Lev for at gøre Guds vilje — nu og for evigt
„Resten af [jeres] tid i kødet [skal I] ikke mere [leve] for menneskers lyster, men for Guds vilje.“ — 1 Peter 4:1, 2.
1, 2. (a) Hvad mener mange om den tanke at de skulle underkaste sig en andens vilje? (b) Hvordan vil nogle i den kristne menighed måske se på det? (c) Hvilke spørgsmål opstår derfor?
KUNNE du tænke dig at lade Gud råde over dit liv? Alene tanken om at skulle underkaste sig en andens vilje forekommer mange frastødende. Selv i områder der betragtes som rolige, sætter flere og flere sig op imod enhver myndighed. Optøjer, protestaktioner, uroligheder og vold hører til dagens orden. Når civilisationens fernis udsættes for pres viser den sig at være tynd og skrøbelig. — 2 Timoteus 3:1-3.
2 Som en modsætning hertil viser Jehovas vidner at de lever for at gøre Guds vilje, for eksempel ved trofast at forkynde fra hus til hus. Fra tid til anden er det dog sket at nogle få inden for den kristne menighed har ladet sig påvirke af uafhængighedens ånd. De har måske trodset de ældstes vejledning, og, i enkelte tilfælde, vist mangel på respekt for „den trofaste og kloge træl“ og det styrende råd. (Mattæus 24:45-47; Apostelgerninger 15:2, 23) Dette giver anledning til spørgsmålene: Hvorfor skulle vi underkaste os Guds vilje? Hvorfor skulle vi lade Gud råde over vort liv?
Kristi uselviskhed
3. Hvilken vejledning angående vort sindelag gav Peter?
3 Peter, der havde været meget sammen med Jesus, nævnte en god grund til at leve for at gøre Guds vilje og ikke sin egen. Han skrev: „Derfor, da Kristus har lidt i kødet, skal også I væbne jer med det samme sindelag; for den der har lidt i kødet er hørt op med at synde, så at han resten af sin tid i kødet ikke mere lever for menneskers lyster, men for Guds vilje.“ — 1 Peter 4:1, 2.
4. Hvordan viste Jesus at han underkastede sig sin Faders vilje?
4 Hvorfor måtte Jesus lide i kødet? Fordi han stod på sin Faders side i spørgsmålet om den universelle suverænitet. Herved afgav han bevis for at Gud er sandfærdig og at Satan er en løgner. Dette gjorde han ved at lade Gud råde over hans liv på jorden, skønt det medførte martyrdøden for ham. — 2 Korinther 5:14, 15.
5. Hvilken udfordring frembyder Kristi eksempel for os?
5 Kristi død var ikke desto mindre et udtryk for Guds kærlighed. (1 Johannes 4:10) På hvilken måde? I den forstand at hans død medførte velsignelser som hele menneskeheden kan få del i. (Romerne 5:8; 6:23) Men hvor mange er villige til at gøre noget for at opnå disse velsignelser? Hvor mange er villige til at efterligne Kristus og trænge deres egne ønsker i baggrunden for at underkaste sig Guds vilje? — Hebræerne 13:15, 17.
Velsignelser nu og i fremtiden
6, 7. Hvilke velsignelser vil man høste hvis man underkaster sig Guds vilje?
6 Den opfordring Jehova for omtrent 2700 år siden gav Israel, er derfor også aktuel i vor tid: „Jeg, Jehova, er din Gud, den som lærer hvad der gavner, den som fører dig ad den vej du skal gå. Hvis blot du gav agt på mine bud! Da ville din fred blive som floden, og din retfærdighed som havets bølger.“ — Esajas 48:17, 18; jævnfør Første Mosebog 22:18.
7 Jehova lærer os at handle til gavn for os selv ved at leve for at gøre hans vilje — og de velsignelser vi derved vil opnå er ikke blot fred og retfærdighed her og nu. Som Jesus lovede omfatter de et fremtidigt, evigt livs velsignelser: „Dette er min Faders vilje, at enhver der ser Sønnen og tror på ham skal have evigt liv, og jeg vil oprejse ham på den yderste dag.“ — Johannes 6:40.
