„Kæmp energisk“
„Kæmp energisk for at komme ind gennem den snævre dør, for mange, siger jeg jer, vil søge at komme ind, men vil ikke være i stand til det.“ — LUKAS 13:24.
1. Hvilket ønske nærer de fleste?
HVIS man spørger seksårige Robert hvorfor han godt kan lide at komme i rigssalen, svarer han: „Dér lærer jeg om Jehova og om Paradiset hvor jeg kan leve i lang, lang tid sammen med dyr der ikke gør mig noget.“ Hans treårige fætter, Dustin, kender så meget til sine forældres vaner at han ved nøjagtig hvornår han skal udbryde: „Jeg vil med i rigssalen!“ Det Robert siger og det Dustin er ved at lære at give udtryk for, er noget der appellerer til de fleste — håbet om evigt liv. De fleste ønsker at blive „frelst“. Men hvordan bliver man det? Er det nok at overvære nogle religiøse møder?
2. (a) Hvorfor kan man ikke gøre sig fortjent til frelsen? (b) Hvad kræves der ifølge Jesu ord i Lukas 13:24 for at blive frelst?
2 Man kan ikke gøre sig fortjent til frelsen, hverken ved at overvære nogle møder eller ved at gøre noget som helst andet. Frelsen er en fri gave fra Gud. Jehova kræver dog at vi selv gør os visse anstrengelser hvis vi skal modtage det evige livs gave af ham. (Romerne 6:23) Hvad bør vi da gøre? Først og fremmest må vi kæmpe energisk i tjenesten for ham, og vore handlinger må være motiveret af sand værdsættelse. En mand spurgte engang Guds søn, Jesus Kristus: „Herre, er de der frelses kun få?“ Jesu svar var ikke kun rettet til den mand der havde stillet spørgsmålet, men til alle der ønsker at blive frelst, deriblandt os. Han svarede: „Kæmp energisk for at komme ind gennem den snævre dør, for mange, siger jeg jer, vil søge at komme ind, men vil ikke være i stand til det.“ — Lukas 13:23, 24.
3. (a) Hvorfor var det et usædvanligt spørgsmål denne mand stillede? (b) Hvordan kan vi sige at Jesu svar også gælder os?
3 Det var et usædvanligt spørgsmål denne unavngivne mand stillede. Han spurgte: „Er de der frelses kun få?“, og ikke: „Vil jeg være blandt de få der frelses?“ eller: „Hvordan kan jeg blive frelst?“ Måske var det den jødiske filosofi om at kun et begrænset antal ville gøre sig fortjent til frelsen, der fik ham til at stille dette spekulative spørgsmål.a Men hvad baggrunden for hans nysgerrighed end har været, førte Jesus straks spørgsmålet fra den abstrakte teori over i den praktiske anvendelse. Han tvang spørgeren til at tænke over hvad han selv måtte gøre for at opnå frelse. Jesu svar var imidlertid ikke kun henvendt til denne mand, men til flere, hvilket fremgår af at han brugte tiltaleformen „jer“. Det bør derfor også få os til at tænke over hvordan vi tilbeder Gud.
4. Hvad må vi gøre for at opnå evigt liv?
4 Det er altså ikke så let at opnå evigt liv som nogle måske tror. Jesus understregede at det kræver en stadig og energisk indsats at „komme ind gennem den snævre dør“. Drivkraften bag denne utrættelige indsats er en stærk tro, en tro der bygger på lydighed mod Kristi lære. Hvis vi ønsker at blive frelst må vi altså gøre mere end blot at ’høre hans ord’ — vi må blive ved med at handle efter dem. — Lukas 6:46-49; Jakob 1:22-25.
Vi må ’kæmpe’ nu
5. (a) Hvad ligger der i Jesu ord: „Kæmp energisk“? (b) Hvordan giver disse ord vort syn på hellig tjeneste større mening?
