Ifølge Johannes
16 Jeg har fortalt jer de ting for at I ikke skal snuble. 2 Man vil udelukke jer af synagogen.+ Ja, den tid kommer hvor enhver der dræber jer,+ vil mene at han har udført en hellig tjeneste for Gud. 3 Men de ting vil de gøre fordi de hverken har lært Faren eller mig at kende.+ 4 Ikke desto mindre har jeg fortalt jer de ting for at I når tiden kommer hvor de sker, kan huske at jeg fortalte jer dem.+
De ting fortalte jeg jer ikke om i begyndelsen fordi jeg jo var hos jer. 5 Men nu går jeg til ham der har sendt mig.+ Alligevel er der ingen af jer der spørger mig: ‘Hvor går du hen?’ 6 Men fordi jeg har fortalt jer de ting, er jeres hjerte fyldt med bedrøvelse.+ 7 Det er dog sandt når jeg siger at det er til gavn for jer at jeg går bort. For hvis jeg ikke går bort, vil hjælperen+ ikke komme til jer, men når jeg går, vil jeg sende ham* til jer. 8 Og når han kommer, vil han give verden overbevisende vidnesbyrd om synd og om retfærdighed og om dom: 9 først om synd,+ for de tror ikke på mig;+ 10 derefter om retfærdighed, for jeg går til Faren, og I ser mig ikke mere; 11 så om dom, for denne verdens hersker er blevet dømt.+
12 Jeg har stadig meget at sige til jer, men I kan ikke rumme det lige nu.+ 13 Men når han kommer, sandhedens ånd,+ vil han lede jer til hele sandheden, for han vil ikke tale på eget initiativ, men det han hører, vil han sige, og han vil forkynde jer de ting der skal ske.+ 14 Han vil ære mig,+ for han vil forkynde jer det han modtager fra mig.+ 15 Alt hvad Faren har, er mit.+ Det er derfor jeg sagde at han får af det der er mit, og forkynder jer det. 16 Om kort tid ser I mig ikke mere,+ og igen om kort tid skal I se mig.”
17 Det fik nogle af hans disciple til at sige til hinanden: “Hvad mener han når han siger til os: ‘Om kort tid ser I mig ikke, og igen om kort tid skal I se mig’ og: ‘fordi jeg går til Faren’?” 18 De sagde altså: “Hvad mener han når han siger ‘om kort tid’? Vi ved ikke hvad han taler om.” 19 Jesus vidste at de gerne ville spørge ham, så han sagde til dem: “Spørger I hinanden fordi jeg sagde: ‘Om kort tid ser I mig ikke, og igen om kort tid skal I se mig’? 20 Jeg siger jer som sandt er: I skal græde og klage,+ men verden vil glæde sig. I vil sørge, men jeres sorg vil blive vendt til glæde.+ 21 Når en kvinde føder, har hun smerter* fordi hendes time er kommet, men når hun har født barnet, husker hun ikke længere smerten af glæde over at et barn er kommet til verden. 22 Det gælder også jer – nu sørger I, men jeg skal se jer igen, og jeres hjerte vil glæde sig,+ og ingen vil tage glæden fra jer. 23 Den dag vil I slet ikke spørge mig om noget. Jeg siger jer som sandt er: Hvis I beder Faren om noget,+ vil han give jer det i mit navn.+ 24 Indtil nu har I ikke bedt om noget som helst i mit navn. Bed, så vil I få, og jeres glæde vil være hel og fuld.
25 Jeg har sagt det til jer ved hjælp af sammenligninger. Den tid kommer hvor jeg ikke længere vil tale til jer ved hjælp af sammenligninger, men ligeud vil fortælle jer om Faren. 26 Den dag vil I bede til Faren i mit navn. Når jeg siger det, mener jeg ikke at jeg vil bede på jeres vegne. 27 Faren selv holder nemlig af jer fordi I har holdt af mig+ og har fået tro på at jeg er kommet som repræsentant for Gud.+ 28 Jeg er kommet til verden som repræsentant for Faren. Nu forlader jeg verden og går til Faren.”+
29 Hans disciple sagde: “Nu taler du ligeud uden at bruge sammenligninger. 30 Nu ved vi at du ved alting, og at ingen af os behøver at stille dig nogen spørgsmål. Derfor tror vi på at du er kommet fra Gud.” 31 Jesus svarede dem: “Tror I nu? 32 Den tid kommer, ja, den er kommet, hvor hver eneste af jer vil løbe hjem til sig selv og efterlade mig alene.+ Men jeg er ikke alene, for Faren er med mig.+ 33 Jeg har fortalt jer de ting så I kan have fred ved hjælp af mig.+ I verden vil I få trængsler,+ men vær modige! Jeg har besejret verden.”+