8. På hvilken måde er Kristi løfte om en opstandelse til trøst for os i dag?
8 Trofaste kristne der har nået en høj alder kan hente stor trøst i disse ord. Der er nu gået 72 år siden mærkeåret 1914. Satans verden har stået længere end mange havde forventet. Nogle trofaste kristne der troede at Harmagedon og den nye tingenes ordning ville komme i deres levetid, er nu døde. Men det er ikke forgæves at de indviede sig til Gud og levede for at gøre hans vilje. I overensstemmelse med sit løfte vil Jesus oprejse dem og skænke dem det evige livs velsignelser. — Johannes 5:28, 29; 1 Korinther 15:58.
Kristi sindelag
9, 10. (a) Hvad må vi væbne os med? (Filipperne 2:5-8) (b) Hvad særligt er der ved det græske ord for „sindelag“ som Peter benyttede i Første Petersbrev 4:1?
9 Hvad kan gøre det lettere for os at underkaste os Guds vilje? Ifølge Peters vejledning, der er citeret i paragraf 3, må vi væbne os med „det samme sindelag“ som Jesus havde. — 1 Peter 4:1.
10 Peter anvender her et græsk ord der kun forekommer to gange i De græske Skrifter — enʹnoia. I nogle oversættelser gengives det med „sind“, men Peter benytter ikke her det mest almindelige græske ord for „sind“, nous. Peter må altså under inspiration have haft noget særligt i tanke da han valgte dette mere usædvanlige ord. W. E. Vine, der er ekspert i græsk, oplyser at enʹnoia „betegner hensigt, agt, forsæt“. J. H. Thayers A Greek-English Lexicon definerer ordet som „en måde at tænke og føle på“.
11. Hvad kan vi lære af Jesu eksempel med hensyn til den måde vi lever på?
11 Jesu hensigt eller agt kom tydeligt til udtryk gennem hans selvopofrende handlemåde. Han førte ikke en overfladisk tilværelse der kun drejede sig om fornøjelser og adspredelser. Han vidste at han ikke havde lagt sin tilværelse i himmelen bag sig blot for at spilde nogle år med selviske gøremål på jorden. (Se modsætningen hertil i Første Mosebog 6:1, 2, 4 og Judas 6.) Han sagde for eksempel: „Jeg er ikke kommet ned fra himmelen for at gøre min vilje, men hans vilje som har sendt mig.“ (Johannes 6:38) Jesus havde altid udelukkende det for øje at virke for Faderens sag, og dette satte han altid over sin egen vilje, endda i en sådan grad at han var villig til at lide en vanærende død. — Lukas 22:42.
12, 13. (a) Hvordan lod Jesus sit sindelag komme til udtryk ved Jakobs kilde? (b) Hvad mente Jesus med ordene: „Jeg har mad at spise som I ikke kender“?
12 Selv når Jesus var træt og sulten var det åbenbart at han først og fremmest ønskede at gøre sin Faders vilje. Ved en lejlighed sad han ved Jakobs kilde mens hans disciple hentede mad. I stedet for at tage sig et velfortjent hvil indtil disciplene vendte tilbage, satte han alt ind på at gøre Guds vilje. Han gav sig i snak med en samaritansk kvinde — hvilket jøderne normalt ikke gjorde. Han åbnede hendes øjne så hun forstod mere om den sande Gud. Som følge deraf „fik mange af samaritanerne fra den by tro på ham på grund af kvindens ord“. — Johannes 4:6-26, 39-42.
13 Da hans disciple vendte tilbage tilskyndede de ham til at spise. Hvad svarede han? „Jeg har mad at spise som I ikke kender.“ Hans ord forvirrede dem indtil han tilføjede: „Min mad er at gøre hans vilje som har sendt mig, og at fuldføre hans gerning.“ Det er tydeligt at Jesus nød at underkaste sig sin Faders vilje. Det var som mad for ham, og det gav ham en tilfredsstillelse som den man føler når man har spist et dejligt måltid. Hvis vi gerne vil føle os tilfredse med det vi udretter, kan vi ikke gøre noget bedre end at følge Jesu Kristi eksempel. — Johannes 4:31-38.
