HERODES

Navnet på en række idumæiske (edomitiske) herskere af samme slægt i Palæstina. Officielt var de jøder, for ifølge Josefus var idumæerne af makkabæeren Johannes Hyrkan I blevet tvunget til at lade sig omskære omkring år 125 f.v.t.

Bortset fra Bibelens korte omtale af disse herskere er Josefus hovedkilden til det man véd om dem. De nedstammede fra Antipater (Antipas) I, som den hasmonæiske (makkabæiske) konge Alexander Jannæus havde indsat som statholder over Idumæa. Antipaters søn, som også hed Antipater eller Antipas, var Herodes den Stores fader. Josefus oplyser at Antipater (II) ifølge historikeren Nikolaus af Damaskus nedstammede fra nogle af de fornemme jøder der vendte hjem til Juda fra Babylon, men dette, siger Josefus, sagde Nikolaus kun for at indynde sig hos Herodes. I virkeligheden nedstammede Herodes både på fædrene og mødrene side fra idumæerne (edomitterne).

Antipater II, der var en meget rig mand, benyttede sig af politiske intriger og nærede store ambitioner på sine sønners vegne. Han støttede Alexander Jannæus’ og Salome Alexandras søn Johannes Hyrkan II i dennes kamp mod broderen Aristobulus for at opnå stillingen som jødisk ypperstepræst og konge. Det var dog først og fremmest sine egne interesser Antipater tjente, og han opnåede til sidst romersk borgerret og blev af Julius Cæsar udnævnt til statholder over Judæa. Antipater indsatte sin første søn, Fasael, som statholder over Jerusalem og en anden søn, Herodes, som statholder over Galilæa. Antipater selv blev senere snigmyrdet, forgivet.

1. Herodes den Store, Antipater (Antipas) II’s anden søn med hustruen Kypros. De korte glimt Bibelen giver af denne mands karakter som samvittighedsløs, rænkefuld, mistænksom, umoralsk, grusom og morderisk, bekræftes fuldt ud af historien. Han besad sin faders egenskaber som diplomat og opportunist. Han var en udmærket organisator og feltherre. Han beskrives af Josefus som en mand med stor fysisk styrke, en dygtig rytter med færdighed i brugen af spyd, bue og pil. (Den jødiske krig, 1. bog, 21. kap., 13. afsnit) Hans mest fordelagtige karaktertræk var uden tvivl hans dygtighed som bygmester.

Som statholder over Galilæa markerede han sig først ved at rense sit område for røverbander. Nogle af jøderne var imidlertid misundelige på ham, og sammen med de dræbte røveres mødre ophidsede de Hyrkan II (den daværende ypperstepræst) til at indkalde Herodes for Sanhedrinet, anklaget for at have ladet dette råd ude af betragtning ved at henrette røverne uden først at have stillet dem for retten. Herodes mødte op, men havde frækt og respektløst taget en livvagt med skønt han som (foregiven) proselyt var underlagt denne ret. På grund af denne fornærmelse mod jødernes højesteret vakte han dommernes vrede. Ifølge Josefus rejste en dommer ved navn Samaias (Simeon) sig modigt op og forudsagde at hvis Herodes gik fri for straf, ville han senere dræbe alle dem der nu sad til doms over ham. Men Hyrkan var en svag og ubeslutsom mand. Han lod sig skræmme af Herodes og af et brev fra Sextus Cæsar (en slægtning af Julius Cæsar og på det tidspunkt statholder over Syrien) med trusler som ville blive bragt til udførelse hvis han ikke frafaldt anklagen, og han lod derfor sagen falde. — Jewish Antiquities, XIV, 168-176 (ix, 4).

Konge over Judæa. Herodes efterfulgte sin fader og blev omkring år 39 f.v.t. af det romerske senat udnævnt til konge over størstedelen af Judæa; men han kom ikke til at hævde sig som egentlig konge før tre år senere da han indtog Jerusalem og afsatte Aristobulus’ søn Antigonos. Efter denne sejr tog Herodes skridt til at bevare stillingen ved at overtale romeren Marcus Antonius til at rydde Antigonos af vejen sammen med 45 af de mest fremtrædende medlemmer af Antigonos’ parti. Af de fremtrædende farisæere skånede han kun Samaias og Pollio, for nogle år senere dræbte han endog Johannes Hyrkan II. Ved således at dræbe dem der havde siddet til doms over ham, opfyldte han Samaias’ forudsigelse.

Som en dreven politiker så Herodes sin fordel i at støtte Rom. Men han måtte være meget diplomatisk og hyppigt sadle om efter de skiftende romerske herskere. Som en nær ven af Sextus støttede han først Julius Cæsar, men stillede sig derefter på Cæsars morder Cassius’ side. Det lykkedes ham, til dels ved hjælp af bestikkelse, at indynde sig hos Marcus Antonius, Cassius’ fjende og den som skulle hævne mordet på Cæsar. Da Octavian (den senere kejser Augustus) derefter slog Antonius i slaget ved Actium, opnåede Herodes behændigt Augustus’ tilgivelse for at have støttet Antonius og sørgede siden for at bevare venskabet med Augustus. På grund af sin støtte til Rom og sine rigelige pengegaver til de romerske herskere sammen med evnen til at belægge sine ord lykkedes det ham altid at vinde en sag når jøder og andre — undertiden medlemmer af hans egen familie — fremførte klager eller beskyldninger mod ham over for romerne.

Til at begynde med var Herodes statholder i Galilæa. Cassius gjorde ham til statholder over Kølesyrien. Senere udnævnte det romerske senat på Antonius’ anbefaling ham til konge over Judæa. Hertil føjede kejser Augustus Samaria, Gadara, Gaza og Joppe, derefter Trakonitis, Batanæa, Auranitis og Peræa, et område øst for Jordan som i det store og hele svarede til Gilead. Idumæa var også underlagt ham.

