Jehova er vor Hersker!
„Vi bør adlyde Gud som vor hersker mere end mennesker.“ — APOSTELGERNINGER 5:29.
1, 2. Hvilken holdning indtager Jehovas vidner i lighed med apostlene, når menneskers krav er i modstrid med Guds vilje?
JEHOVA GUD havde tilladt at 12 mænd blev ført for højesteret. Tidspunktet var år 33 e.v.t., domstolen var det jødiske Sanhedrin, og de anklagede var Jesu apostle. Lyt engang. ’Vi har forbudt jer at undervise på grundlag af dette navn,’ siger ypperstepræsten, ’men I har fyldt Jerusalem med jeres lære.’ Hertil svarer Peter og de andre apostle: „Vi bør adlyde Gud som vor hersker mere end mennesker.“ (Apostelgerninger 5:27-29) De sagde, med andre ord: ’Jehova er vor Hersker!’
2 Ja, sande disciple af Jesus betragter Jehova som deres Hersker. Dette understreges i den bibelske bog Apostelgerninger, der blev skrevet i Rom omkring år 61 af „Lukas, den elskede læge“. (Kolossenserne 4:14) I vor tid adlyder Jehovas folk, ligesom apostlene, deres himmelske Hersker når mennesker kræver noget af dem der er i modstrid med hans vilje. Men hvad mere kan vi lære af Apostelgerninger? (Vi foreslår at man ved den personlige gennemgang af dette stof læser de fremhævede skriftsteder.)
Jesus bemyndiger sine disciple til at forkynde
3. Hvad var Jesu disciples vigtigste opgave efter at de var blevet ’døbt i hellig ånd’?
3 Apostlene kunne tage et afgjort standpunkt for Gud fordi de var blevet åndeligt styrket. Kristus var død på en marterpæl, men de vidste at han var blevet oprejst. (1:1-5) Jesus ’fremstillede sig for dem som levende’, idet han i 40 dage viste sig for dem i materialiserede legemer og underviste dem i sandheden om Riget. Han befalede også sine disciple at blive i Jerusalem indtil de blev døbt „i hellig ånd“. Derefter ville forkyndelsen blive deres vigtigste opgave, nøjagtig som den er for Jehovas vidner i dag. — Lukas 24:27, 49; Johannes 20:19–21:24.
4. Hvad skulle der ske når den hellige ånd blev udgydt over Jesu disciple?
4 Før apostlene blev døbt i hellig ånd, havde de den fejlagtige opfattelse at det var et jordisk styre der ville gøre ende på det romerske herredømme, for de spurgte Jesus: „Herre, er det på denne tid du genopretter riget for Israel?“ (1:6-8) Det afviste Jesus, idet han sagde at det ’ikke tilkom dem at få kundskab om tider og perioder’. ’Når den hellige ånd kom over dem’ skulle de få kraft til at vidne om Guds himmelske rige — ikke et jordisk rige. De skulle forkynde i Jerusalem, Judæa og Samaria, „og til jordens fjerneste egne“. Ved åndens hjælp udfører Jehovas vidner et lignende verdensomspændende forkyndelsesarbejde i disse sidste dage.
5. Hvad betyder det at Jesus ville komme igen på samme måde som han var taget bort?
5 Umiddelbart efter at Jesus havde udstedt denne befaling til at forkynde over hele jorden, begyndte han at stige til himmelen. Han blev først løftet op, bort fra sine disciple, hvorefter han blev overført til sin himmelske Herskers nærhed for at virke i åndeverdenen. (1:9-11) Efter at en sky havde skjult Jesus for apostlenes øjne, dematerialiserede han sit kødelige legeme. To engle viste sig og sagde at han ’ville komme på samme måde’. Dette har vist sig at være sandt. Ligesom det udelukkende var Jesu disciple der så ham stige til himmelen, er det udelukkende Jehovas vidner der ’ser’ eller anerkender at han usynligt er kommet igen.