5 Hvad vil det sige at ’kæmpe energisk’? I den græske grundtekst benyttes udtrykket agōniʹzesthe, der er en afledning af et ord (agōnʹ) som betyder „kampplads“. The Kingdom Interlinear Translation gengiver det med „bliv ved med at kæmpe“. Vore tanker ledes altså hen på et stadion i fortiden hvor en atlet kæmpede energisk, ja af al magt, for at vinde sejrsprisen. Skønt det pågældende græske udsagnsord kan benyttes som en teknisk betegnelse for det at deltage i de græske kamplege, understreger det i denne forbindelse Jesu tilskyndelse til os om at kæmpe ’af hele vor sjæl’. En halvhjertet indsats er ikke nok. — Lukas 10:27; se også Første Korintherbrev 9:26, 27.
6. Hvorfor skal vi kæmpe energisk nu?
6 Hvornår skal vi ’kæmpe energisk for at komme ind gennem den snævre dør’, og hvor længe skal vi blive ved med det? Se endnu en gang på Jesu ord i Lukas 13:24, og læg mærke til hvordan han stiller nutid („kæmp energisk“) op i modsætning til fremtid („vil søge“). Det er altså nu vi skal kæmpe. De der lukkes ude søger åbenbart at komme ind på et tidspunkt der kun er belejligt for dem selv. Men da er det for sent; døren er lukket og låst. Jesus siger videre i Lukas 13:25 at når først husets herre har låst døren, vil nogle begynde at banke på og sige: „Herre, luk op for os.“ Men som svar vil han sige til dem: „Jeg ved ikke hvor I er fra.“ Hvilken sørgelig konsekvens for dem der ikke betragter tilbedelsen af Jehova som det vigtigste i deres liv nu! — Mattæus 6:33.
7. Hvordan viser ordene i Filipperbrevet 3:12-14 at man hele tiden må kæmpe, og hvorfor er det nødvendigt?
7 Vi skal hele tiden blive ved med at kæmpe. Ingen af os er endnu kommet helt ind gennem „den snævre dør“. Det var Paulus klar over. Hver eneste dag kæmpede han for at blive ved med at deltage i det løb der gælder livet. Han skrev: „Jeg mener ikke, at jeg er fuldkommen. Jeg har endnu meget at lære. Men jeg bliver ved med at arbejde hen mod den dag, da jeg kan gribe det, som Kristus frelste mig til. Jesus Kristus har jo allerede vundet sejren for mig. Nej, kære brødre, jeg mener ikke om mig selv, at jeg er nået i mål. Men jeg sætter alle kræfter ind på dette ene: At glemme alt, hvad der ligger bag mig, og stræbe frem mod det, der ligger foran. Jeg spurter frem mod målet for at kunne modtage den sejrspris, som Gud fra det høje har kaldet os til på grund af det, som Kristus Jesus har gjort for os.“ (Kursiveret af os.) — Filipperne 3:12-14, Ny Testamente — på hverdagsdansk.
8. (a) Hvad hindrer de „mange“ i at opnå evigt liv? (b) Hvordan kan dette tjene til advarsel for os?
8 Hvem er de „mange“, og hvorfor er de ikke i stand til at komme ind? De „mange“ skildrer kristenheden, og navnlig dens præsteklasse. De hævder at have ’spist og drukket sammen med Jesus’ og foregiver derved at kende ham godt, ja at stå på fortrolig fod med ham. Men fordi de ønsker at blive frelst på deres egne betingelser, ikke på Guds, nægter Jesus at kendes ved dem. Han betragter dem som nogle der „øver uretfærdighed“. (Lukas 13:26, 27) Men de der hindres i at komme ind til det evige liv kunne endda omfatte nogle der har slækket på deres hellige tjeneste for Jehova, tager let på den sande tilbedelse og er blevet lunkne i deres nidkærhed for Rigets interesser. (Åbenbaringen 3:15, 16) De har måske stadig „en ydre form for gudhengivenhed“ — de yder en symbolsk indsats hvad tjeneste og mødedeltagelse angår — men intet viser at de ejer den tro som er den sande drivkraft bag ren tilbedelse. (Jævnfør Andet Timoteusbrev 3:5.) De har ikke indset at det ikke er nok blot at søge at komme ind gennem „den snævre dør“. Man må kæmpe energisk for at komme ind.
