HYRDE

En som vogter en hjord af får, geder eller kvæg og sørger for græsning til dem. I Bibelen er der især tale om hyrder der vogter får og geder. (1Mo 30:35, 36; Mt 25:32; se FÅR.) Arbejdet som hyrde går tilbage til Adams søn Abel. (1Mo 4:2) Selv om beskæftigelsen som hyrde andre steder blev betragtet med respekt, så man ned på den i Ægypten, der kun havde agerbrug. — 1Mo 46:34.

Ofte var det ejeren selv, hans børn (både sønner og døtre) eller en anden slægtning der passede hjorden. (1Mo 29:9; 30:31; 1Sa 16:11) De velhavende, som for eksempel Nabal, havde tjenere der var hyrder, og blandt dem kunne der være en som stod over de andre. (1Sa 21:7; 25:7, 14-17) Når ejeren selv eller medlemmer af hans familie vogtede hjorden, havde den det som regel godt, hvorimod en lejet mand ikke altid havde den samme personlige interesse for hjorden, som det derfor undertiden gik dårligt. — Joh 10:12, 13.

Til hyrdens udrustning hørte et telt (Es 38:12), en klædning han kunne hylle sig i (Jer 43:12), en kæp og en slynge til at forsvare sig med, en hyrdetaske til den medbragte mad (1Sa 17:40; Sl 23:4) og en længere stav, der var krummet i den ene ende, til at lede hjorden med (3Mo 27:32; Mik 7:14).

Hyrder der levede som nomader, som for eksempel Abraham, boede i telte og flyttede fra sted til sted for at finde græsning til deres hjorde. (1Mo 13:2, 3, 18) Imidlertid skete det også at dyrenes ejer blev boende et bestemt sted hvor han havde sit hjem eller sin hovedlejr, mens hans tjenere eller nogle medlemmer af hans familie drog omkring med hjorden. — 1Mo 37:12-17; 1Sa 25:2, 3, 7, 15, 16.

Kender fårene virkelig deres hyrdes stemme?

Undertiden blev flere hyrders hjorde lukket inde i den samme fold om natten, hvorefter en dørvogter holdt vagt over dem. Når hyrderne kom om morgenen, kaldte de på deres hjord, og fårene adlød kun den hyrde der var deres. Gående foran hjorden førte hyrden derefter fårene ud på græsgangen. (Joh 10:1-5) På grundlag af personlige iagttagelser i Syrien og Palæstina i det 19. århundrede skriver W. M. Thomson: „[Fårene] er så tamme og så velopdragne at de yderst villigt følger deres vogter. Han fører dem ud af folden, eller af deres huse i landsbyerne, og derhen hvor han vil. Da der er mange hjorde på et sted som dette, går de i hver sin retning, og det er hans opgave at finde græsning til dem. Det er derfor nødvendigt at de lærer at følge efter ham og ikke løber ind på de uindhegnede kornmarker der ligger så fristende på begge sider af dem. Et får der strejfer om, vil komme i vanskeligheder. Fra tid til anden udsender hyrden et højt, skarpt råb for at minde dem om sin tilstedeværelse. De kender hans stemme og følger den; men hvis det er en fremmed der råber, standser de brat op, løfter forfærdede hovedet, og hvis råbet gentages, vender de om og flygter fordi de ikke kender den fremmedes stemme. Dette er ikke lignelsens fantasifulde klædebon; det er en kendsgerning. Jeg har erfaret det gang på gang. Hyrden går foran, ikke blot for at vise vej, men også for at se om vejen er sikker og farbar.“ — The Land and the Book, revideret af J. Grande, 1910, s. 179.

Tilsvarende skriver J. L. Porter i The Giant Cities of Bashan and Syria’s Holy Places: „Hyrderne førte deres hjorde ud ad byportene. Vi kunne se dem tydeligt, og vi iagttog dem og lyttede til dem med stor interesse. Der var tusinder af får og geder, i tætte, sammenblandede flokke. Hyrderne stod sammen indtil alle dyrene var kommet ud. Så delte hyrderne sig og gik hver sin vej mens de udstødte et gennemtrængende, særegent råb. Fårene hørte dem. Først bølgede og svajede flokkene, som gennemrystet af en indre krampe; så dannedes der spidser i de retninger hyrderne gik; disse blev længere og længere indtil de sammenblandede flokke var omdannet til lange, levende strømme der flød efter deres førere.“ — 1868, s. 45.

