Korinth — Byen mellem tvende have

„FOLK i gammel tid troede at guderne virkelig eksisterede. Af og til gør jeg det også selv.“ Sådan sagde vores guide da hun førte os rundt mellem ruinerne af templerne for Apollon, Afrodite, Hermes, Herkules og Poseidon. Der var regn i luften, og vi hørte en svag rumlen af et uvejr under opsejling. „Zeus,“ sagde hun med et smil.

Om morgenen havde der vist sig tordenskyer over Parnassos-bjerget. De bredte sig hurtigt ud over Den Korinthiske Havbugt og hang nu truende over os. Vores guide var dog i højt humør og fortsatte med at fortælle gamle historier om Grækenlands storhed og kristendommens indtog. Med megen charme blandede hun kendsgerninger, fantasi, historie og mytologi og lod bygningerne genopføre for vort indre blik, idet hun befolkede dem med mennesker af kød og blod fra en svunden tid.

Vi var ikke bange for regnvejr. Det regner sjældent på Peloponnes. Denne halvø mod syd er faktisk et af Grækenlands tørreste områder! Kun Athen er mere tør. Når det endelig regner er det til gengæld ikke en blid støvregn, men regn i stride strømme, ja skybrud som eroderer alle forhøjninger bort og beriger den korinthiske slette med opslæmmet muldjord.

Korinth er berømt for mangt og meget, men vi havde ikke ventet at det blandt andet var for et landbrugsprodukt. De små velsmagende korender (rosiner) som dyrkes mange steder på jorden, blandt andet i Californien, har deres navn efter Korinth i Grækenland.

Byens rigdomme

Den frugtbare jord kan være en af grundene til at Homer gav byen tilnavnet „det rige Korínthos“. Men det var som havneby i umiddelbar nærhed af både Det Ioniske Hav og Det Ægæiske Hav at Korinth fik størstedelen af sin velstand. Horats kaldte den „bimarisve Corinthi“, det vil sige: ’det tohavede Korinth’. Hvordan kunne byen ligge ud til to have? Fordi den lå på den sydlige del af den landtange (græsk: isthmosʹ) som forbandt Peloponnes med det græske hovedland.

Korinth tjente godt på begge sine havne, og på den afgift der blev opkrævet for transport af fragtgods og mindre skibe ad en trækvej grækerne kaldte diʹolkos. Der blev også svaret afgift af landtransporter mellem nord og syd. Derfor var det ikke så mærkeligt at Filip II, Alexander den Stores fader, betragtede Korinth som en hjørnesten i opbygningen af sit kongerige.

Forfald og genopblomstring

Men alt dette ligger århundreder tilbage. I dag er Den Korinthiske Havbugt og Den Saroniske Bugt forbundet med en kanal, og store lastbiler drøner forbi på motorvejen uden om landsbyen Gammel-Korinth. Hverken søfolk, lastbilchauffører eller folk i landsbyen ænser at Korinth engang var Middelhavets dragende storstad. Kun turister og arkæologer lokkes til af nysgerrighed, medbringende deres film eller graveskeer.

I 146 f.v.t. blev Korinth næsten totalt ødelagt og affolket af den romerske konsul Mummius. Men efter at byen havde ligget i grus i hen ved hundrede år, blev den genopbygget af Julius Cæsar og udviklede sig til en kosmopolitisk romersk koloni der sværmede for græsk kultur.

Da den kristne apostel Paulus kom til Korinth et hundrede år senere, var Korinth atter en blomstrende, pulserende by. Om dagen var borgerne optaget af byggeri, håndværk og handel. Om natten blev der holdt fester og sviregilder i afgudstemplerne og på udskænkningsstederne, mens folk ravede rundt i de mørke gader for at tilfredsstille kødets lyster. Skønt Korinth var foregangsby i løssluppenhed og alle og enhver vidste hvad „en korinthisk pige“ var, praktiserede grækerne ikke religiøs prostitution. Den velkendte, men tvivlsomme, oplysning at Korinth husede et tusind piger viet til Afrodite, stammer fra geografen Strabon, der levede i det første århundrede f.v.t. Han sagde dog også at disse piger hørte hjemme i en fjern, før-romersk periode.

Fantasien får vinger

Mens vi gik hen ad Lechaion-vejen, en gammel færdselsåre der forbandt den vestlige havn med byens centrum, udpegede vores guide rester af offentlige bygninger, templer, boder, et kødtorv og et offentligt latrin, alt klumpet sammen i én stor forvirring.a Den manglende byplanlægning gav os en idé om hvilket livligt gadebillede der må have mødt Paulus — et travlt menneskemylder af snakkesalige dagdrivere, slaver, handlende og forretningsfolk.