Templet og andre bygningsarbejder. Af Herodes’ bygningsarbejder var ombygningen af Zerubbabels tempel i Jerusalem nok det mest bemærkelsesværdige, set fra et bibelsk standpunkt. Det kostede enorme summer og beskrives af Josefus som et pragtværk. (Jewish Antiquities, XV, 395, 396 [xi, 3]). Jøderne ville på grund af deres had til Herodes og deres mistænksomhed over for ham ikke tillade at det eksisterende tempel blev revet ned på forhånd. Han måtte først samle alle bygningsmaterialerne og oplagre dem på grunden før han kunne begynde nedrivningen. Selve templet blev ifølge Josefus opført på halvandet år. (Jewish Antiquities, XV, 421 [xi, 6]). Andre store bygninger blev rejst i løbet af otte år. Men i år 30 e.v.t. udtalte jøderne over for Jesus at man havde bygget templet på 46 år. Denne udtalelse blev fremsat kort før den første påske efter Jesu dåb. (Joh 2:13-20) Ifølge Josefus (Jewish Antiquities, XV, 380 [xi, 1]) begyndte arbejdet i Herodes’ 18. regeringsår. Hvis man tæller årene på samme måde som jøderne talte deres kongers regeringsår, kan dette have været i år 18/17 f.v.t. I virkeligheden fortsatte arbejdet på templet i form af yderligere tilføjelser indtil seks år før det blev ødelagt i år 70.

Herodes lod også bygge teatre, amfiteatre, hippodromer, citadeller, borge, paladser, templer og akvædukter; han opførte monumenter, anlagde haver og endog byer, meget af det til ære for kejseren. Byerne opkaldte han efter sig selv, sine slægtninge eller Roms kejsere. Han anlagde en kunstig havn i Cæsarea som kunne måle sig med havnen i Tyrus. Ifølge Josefus blev der lagt enorme sten i 20 favnes (36 meters) dybde under opførelsen af en mole der var ca. 60 m bred. (Jewish Antiquities, XV, 334, 335 [ix, 6]) Herodes genopbyggede Antoniaborgen og anlagde fæstningen Masada, sidstnævnte med stor pragt. Han opførte bygninger i byer der lå så fjernt fra hinanden som Antiochia i Syrien og Rhodos (på øen af samme navn).

Herodes var meget ødsel som vært ved gæstebud, og han var rundhåndet med gaver, især til romerske rangspersoner. Noget af det jøderne havde mest imod, var at han byggede amfiteatre, som det i Cæsarea, hvor han arrangerede græske og romerske kamplege, deriblandt væddekørsel, gladiatorkampe, kampe mellem mennesker og vilde dyr og anden hedensk underholdning. Han var så interesseret i gennemførelsen af De Olympiske Lege at han, da han var i Grækenland på vej til Rom, endog selv deltog i dem. Derpå skænkede han en stor sum penge for at sikre legenes — og sit navns — bevarelse. Da han gav sig ud for at være jøde, kaldte han jøderne „mine landsmænd“, og de der var vendt tilbage fra Babylon for at genopbygge Zerubbabels tempel, omtalte han som „mine fædre“. Men hans livsførelse modsagde hans påstand om at være en tjener for Jehova Gud.

Familieforhold. Så godt som alle medlemmer af Herodesslægten var ærgerrige, mistænksomme, umoralske og intrigante. Det var familien der gav Herodes de største vanskeligheder og sorger. Moderen Kypros og søsteren Salome voldte ham til stadighed besvær. Herodes havde ægtet Mariamne (I), en datterdatter af Hyrkan II og datter af Aristobulus’ søn Alexander. Hun var overordentlig smuk, og Herodes elskede hende højt, men Herodes’ moder og søster hadede hende. Han var til stadighed misundelig, og han nærede mistanke om at medlemmer af hans egen familie, især hans sønner, ville lægge råd op imod ham, og i nogle tilfælde var hans mistanke ikke ubegrundet. Hans magtbegær og mistænksomhed fik ham til at lade sin egen hustru Mariamne, tre sønner, Mariamnes broder og hendes bedstefader (Hyrkan II) dræbe, samt adskillige som havde været hans bedste venner, foruden mange andre. Han anvendte tortur over for enhver som han mente sad inde med oplysninger der kunne bekræfte hans mistanke.

Forholdet til jøderne. Herodes forsøgte at pacificere jøderne ved at genopbygge templet og give dem det nødvendige i tider med hungersnød. Undertiden gav han nogle af sine undersåtter skattelettelser. Han formåede endog at få Augustus til at skænke jøderne privilegier i forskellige dele af verden. Men hans tyranni og grusomhed vejede tungere, og i det meste af sin regeringstid havde han vanskeligheder i forholdet til jøderne.

Hans sygdom og død. Muligvis på grund af sit udsvævende liv blev Herodes til sidst ramt af en slem sygdom der var ledsaget af feber. Josefus skriver at han fik „en uudholdelig kløe over hele kroppen og uophørlige smerter i underlivet; hans ben svulmede op som hos en, der lider af vattersot, og i underlivet viste sig en betændelse; på kønsdelene udviklede der sig så en byld, hvorfra der krøb orme frem, desuden kunne han kun få vejret, når han sad op, og så endda kun med besvær, og han fik krampe i alle lemmerne.“ — Den jødiske krig, oversat af Erling Harsberg, 1997, 1. bog, 33. kap., 5. afsnit.

