Jesu sorg over Lazarus’ død viser at Guds søn er meget medfølende. Hans dybe følelser ved denne lejlighed viser klart at han nærer et inderligt ønske om at oprejse de døde. Vi læser: „Da nu Maria kom hen hvor Jesus var og fik øje på ham, kastede hun sig ned for hans fødder, idet hun sagde til ham: ’Herre, hvis du havde været her, var min broder ikke død.’ Da Jesus så at hun græd og at de jøder der kom sammen med hende, græd, stønnede han i ånden og oprørtes, og han sagde: ’Hvor har I lagt ham?’ De sagde til ham: ’Herre, kom og se.’ Jesus gav tårerne frit løb. Så sagde jøderne: ’Se, hvor han holdt af ham!’“ — Johannes 11:32-36.

Jesu inderlige medfølelse bliver her beskrevet på tre måder. Der siges at han „stønnede . . . i ånden“, „oprørtes“, og „gav tårerne frit løb“. De græske ord der bruges for at beskrive dette bevægende optrin, viser at Jesus følte sig så berørt af at hans nære ven Lazarus var død og af at se Lazarus’ søster græde, at tårerne piblede frem.a

Det der er bemærkelsesværdigt i denne forbindelse er at Jesus to gange før havde givet nogle livet tilbage, og han havde også i sinde at oprejse Lazarus. (Johannes 11:11, 23, 25) Alligevel „gav [han] tårerne frit løb“. Det viser at når Jesus giver mennesker livet igen, er der ikke tale om noget han gør rent automatisk. De stærke og dybe følelser han nærer, og som kom til udtryk ved denne lejlighed, er et tydeligt udtryk for hans inderlige ønske om at rette op på de skader som døden har forvoldt.