For enden af gaden kunne vi høre vandet klukke i Peirene-brønden. Den underjordiske kilde leverede koldt vand til boderne med fordærvelige varer, vaskevand til håndværkerne samt skyllevand til latrinet. Det vides ikke om det kristne ægtepar Akvila og Priskilla havde deres teltmagerbutik i dette kvarter. (Apostelgerninger 18:1-3) Blot få meter derfra, på trapperne op til agoraen (torvet), har arkæologerne fundet en overligger fra en synagoge. Dette må have været et jødisk kvarter. Vi forestiller os begejstret at Titius Justus’ hjem har ligget her! — Apostelgerninger 18:7.

Agoraen er et fascinerende sted! Den består af to rektangulære øst-vestgående terrasser. Omgivet af boder stod der i midten af den øverste terrasse en forhøjet talerstol kaldet en bema, som blev benyttet af talere ved officielle lejligheder. Vores guide oplyser at i lægen Lukas’ beretning om Paulus’ indstævning for prokonsulen Gallios „dommersæde“, indeholder den græske tekst ordet bema. (Apostelgerninger 18:12) Begivenhederne i Apostelgerninger 18:12-17 kan have fundet sted her! Vi stod måske samme sted som Paulus gjorde da han skulle forsvare sig over for de omkringstående jødiske anklagere. Men Gallio afviste sagen. Han satte Paulus på fri fod og lod den voldelige menneskemængde slå Sostenes i stedet.

Bag denne udendørs retssal ligger der i den nordlige side af den nedre terrasse en ’hellig kilde’ og en orakelhelligdom. Der er delte meninger om hvordan orakelsvaret blev givet. Men hvis spørgeren betalte tilstrækkeligt, leverede præsterne formodentlig et „mirakel“, idet kildevandet blev forvandlet til vin. Dette skulle angiveligt overbevise spørgeren om at han ville få overnaturlige oplysninger. Arkæologerne siger at helligdommen var i brug i umindelige tider, både i det førkristne Korinth og i den genopførte by på Paulus’ tid. Vi stirrede ind i en hemmelig gang og så den mekanisme hvormed vintricket var blevet udført. Religiøse fupnumre er åbenbart ikke af ny dato.

Skønt Poseidon siges at have været Korinths skytsgud, er byens mest imponerende bygning Apollontemplet, der er bygget i dorisk stil. Kun syv af de oprindelige 38 søjler står tilbage. Hver af de kannelerede (rillede) kalkstenssøjler er 7,3 meter høje og ved foden 1,8 meter i diameter. De er udhugget i ét stykke. I tidernes morgen var de dækkede af hård, hvid stukkatur. Som det centralt beliggende gamle tempel troner over byen — en mørk og tavs ruin blandt ruiner — virker det stadig betagende. Goethe kaldte arkitektur for „frossen musik“.

Det bliver regnvejr!

„Kom, der er meget mere at se!“ Dryp. „Vi har endnu ikke set templerne med køkkenerne og de elegante spisesale.“ Dryp. „Vi er nødt til at se den brolægning Erastus lavede.“ Plask. „Og I ønsker vel heller ikke at gå glip af Afrodites krostue eller Æsculapeum.“ De tunge dråber varslede om regn og storm.

Med ét var alle fantasibilleder forsvundet. Vi skyndte os tilbage ad den vej vi var kommet, mens vores guide fortsatte sin opremsning af alt det vi ikke havde set. Vædet af de tætte regndråber blev brolægningens farver klarere, og støvet blev vasket af marmoret på de engang så stolte bygninger. Da regnen pludselig begyndte at piske ned, satte vi i løb. Vi hørte stadig vores guide råbe: „Kom, alle sammen!“ I det kraftige skybrud forsvandt selv bygningsruinerne langs Lechaion-vejen. Intet blev tilbage, hverken landskabet eller drømmebillederne. Gennemblødte styrtede vi hen mod vores bus i håb om at chaufføren ikke havde kaffepause. — Indsendt.

[Fodnote]

[Kort på side 16]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

Korinth

GRÆKENLAND

DET JONISKE HAV

DET ÆGÆISKE HAV

[Illustrationer på side 17]

Øverst: Rekonstrueret bod på torvet

I midten: „Bema“

Nederst: Det gamle Apollontempel