Det var under denne sygdom at Herodes gav befaling til at man skulle dræbe hans ældste søn, Antipater, som havde haft planer om at rydde ham af vejen. Da Herodes vidste at jøderne ville glæde sig når de fik meddelelse om hans egen død, havde han også givet befaling til at de mest fremtrædende mænd i folket skulle samles på et sted kaldet Hippodromen i Jeriko og holdes indespærrede dér. Han befalede derefter sine nærmeste at når han var død, måtte meddelelsen om hans død ikke bringes før disse jødiske ledere var blevet dræbt. På den måde ville han sikre sig at der ved hans begravelse ville blive fældet tårer i hvert eneste hjem i Judæa. Denne befaling blev dog aldrig bragt til udførelse. Hans søster Salome og hendes mand Alexas befriede mændene og sendte dem hjem.

Herodes døde i en alder af ca. 70 år. Han havde skrevet et testamente hvori han udnævnte sin søn Antipas til sin efterfølger, men kort før sin død tilføjede han en bestemmelse eller oprettede et nyt testamente hvori Arkelaus blev udnævnt til denne stilling. Arkelaus blev anerkendt som konge af folket og hæren (ifølge Bibelen hørte Jesu adoptivfader, Josef, at „Arkelaus herskede som konge i Judæa i stedet for sin fader Herodes“; Mt 2:22). Antipas anfægtede imidlertid testamentets gyldighed, men efter at sagen var blevet hørt i Rom, gav kejser Augustus Arkelaus medhold. Han udnævnte imidlertid Arkelaus til etnark (folkehersker) og delte det område som Herodes havde hersket over, således at den ene halvdel gik til Arkelaus, mens Antipas og Filip, to af Herodes’ andre sønner, delte den anden halvdel.

Barnemordet i Betlehem. Bibelens beretning om Herodes’ befaling til at dræbe alle drengebørn på to år og derunder i Betlehem og omegn stemmer med de andre historiske skildringer af Herodes og hans onde gerninger. Drabet fandt sted kun kort tid før Herodes’ død, for Jesus undslap ved at hans forældre rejste til Ægypten med ham, men de vendte tilbage og slog sig ned i Galilæa, og da var Herodes død. Disse to begivenheder blev forudsagt af Jehovas profeter Jeremias og Hoseas. — Mt 2:1-23; Jer 31:15; Ho 11:1.

Tidspunktet for Herodes’ død. Der er visse problemer forbundet med fastsættelsen af tidspunktet for Herodes’ død. Nogle kronologer mener at han døde i år 5 eller 4 f.v.t. Deres kronologi bygger i vid udstrækning på Josefus’ beretning. I sin angivelse af tidspunktet for det romerske senats udnævnelse af Herodes til konge oplyser Josefus hvem der beklædte embedet som konsuler på det tidspunkt. Ifølge denne angivelse blev Herodes udnævnt til konge i år 40 f.v.t., men en anden historiker, Appianos, sætter begivenheden til år 39 f.v.t. Ligeledes ved hjælp af oplysninger hos Josefus baseret på konsulatsår tidsfæstes Herodes’ indtagelse af Jerusalem til år 37 f.v.t., men han siger også at det skete 27 år efter at byen var blevet indtaget af Pompejus (hvilket skete i år 63 f.v.t.). (Jewish Antiquities, XIV, 487, 488 [xvi, 4]) Dette sidste betyder at Herodes må have indtaget Jerusalem i år 36 f.v.t. Josefus oplyser at Herodes døde 37 år efter at han var blevet udnævnt til konge af det romerske senat, og 34 år efter at han indtog Jerusalem. (Jewish Antiquities, XVII, 190, 191 [viii, 1]). Dette kunne tyde på at han døde i år 2 eller måske år 1 f.v.t.

Det er muligt at Josefus, der var jøde, regnede med et tiltrædelsesår for kongerne i Judæa, ligesom man havde gjort det med kongerne af Davids slægt. Hvis Herodes blev udnævnt til konge af romerne i år 40 f.v.t., kan hans første egentlige regeringsår have strakt sig fra nisan år 39 til nisan år 38 f.v.t.; og hvis man på tilsvarende måde regner fra hans indtagelse af Jerusalem i år 37 (eller 36) f.v.t., vil det første regeringsår være begyndt i nisan år 36 (eller 35) f.v.t. Hvis Herodes, som Josefus siger, døde 37 år efter at han blev udnævnt til konge af romerne, og 34 år efter at han indtog Jerusalem, og hvis man i begge tilfælde regner med regeringsår, døde han måske i år 1 f.v.t. En artikel i The Journal of Theological Studies, skrevet af W. E. Filmer, støtter denne antagelse og anfører endvidere at ifølge vidnesbyrd i den jødiske overlevering indtraf Herodes’ død den 2. sjebat. (Den jødiske måned sjebat falder i januar/februar efter vor kalender.) — Redigeret af H. Chadwick og H. Sparks, Oxford 1966, bd. XVII, s. 284.

Ifølge Josefus døde Herodes kort tid efter en måneformørkelse og før en påskehøjtid. (Jewish Antiquities, XVII, 167 [vi, 4]; 213 [ix, 3]) Eftersom der var en måneformørkelse den 11. marts i år 4 f.v.t. (den 13. marts ifølge den julianske kalender), har nogle antaget at dette var den måneformørkelse der er tale om hos Josefus.

Der indtraf imidlertid en total måneformørkelse i år 1 f.v.t., omkring tre måneder før påsken, mens den der faldt i år 4 f.v.t., kun var partiel. Den totale måneformørkelse i år 1 f.v.t. faldt den 8. januar (den 10. januar efter den julianske kalender), 18 dage før den 2. sjebat, datoen for Herodes’ død ifølge overleveringen. Der indtraf også en (partiel) måneformørkelse den 27. december i år 1 f.v.t. (den 29. december efter den julianske kalender). — Se KRONOLOGI (Måneformørkelser).

