DOLKMÆND

Medlemmerne af en yderliggående jødisk nationalistbevægelse i det 1. århundrede som foretog organiserede politiske drab. Da en jødisk pøbelsværm havde samlet sig om Paulus under hans sidste besøg i Jerusalem, mistænkte militærtribunen Claudius Lysias ham for at være den ægypter der tidligere havde anstiftet et oprør og ført 4000 „dolkmænd“ ud i ørkenen. — Apg 21:30-38; 23:26, 27.

Det græske ord der oversættes med „dolkmænd“, betyder ordret „sikariske mænd“, „sikariere“. Det græske ord for „sikariere“ (sikaʹrioi) kommer af det latinske sicarii, der igen kommer af sica (en kort, krum dolk).

Ifølge den jødiske historiker Josefus var ’dolkmændene’ især virksomme under højtiderne. Med dolkene skjult under deres klæder blandede de sig med folkemængden i Jerusalem og stak deres modstandere ned ved højlys dag. For at undgå mistanke sluttede de sig derefter til de omkringstående og udtrykte deres harme over drabet. Josefus nævner desuden at sikarierne førte an i opstanden mod Rom. I år 66 indtog en gruppe sikariere anført af Eleazar, Jairus’ søn, den romerske garnison på Masada og anrettede en massakre der. Denne gruppe fanatiske patrioter fortsatte modstanden mod Rom indtil år 73 da Masadas forsvarsværker blev gennembrudt. Romerne behøvede imidlertid ikke at storme selve fæstningen. For at undgå at blive taget til fange havde sikarierne begået kollektivt selvmord, hvorved 960 mænd, kvinder og børn mistede livet. Kun to kvinder og fem børn, som havde skjult sig i en hule, overlevede.