Den snævre dør
9. Hvorfor kræver det en energisk indsats at komme ind gennem den snævre dør?
9 Den snævre dør ind til frelsen står åben for alle, men de „mange“ ønsker ikke at kæmpe for at komme ind gennem den. På hvilke måder kræver det energisk kamp at komme ind? Jo, man må først og fremmest tilegne sig nøjagtig kundskab om Bibelens sandheder, og man må lære Jehova Gud og Jesus Kristus at kende. (Johannes 17:3) Det betyder at man må bryde med de traditioner og skikke der følges inden for den falske religion, deriblandt kristenhedens trossamfund. Man må gøre Guds vilje i alt, ligesom Jesus gjorde da han levede her på jorden. (1 Peter 2:21) Som en indviet og døbt kristen må man også undgå den materialisme, umoralitet og urenhed der præger verden. (1 Johannes 2:15-17; Efeserne 5:3-5) Vi må vende os bort fra dette og erstatte det med kristuslignende egenskaber. — Kolossenserne 3:9, 10, 12.
10. Hvorfor har vor selvbeherskelse betydning for om vi opnår evigt liv?
10 De „få“ kender værdien af at være nidkær i tjenesten og opdyrke åndens frugt, deriblandt selvbeherskelse. (Galaterne 5:23) Med Jehovas hellige ånds hjælp kæmper de for at få herredømme over deres legeme og for at lede det mod målet, det evige liv. — 1 Korinther 9:24-27.
Hvad betyder Jesu ord for os?
11. (a) På hvilke områder har nogle måske behov for at kæmpe energisk, og hvorfor? (b) I hvilken gerning bør vi alle kæmpe energisk?
11 Ingen, hverken de nydøbte eller de der har været aktive i Jehovas organisation i årtier, bør slække på deres bestræbelser for at være ham til behag. Som Jesu ord klart viser, må vi tilbede Jehova af hele vor sjæl og være villige til at gå ind gennem den snævre dør for enhver pris. Jesus talte ganske vist ikke blot om at vi skal forbedre kvantiteten eller kvaliteten af vor tjeneste for Gud, men det at ’kæmpe energisk’ kan for nogle af os indbefatte at gøre en samvittighedsfuld indsats for at ændre adfærd eller aflægge dårlige vaner, så vi ’ikke på nogen måde giver anledning til snublen’. (2 Korinther 6:1-4) Andre af os har behov for at gøre en målrettet indsats med hensyn til personligt studium, så vor „kærlighed må blive stadig mere og mere rig på nøjagtig kundskab og fuld skelneevne“. (Filipperne 1:9-11) Atter andre bør gøre mere for at komme til alle menighedens møder, også bogstudiet, og deltage i dem. (Hebræerne 10:23-25) Og vi kan alle kaste et blik på vor personlige tjeneste for at konstatere om vi virkelig kæmper energisk for at gøre „en evangelieforkynders gerning“. — 2 Timoteus 4:5.
12. Hvilke spørgsmål kan vi stille os selv for at finde ud af hvor energisk vi kæmper i åndelig henseende?
12 Flere og flere har gjort så store fremskridt med hensyn til at kæmpe energisk for at være Jehova til behag, at de er blevet kvalificerede til at tjene som hjælpepionerer, almindelige pionerer eller på Betel. Men hvordan står det til med dig? Hvis du er menighedsforkynder, kunne du da være hjælpepioner nogle gange om året eller måske endda blive almindelig pioner? Hvis du er hjælpepioner, arbejder du da på at blive almindelig pioner? Hvis ikke, hvorfor da ikke overveje at gøre det? Gennem pionertjenesten vil du opnå velsignelsen ved at få et endnu nærmere forhold til Jehova Gud og Jesus Kristus. — Salme 25:14.