En anden beregningsmåde går ud fra Herodes’ alder da han døde. Josefus oplyser at han da var omkring 70 år gammel. Endvidere at da Herodes blev udnævnt til statholder over Galilæa (hvilket almindeligvis sættes til år 47 f.v.t.), var han 15 år gammel, men der er almindelig enighed om at dette er en fejl, og at der skulle have stået 25 år. (Jewish Antiquities, XVII, 148 [vi, 1]; XIV, 158 [ix, 2]) Ifølge dette indtraf Herodes’ død i år 2 eller år 1 f.v.t. Det er værd at huske på at der er en del uoverensstemmelser i Josefus’ tidsangivelser, og at han derfor ikke er den mest pålidelige kilde. Det pålideligste vidnesbyrd findes i Bibelen.

Af de tilgængelige vidnesbyrd fremgår det at Herodes sandsynligvis døde i år 1 f.v.t. Lukas fortæller at Johannes trådte frem og døbte i kejser Tiberius’ 15. regeringsår. (Lu 3:1-3) Augustus døde den 17. august i år 14 e.v.t. Den 15. september blev Tiberius udnævnt til kejser af det romerske senat. Romerne regnede ikke med tiltrædelsesår; følgelig strakte Tiberius’ 15. regeringsår sig fra sidste del af år 28 e.v.t. til sidste del af år 29 e.v.t. Johannes var seks måneder ældre end Jesus og påbegyndte sin tjeneste (sandsynligvis om foråret) før Jesus som dennes forløber, idet han skulle berede vejen for ham. (Lu 1:35, 36) Jesus, der ifølge det bibelske vidnesbyrd blev født om efteråret, var omkring 30 år gammel da han kom til Johannes for at blive døbt. (Lu 3:21-23) Han blev derfor højst sandsynligt døbt om efteråret, omkring oktober år 29 e.v.t. Tæller vi 30 år tilbage, kommer vi til efteråret i år 2 f.v.t. som det tidspunkt da Guds søn blev født som menneske. (Sml. Lu 3:1, 23 med Daniels profeti om de 70 åruger i Da 9:24-27.) — Se HALVFJERDS UGER.

Astrologerne der besøgte Jesus. Apostelen Mattæus fortæller at efter at Jesus var blevet født i Betlehem „i kong Herodes’ dage“, kom der astrologer fra Østen til Jerusalem og sagde at de havde set hans stjerne da de var i Østen. Herodes’ frygt og mistænksomhed blev straks vakt, og gennem de øverste præster og de skriftlærde fandt han frem til at Messias skulle fødes i Betlehem. Derefter tilkaldte han astrologerne og fik af dem at vide hvornår stjernen havde vist sig. — Mt 2:1-7.

Dette må være sket nogen tid efter Jesu fødsel, for han befandt sig nu i et hus sammen med sine forældre og lå ikke i krybben mere. (Mt 2:11; jf. Lu 2:4-7.) Da astrologerne ikke vendte tilbage til Herodes med oplysning om hvor barnet befandt sig, befalede han at alle drengebørn på to år og derunder i hele Betlehem og omegn skulle dræbes. I mellemtiden var Jesus som følge af Guds advarsel blevet bragt til Ægypten af sine forældre. (Mt 2:12-18) Herodes’ død kan næppe være indtruffet før begyndelsen af år 1 f.v.t., for Jesus (der var blevet født omkring den 1. oktober år 2 f.v.t.) ville da have været under tre måneder gammel.

På den anden side var det ikke nødvendigt at Jesus var fulde to år da mordet på drengebørnene fandt sted; han kunne endda have været under ét år gammel, for Herodes regnede fra det tidspunkt da stjernen havde vist sig for astrologerne, og det var mens de befandt sig i Østen. (Mt 2:1, 2, 7-9) Der kan udmærket være gået nogle måneder, for hvis astrologerne kom fra det gamle centrum for astrologi, Babylon eller Mesopotamien, som det sandsynligvis er tilfældet, havde de tilbagelagt en meget lang rejse. Da israelitterne i 537 f.v.t. vendte tilbage fra Babylon, tog det dem mindst fire måneder at tilbagelægge denne strækning. Herodes regnede øjensynlig med at han ved at dræbe alle drengebørn på to år og derunder ville være sikker på at få ram på denne „jødernes konge“ som var blevet født. (Mt 2:2) Åbenbart døde Herodes forholdsvis kort tid efter disse begivenheder, for det ser ud til at Jesus ikke blev længe i Ægypten. — Mt 2:19-21.

Bibelkronologien, de astronomiske data og de historiske kilder synes derfor at pege på år 1 f.v.t. eller muligvis tidligt i år 1 e.v.t. som tidspunktet for Herodes’ død.

2. Herodes Antipas, søn af Herodes den Store og Maltake, der var samaritanerinde. Han voksede op i Rom sammen med sin broder Arkelaus. I Herodes den Stores testamente var Antipas blevet udpeget til tronarving, men i sidste øjeblik ændrede Herodes sit testamente og udpegede Arkelaus i stedet for. Antipas anfægtede imidlertid testamentets gyldighed over for kejser Augustus, der dog gav Arkelaus medhold, men delte riget idet han indsatte Antipas som tetrark over Galilæa og Peræa. „Tetrark“, der betyder ’hersker over en fjerdedel’ af en provins, ’fjerdingsfyrste’, brugtes som betegnelse for herskeren over et mindre område, en landsdel; han var underlagt en højere myndighed. Han var ikke konge, men kunne i daglig tale omtales som konge, ligesom Arkelaus blev det. — Mt 14:9; Mr 6:14, 22, 25-27.