Virkninger af Kristi sindelag
14. Hvad må vi have for at vi kan tilegne os Kristi sindelag? Belys dette med et eksempel.
14 Hvordan bør det berøre os at have Kristi sindelag? Hvis vi lærer at tænke på samme måde som Kristus vil vi have en indre kraft der under alle forhold vil tilskynde os til at gøre det samme som Jesus ville have gjort. (Lukas 22:42; Efeserne 4:23, 24) Denne kraft vil ikke blot skyldes frygt for straf, for eksempel tugt fra de ældste i menigheden, men en dyb værdsættelse af Jehovas love og principper. Vi kan sammenligne det med en der kun adlyder færdselsloven når politiet er i nærheden — han vil kun bøje sig for en ydre påvirkning. Men en der sætter pris på livet, elsker sin næste og kan se det fornuftige i at man har en færdselslov, vil adlyde den fordi han respekterer loven. Han har en stærk, indre motivation. — Salme 51:10.
15. (a) Hvad viser at Jesus havde en indre drivkraft? (Efeserne 4:23) (b) Hvilke eksempler viser at nogle, også i nutiden, har bevaret Kristi sindelag?
15 Jesus havde denne indre „drivkraft“. Derfor gjorde han trofast sin Faders vilje, selv om det medførte døden. Han udholdt lidelser uden at klage og uden at bebrejde sine forfølgere noget. (1 Peter 2:21-24) Fra tid til anden hænder det måske at vi som kristne bliver udsat for et lignende pres. Myndigheder der er os fjendtligt stemt vil måske prøve at hindre os i at forkynde og i at afholde vore møder, som de gjorde i Spanien under Franco og i forskellige andre europæiske lande under nazisternes besættelse. Myndighederne udsatte mange brødre og søstre for mishandling i deres bestræbelser på at få dem til at forråde de ansvarshavende brødre i deres menigheder. Trods denne forfølgelse stod hovedparten fast. (Se 1978 Yearbook of Jehovah’s Witnesses, siderne 171-2, 182-3; Jehovas Vidners årbog 1986, siderne 136-159.)
16. På hvilke måder kan vi blive prøvet i dag? Hvordan kan vi stå fast?
16 Nogle vil måske udsætte os for pres for at få os til at bryde vor kristne neutralitet eller tage imod en blodtransfusion. (Apostelgerninger 5:29; 15:28, 29) I sådanne situationer opstår spørgsmålet: Lever vi for at gøre Guds vilje eller for at gøre menneskers vilje? En kombination af kødelige ønsker og dårlige venner kan også føre til at vi udsættes for fristelser. I skolen eller på arbejdspladsen har vi måske mulighed for at ryge eller tage stoffer uden at nogen i menigheden får det at vide. Vi kunne også føle os fristede til at spille i lotteriet, eller til at begå utugt eller ægteskabsbrud. En verdslig atmosfære på arbejdspladsen kan alt for let føre til forkerte tanker og handlinger — medmindre vi som Kristus har besluttet os til at gøre Guds vilje. Hvad vil du gøre? Har du en indre drivkraft der får dig til at følge Kristi handlemåde når du udsættes for pres eller fristelser? — Efeserne 4:17-20; 1 Johannes 2:15, 16.
17, 18. (a) Hvad understreger Peter angående dem der øver synd? (b) Hvad kræver det at kunne modstå fristelsen til at synde?
17 Peter understreger yderligere hvor nødvendigt det er at gøre Guds vilje. Han giver os denne vejledning: „Det er . . . nok at I i den tid der er gået har gjort nationernes vilje, da I vandrede i skamløse gerninger, lyster, overdreven nydelse af vin [eller andre alkoholiske drikke], sviregilder, drikkelag og utilladelig afgudsdyrkelse. De finder det mærkeligt at I ikke fortsat løber sammen med dem mod den samme udsvævelsernes sump, og bliver ved med at spotte jer. Men de skal aflægge regnskab over for den der er rede til at dømme levende og døde.“ — 1 Peter 4:3-5.
18 Peter betoner her et vigtigt punkt — de der ignorerer Guds vilje skal stå ham til regnskab for det. (Jævnfør Romerbrevet 14:12 og Hebræerbrevet 13:17.) Paulus drager en lignende slutning i sit brev til kolossenserne. Han skriver: „I skal . . . gøre jeres lemmer som er på jorden, døde med hensyn til utugt, urenhed, seksuel lidenskab, skadeligt begær, og havesygen, som er afgudsdyrkelse. På grund af disse ting kommer Guds vrede.“ De der øver sådanne ting lever afgjort ikke for at gøre Guds vilje, men for at tilfredsstille deres egne urene lyster. Det er dog muligt at rive sig løs fra en sådan moralsk fornedrelse, for Paulus fortsætter: „I dem vandrede også I engang, da I plejede at leve i dem.“ — Kolossenserne 3:5-7; Efeserne 4:19; se også Første Korintherbrev 6:9-11.