En ny apostel udpeges
6. Hvordan valgte man den der skulle erstatte Judas Iskariot?
6 Kort tid efter befandt apostlene sig atter i Jerusalem. (1:12-26) I en sal ovenpå (måske hos Markus’ moder, Maria) var de 11 trofaste apostle samt Jesu halvbrødre, hans moder, Maria, og de øvrige disciple samlet, og de var vedholdende i bønnen. (Markus 6:3; Jakob 1:1) Hvem fik overdraget Judas’ „tilsynshverv“? (Salme 109:8) Der var omkring 120 disciple til stede da Gud udvalgte den der skulle erstatte Judas, som havde forrådt Jesus, så der igen kunne være 12 apostle. Den der skulle vælges måtte have været en discipel under Jesu tjeneste og have været vidne til hans opstandelse. Vedkommende måtte naturligvis også anerkende Jehova som sin Hersker. Efter at have bedt kastede de lod imellem Mattias og Josef Barsabbas. Gud lod loddet falde på Mattias. — Ordsprogene 16:33.
7. (a) Hvorfor kan man sige at Judas ’erhvervede sig et stykke jord for lønnen for sin uretfærdighed’? (b) Hvordan døde Judas?
7 Judas Iskariot havde afgjort ikke anerkendt Jehova som sin Hersker; han havde jo forrådt Guds søn for 30 sølvstykker. Judas havde leveret pengene tilbage til ypperstepræsten, men Peter sagde at forræderen havde ’erhvervet sig et stykke jord for lønnen for sin uretfærdighed’. Hvordan skal det forstås? Jo, det var Judas som skaffede pengene til veje og som foranledigede købet af den såkaldte Blodmark. Man mener at der er tale om et fladt jordstykke på sydsiden af Hinnoms Søns Dal. Da Judas erkendte at forholdet til hans himmelske Hersker var ødelagt, gik han hen og hængte sig. (Mattæus 27:3-10) Måske brast rebet, eller grenen knækkede, for der siges at ’han styrtede på hovedet ned og hans bug sprængtes’ da han ramte de spidse klipper. Måtte ingen af os blive en falsk broder!
Fyldt med hellig ånd!
8. Hvornår blev Jesu disciple døbt i hellig ånd, og hvad resulterede det i?
8 Hvornår fandt den lovede dåb i hellig ånd sted? På pinsedagen i år 33, ti dage efter at Jesus var steget til himmelen. (2:1-4) Denne dåb var en betagende oplevelse! Forestil dig situationen. Omkring 120 disciple var samlet i salen ovenpå da der ’pludselig lød en støj fra himmelen ligesom af en voldsom vind der fyldte hele huset’. Det var ikke en vind, det lød blot sådan. Tunger „som af ild“ satte sig på hver af disciplene og apostlene. „De blev alle fyldt med hellig ånd og begyndte at tale på andre tungemål.“ Ved denne dåb blev de også avlet med hellig ånd, salvet og beseglet som et pant på deres åndelige arv. — Johannes 3:3, 5; 2 Korinther 1:21, 22; 1 Johannes 2:20.
9. Hvad talte disciplene om efter at de var blevet fyldt med hellig ånd?
9 Denne begivenhed berørte jøder og proselytter „fra enhver nation under himmelen“ som befandt sig i Jerusalem. (2:5-13) Forbavsede spurgte de: ’Hvordan kan det være at vi hver især hører dem tale på det sprog som vi er født i?’ Det kan have været sprog som blev talt i Medien (øst for Judæa), Frygien (i Lilleasien) eller Rom. Da disciplene talte „om Guds storslåede gerninger“ på forskellige sprog, blev mange slået af forbavselse, men nogle gjorde nar og mente at de var fulde.