Antipas ægtede en datter af den arabiske konge Aretas, hvis hovedstad var Petra. Men på en af sine rejser til Rom besøgte Antipas sin halvbroder Herodes Filip, der var søn af Herodes den Store og Mariamne II (ikke tetrarken Filip). Under besøget blev han forelsket i Filips hustru Herodias, der var ærgerrig og ønskede sig position. Hun forlod sin mand og rejste til Galilæa, og Herodes giftede sig med hende efter at have forstødt Aretas’ datter og sendt hende tilbage til sin fader. Denne fornærmende handling førte til krig. Aretas invaderede Herodes Antipas’ område og tilføjede ham så store tab at han var ved at blive overvundet. Antipas reddede sig imidlertid ved at appellere til Rom, hvilket medførte en befaling fra kejseren til Aretas om at standse krigen.

Antipas indyndede sig hos kejser Tiberius, der efterfulgte Augustus. Ligesom sin fader, men i mindre målestok, opførte Antipas flere bygningsværker, blandt andet byggede han en by ved bredden af Genezaret Sø (Galilæas Sø eller Tiberiassøen) og kaldte den Tiberias efter kejseren. (Joh 6:1, 23) En anden by, Julias, opkaldte han efter Augustus’ hustru, Julia (bedre kendt under navnet Livia). Han byggede også fæstninger, paladser og teatre.

Dræber Johannes Døber. Det var Herodes Antipas’ utugtige forhold til Herodias der medførte Johannes Døbers misbilligelse. Johannes kunne med rette dadle Antipas, for Antipas var jøde af navn og således underlagt Moseloven. Antipas satte Johannes i fængsel i den hensigt at dræbe ham, men han var bange for folket, der anså Johannes for at være en profet. Ved Antipas’ fødselsdagsselskab skete det imidlertid at Herodias’ datter behagede Antipas så meget med sin dans at han med en ed svor at ville give hende hvad som helst hun bad om. Herodias sagde til sin datter at hun skulle bede om Johannes’ hoved. Selv om Herodes ikke syntes om det, gav han fejt efter for ikke at tabe ansigt over for de tilstedeværende og på grund af sin ed. (Imidlertid ville han ikke under Moseloven have været bundet af en ed om at udføre en ulovlig handling, som for eksempel mord.) — Mt 14:3-12; Mr 6:17-29.

Da Antipas senere hørte hvordan Jesus forkyndte, helbredte og uddrev dæmoner, blev han forskrækket, idet han frygtede at Jesus var Johannes der var blevet oprejst fra de døde. Han nærede et stærkt ønske om at se Jesus, åbenbart ikke fordi han ville høre ham forkynde, men fordi han ikke var sikker i sin sag. — Mt 14:1, 2; Mr 6:14-16; Lu 9:7-9.

Det var sandsynligvis ved en lejlighed da Jesus kom igennem Peræa på vej til Jerusalem, at farisæerne sagde til ham: „Tag af sted og rejs herfra, for Herodes vil dræbe dig.“ Det er muligt at Herodes selv havde sat dette rygte i omløb i håb om at få Jesus til at flygte ud af hans område, da han var bange for endnu en gang at lægge hånd på og dræbe en af Guds profeter. I sit svar kaldte Jesus Herodes „den ræv“, sandsynligvis med tanke på Herodes’ listighed. — Lu 13:31-33.

„Herodes’ surdej“. Det var mens Herodes Antipas herskede, at Jesus advarende sagde til sine disciple: „Hold øjnene åbne, tag jer i agt for farisæernes surdej og Herodes’ surdej.“ (Mr 8:15) Begge disse sekter, farisæerne og herodianerne, eller tilhængerne af Herodes’ parti, var modstandere af Jesus Kristus og hans lære, og skønt de havde et fjendtligt forhold til hinanden, opfattede de Kristus som en fælles fjende og stod sammen imod ham. Herodianerne var mere politiske end religiøse; det er blevet sagt at de hævdede at følge Moseloven, men fastholdt at jøderne havde lov at anerkende en fremmed fyrste (herskerne af Herodesslægten var ikke ægte jøder, men idumæere). Herodianerne var meget nationalistiske og gik hverken ind for et teokratisk herredømme under jødiske konger eller et romersk herredømme, men de ville have det nationale rige genoprettet under en af Herodes’ sønner.

Et eksempel på deres nationalistiske „surdej“ er det spørgsmål de, sammen med farisæerne, stillede Jesus for at fange ham i ord: „Er det tilladt at betale kopskat til kejseren, eller er det ikke? Skal vi betale, eller skal vi ikke betale?“ (Mr 12:13-15) Jesus kaldte dem „hyklere“ og viste at han var på vagt over for deres „surdej“, for hans svar afvæbnede dem og forpurrede deres plan om enten at anklage ham for oprør eller at få folket til at vende sig imod ham. — Mt 22:15-22.

Gør nar af Jesus. Da Jesus den sidste dag i sit jordiske liv blev ført for Pontius Pilatus og denne hørte at Jesus var galilæer, sendte han ham til landsdelsherskeren (tetrarken) over Galilæa, Herodes Antipas (som da befandt sig i Jerusalem), for Pilatus havde haft vanskeligheder med nogle galilæere. (Lu 13:1; 23:1-7) Da Herodes så Jesus, blev han glad, ikke fordi han interesserede sig for Jesu velfærd eller ville gøre noget virkeligt forsøg på at finde ud af om præsternes og de skriftlærdes anklager mod ham var sande, men fordi han gerne ville se Jesus gøre et tegn. Dette nægtede Jesus at gøre. Han forholdt sig tavs da Herodes udspurgte ham „med mange ord“. Jesus vidste at han kun var blevet ført for Herodes og udsat for dette forhør som en yderligere hån mod ham. Skuffet over Jesus viste Herodes ham sin foragt og gjorde nar af ham ved at iføre ham en flot dragt og sende ham tilbage til Pilatus, der var den øverste romerske myndighed på stedet. Pilatus og Herodes havde været fjender indtil da, måske på grund af visse anklager som Herodes havde rettet mod Pilatus; denne gestus fra Pilatus’ side behagede Herodes, og de blev venner. — Lu 23:8-12.

