Athens agora — oldtidsbyens „hjerte“

ATHENS intellektuelle var i oprør. Det var almindeligt at nye tanker og idéer blev fremført på denne græske bys agora eller torv. Men denne gang var det noget andet. Der gik rygter om at en jøde som lige var ankommet til byen, ’forkyndte fremmede guddomme’. Han kom med bemærkelsesværdige udtalelser over for „dem som tilfældigvis var til stede“. „Hvad er det mon dette snakkehoved vil sige?“ spurgte de stolte epikuræere og de alvorlige stoikere. Athens agora var dengang stedet hvor man åbent debatterede alt mellem himmel og jord. Men at indføre nye, fremmede guder — det var at gå for vidt! — Apostelgerninger 17:17, 18.

Så mistænksomt reagerede athenerne da apostelen Paulus for første gang forkyndte for dem på Athens agora. Han talte om Jesus Kristus og opstandelsen. Men hvad var det der var så usædvanligt ved at bringe den slags nytænkning til torvs i en tilsyneladende fordomsfri kultur som athenernes?

Athen får sit torv

Det usædvanlige var i virkeligheden selve agoraen, og den fremtrædende rolle dette torv spillede for athenernes religion og kultur. Athens agora er et svagt skrånende område på cirka 100.000 kvadratmeter beliggende nordvest for Akropolis. I begyndelsen af det sjette århundrede før vor tidsregning, mens den athenske statsmand og lovgiver Solon levede, blev det tilsyneladende besluttet at byens torv skulle ligge dér. Demokratiets indførelse i Athen medførte at bylivet blev prioriteret højere, og det gav anledning til en hektisk byggeaktivitet i begyndelsen af det følgende århundrede. Agoraen fik nyt liv og kom til at spille en større rolle.

Det græske ord agora stammer fra et udsagnsord som betyder „at samle“ eller „at forsamle“, og det harmonerer fint med at agoraen var byens foretrukne mødested. Den blev centrum for byens samfunds- og folkeliv, og her lå byens administration og domstole. Den var hovedsæde for handels- og erhvervslivet, her lå teatre som opførte græske dramaer, og her kunne man se opvisninger i atletik. Det var også her man foretrak at debattere emner af intellektuel art.

Kunne du tænke dig at få en rundvisning og se hvad der er tilbage af templer, søjlegange, statuer, monumenter og offentlige bygninger på Athens agora? Lad os for at få et indtryk af agoraens fortid lægge den moderne bys støj og travlhed bag os og gå en tur ad grusstierne mellem de tavse ruiner af marmor, udhuggede sten og smuldrende portaler tilgroet med ukrudt og vilde planter.

Templer, altre og skytsguder

De mange templer, altre og helligdomme der er viet til forskellige guder, imponerer de besøgende. Alt dette var med til at gøre agoraen til et større center for tilbedelse, kun overgået af Akropolis. I Athens guldalder var alle grene af samfundslivet påvirket af religion. Som følge heraf blev der på Agoraen opført tempelhelligdomme for de guddomme der var udpeget som „skytsguder“ for regeringens ministerier og kontorer.

En af de fremtrædende helligdomme var Hefaisteion, templet hvor guden Hefaistos og gudinden Athena blev dyrket. De blev begge tilbedt som skytsguder for kunst og håndværk. Arkæologiske fund af potteskår og arbejder udført i metal på dette tempels område har identificeret det med Hefaistos, den græske gud for kunsthåndværk som fremstilles ved brug af ild. Dette velbevarede tempel blev, formentlig i det syvende århundrede, omdannet til en græsk-ortodoks kirke for Sankt Georg, men den bruges ikke som kirke i dag.

Agoraen havde selvfølgelig sin egen skytsgud. Det var Zeus Agoraios, talekunstens formodede skaber, som man havde tilegnet et udsmykket alter udhugget i kostbar marmor fra Pentelikon (marmora Pentilica). I nærheden fandtes et alter for gudernes Store Moder, flankeret af en imponerende række monumenter for forskellige helte.

Lidt længere henne ad vejen finder vi et lille jonisk tempel. Geografen Pausanias identificerede denne bygning som værende et tempel for Apollon Patroos. Af hvilken grund? Fordi Apollon ifølge en græsk legende fra oldtiden var fader til Ion, stamfaderen til jonerne, som athenerne tilhørte.a I denne egenskab var Apollon en af skytsguderne for statens administration, især i forbindelse med byens forskellige broderskaber.

