Et kristent syn på begravelsesskikke

DET er dybt tragisk pludselig at miste en elsket slægtning eller ven i døden. Det kommer som et chok, og man overvældes af en intens følelsesmæssig smerte. Det er en lidt anden situation hvis den man elsker, dør efter en lang og smertefuld sygdom, men sorgen og følelsen af et stort tab er den samme.

Uanset hvordan det forholder sig, har den efterladte brug for støtte og trøst. En sørgende kristen bliver måske også udsat for forfølgelse fra nogle der insisterer på at følge ubibelske begravelsesskikke. Det er almindeligt i mange afrikanske lande og i andre dele af verden.

Hvad kan hjælpe en sørgende kristen til ikke at blive forledt til at følge ubibelske begravelsesskikke? Hvordan kan trosfæller støtte den efterladte i denne svære tid? Svarene på disse spørgsmål er af interesse for alle der ønsker at tjene Jehova, for „den form for tilbedelse der er ren og ubesmittet for vor Gud og Fader er denne: at se til faderløse og enker i deres trængsel, og at holde sig uplettet af verden“. — Jakob 1:27.

Falsk lære

Mange begravelsesskikke er forbundet med den udbredte opfattelse at de døde lever videre i forfædrenes usynlige verden. For at formilde dem føler mange sørgende sig forpligtede til at udføre visse ritualer. Eller de er bange for at mishage naboer som mener at det vil skade lokalsamfundet hvis ritualerne ikke udføres.

En sand kristen vil ikke give efter for menneskefrygt og deltage i skikke der mishager Gud. (Ordsprogene 29:25; Mattæus 10:28) Bibelen viser at de døde er uden bevidsthed, for der står: „De levende ved nemlig at de skal dø, men de døde ved slet ingenting . . . for der er hverken virksomhed eller planlægning eller kundskab eller visdom i Sheol hvor du går hen.“ (Prædikeren 9:5, 10) I fortiden forbød Jehova Gud derfor sit folk at prøve at behage de døde eller at kommunikere med dem. (5 Mosebog 14:1; 18:10-12; Esajas 8:19, 20) Disse sandheder fra Bibelen er uforenelige med mange gængse begravelsesskikke.

Seksuel renselse

I nogle centralafrikanske lande forventes det at den afdødes ægtefælle har kønslig omgang med en nær slægtning til den afdøde. Hvis det ikke sker, mener man at den døde vil skade de efterladte i familien. Dette ritual kaldes seksuel renselse. Men ifølge Bibelen er det „utugt“ at have kønsligt samvær uden for ægteskabet. Eftersom kristne skal ’flygte fra utugt’, afholder de sig modigt fra at følge denne ubibelske skik. — 1 Korinther 6:18.

Da Mercya mistede sin mand i 1989, ville hendes slægtninge have at hun gennemgik denne ’seksuelle renselse’ med en mandlig slægtning. Det nægtede hun, idet hun forklarede at ritualet var i strid med Guds lov. Hendes slægtninge overfusede hende og gik frustrerede deres vej. En måned senere plyndrede de hendes hjem og stjal blikpladerne på taget. „Din religion kan sørge for dig,“ sagde de.

Menigheden trøstede Mercy og byggede endda et nyt hus til hende. Det gjorde så stort indtryk på nogle af naboerne at de besluttede sig for at deltage i projektet. Høvdingens katolske kone var den første der kom med græs til taget. Mercys trofasthed gjorde også et stort indtryk på hendes børn. Fire af dem har siden indviet sig til Jehova, og en søn har for nylig gennemgået Skolen for Udnævnte Tjenere.

På grund af skikken med „seksuel renselse“ har nogle kristne ladet sig presse ind i et ægteskab med en ikketroende. For eksempel giftede en enkemand på over 70 sig forhastet med en ung pige der var i familie med hans afdøde kone. På den måde kunne han sige at han havde overholdt den seksuelle renselse. En sådan handlemåde strider imidlertid mod Bibelens råd til kristne om ’kun at gifte sig i Herren’. — 1 Korinther 7:39.