Efter at Peter og Johannes var blevet løsladt af Sanhedrinet kort efter pinsen i år 33, sagde disciplene i en bøn til Gud: „Både Herodes [Antipas] og Pontius Pilatus sammen med folk fra nationerne og Israels folkegrupper samlede sig i sandhed i denne by imod din hellige tjener Jesus . . . Og nu, Jehova, giv agt på deres trusler, og lad dine trælle fortsat tale dit ord med al frimodighed.“ — Apg 4:23, 27-29.

I Apostelgerninger 13:1 omtales en kristen ved navn Manaen der var blevet opdraget sammen med landsdelsherskeren Herodes. Eftersom Antipas blev opdraget i Rom hos en privatmand dér, tyder oplysningen i Apostelgerninger 13:1 på at Manaen også var opdraget og uddannet i Rom.

Forvist til Gallien. Da Agrippa I af Gajus Cæsar (Caligula) blev udnævnt til konge over tetrarken Filips område, bebrejdede Antipas’ hustru Herodias sin mand og sagde at det kun skyldtes efterladenhed fra hans side at han ikke selv havde modtaget kongeværdigheden. Hun forsøgte at overbevise sin mand om at han, der allerede var tetrark i modsætning til Agrippa, der slet ikke havde haft noget embede, burde rejse til Rom og anmode kejseren om at tilstå ham kongeværdighed, og han gav til sidst efter for sin hustrus vedholdende plageri. Caligula blev imidlertid vred over Antipas’ ærgerrige anmodning, lyttede til beskyldninger fra Agrippa og forviste Antipas til Gallien (byen Lyon i Frankrig); han døde i Spanien. Som Agrippas søster kunne Herodias have undgået straf, men hun stod last og brast med sin mand, sandsynligvis på grund af stolthed. Antipas’ tetrarki og (efter at han var blevet landsforvist) hans penge samt Herodias’ ejendom blev givet til Agrippa I. Herodias var således skyld i de to store ulykker i Antipas’ liv: at han nær var blevet besejret af kong Aretas, og at han blev landsforvist.

3. Herodes Agrippa I. En sønnesøn af Herodes den Store. Han var søn af Aristobulus, der var en søn af Herodes den Store og Mariamne I, en datterdatter af ypperstepræsten Hyrkan II. Aristobulus blev dræbt af sin fader, Herodes den Store. Agrippa var den sidste i Herodesslægten der blev konge over hele Palæstina, sådan som hans bedstefader havde været det.

Ungdom. Agrippa opnåede stillingen som „kong Herodes“ ved en række manøvrer og med hjælp fra venner i Rom. (Apg 12:1) Eftersom han blev opdraget i Rom sammen med kejser Tiberius’ søn Drusus og hans nevø Claudius, var han en kendt skikkelse i de fornemste kredse dér. Han førte et overordentlig ødselt og udsvævende liv. Stærkt i gæld — han skyldte endog penge til den romerske statskasse — forlod han Rom og flygtede til Idumæa. Hjulpet af sin søster Herodias og sin hustru Kypros (en datter af Herodes den Stores brodersøn, der var gift med en datter af Herodes) tog han for en tid ophold i Tiberias, men rejste bort igen efter et skænderi med Antipas. Han kom til sidst tilbage til Rom og vandt kejser Tiberius’ yndest.

En uforsigtig udtalelse bragte imidlertid Agrippa i vanskeligheder. I et ubevogtet øjeblik udtrykte han over for Gajus (Caligula), som han var en nær ven af, ønsket om at Gajus snart måtte blive kejser. Dette hørte Agrippas tjener, der sørgede for at bemærkningen kom Tiberius for øre, og Agrippa blev kastet i fængsel. Hans liv hang i en tråd i flere måneder, men så døde Tiberius, og Caligula blev kejser. Han løslod Agrippa og ophøjede ham til konge over de områder som hans afdøde farbroder Filip havde hersket over.

Begunstiget af romerske kejsere. Herodias, der misundte sin broder kongeværdigheden, overtalte sin mand Herodes Antipas, som kun var tetrark, til at anmode den nye kejser i Rom om kongeværdighed. Men Agrippa overlistede Antipas. Over for Gajus (Caligula) anklagede han Antipas for at have sammensvoret sig med Sejanus, der havde konspireret mod Tiberius og med partherne, anklager som Antipas ikke kunne tilbagevise. Dette resulterede i at Antipas blev landsforvist. Antipas’ områder, Galilæa og Peræa, blev føjet til Agrippas rige. Josefus siger ét sted at det var Caligula der gav Agrippa disse områder, og to andre steder at han fik dem af Claudius. Sandsynligvis var det Caligula der lovede ham dem, mens Claudius opfyldte løftet.

Da Caligula blev snigmyrdet, af nogle tidsfæstet til år 41 e.v.t., var Agrippa i Rom. Det blev muligt for ham at optræde som forbindelsesled og forhandler mellem senatet og sin ven, den nye kejser Claudius. Claudius viste ham sin taknemmelighed ved at skænke ham herredømmet over Judæa og Samaria foruden Lysanias’ rige. Dermed var Agrippa blevet hersker over omtrent det samme område som havde været underlagt hans bedstefader, Herodes den Store. På dette tidspunkt bad Agrippa kejser Claudius om herredømmet over Chalkis til sin broder Herodes og fik det. (Denne Herodes nævnes i historien kun som konge over Chalkis, et lille område på vestsiden af Anti-Libanonbjergkæden.)