Lige nord for dette tempel finder vi limstensresterne af et mindre tempel, bygget i midten af det fjerde århundrede før vor tidsregning. Her tilbad man Zeus og Athena Phatrios, de mest fremtrædende guder i forfædrenes religiøse broderskaber. Medlemskab af disse broderskaber var på det nærmeste en forudsætning for at blive borger i Athen. På den anden side af gaden finder vi resterne af Tolvgudealteret.

I den nærliggende søjlegang for Zeus Eleutheros ærede man igen den øverste græske guddom, denne gang som frihedens og frelsens gud. Denne søjlegang, eller stoa, var et yndet sted at mødes eller promenere. Det siges at den berømte filosof Sokrates mødtes her med sine venner for at sludre og slentre omkring. Denne søjlegang var prydet med mange indviede genstande og ofre som havde direkte forbindelse med bevarelsen af byens frihed eller dens udfrielse af fjendens hånd. Eksempelvis ofrede man skjoldene fra krigere der havde mistet livet i kamp for at forsvare Athen.

Den Panathenæiske Vej

Den brede grusvej der løber diagonalt hen over agoraen, kaldes den Panathenæiske Vej. Dens navn og særlige karakter stammer fra Athens nationalfest, panathenæerfesten. Under denne fest blev gudinden Athenas slør båret i procession ad denne vej fra optogshuset (ved siden af byporten) til Akropolis. En frise på Parthenontemplet giver os et billede af festprocessionens pomp og pragt — kavaleriet, væddeløbsvognene, de køer og får der skulle ofres, og de unge mænd og piger som bar de remedier der skulle bruges i forbindelse med ofringen. Processionen blev overværet af Athens borgere og deres gæster, hvis bekvemmelighed agoraens arkitekter rigeligt havde tilgodeset da de planlagde byggeriet. Søjlegangene med deres terrasser og trin var for eksempel anbragt helt rigtigt i forhold til den vej processionen fulgte. De talrige trin man havde udhugget, gav plads til mange tilskuere.

„Fuld af afguder“

I betragtning af de mange templer, statuer og monumenter der var samlet på dette sted, er det ikke så mærkeligt at Paulus’ ånd ’oprørtes over at se at byen var fuld af afguder’. (Apostelgerninger 17:16) Det Paulus så da han gik ind på agoraen, må have chokeret ham. Der stod så mange fallosstatuer af guden Hermes at en hel søjlegang var nødvendig for at rumme dem. Denne søjlegang kaldes Hermes’ stoa. På malede billeder af Hermes er hans klæder forsynet med svastika — symbolet på frugtbarhed og liv. Der var en statue af Venus Genetrix, den erotiske kærligheds gudinde, og en af Dionysos med adskillige falliske kors. At agoraen var „hellig“, blev understreget af en grænsesten med et lille bassin hvori der var „helligt“ vand. Alle der gik ind på agoraen, skulle først rense sig ceremonielt med dette vand.

I betragtning af byens dybt religiøse atmosfære er det ikke svært at forstå at Paulus befandt sig i en særdeles farlig situation. Han var mistænkt for at ’forkynde fremmede guddomme’, og den daværende lov foreskrev at ’ingen person måtte have nogen særskilte eller nye guder; han måtte heller ikke privat tilbede fremmede guder medmindre de først var blevet offentlig godkendt’. Det er ikke så mærkeligt at apostelen blev ført til Areopagus for at blive forhørt. — Apostelgerninger 17:18, 19.

Athens administrationscenter

Den athenske regerings hovedsæde befandt sig i en rund bygning der blev kaldt Tholos. Mange af byens embedsmænd overnattede i denne bygning så der altid var ansvarlige tjenestemænd til stede. I Tholos opbevarede man også et sæt standarder for mål og vægt. Administrationskontorer for de forskellige departementer fandtes i nærheden. Rådhuset lå på en terrasse i et indhug i bjergskråningen nordvest for Tholos. Her holdt de 500 rådmænd deres møder, her foregik udvalgsarbejdet, og her udarbejdede man lovforslag til den lovgivende forsamling.

En anden vigtig offentlig bygning var den kongelige stoa. I denne stoa havde Athens kongearchont — en af byens tre ledende øvrighedspersoner — sæde. Herfra varetog han mange af sine administrative pligter af religiøs og juridisk art. Det var sandsynligvis her Sokrates skulle møde op da han blev anklaget for gudsbespottelse. Athens fædrene love var indgraveret på facaden af en bygning lige over for den kongelige stoa. Archonterne, eller de ledende øvrighedspersoner, stod på en sten anbragt foran samme bygning når de hvert år skulle aflægge deres embedsed.