Ceremoniel ligvagt hele natten

I mange lande samles de sørgende i den afdødes hjem og holder ligvagt hele natten ved blandt andet at feste og spille høj musik. Man mener at det kan formilde den døde og beskytte de efterladte mod trolddom. Der holdes smigrende taler for at vinde den afdødes gunst. Imellem talerne synger de sørgende en religiøs sang. Det kan fortsætte lige til den lyse morgen.b

En sand kristen deltager ikke i ceremonier hvor man ’sidder vagt’ ved liget hele natten. Bibelen viser nemlig at de døde hverken kan hjælpe eller skade de levende. (1 Mosebog 3:19; Salme 146:3, 4; Johannes 11:11-14) Bibelen fordømmer også spiritisme. (Åbenbaringen 9:21; 22:15) Det kan imidlertid være vanskeligt for en kristen enke at hindre andre i at udføre spiritistiske handlinger i hendes hjem. De insisterer måske på at holde ligvagt hele natten. Hvad kan medtroende gøre for at hjælpe efterladte der udsættes for sådanne trængsler?

Menighedens ældste har ofte kunnet hjælpe de efterladte ved at ræsonnere med slægtninge og venner. Efter en sådan samtale har disse måske indvilliget i stille og roligt at forlade hjemmet og komme igen på et senere tidspunkt til begravelsen. Men hvad skal man gøre hvis nogle af slægtningene bliver aggressive, ja, måske endda voldelige, når man forsøger at tale dem til fornuft. ’En Herrens træl bør ikke strides med nogen, men finde sig i ondt.’ (2 Timoteus 2:24) Hvis usamarbejdsvillige slægtninge med magt vil bestemme hvilke skikke der skal følges, er en kristen enke og hendes børn måske ikke i stand til at afværge det. Men de vil ikke deltage i nogen ubibelsk ceremoni i deres hjem, for de ønsker at adlyde Bibelens bud: „Lad jer ikke spænde i ulige åg med ikketroende.“ — 2 Korinther 6:14.

Dette princip gælder også selve begravelsen. Jehovas vidner deltager ikke i sang, bøn eller ritualer der ledes af en præst fra et trossamfund der ikke følger Bibelens lære. Hvis kristne der er nære slægtninge til den afdøde, synes de er nødt til at overvære en sådan begravelse, deltager de ikke aktivt i alt dette. — 2 Korinther 6:17; Åbenbaringen 18:4.

En værdig begravelse

Når Jehovas Vidner forretter en begravelse, bruger de ikke ritualer der har til hensigt at formilde de døde. Der holdes et bibelsk foredrag enten i rigssalen, i kapellet, i den afdødes hjem eller ved gravstedet. Hensigten med foredraget er at trøste de efterladte ved at forklare hvad Bibelen siger om døden og om opstandelseshåbet. (Johannes 11:25; Romerne 5:12; 2 Peter 3:13) Der synges måske en sang med en bibelsk tekst, og begravelsen afsluttes med en trøstende bøn.

Denne form for begravelse blev for nylig forrettet for et Jehovas vidne der var lillesøster til Nelson Mandela, Sydafrikas præsident. Efter begravelsen takkede præsidenten oprigtigt taleren. Der var mange rangspersoner og højtstående embedsmænd til stede. „Det er den mest værdige begravelse jeg nogen sinde har overværet,“ sagde et regeringsmedlem.

Kan man bære sørgeklæder?

Jehovas vidner sørger når en af deres kære dør, og måske græder de også, ligesom Jesus gjorde. (Johannes 11:35, 36) Men de mener ikke at det er nødvendigt at vise sin sorg offentligt ved at gå i særligt tøj. (Jævnfør Mattæus 6:16-18.) I mange lande forventes det at enker bærer særlige sørgeklæder for at formilde den døde. Dette tøj skal de gå med i flere måneder eller helt op til et år efter begravelsen, og når det lægges væk, fester man.

Hvis man ikke viser ydre tegn på sorg, betragtes det som en fornærmelse mod den døde. Af den grund har stammehøvdinger flere steder i Swaziland jaget Jehovas vidner væk fra deres hjem og jordstykker. Men deres åndelige brødre andre steder har altid sørget for sådanne trofaste kristne.

