TEGN

Blandt de mange tegn Jehova har givet til hjælp for menneskene, nævnes som de første de himmelske lysgivere, solen og månen. (1Mo 1:14) De tjener både som tidsmålere og som synlige tegn på Guds eksistens og egenskaber. (Sl 19:1-4; Ro 1:19, 20) Nationerne har imidlertid været „skrækslagne over himmelens tegn“, åbenbart fordi de iagttog solen, månen og stjernerne for at tage varsler af dem, for eksempel sådan som astrologer gør. — Jer 10:2.

Formål. Jehova gav tegn for at understrege at hans ord var sandt og pålideligt. (Jer 44:29; 1Sa 2:31-34; 10:7, 9; 2Kg 20:8-11) Der blev også givet tegn som godtgjorde at Gud stod bag Moses og andre tjenere (2Mo 3:11, 12; jf. Dom 6:17, 20-22), bag apostlene (2Kor 12:12) og bag den kristne menighed (1Kor 14:22).

Som det fremgår af Johannes Døbers tilfælde, var sådanne tegn dog ikke ubetinget nødvendige. (Joh 10:41; Mt 11:9-11) Falske profeter kunne også gøre tegn, men de kunne afsløres som falske på grundlag af de retningslinjer Jehova havde givet. — 5Mo 13:1-5; 18:20-22; Es 44:25; Mr 13:22; 2Ts 2:9; Åb 13:13, 14; 19:20.

Nogle tegn skulle minde om noget eller bringe noget i erindring. (1Mo 9:12-14; 17:11; Ro 4:11) Sabbatten og påsken var „tegn“ der skulle tjene til erindring for jøderne. (2Mo 13:3-9; 31:13; Ez 20:12, 20) Fysiske tegn, også med symbolsk betydning, kunne tjene til identifikation eller afmærkning. — 4Mo 2:2; 2Mo 12:13.

Man krævede et tegn af Jesus. Under sin jordiske tjeneste gjorde Jesus talrige tegn som hjalp mange til at få tro. (Joh 2:23) Men tegnene fik ikke de hårdhjertede til at tro. (Lu 2:34; Joh 11:47, 53; 12:37; jf. 4Mo 14:11, 22.) Da de religiøse ledere ved to lejligheder bad Jesus om at vise dem et tegn fra himmelen, ville de sandsynligvis have at han, som bevis på at han var Messias, skulle gøre det tegn der var forudsagt i Daniel 7:13, 14, hvor der siges at ’Menneskesønnen’ ville komme med himmelens skyer for at overtage sin kongemagt. Men Guds tid var ikke inde til at denne profeti skulle opfyldes, og Jesus ville ikke gøre et mirakel blot for at opfylde deres selviske ønsker. (Mt 12:38; 16:1) Han sagde derimod til dem at det eneste tegn de ville få, var „profeten Jonas’ tegn“. (Mt 12:39-41; 16:4) Efter omkring tre dage i fiskens bug tog Jonas til Nineve og forkyndte for byens indbyggere. Derved blev han et „tegn“ for Assyriens hovedstad. Jesu generation fik „Jonas’ tegn“ da Jesus var i graven i dele af tre dage og blev oprejst, hvorefter hans disciple forkyndte vidnesbyrdene herom. På denne måde blev Jesus et tegn for den daværende generation, men end ikke dette overbeviste flertallet af jøderne. — Lu 11:30; 1Kor 1:22.

