MESSIAS

Af det hebraiske udsagnsord masjachʹ, der betyder „at smøre“ og derfor „at salve“. (2Mo 29:2, 7) Messias (masjīʹach) betyder „salvet“ eller „den salvede“. Det tilsvarende græske ord er christosʹ, Kristus. — Mt 2:4, fdn.

I De Hebraiske Skrifter anvendes verbaladjektivet masjīʹach om mange forskellige mænd. David blev officielt udnævnt til konge ved at blive salvet med olie, og han omtales derfor som Jehovas „salvede“ eller, ordret, „messias“. (2Sa 19:21; 22:51; 23:1; Sl 18:50) Andre konger, deriblandt Saul og Salomon, omtales også som „Jehovas salvede“. (1Sa 2:10, 35; 12:3, 5; 24:6, 10; 2Sa 1:14, 16; 2Kr 6:42; Kl 4:20) Betegnelsen bruges ligeledes om ypperstepræsten. (3Mo 4:3, 5, 16; 6:22) Patriarkerne Abraham, Isak og Jakob omtales som Jehovas „salvede“. (1Kr 16:16, 22, fdn.) Perserkongen Kyros betegnes som Jehovas „salvede“ i den forstand at han var udpeget af Gud til en bestemt opgave. — Es 45:1; se SALVELSE.

I De Kristne Græske Skrifter forekommer den translittererede form Messiʹas i den græske tekst til Johannes 1:41, efterfulgt af forklaringen: „der oversat betyder Kristus.“ (Se også Joh 4:25.) Ellers benyttes det græske ord Christosʹ. Nogle steder bruges ordet Christosʹ alene (dvs. uden personnavn), anvendt om den der er eller hævder at være Messias, eller den Salvede. (Mt 2:4; 22:42; Mr 13:21) Som regel bruges Christosʹ dog sammen med navnet Jesus, enten som „Jesus Kristus“ eller som „Kristus Jesus“, for at angive at det er ham der er Messias. (Joh 17:3; 1Kor 1:1, 2; 16:24) I en række tilfælde bruges ordet alene, men tydeligt møntet på Jesus, hvorved det understreges at Jesus beklæder embedet eller stillingen som Kristus, eller Messias. Dette gælder for eksempel i udtalelsen: „Kristus døde for os.“ — Ro 5:8; se KRISTUS.

Mange af de steder hvor ordet Christosʹ står alene, er det forbundet med den bestemte artikel, hvorved hovedvægten ikke lægges på personen, men på embedet eller stillingen som den lovede Messias. For at få dette frem har den danske udgave af Ny Verden-Oversættelsen valgt at gengive disse steder med „Messias“. (Mt 16:16; Mr 14:61) Sætningsbygningen kan dog også være medbestemmende for om den bestemte artikel er brugt eller ej. W. E. Vine siger: „Generelt kan man sige at artiklen er med når titlen [Christosʹ] er subjekt i sætningen, men ikke når den er en del af prædikatet.“ — Vine’s Expository Dictionary of Old and New Testament Words, 1981, bd. 1, s. 190.

Messias i De Hebraiske Skrifter. I Daniel 9:25, 26 betegner ordet masjīʹach udelukkende den kommende Messias. (Se HALVFJERDS UGER.) Mange andre steder i De Hebraiske Skrifter sigter det også, men ikke udelukkende, til den kommende Messias. For eksempel hentyder Salme 2:2 uden tvivl i første række til den salvede kong David dengang filisterkongerne søgte at styrte ham. Men at verset også har en senere anvendelse, fremgår af Apostelgerninger 4:25-27, hvor skriftstedet møntes på Jesus Kristus som den forudsagte Messias. Mange af de mænd der blev kaldt „salvede“, var også på forskellige måder forbilleder på Jesus Kristus eller forudskildrede den gerning han skulle udføre. Dette gjaldt for eksempel David, den israelitiske ypperstepræst og Moses (der omtales som ’Messias’ i He 11:23-26).

Profetier som ikke indeholder ordet „Messias“. Mange profetier i De Hebraiske Skrifter som ikke direkte indeholder ordet „Messias“, blev af jøderne opfattet som messianske profetier. Alfred Edersheim har anført 456 passager som „den gamle Synagoge betragtede som messianske“, og i de ældste rabbinske skrifter har man fundet 558 henvisninger som har fået denne betegnelse. (The Life and Times of Jesus the Messiah, 1906, bd. I, s. 163; bd. II, s. 710-737) I 1 Mosebog 49:10 blev det for eksempel forudsagt at scepteret skulle tilhøre Judas stamme, og at Silo ville fremstå i hans slægtslinje. Både Targum Onkelos, De Jerusalemske Targumer og Midrasj opfatter her „Silo“ som sigtende til Messias.