Kan du blive pioner hvis du kæmper energisk?
13. (a) Hvilke to faktorer er afgørende for om man kan blive pioner? (b) På hvilke områder af tilværelsen må vi måske foretage nogle forandringer for at blive pionerer?
13 Hvis du egentlig godt kunne være pioner men ikke er det, kan du da ’kæmpe’ for at foretage de nødvendige forandringer? Der er to faktorer som er afgørende: For det første må du have ønsket om at blive pioner, og for det andet må du have de rigtige omstændigheder. Hvis du mangler ønsket, så bed om det. Tal med pionererne. Forøg din tjeneste som menighedsforkynder. Vær hjælpepioner hver gang det er muligt. Hvis dine omstændigheder i øjeblikket hindrer dig i at tage heltidstjenesten op, så overvej om du kan foretage nogle forandringer. Hvis du er udearbejdende hustru eller har nået pensionsalderen, behøver du måske ikke at arbejde. Er du blandt dem der ønsker en høj levestandard, dyre ferier, en splinterny bil og så videre? Disse ting er ikke livsnødvendigheder, hvilket du kunne have i tanke. — Lukas 12:15; 1 Johannes 2:15-17.
14. (a) Hvorfor var et ægtepar ikke tilfreds med at fortsætte som menighedsforkyndere? (b) Hvilket mål har de givet deres børn at stile efter?
14 En fader til tre sønner hvoraf to endnu ikke er i teenagealderen, begyndte for seks år siden som pioner. „Jeg ville gerne gøre noget mere,“ forklarer han. „Hvis jeg havde mulighed for at være almindelig pioner og dog ikke var det, syntes jeg ikke at jeg levede op til mit indvielsesløfte.“ Også hans kone begyndte som pioner. Hvorfor? „Jeg havde været fast hjælpepioner i fire år og syntes efterhånden at det gik som en leg,“ siger hun. „Jeg ville gerne have en større andel i forkyndelsen, et arbejde der jo aldrig skal gentages, og samtidig sætte et godt eksempel for vore sønner.“ Både mand og hustru havde gennemgået en universitetsuddannelse før de lærte sandheden at kende. „Vore forældre krævede at vi skulle gå på college i fire år,“ fortæller faderen. Hvilke mål har de givet deres sønner at stile mod? „Jeg lader mine drenge vide at vi gerne ser at de bliver pionerer og arbejder mindst fire år på Betel.“
15. (a) Af hvilke grunde er nogle blevet pionerer? (b) Hvilke grunde kunne du have til at være i heltidstjenesten?
15 Her følger nogle grunde til at andre har valgt at blive pionerer:
„Jeg kom ingen vegne i åndelig henseende, og det bekymrede mig.“ (Robert H.)
„For mig var det ikke nok at være menighedsforkynder.“ (Rhea H.)
„Pionertjenesten giver mit liv mål og mening.“ (Hans K.)
„Jeg ønsker at tjene Jehova fuldt og helt, og pionertjenesten er min måde at gøre det på.“ (Charanjit K.)
„Jeg ville fortryde det hvis jeg ikke brugte min energi, min styrke og min ungdom i dette storslåede arbejde.“ (Gregory T.)
„Man bliver kun velsignet af Jehova når man selv gør en indsats. Jeg vil gerne give ham noget at velsigne.“ (Graceann T.)
„Pionertjenesten giver mig mulighed for at udtrykke mine følelser for Jehova.“ (Marco P.)
„Et verdsligt heltidsjob bragte mig ikke den glæde som jeg havde lagt mærke til blandt pionererne.“ (Nancy P.)
Hvilke grunde kan du føje til denne liste?
Gør du alt hvad du kan?