Landsretten i Swaziland har imidlertid afgjort sagen til Jehovas vidners fordel og bestemt at de skulle have deres hjem og jordstykker tilbage. I et andet tilfælde fik en kristen enke lov til at blive boende i sit hjem efter at have fremvist et brev og afspillet en båndoptagelse hvori hendes afdøde mand udtrykkeligt havde givet til kende at hans kone ikke skulle bære sørgeklæder. På den måde kunne hun bevise at hun viste sin mand respekt.

Det er af stor værdi at man klart og tydeligt skriver ned hvordan man ønsker at ens begravelse skal foregå, især på steder hvor det er almindeligt at følge ubibelske skikke. For eksempel udfærdigede Victor, som bor i Cameroun, et dokument hvori han udførligt beskrev hvordan hans begravelse skulle foregå. I hans familie var der mange indflydelsesrige personer der tilhørte en kultur med stærke traditioner i forbindelse med de døde, deriblandt tilbedelse af menneskekranier. Eftersom Victor var respekteret i familien, vidste han at hans kranium sandsynligvis ville blive behandlet på denne måde. Klart og tydeligt beskrev han hvordan Jehovas Vidner skulle forrette hans begravelse. Det gjorde situationen nemmere for hans kone og børn, og der blev aflagt et godt vidnesbyrd dér på egnen.

Undgå at efterligne ubibelske skikke

Nogle som har kendskab til Bibelen, har været bange for at skille sig ud. For at undgå forfølgelse har de forsøgt at formilde deres naboer ved at give det udseende af at de holdt den traditionelle ligvagt for den døde. Man bør selvfølgelig besøge den efterladte for at trøste vedkommende, men det betyder ikke at man hver aften før den egentlige begravelse skal holde en mindre begravelseshøjtid i den afdødes hjem. Derved kunne man bringe iagttagere til snublen og fald, for det kunne give dem det indtryk at deltagerne ikke virkelig tror på det Bibelen siger om de dødes tilstand. — 1 Korinther 10:32.

Bibelen opfordrer kristne til at sætte tilbedelsen af Gud først i deres liv og bruge deres tid klogt. (Mattæus 6:33; Efeserne 5:15, 16) Men nogle steder er al aktivitet i menigheden blevet indstillet i en uge eller mere på grund af en begravelse. Det er ikke kun et problem i Afrika. I forbindelse med en begravelse siger en rapport fra Sydamerika: „Der var meget lavt fremmøde ved tre kristne møder. I ti dage var der ikke nogen som gik ud i forkyndelsen. Selv folk uden for menigheden og bibelstudieelever var overraskede og skuffede over at nogle af vore brødre og søstre deltog [i begravelsesaktiviteter].“

I nogle lande inviterer den efterladtes familie måske nogle få nære venner hjem til en let forfriskning efter begravelsen. Men i mange dele af Afrika strømmer flere hundrede som har overværet begravelsen, til den afdødes hjem og forventer at der holdes en fest, hvor der ofte bliver ofret dyr. Nogle der kommer i den kristne menighed, har efterlignet denne skik, hvilket har givet andre det indtryk at de holder de traditionelle fester for at formilde den døde.

Begravelser der holdes af Jehovas Vidner, lægger ikke en økonomisk byrde på den efterladte. Det skulle derfor ikke være nødvendigt at have en særlig ordning hvor de tilstedeværende giver penge for at dække udgifterne til en overdådig begravelse. Hvis fattige enker ikke kan dække de nødvendige udgifter, vil andre i menigheden sikkert gerne hjælpe. Hvis denne hjælp ikke er tilstrækkelig, kan de ældste sørge for at de trængende får materiel hjælp. — 1 Timoteus 5:3, 4.

Det er ikke alle begravelsesskikke der strider imod Bibelens principper. Men når de gør, er kristne besluttede på at følge Bibelen.c (Apostelgerninger 5:29) Selv om det kan give problemer, kan mange af Guds tjenere bevidne at de har klaret sådanne prøvelser. Det har de kunnet gøre med styrke fra Jehova, „al trøsts Gud“, og med kærlig hjælp fra medtroende som har trøstet dem i deres trængsler. — 2 Korinther 1:3, 4.