Forstå hvad Jehovas vilje er
19. Hvordan viser mange nu at de lever for at gøre Jehovas vilje? (Romerne 12:1, 2)
19 Over tre millioner mennesker har nu indset hvad Guds vilje er i disse sidste år af det 20. århundrede. De forkynder derfor nidkært den gode nyhed om Guds rigsregering. (Apostelgerninger 8:12; Markus 13:10) De lever ikke kun for sig selv, som de fleste andre gør. De ved at Gud snart vil gøre ende på denne fordærvede ordning, og de bringer ofre for at hjælpe andre til at opnå nøjagtig kundskab om dette, i overensstemmelse med apostelen Paulus’ vejledning: „Se . . . nøje til hvordan I vandrer, at det ikke er som uvise men som vise, idet I køber jer den belejlige tid, fordi dagene er onde. Ophør derfor med at være ufornuftige, men bliv ved med at forstå hvad Jehovas vilje er.“ — Efeserne 5:15-17.
20, 21. (a) Hvordan bør vi se på livets gave? (Jakob 4:13-17) (b) Hvordan kan vi undgå at blive formet efter denne verden?
20 Livet er som et glas dejligt, koldt vand. I de første årtier af ens levetid nyder man „vandet“ i fulde drag, uden tanke for at det kan slippe op. Men en dag begynder man at spekulere over hvor mange „år“ der mon er tilbage i „glasset“! Det er dog et spørgsmål som ingen af os kan besvare. Derfor er det vigtigt at vi lever vort liv med tanke på det ansvar vi har over for Gud og næsten. Ja, det er yderst vigtigt at vi tager Guds vilje i betragtning og ikke kun tænker på vor egen selviske vilje. — Mattæus 7:21, 24, 26.
21 Men da vi lever i en verden der beherskes af Satans ånd, er det ikke altid let at leve for at gøre Guds vilje. (Åbenbaringen 12:9) I et forsøg på at få os til at gøre verdens vilje og antage dens holdninger, lægges der et konstant pres på os. Nogle i menigheden kan endda blive så påvirkede af verdens modeluner at de begynder at ligne kopier af berømtheder fra underholdningsbranchen. Paulus’ vejledning er derfor meget aktuel: „Lad jer ikke forme efter denne tingenes ordning, men lad jer forvandle gennem en fornyelse af jeres sind, så I kan forvisse jer om hvad der er Guds gode, velbehagelige og fuldkomne vilje.“ — Romerne 12:2.
22. (a) Hvad er Guds vilje i vor tid? (b) Hvordan kan vi vise at vi lever for at gøre Guds vilje? (c) Hvilke velsignelser venter der dem som lever for at gøre Guds vilje?
22 Guds vilje er at „denne gode nyhed om riget“ forkyndes over hele jorden før han gør ende på den nuværende verdensorden. (Mattæus 24:14; Åbenbaringen 14:6, 7) Dette giver os så meget mere grund til at reagere på behovet for flere heltidstjenere hvis vore omstændigheder tillader det. Det giver også ældste og menighedstjenere grund til at stille sig til rådighed og flytte til menigheder der har behov for deres hjælp. Og det giver alle Jehovas vidner en vægtig grund til at være sande kristne vidner — så de ikke blot er kristne af navn men også af gavn, idet de lever for at gøre Guds vilje nu og for evigt. Vi ved at hvis vi gør det ’vil vi samle os værdier som en god grundvold for den kommende tid, så vi kan få et fast greb om det virkelige liv’. — 1 Timoteus 6:19.
Hvad vil du svare?
■ Hvordan viste Jesus at han levede for at gøre Guds vilje?
■ Hvilke velsignelser kan de der lever for at gøre Guds vilje opnå?
■ Hvilken indstilling havde Kristus til det at gøre Guds vilje?
■ Hvad bør vor indre ’drivkraft’ få os til at gøre?
■ Hvilket syn bør vi have på livet?
[Illustration på side 21]
Får værdsættelse af loven dig til at adlyde den? Eller adlyder du kun loven når der er en politibetjent i nærheden?