Bejler til jødernes gunst; forfølger de kristne. Agrippa bejlede til jødernes gunst ved at foregive at være en ivrig tilhænger af den jødiske tro. Caligula, der hævdede at være en gud, havde besluttet at rejse en statue af sig selv i templet i Jerusalem, men Agrippa fik ham behændigt fra det. Senere begyndte Agrippa at bygge en mur omkring Jerusalems nordlige forstad. Claudius opfattede dette som en befæstning af byen mod et eventuelt fremtidigt angreb fra romernes side og gav Agrippa besked på at standse arbejdet. Agrippa støttede og arrangerede gladiatorkampe og andre hedenske forestillinger i teatret, hvilket stred mod hans påstand om at være en tilbeder af Gud.

Agrippa kunne accepteres af jøderne på grund af sin hasmonæiske afstamning gennem bedstemoderen Mariamne. Men samtidig med at han tog sig af jødernes sag under det romerske styre, skaffede han sig også et lidet misundelsesværdigt ry som forfølger af de kristne, der i almindelighed var hadet af jøderne. „Han henrettede Jakob, Johannes’ broder, med sværdet.“ (Apg 12:1, 2) Da han så at det behagede jøderne, anholdt og fængslede han også Peter. En engel befriede imidlertid Peter, hvilket forårsagede et stort røre blandt Agrippas soldater og førte til at fangevogterne der havde holdt vagt over Peter, blev straffet. — Apg 12:3-19.

Straffet af en engel. Agrippas herredømme fik en brat afslutning. Under festligheder i Cæsarea til ære for kejseren iførte han sig en prægtig kongelig klædning og begyndte at holde en tale til en delegation fra Tyrus og Zidon der var kommet for at søge fred med ham. Forsamlingen råbte da: „En guds røst, og ikke et menneskes!“ Den bibelske beretning viser at der blev gjort kort proces med ham for denne formastelighed: „Øjeblikkelig slog Jehovas engel ham, fordi han ikke gav Gud æren; og han blev ædt op af orme og udåndede.“ — Apg 12:20-23.

Historikerne tidsfæster kong Herodes Agrippa I’s død til år 44 e.v.t. Han var da 54 år gammel og havde regeret i tre år over hele Judæa. Han efterlod sig sønnen Herodes Agrippa II og døtrene Berenike (Apg 25:13), Drusilla, der var gift med landshøvdingen Felix, og Mariamne III. — Apg 24:24.

4. Herodes Agrippa II. En oldesøn af Herodes den Store og søn af Herodes Agrippa I og hustruen Kypros. Ifølge historikerne var han den sidste i rækken af herskere i Herodesslægten. Agrippa havde tre søstre, Berenike, Drusilla og Mariamne III. (Apg 25:13; 24:24) Han var opvokset og opdraget i det kejserlige hus i Rom. Da hans fader døde, var han kun 17 år, og kejser Claudius’ rådgivere syntes derfor at han var for ung til at overtage herredømmet over sin faders områder. Derfor udnævnte Claudius landshøvdinger (statholdere) over disse områder i stedet for. Efter at have opholdt sig i Rom i nogen tid blev Agrippa II konge over Chalkis, et lille rige på vestsiden af Anti-Libanonbjergkæden, da hans farbroder Herodes, der var konge over Chalkis, døde.

Ikke længe efter udnævnte Claudius ham til konge over de områder der tidligere havde været underlagt Filip og Lysanias. (Lu 3:1) Han fik også overopsynet med templet i Jerusalem og havde myndighed til at udnævne de jødiske ypperstepræster. De områder der var underlagt ham, udvidedes yderligere af Claudius’ efterfølger, kejser Nero, der skænkede ham Tiberias og Tarichæa i Galilæa og Julias i Peræa med dens småbyer.

Senere begyndte Agrippa at udvide det palads som var blevet rejst af de hasmonæiske konger i Jerusalem. Fra sin nye tilbygning kunne han se hvad der foregik i templets forgård, så jøderne rejste en mur der spærrede for udsigten, både for ham og for de romerske vagter. Dette var både Herodes og Festus utilfredse med, men jøderne appellerede til Nero, som besluttede at muren kunne blive stående. Agrippa forskønnede også Cæsarea Filippi (og ændrede dens navn til Neronias til ære for Nero). Han gik i sin faders fodspor ved at opføre et teater i Berytus i Fønikien og bruge store pengesummer på forestillingerne her.

Agrippa levede i blodskam med sin søster Berenike, der havde forladt sin mand, Kilikiens konge. Dette urene, ubibelske forhold til søsteren var en stor skandale og vakte megen forargelse. — 3Mo 18:9, 29; 5Mo 27:22.

Da det blev åbenbart at jødernes opstand mod romerne (66-70 e.v.t.) ville føre til en national katastrofe, prøvede Agrippa at overtale jøderne til at indtage en mere moderat holdning. Da hans gentagne opfordringer intet nyttede, svigtede han jøderne og sluttede sig til den romerske hær og blev under kampene såret af en slyngesten.