De Hebraiske Skrifter indeholder mange profetier om enkeltheder vedrørende Messias’ afstamning, hans tjeneste, tidspunktet for hans fremståen, den måde han ville blive behandlet på, og den plads han ville indtage i Guds ordning. Når disse enkeltheder blev lagt sammen, ville de danne et billede som kunne hjælpe de sande tilbedere til at kende ham når han fremstod. På dette grundlag ville det være muligt for dem at få tro på ham som den sande Fører der var sendt af Jehova. Skønt jøderne ikke i forvejen anerkendte eller forstod alle de profetier der pegede frem til den Salvede, fremgår det af evangeliernes vidnesbyrd at de vidste tilstrækkeligt til at de kunne kende Messias da han viste sig.

Forståelse i det 1. århundrede e.v.t. De historiske oplysninger der foreligger, hovedsagelig i evangelierne, tegner et generelt billede af hvordan jøderne i det 1. århundrede forstod de messianske profetier.

Konge og Davids søn. Det var en almindelig opfattelse blandt jøderne at Messias ville være en konge af Davids slægtslinje. Da astrologerne spurgte efter „den jødernes konge som er født“, vidste Herodes den Store at det var „Messias“ de spurgte efter. (Mt 2:2-4) Da Jesus spurgte farisæerne om Messias’ afstamning, svarede disse religiøse ledere, som ikke troede på Jesus, at Messias skulle være Davids søn. — Mt 22:41-45.

Skulle fødes i Betlehem. I Mika 5:2, 4 var det blevet sagt at der fra Betlehem skulle udgå en som skulle være „hersker i Israel“, og hvis ’storhed ville nå til jordens ender’. Dette blev opfattet som en profeti om Messias. Da Herodes den Store spurgte de øverste præster og de skriftlærde hvor Messias skulle fødes, svarede de: „I Betlehem i Judæa,“ og citerede Mika 5:2. (Mt 2:3-6) Også nogle blandt det jævne folk havde denne forståelse. — Joh 7:41, 42.

En profet der ville gøre mange tegn. Gennem Moses havde Gud forudsagt at der ville fremstå en stor profet. (5Mo 18:18) På Jesu tid ventede jøderne denne profet. (Joh 6:14) Peters henvisning til Moses’ ord i sin tale på Pinsedagen (Apg 3:22, 23) viser at han var klar over at profetien ville blive anerkendt som messiansk, selv af disciplenes religiøse modstandere, og dette vidner om at forståelsen af 5 Mosebog 18:18 var udbredt blandt befolkningen. Den samaritanske kvinde ved brønden mente også at Messias ville være en profet. (Joh 4:19, 25, 29) Folk forventede at Messias ville gøre tegn. — Joh 7:31.

Forskellige opfattelser. Selv om de fleste jøder åbenbart vidste at Messias skulle komme, havde de ikke alle den samme kundskab eller forståelse. Mange vidste for eksempel at han ville komme fra Betlehem, men ikke alle var klar over det. (Mt 2:3-6; Joh 7:27) Og nogle troede at Profeten var en anden end Messias. (Joh 1:20, 21; 7:40, 41) Nogle af profetierne om Messias kunne ikke engang Jesu disciple forstå. Dette gjaldt især profetierne om at han ville blive forkastet, og at han måtte lide, dø og blive oprejst. (Es 53:3, 5, 12; Sl 16:10; Mt 16:21-23; 17:22, 23; Lu 24:21; Joh 12:34; 20:9) Men så snart disse ting var sket og profetierne var blevet forklaret, begyndte disciplene og endog nogle der endnu ikke var blevet disciple, at forstå at disse passager i De Hebraiske Skrifter var profetiske. (Lu 24:45, 46; Apg 2:5, 27, 28, 31, 36, 37; 8:30-35) Eftersom de færreste jøder var klar over at Messias måtte lide og dø, var det dette de første kristne lagde vægt på når de forkyndte for jøder. — Apg 3:18; 17:1-3; 26:21-23.

Forkerte forventninger. Det fremgår af Lukas’ beretning at mange jøder nærede en ivrig forventning om Messias’ komme i netop den periode da Jesus var på jorden. Simeon og andre jøder „ventede på Israels trøst“ og „Jerusalems befrielse“ da Jesus som barn blev bragt til templet. (Lu 2:25, 38) Under Johannes Døbers tjeneste var folket „i forventning“ om Messias. (Lu 3:15) Mange forventede imidlertid at Messias skulle svare til de forestillinger de i forvejen havde gjort sig om ham. Profetierne i De Hebraiske Skrifter skildrede Messias som en der ville optræde i to forskellige roller. I den ene ville han være ’sagtmodig og ride på et æsel’, mens han i den anden ville ’komme med himmelens skyer’ for at udrydde sine modstandere, og da ville alt herredømme blive underlagt ham. (Zak 9:9; Da 7:13) Jøderne forstod ikke at disse profetier sigtede til Messias’ fremtræden ved to forskellige lejligheder som tidsmæssigt lå langt fra hinanden.

