt med en kvinde.
Jesus tog ikke hensyn til sådanne ugudelige holdninger. Han underviste kvinder såvel som mænd, og både mænd og kvinder var repræsenteret blandt hans disciple. (Lukas 8:1-3) Ved en lejlighed blev Jesus inviteret hjem til Marta og Maria. (Lukas 10:38) Disse to kvinder var søstre til Lazarus, og alle tre var Jesu disciple og gode venner. (Johannes 11:5) Denne familie kan godt have været fremtrædende eftersom der kom mange for at trøste Marta og Maria da Lazarus døde. Hvordan det end har forholdt sig, lærte de noget meget vigtigt af det der skete i deres hjem da Jesus kom på besøg. Det samme kan vi.
Maria lader sig undervise ved Jesu fødder
Marta og Maria var uden tvivl opsatte på at tilberede et festmåltid til Jesus, og de havde måske også midlerne til det. (Jævnfør Johannes 12:1-3.) Men da deres gæst ankom, „satte [Maria] sig ved Herrens fødder og blev ved med at lytte til hans ord“. (Lukas 10:39) Ingen overlevering skulle hindre Jesus i at undervise en oprigtig kvinde der var så ivrig efter at lære! Maria har sikkert siddet foran Jesus som en elev der er fuldt optaget af at lytte til sin Lærers undervisning. — Jævnfør Femte Mosebog 33:3; Apostelgerninger 22:3.
Marta var til forskel fra Maria „optaget af at sørge for mange pligter“. At tilberede et stort måltid var under alle omstændigheder et tidskrævende og omfattende arbejde. Inden længe blev Marta irriteret over at hun var alene om at sørge for det hele, mens hendes søster sad ved Jesu fødder. Marta var nok lidt kort for hovedet da hun afbrød Jesus mens han talte til Maria, idet hun sagde: „Herre, tager du dig ikke af at min søster har overladt til mig alene at sørge for tingene? Sig da til hende at hun skal være med og hjælpe mig.“ — Lukas 10:40.
Det Marta bad om, var ikke i sig selv forkert. At tilberede et måltid til flere personer er jo ganske krævende, og det var naturligt at forvente hjælp. Men Jesus brugte hendes udtalelse til at lære dem noget vigtigt. Han sagde: „Marta, Marta, du er bekymret og urolig over mange ting. Kun få ting behøves, eller blot én ting. Maria har på sin side valgt den gode del, og den skal ikke tages fra hende.“ — Lukas 10:40-42.
Jesus mente ikke at Marta manglede interesse for åndelige spørgsmål. Han vidste tværtimod at hun var en kvinde der nærede stor gudhengivenhed.a Det var uden tvivl som følge af denne egenskab at Marta havde inviteret Jesus. Men gennem sin milde tilrettevisning pegede Jesus på at Marta i sin iver efter at sørge for måltidet gik glip af en sjælden mulighed for at blive personligt undervist af Guds søn.
Dengang var det sikkert meget almindeligt at mene at man bedst kunne bedømme en kvindes værd efter hvor dygtig hun var til det huslige. Men Jesu ord viste at kvinder, ligesom mænd, kunne sidde ved Guds søns fødder og tage imod livets ord. (Johannes 4:7-15; Apostelgerninger 5:14) Derfor ville det have været bedre om Marta kun havde serveret nogle få retter, eller måske blot én, hvis det havde givet hende bedre mulighed for at sidde ved Herrens fødder og lade sig oplære af ham. — Jævnfør Mattæus 6:25.
Hvad vi kan lære
I dag reagerer både mænd og kvinder på Jesu indbydelse til ’frit at tage af livets vand’. (Åbenbaringen 22:17) Motiveret af kærlighed, ligesom Marta, gør nogle alt hvad de kan, for at hjælpe deres trosfæller. De er praktisk anlagte og skrider hurtigt til handling. Jehova har lovet at han vil belønne sådanne mennesker for deres kærlighedsgerninger. Andre ligner måske mere Maria. De er stille af sind og tænksomme. Deres iver efter at grunde over Guds ord hjælper dem til at forblive solidt rodfæstede i troen. — Efeserne 3:17-19.
Begge typer dækker et vigtigt behov i den kristne menighed. Men de må alle i sidste ende ’vælge den gode del’ ved først og fremmest at lægge vægt på de åndelige ting. At vi forvisser os om de mere vigtige ting, har Jehovas godkendelse og velsignelse. — Filipperne 1:9-11.
[Fodnote]
a At Marta var en dybt troende og åndeligsindet kvinde, fremgår tydeligt af den samtale hun havde med Jesus efter at hendes broder, Lazarus, var død. Ved denne lejlighed var det Marta som var mest ivrig efter at møde sin Herre. — Johannes 11:19-29.