Paulus’ forsvar over for Agrippa. Bibelen introducerer kong Herodes Agrippa II og hans søster Berenike på det tidspunkt da de aflægger høflighedsbesøg hos landshøvdingen Festus, sandsynligvis i år 58 e.v.t. (Apg 25:13) Festus havde afløst Felix som landshøvding. Det var i Felix’ embedsperiode at Paulus var blevet anklaget af jøderne, men da Felix ville indynde sig hos jøderne, efterlod han Paulus bundet da han efterfulgtes af Festus. (Apg 24:27) Felix var for øvrigt gift med Agrippas søster Drusilla og var således hans svoger. (Apg 24:24) Mens Paulus ventede på hvad der yderligere skulle ske efter at han havde appelleret til kejseren (Apg 25:8-12), udtrykte kong Agrippa over for Festus ønske om at høre hvad Paulus havde at sige. (Apg 25:22) Paulus var glad for denne lejlighed til at forsvare sig over for Agrippa, som han regnede for at være „ekspert med hensyn til alle jødernes skikke såvel som deres stridsspørgsmål“. (Apg 26:1-3) Paulus’ magtfulde tale og velbegrundede forsvar fik Agrippa til at udbryde: „På kort tid kunne du overtale mig til at blive en kristen!“ hvortil Paulus svarede: „Jeg ville ønske over for Gud at ikke alene du men også alle de som hører mig i dag, hvad enten det tager kort tid eller lang tid, måtte blive sådan som jeg selv er, bortset fra disse lænker.“ (Apg 26:4-29) Agrippa og Festus frikendte Paulus, men eftersom han havde appelleret til kejseren, måtte han sendes til Rom for at hans sag kunne blive prøvet dér. — Apg 26:30-32.

Efter Jerusalems ødelæggelse i år 70 flyttede Herodes Agrippa med søsteren Berenike til Rom, hvor han fik embede som prætor. Han døde barnløs omkring år 100 e.v.t.

5. Herodes Filip. Søn af Herodes den Store med Mariamne II, en datter af ypperstepræsten Simon. Filip var Herodias’ første mand, men hun skilte sig fra ham for at gifte sig med hans halvbroder Herodes Antipas. Han nævnes ganske kort i Bibelen, i Mattæus 14:3, Markus 6:17, 18 og Lukas 3:19.

Navnet Herodes Filip bruges for at skelne ham fra tetrarken Filip, for denne sidste var, ifølge Josefus, også søn af Herodes den Store, men med en anden hustru, Kleopatra fra Jerusalem.

Filip var åbenbart udpeget til at arve faderens trone som den næstældste efter halvbrødrene Antipater, Alexander og Aristobulus, som alle blev dræbt af deres fader. I et tidligere testamente nævnes han som arving efter Antipas, men han blev slettet i Herodes’ sidste testamente, ifølge hvilket herredømmet gik til Arkelaus. Josefus fortæller at Herodes slettede Filips navn fordi hans moder, Mariamne II, havde været bekendt med Antipaters sammensværgelse mod Herodes, men ikke havde røbet det.

Filip havde en datter, Salome, med Herodias. Det var åbenbart hende der dansede for Herodes Antipas og på moderens opfordring bad om Johannes Døbers hoved. — Mt 14:1-13; Mr 6:17-29.

6. Tetrarken Filip. Søn af Herodes den Store med hustruen Kleopatra fra Jerusalem. Han voksede op i Rom. Han giftede sig med Herodes Filips og Herodias’ datter, Salome. Da hans fader døde, delte kejser Augustus riget, hvorved Filip blev tetrark over Ituræa, Trakonitis og andre nærliggende områder, og det gav ham en årlig indkomst på 100 talenter. (Det er muligt at Ituræa først kom til senere, og at det er grunden til at Josefus ikke nævner dette område.) Han herskede i over 30 år. Josefus skriver: „I sin ledelse af regeringen viste han sig mild og omgængelig. Han tilbragte endog al sin tid i det område der var underlagt ham.“ Josefus fortæller videre at Filip, hvor han end var, virkede som dommer og ufortøvet påhørte sager. Han døde i Julias og blev begravet med stor pomp og pragt. Eftersom han ikke efterlod sig nogen sønner, føjede kejser Tiberius hans tetrarki til provinsen Syrien. — Jewish Antiquities, XVIII, 106-108 (iv, 6).

Hans navn nævnes én gang i Bibelen, nemlig i forbindelse med tidspunktet for Johannes Døbers forkyndelse. (Lu 3:1) Dette skriftsted sammen med historiske oplysninger om tidspunkterne for Augustus’ og Tiberius’ regeringstid viser at Johannes begyndte at forkynde i år 29 e.v.t.

[Diagram på side 891]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

UDSNIT AF STAMTAVLE OVER HERODESSLÆGTEN

(Mændenes navne med versaler)

ANTIPATER I

ANTIPATER II — gift med Kypros

FASAEL DEN STORE (Mt 2:1-22; Lu 1:5)

HERODES

JOSEF

FERORAS

Salome

HERODES DEN STORES HUSTRUER

Doris

ANTIPATER

Mariamne I

ALEXANDER

ARISTOBULUS

HERODES — Konge over Chalkis

AGRIPPA I — Konge over Palæstina (Apg 12:1-6, 18-23)

AGRIPPA II — Konge over Chalkis; fik senere tetrarken Filips samt andre områder (Apg 25:13, 22-27; 26:1, 2, 19-32)

Mariamne III

Drusilla — Felix’ hustru (Apg 24:24)

Berenike (Apg 25:13, 23; 26:30)

Herodias — Salomes moder (Mt 14:3, 4, 6-8)

Salampsio

Kypros

Mariamne II

HERODES FILIP — Herodias’ første mand (Mt 14:3)

Salome

Kleopatra fra Jerusalem

FILIP — Tetrark over Ituræa, Trakonitis og nærliggende områder (Lu 3:1)

Maltake

ARKELAUS — Konge over Judæa; senere etnark (Mt 2:22)

ANTIPAS — Tetrark over Galilæa og Peræa; populært kaldt „konge“; Herodias’ anden mand (Mt 14:1-12; Mr 6:14-29; Lu 3:1, 19, 20; 13:31, 32; 23:6-15; Apg 4:27; 13:1)

(Herodes den Store havde fem hustruer til og i alt 15 børn)

[Illustration på side 889]

Ruinerne af det palads i flere etager som Herodes den Store byggede på Masada

[Illustration på side 895]

Bronzemønt med Domitians hoved på forsiden og kong Agrippa II’s navn på bagsiden