Jødiske kilder siger samstemmende med Lukas 2:38 at folket på den tid ventede på Jerusalems befrielse. The Jewish Encyclopedia forklarer: „De længtes efter den lovede befrier fra Davids hus, den der ville befri dem for den fremmede magtraners forhadte åg, ville gøre ende på det ugudelige romerske styre og oprette sit eget fredsherredømme.“ (1976, bd. VIII, s. 508) Man forsøgte at gøre ham til en jordisk konge. (Joh 6:15) Da han ikke ville indfri disse forventninger, forkastede man ham.

Det ser ud til at også Johannes Døber og hans disciple forventede at Messias skulle være en jordisk konge. Johannes vidste at Jesus var Messias og Guds søn, for han havde jo set ham blive salvet med hellig ånd og havde hørt Guds stemme godkende ham. Johannes manglede ikke tro. (Mt 11:11) Hans spørgsmål: „Skal vi vente en anden?“ kan derfor have betydet: ’Skal vi vente en anden som vil indfri alle jødernes forhåbninger?’ I sit svar pegede Kristus på sine gerninger (som var forudsagt i De Hebraiske Skrifter). Han sluttede med ordene: „Og lykkelig er den som ikke i mig finder nogen årsag til snublen og fald.“ Dette svar indebar at der var behov for tro og dømmekraft, men det tilfredsstillede og trøstede også Johannes, for det forvissede ham om at Jesus var den der ville opfylde Guds løfter. (Mt 11:3; Lu 7:18-23) Før Jesus steg til himmelen troede hans disciple også at han på den tid ville udfri Israel fra hedningernes herredømme og oprette Riget (genindføre den davidiske slægtslinjes herredømme) på jorden. — Lu 24:21; Apg 1:6.

Falske messiasser. Efter Jesu død fulgte jøderne mange falske messiasser, sådan som Jesus havde forudsagt. (Mt 24:5) „Af Josefus’ skrifter fremgår det at der i det første århundrede, før templets ødelæggelse [i år 70], fremstod flere messiasser som lovede befrielse for det romerske åg og fandt villige tilhængere.“ (The Jewish Encyclopedia, bd. X, s. 251) I år 132 fremstod Bar Kochba (Bar Koziba), en af de mest fremtrædende pseudomessiasser, der blev hyldet som messiansk konge og samlede jøderne til opstand mod romerne med det resultat at tusinder af jøder mistede livet da opstanden blev slået ned. At der optrådte sådanne falske messiasser, viser at mange jøder først og fremmest var interesserede i en politisk Messias, men det viser samtidig at de ventede en personlig Messias og ikke blot en messiansk tidsalder eller en messiansk nation. Nogle mener at Bar Kochba var en efterkommer af kong David, hvilket ville have tjent til at underbygge hans krav om messiasværdigheden. Men eftersom slægtsregistrene åbenbart blev ødelagt i år 70, kunne ingen som derefter hævdede at være Messias, bevise at de var af Davids slægt. (Messias må derfor, som Jesus, være fremstået før år 70 for at hans påstand om at være Davids arving kunne bekræftes. Heraf fremgår det at de der stadig venter på en jordisk Messias, er vildfarne.) Blandt dem der senere med urette gjorde krav på at være Messias, kan nævnes Moses fra Kreta, der erklærede at han ville dele havet mellem Kreta og Palæstina, og Serenus, der vildledte mange jøder i Spanien. The Jewish Encyclopedia anfører 28 falske messiasser som optrådte i perioden mellem år 132 og 1744. — Bd. X, s. 252-255.

Jesus blev anerkendt som Messias. De historiske vidnesbyrd der findes i evangelierne, viser at Jesus var den sande Messias. Folk i det 1. århundrede, som var i stand til at udspørge vidnerne og undersøge vidnesbyrdene, anerkendte at de historiske oplysninger var autentiske. De var så overbeviste om dette at de var villige til at udholde forfølgelse og gå i døden for deres tro, som byggede på de troværdige oplysninger de havde fået. Ifølge de historiske evangelieberetninger var der flere som offentligt gav udtryk for at Jesus var Messias. (Mt 16:16; Joh 1:41, 45, 49; 11:27) Jesus modsagde dem ikke, og ved nogle lejligheder indrømmede han selv at han var Messias. (Mt 16:17; Joh 4:25, 26) Ved andre lejligheder ville han ikke sige direkte at han var Messias; det skete endog at han pålagde andre ikke at gøre det offentligt kendt. (Mr 8:29, 30; 9:9; Joh 10:24, 25) Eftersom Jesus færdedes blandt folk så de kunne høre ham tale og se hans gerninger, ønskede han at de skulle tro på grundlag af disse sikre vidnesbyrd, sådan at deres tro blev grundlagt på deres egen iagttagelse af opfyldelsen af De Hebraiske Skrifter. (Joh 5:36; 10:24, 25; jf. Joh 4:41, 42.) I dag har vi beretningen i evangelierne om hvem Jesus var, og hvad han gjorde, og sammen med De Hebraiske Skrifters talrige profetiske udtalelser om hvad han skulle foretage sig, kan vi på grundlag heraf forvisse os om og få tro på at Jesus er den sande Messias. — Joh 20:31; se JESUS KRISTUS.