Om aftenen førte hyrden dyrene tilbage til fårefolden, hvor han stillede sig ved indgangen og talte fårene idet de gik under hans stav eller hans hænder. — 3Mo 27:32; Jer 33:13; se FÅREFOLD.

Et barskt liv. Hyrdens liv var ikke let. Han var udsat for både hede og kulde og oplevede søvnløse nætter. (1Mo 31:40; Lu 2:8) Med fare for sit eget liv beskyttede han hjorden mod rovdyr som løver, ulve og bjørne og mod tyve. (1Mo 31:39; 1Sa 17:34-36; Es 31:4; Am 3:12; Joh 10:10-12) Hyrden skulle forhindre hjorden i at spredes (1Kg 22:17), skulle søge efter får der var faret vild (Lu 15:4), ville bære svage og trætte lam i sin favn (Es 40:11) og tage sig af de syge og sårede, forbinde brækkede ben og pleje sår og kvæstelser med olivenolie (Sl 23:5; Ez 34:3, 4; Zak 11:16). Han måtte passe på når der var får som gav die. (1Mo 33:13) Hver dag, som regel ved middagstid, vandede han hjorden. (1Mo 29:3, 7, 8) Hvis dyrene blev vandet ved en brønd, skulle render og drikketrug fyldes med vand. (2Mo 2:16-19; jf. 1Mo 24:20.) Ved brøndene kunne en hyrde møde andre hyrder, og det kunne komme til stridigheder. — 1Mo 26:20, 21.

Hyrden havde ret til at få en andel af udbyttet af hjorden (1Kor 9:7), og ofte fik han sin løn udbetalt i form af dyr (1Mo 30:28, 31-33; 31:41), men han kunne også få den udbetalt i penge. (Zak 11:7, 12) Han kunne komme til at erstatte tab (1Mo 31:39), men under Moseloven skulle et dyr der var blevet sønderrevet af et vildt dyr, ikke erstattes. — 2Mo 22:13.

Det der er sagt om fårehyrder, gjaldt i det store og hele alle slags hyrder. Foruden hjorde af får, geder og hornkvæg, havde man også hjorde af æsler, kameler og svin, og der var hyrder som tog sig af disse hjorde. — 1Mo 12:16; 13:7, 8; Mt 8:32, 33.

Brugt billedligt. Jehova sammenlignes med en hyrde der kærligt tager sig af sine får, det vil sige hans folk. (Sl 23:1-6; 80:1; Jer 31:10; Ez 34:11-16; 1Pe 2:25) Hans søn Jesus Kristus er „fårenes store hyrde“ (He 13:20) og „overhyrden“, under hvis ledelse tilsynsmændene i den kristne menighed vogter Guds hjord, villigt, uselvisk og ivrigt. (1Pe 5:2-4) Jesus kaldte sig selv „den rigtige hyrde“, en der virkelig interesserede sig for og følte med „fårene“ og viste det ved at sætte sin sjæl til for dem. (Joh 10:11; se Mt 9:36.) Som forudsagt ville man „slå hyrden“, og hjorden ville blive spredt. — Zak 13:7; Mt 26:31.

I Bibelen bruges betegnelsen „hyrder“ undertiden om Israels herskere og ledere, både dem der var tro, og dem der var utro (Es 63:11; Jer 23:1-4; 50:6; Ez 34:2-10; jf. 4Mo 27:16-18; Sl 78:70-72), samt om andre nationers herskere og ledere. (Jer 25:34-36; 49:19; Na 3:18; jf. Es 44:28.) „Hyrderne“ der omtales i Jeremias 6:3, er efter alt at dømme anførere for invaderende hære. Tilstedeværelsen af hyrder med deres hjorde bruges som et billede på genoprettelse i Jeremias 33:12, hvorimod Babylons ødelæggelse ville være så fuldstændig at ’ingen hyrder ville lade deres hjorde lægge sig dér’. — Es 13:20.

Når det i Åbenbaringen 12:5 siges at alle nationerne skal ’vogtes’ med en jernstav, betyder det at de vil blive tilintetgjort. — Jf. Sl 2:9.