Redningen af Codex Sinaiticus

CODEX SINAITICUS er blevet beskrevet som „den vigtigste, mest spændende og mest værdifulde bog der eksisterer“. Det skyldes ikke kun at den er mindst 1600 år gammel, men snarere at den er et vigtigt led i vor kæde af bibelhåndskrifter. Historien om hvordan Tischendorf genopdagede dette håndskrift for kun lidt over hundrede år siden, er fantastisk.

I året 1815 blev Constantin von Tischendorf født i Sachsen, og som ung studerede han græsk på Leipzigs universitet. Under sine studier blev han foruroliget over den højere bibelkritik der blev fremført af kendte tyske teologer som søgte at bevise at De Kristne Græske Skrifter ikke var autentiske. Tischendorf blev overbevist om at et studium af de tidligste håndskrifter ville bevise ægtheden af bibelteksten. Dette resulterede i at han bestemte sig for på egen hånd at undersøge alle de kendte håndskrifter, i håb om desuden at finde nogle ukendte håndskrifter på sine rejser.

Efter at have brugt fire år på at gennemsøge Europas fineste biblioteker, nåede Tischendorf i maj 1844 til Sankt Katharinaklosteret, der ligger på Sinajhalvøen, i en højde af omkring 1400 meter over havets overflade. Man kunne kun få adgang til dette fæstningslignende refugium for munke ved hjælp af en kurv der blev hejst op og ned med et reb igennem en lille åbning i muren.

UDBYTTERIGE FUND

Han fik nogle dage til at gennemsøge klosterets tre biblioteker, dog uden held. Lige før han skulle til at drage af sted fik han imidlertid øje på det han ledte efter — nogle gamle pergamentblade! De lå i en stor kurv der stod i hovedbibliotekets sal. Bibliotekaren fortalte ham at det var meningen de skulle brændes, ligesom to andre helt fyldte kurve også var blevet det. Blandt disse pergamentblade blev Tischendorf forbavset over at finde 129 ark fra det ældste kendte håndskrift han nogen sinde havde set, en græsk oversættelse af dele af De Hebraiske Skrifter. Han fik imidlertid kun lov til at tage 43 blade med; resten blev det ham nægtet at få.

Tischendorf besøgte klosteret igen i 1853, men denne gang fandt han kun et fragment af Første Mosebog fra det samme håndskrift, der daterede sig til det fjerde århundrede. Han var dog overbevist om „at håndskriftet oprindelig havde indeholdt hele Det Gamle Testamente, men at størstedelen havde været ødelagt i lang tid“. Hele håndskriftet bestod formentlig af 730 blade. Det var skrevet med græske uncialer (kapitæler) på vellum, en slags fint pergament af fåre- og gedeskind.

Seks år senere foretog Tischendorf sin tredje rejse til munkene i Sinaj. Aftenen før sin afrejse fik han tilfældigvis forevist ikke kun de blade han 15 år tidligere havde reddet fra at blive brændt, men også mange andre. De indeholdt alle De Kristne Græske Skrifter plus en del af den græske oversættelse af De Hebraiske Skrifter.

Tischendorf fik lov til at tage håndskriftet med til Kairo for at kopiere det, og bagefter skulle han tage det med til den russiske zar som en gave fra munkene. I dag ligger det udstillet på British Museum ved siden af Codex Alexandrinus. De første 43 blade befinder sig på Leipzigs universitetsbibliotek, i Den Tyske Demokratiske Republik.

Vi bør være Tischendorf taknemmelige for at han viede sit liv og sine evner til at søge efter gamle bibelhåndskrifter, og særlig for at han reddede den store Codex Sinaiticus fra at blive ødelagt. Vor største tak går imidlertid til Jehova Gud, som har sørget for at hans ord er blevet bevaret så nøjagtigt til gavn for os i dag.

[Ramme på side 30]

Hvordan man bruger kodeksen

Symbolet for Codex Sinaiticus er det hebraiske bogstav א (’aʹlæf). Denne kodeks bekræfter nøjagtigheden af nyere papyrushåndskrifter med tekst til dele af Bibelen. Den har også sat nutidens bibelforskere i stand til at afsløre tilforladeligt udseende fejl der har sneget sig ind i senere afskrifter af Bibelen.

For eksempel står der i Johannes 1:18: „Ingen har nogen sinde set Gud; det er den enestefødte gud, som ligger op mod Faderens bryst, der har forklaret ham.“ Fodnoten i den engelske studieudgave af Ny Verden-oversættelsen af De hellige Skrifter gør opmærksom på at Codex Sinaiticus og andre gamle håndskrifter støtter gengivelsen „den enestefødte gud“ i stedet for den alternative gengivelse „den enestefødte søn“. Fodnotereferencen אc anfører også en rettelsesnote til denne kodeks som begrundelse for at man har genindsat det bestemte kendeord i udtrykket „den enestefødte gud“. Jesu Kristi stilling er enestående, som dette skriftsted bevidner.

[Illustrationer på side 31]

Sankt Katharinaklosteret ved foden af det der ifølge traditionen er Sinaj Bjerg.

Indsat: Klosterbiblioteket i dag

[Kildeangivelse]

Pictorial Archive (Near Eastern History) Est.

[Kildeangivelse]

Pictorial Archive (Near Eastern History) Est.

[Kildeangivelse på side 31]

Velvilligt stillet til rådighed af British Museum