Tegnet på Kristi nærværelse. Kort før Jesu død spurgte hans apostle ham: „Hvornår vil disse ting ske, og hvad vil være tegnet på din nærværelse og afslutningen på tingenes ordning?“ (Mt 24:3; Mr 13:4; Lu 21:7) Dette spørgsmål havde en helt anden baggrund end de anmodninger om et tegn som de religiøse ledere havde fremsat. Til trods for at de religiøse ledere kunne se Jesus og hans gerninger med egne øjne, anerkendte de ham ikke som Messias og designeret Konge. (Joh 19:15) Ved en lejlighed bad de om et tegn „for at prøve ham“ (Lu 11:16); og nogle af dem ønskede måske at se et tegn af ren og skær nysgerrighed, ligesom Herodes. (Lu 23:8) Disciplene der bad om et tegn på Kristi nærværelse, anerkendte ham derimod allerede som Messias og Konge. (Mt 16:16) Jesus havde imidlertid sagt at Riget ’ikke kom på en iøjnefaldende måde’. (Lu 17:20) Når det kom, ønskede disciplene følgelig ikke at være som de jødiske ledere — blinde for Jesu nærværelse (skønt de fejlagtigt troede at Riget ville blive oprettet på jorden; Apg 1:6). Derfor spurgte de om et tegn — ikke om at Jesus ville gøre et mirakuløst tegn dér og da, men om hvilket fremtidigt kendetegn der ville vise at Riget var blevet oprettet.

Som svar beskrev Jesus et sammensat „tegn“ bestående af mange vidnesbyrd, deriblandt krige, jordskælv, forfølgelse af kristne og forkyndelse af Riget. (Mt 24:4-14, 32, 33) Da disciplene bad Jesus om „tegnet“, drejede samtalen sig om Jerusalems og templets ødelæggelse (Lu 21:5-7), og hans svar indeholdt profetier der gjaldt Jerusalem og Juda, og som blev opfyldt i disciplenes levetid. (Lu 21:20; Mt 24:15) Men hans svar drejede sig også om Guds riges oprettelse og virkningen af dette på hele menneskeheden. — Lu 21:31, 35.

„Menneskesønnens tegn“. Ved samme lejlighed sagde Jesus til sine disciple: „Og derpå vil Menneskesønnens tegn vise sig i himmelen, og da skal alle jordens stammer slå sig selv af sorg, og de skal se Menneskesønnen komme på himmelens skyer med magt og megen herlighed.“ (Mt 24:30; Lu 21:27) Umiddelbart forinden havde han talt om profeten Daniel (Mt 24:15; Da 9:27; 11:31), og af hans ordvalg fremgår det at han nu sigtede til Daniel 7:13, 14 med skildringen af „en der var som en menneskesøn“ som kom „med himmelens skyer“, „fik foretræde for den gamle af dage“ og fik overdraget ’et rige som ikke vil blive ødelagt’. „Menneskesønnens tegn“ har altså forbindelse med den tid da Jesus vil udøve kongemagt. Jesus anvendte benævnelsen ’Menneskesøn’ og profetien i Daniel 7:13, 14 på sig selv. — Mt 26:63, 64; Mr 14:61, 62.

Omkring år 96 e.v.t., 26 år efter Jerusalems ødelæggelse, skrev apostelen Johannes om noget der endnu hørte fremtiden til, og han sagde i denne forbindelse om Jesus Kristus, som han så i et syn: „Han kommer med skyerne, og hvert øje skal se ham, også de der har gennemboret ham.“ (Åb 1:1, 7) Både i denne udtalelse, som tager sigte på noget der skulle ske efter år 96, og i Jesu ord om „Menneskesønnens tegn“ siges der at Jesus ville komme i skyerne og blive set af alle mennesker. (Se SKY.) Det skal imidlertid bemærkes at det græske ord horaʹō, „at se“, som bruges i Mattæus 24:30 og Åbenbaringen 1:7, ikke blot kan bruges bogstaveligt i betydningen „se, se en genstand“, men også billedligt i betydningen „opfatte, indse“. — A Greek-English Lexicon af H. Liddell og R. Scott, revideret af H. Jones, 1968, s. 1245, sp. 1.

For en sammenligning af begreberne „mirakler“, „tegn“, „undere“ og „varsler“, se MIRAKLER; VARSEL.