16. Er det kun pionererne der kæmper energisk? Forklar nærmere.
16 Mange Jehovas vidner har oprigtigt og under bøn betragtet deres personlige situation og fundet at de gør alt hvad de kan under deres nuværende omstændigheder. Måske hører du til dem. I så fald må du ikke tabe modet. Jehova og hans søn holder af dig og værdsætter din helhjertede tjeneste. (Jævnfør Lukas 21:1-4.) På grund af ugunstige politiske eller økonomiske forhold må vore brødre i nogle lande for eksempel arbejde ni timer om dagen fem eller seks dage om ugen, blot for at kunne skaffe sig det nødvendige til livets opretholdelse. I et af de lande hvor Jehovas Vidners arbejde er underlagt et strengt regeringsforbud — og pionertallet vokser i disse lande — er pionererne som regel pensionerede brødre, unge som har natarbejde eller mødre som af staten er blevet fritaget fra verdsligt arbejde.
17. Hvordan viser Epafroditus’ tilfælde at Jehova ikke kun ser på hvor meget vi udretter i tjenesten når han bedømmer hvor energisk vi kæmper?
17 Nu siger du måske: ’Jeg ville ønske at jeg havde mere fysisk styrke. Bare jeg var ung igen!’ Men bliv ikke modløs. Hvor energisk vi kæmper kan ikke udelukkende bedømmes ud fra hvor meget vi magter at gøre i Guds hellige tjeneste. Husker du Epafroditus? Heller ikke han kunne gøre så meget i „Herrens gerning“ da han var syg, som han kunne da han var rask. Alligevel roste Paulus ham for hans indsats. Og som Paulus sagde, bør vi ’blive ved med at sætte pris på den slags mænd’. — Filipperne 2:25-30.
18. (a) Hvordan kan de der ikke selv er i stand til at være pionerer, alligevel fremme heltidstjenesten i menigheden? (b) Hvad kan du gøre for at fremme pionerånden i din menighed?
18 Uanset hvordan din situation er, kan du gøre noget for at fremme heltidstjenesten i din menighed. Du kan kæmpe energisk for at afspejle pionerånden. Hvis du ikke selv i øjeblikket kan være pioner på grund af familieforpligtelser, kan du måske frigøre andre i familien — din kone, dine børn, din broder eller din søster — så de kan blive pionerer. De der har et dårligt helbred eller er hindret af andre vanskeligheder, kan støtte pionererne ved at vise dem interesse og følges med dem i tjenesten når omstændighederne tillader det. (Jævnfør Første Korintherbrev 12:19-26.) På denne måde kan alle i menigheden kæmpe energisk for at lægge vægt på heltidstjenesten. Resultaterne vil være meget opmuntrende for alle!
19. Hvad bør vi være besluttede på?
19 Hvad indebærer det for dig at kæmpe energisk? Indebærer det at du må forberede dig til dåb? Overvinde en dårlig vane? Styrke dit forhold til Jehova? Kan det indebære hjælpepionertjeneste? Almindelig pionertjeneste? Beteltjeneste? Hvad det end kræver af dig at gøre fremskridt i åndelig henseende, vil det være anstrengelserne værd at kæmpe energisk nu. Lad os derfor alle blive ved med at kæmpe energisk for at komme ind gennem den snævre dør der fører til evigt liv!
[Fodnote]
a De frelstes antal var et meget omdebatteret teologisk problem blandt rabbinerne. Et bibelsk opslagsværk beretter: „Et af rabbinernes sære og mystiske indfald var et forsøg på at fastsætte antallet af frelste ved hjælp af bogstavernes numeriske værdi i forskellige skriftsteder.“
Nogle punkter vi bør overveje
◻ Hvad mente Jesus da han sagde: „Kæmp energisk“?
◻ Hvornår og hvordan gælder Jesu ord os?
◻ Hvorfor kan de „mange“ ikke komme ind gennem den snævre dør?
◻ Hvordan kan de der ikke har mulighed for at være i heltidstjenesten, kæmpe energisk?
◻ Hvor længe må vi blive ved med at kæmpe for at komme ind gennem den snævre dør?