[Fodnoter]

[Ramme på side 23]

Velsignet for deres faste standpunkt

Sibongili er en modig kristen enke der bor i Swaziland. Da hendes mand for nylig døde, nægtede hun at følge skikke som mange mener vil formilde de døde. For eksempel ville hun ikke lade sig kronrage. (5 Mosebog 14:1) Det blev otte i familien vrede over, og de kronragede hende med magt. De hindrede også Jehovas vidner i at besøge Sibongili for at trøste hende. Men andre der var interesserede i Bibelen, var glade for at kunne besøge hende med opmuntringsbreve fra de ældste. Den dag Sibongili ifølge traditionen skulle iføre sig særlige sørgeklæder, skete der noget overraskende. En indflydelsesrig slægtning arrangerede et møde for at drøfte hvorfor hun nægtede at følge de traditionelle sørgeskikke.

Sibongili fortæller: „De spurgte mig om min religiøse overbevisning tillod mig at vise sorg ved at gå med en sort sørgekjole. Da jeg havde forklaret mit standpunkt, sagde de at de ikke ville tvinge mig. Til min overraskelse sagde de undskyld for at de med vold og magt havde kronraget mig. De bad mig alle tilgive dem.“ Senere sagde Sibongilis søster at hun mente Jehovas vidner havde den sande tro, og hun bad om et bibelstudium.

Et andet eksempel er en sydafrikansk mand ved navn Benjamin. Han var 29 år da han hørte at hans far pludselig var død. På det tidspunkt var Benjamin det eneste Jehovas vidne i familien. Under begravelseshøjtiden skulle alle gå forbi graven og kaste en håndfuld jord på kisten.d Efter begravelsen lod de nærmeste familiemedlemmer sig kronrage. Eftersom Benjamin ikke deltog i disse ritualer, forudsagde naboer og familie at han ville blive straffet af sin afdøde fars ånd.

„Fordi jeg stolede på Jehova, skete der mig ikke noget,“ siger Benjamin. Det lagde familien også mærke til, og med tiden begyndte flere af dem at studere Bibelen sammen med Jehovas vidner og blev døbt som symbol på deres indvielse til Gud. Hvordan gik det Benjamin? Han blev heltidsforkynder. I de sidste par år har han haft den forret at besøge Jehovas Vidners menigheder som rejsende tilsynsmand.

[Fodnote]

[Ramme på side 24]

Begravelse på Bibelens tid

På Bibelens tid tillagde man begravelsen af en død stor betydning.

Abraham, den første om hvem det direkte siges at han forrettede en begravelse, var villig til at betale et anseligt beløb for et egnet gravsted. Hetitterne (Hets sønner), som han købte stedet af, havde selv gode gravsteder. (1 Mosebog 23:3-20) Hulen som Abraham købte, blev et familiegravsted hvor hans kone og siden han selv, samt Isak, Rebekka, Lea og Jakob blev begravet. — 1 Mosebog 25:9; 49:29-32.

Det lå Jakob stærkt på sinde at han ikke blev begravet i Ægypten, men hos sine forfædre. På sit dødsleje sagde han til sin søn Josef: „Jeg beder dig, begrav mig ikke i Ægypten. Men jeg skal ligge hos mine fædre, og du skal bære mig ud af Ægypten og begrave mig i deres grav.“ Og Josef svarede: „Jeg vil handle efter dit ord.“ (1 Mosebog 47:29-31) Hans legeme måtte derfor balsameres så det kunne holde sig i det varme klima under rejsen fra Ægypten til Makpelas hule. — 1 Mosebog 50:1-3, 13.

Josef gav selv udtryk for et lignende ønske, og hans legeme blev derfor også balsameret, hvorefter det blev lagt i en kiste som stod i Ægypten indtil udgangen derfra. (1 Mosebog 50:24-26; Josua 24:32) Dette ønske udsprang uden tvivl af familiens tro på Guds løfter og var et udtryk for overbevisningen om at løfterne en dag ville blive opfyldt. — Hebræerne 11:13-22, 39.