Attalos’ stoa

Den mest velbevarede bygning på agoraen er Attalos’ stoa. Som ung havde Attalos, Pergamums konge (andet århundrede før vor tidsregning), som så mange andre unge af kongeslægt i Middelhavsområdet studeret ved de athenske skoler. Da han besteg tronen, skænkede han byen hvor han havde fået sin uddannelse, denne prægtige gave — Attalos’ stoa.

Attalos’ stoa fungerede først og fremmest som en afskærmet og elegant promenade hvor man kunne mødes uformelt og konversere. Gulvene og terrassen gav rigelig plads til dem der ønskede at se processionerne, og denne stoas popularitet som promenade har givetvis også gjort den til et foretrukkent indkøbscenter. Formentlig blev forretningerne lejet ud til købmændene af staten, som på den måde opnåede en indtægt.

Attalos’ stoa er, efter at man har rekonstrueret den, et meget fint eksempel på geometrisk design. Dens proportioner i almindelighed, den tiltalende variation i størrelsen på de øverste og de nederste søjler, samspillet mellem lys og skygge, de kostelige og smukke materialer, alt sammen er det med til at gøre denne søjlegang unik. Monotonien brydes på forskellig vis, især ved at man har anvendt tre forskellige kapitæler — doriske, joniske og ægyptiske.

Et center for kulturelle aktiviteter

Mange kulturelle begivenheder i Athen foregik på scenen i koncertsalen. Den var en gave fra Vipsanius Agrippa, en svigersøn af den romerske kejser Augustus. Pladsen foran tilskuerne var belagt med marmor i mange forskellige farver. Auditoriet, som havde siddeplads til cirka 1000 tilskuere, havde en buevidde på 25 meter og var oprindelig overdækket af et tag som ikke var understøttet indefra. Denne tagkonstruktion var et af oldtidens dristigste eksperimenter af sin art. Set i lyset af de kristne moralnormer har størstedelen af den underholdning der blev præsenteret i denne sal, dog formentlig været af tvivlsom karakter. — Efeserne 5:3-5.

Oldtidens videbegærlige har sandsynligvis besøgt Pantainos’ bibliotek. Væggene var fyldt med små rum hvori man opbevarede håndskrevne ruller af papyrus og pergament. Bibliotekets hovedsal lå i vestsiden, og gennem en række søjler havde man udsigt til en gårdsplads — et dejligt sted at spadsere, læse eller meditere. Man har fundet en inskription med to af bibliotekets regler. De lød: „Ingen bog må fjernes [fra biblioteket],“ og „[Biblioteket] har åbent fra den første til og med den sjette time.“

Agoraen i dag

I de senere år er Athens agora næsten blevet fuldstændig udgravet af American School of Classical Studies. Dens fredelige beliggenhed i skyggen af det knejsende Akropolis har gjort den til et yndet sted for turister som gerne vil have et lille indblik i Athens oldtidshistorie.

Går man i ro og mag et lille stykke væk fra agoraen og Akropolis, kommer man til Monastiraki loppemarked — endnu en fascinerende oplevelse. Her får man et overraskende, men meget tiltalende indtryk af græsk folklore og Mellemøstens orientalske basarmiljø, hvor man tinger om prisen. Derudover vil turisten naturligvis også møde glade Jehovas vidner der er optaget af nøjagtig det samme arbejde som apostelen Paulus udførte på dette sted for mere end 1900 år siden, nemlig at forkynde den gode nyhed om Riget for ’dem som tilfældigvis er til stede’.

[Fodnote]

[Ramme på side 28]

Handelslivet i Athen

Agoraen var ikke kun Athens „hjerte“ i bymæssig og intellektuel forstand. Athen blev et handelscenter der var berømt både for sin hårde valuta og sine strenge archonter, som var bemyndiget til at sørge for at alle forretningsmæssige transaktioner foregik på ærlig og retfærdig vis.

Athen eksporterede vin, olivenolie, honning, marmor og industriprodukter som keramik og forarbejdet metal. Som betaling importerede man hovedsagelig hvede. Eftersom produktionen af handelsvarer i Attika (området omkring Athen) ikke var tilstrækkelig til at brødføde områdets indbyggere, var handelsrestriktionerne stramme. Markedet i Piræus (Athens havneby) skulle altid ligge inde med så mange friske fødevarer at det dækkede både byens og hærens behov. Og det var ikke tilladt de handlende at oplagre varer for at sælge dem til højere priser når forsyningerne var knappe.