Peter aflægger et betagende vidnesbyrd
10. Hvilken profeti blev opfyldt på pinsedagen år 33, og hvilket nutidigt modstykke findes der hertil?
10 Peter begyndte sit vidnesbyrd med at sige at man ikke allerede klokken ni om morgenen kunne være beruset. (2:14-21) Nej, denne begivenhed var en opfyldelse af Guds løfte om at han ville udgyde hellig ånd over sit folk. Gud inspirerede Peter til at tilføje ordene „i de sidste dage“ og „de skal profetere“, hvilket peger frem til vor tid. (Joel 2:28-32) Jehova ville give varsler i himmelen og tegn på jorden før hans store dag, og kun de der påkaldte hans navn i tro ville blive frelst. At den hellige ånd er blevet udgydt over de salvede, har også sat dem i stand til i dag at „profetere“ med stor energi og dygtighed.
11. Hvad gjorde jøderne ved Jesus, og hvad gjorde Gud derefter?
11 Dernæst forklarer Peter hvem Messias er. (2:22-28) Gud bevidnede at Jesus var Messias ved at sætte ham i stand til at udføre tegn, undere og kraftige gerninger. (Hebræerne 2:3, 4) Men jøderne fik ham pælfæstet „ved lovløse mænds hånd“, nemlig ved romerne, der ikke adlød Guds lov. „Efter Guds bestemte beslutning og forudviden blev [Jesus] udleveret“ til disse mænd. Gud oprejste imidlertid Jesus og skaffede hans menneskelegeme af vejen på en sådan måde at det ikke gik i forrådnelse. — Salme 16:8-11.
12. Hvad forudsagde David, og hvoraf afhænger frelsen?
12 Profetierne om Messias blev yderligere fremhævet i det næste Peter sagde. (2:29-36) Han pegede på at David havde forudsagt at hans mest betydningsfulde efterkommer, Messias, Jesus, ville få en opstandelse. Fra en ophøjet stilling ved Guds højre hånd i himmelen havde Jesus udgydt den hellige ånd som han havde modtaget fra sin Fader. (Salme 110:1) Peters tilhørere ’så og hørte’ åndens virke, idet de så tunger som af ild over disciplenes hoveder og hørte dem tale på fremmede sprog. Peter nævnte også at frelsen afhænger af om man anerkender Jesus som Herre og Messias. — Romerne 10:9; Filipperne 2:9-11.
Jehova giver vækst
13. (a) Hvad måtte jøder og proselytter anerkende for at blive døbt på rette vis? (b) Hvor mange blev døbt, og hvilken virkning havde dette i Jerusalem?
13 Peters ord havde stor virkning. (2:37-42) Hans tilhørere følte sig stukket i hjertet fordi de havde givet deres samtykke til at Messias blev henrettet. Derfor gav han dem denne tilskyndelse: „I skal ændre sind og hver især lade jer døbe i Jesu Kristi navn til jeres synders tilgivelse, og så vil I modtage den hellige ånds frie gave.“ Som jøder og proselytter anerkendte de allerede Jehova som deres Gud og vidste at de behøvede hans ånd. Nu måtte de imidlertid ændre sind og tage imod Jesus som Messias for at blive døbt i Faderens, Sønnens og den hellige ånds navn, hvilket ville sige at de måtte anerkende deres respektive stilling eller funktion. (Mattæus 28:19, 20) Ved at forkynde for disse jøder og proselytter brugte Peter den første af de symbolske nøgler Jesus havde givet ham, så troende jøder kunne få kundskab om, og adgang til, det himmelske rige. (Mattæus 16:19) Den dag blev 3000 døbt! Forestil dig disse mange vidner for Jehova forkynde i Jerusalem, der jo udgjorde et forholdsvis lille område!
14. Hvorfor og hvordan havde de der var kommet til troen „alting fælles“?
14 Mange af dem der kom fra fjerne egne havde ikke midler til et længere ophold i Jerusalem, men ville gerne lære mere om deres nyfundne tro og forkynde for andre. Disciplene hjalp derfor kærligt hinanden, nøjagtigt som Jehovas vidner gør i dag. (2:43-47) Som en midlertidig ordning havde de „alting fælles“. Nogle solgte deres ejendomme, og de indkomne midler blev delt ud til alle som havde et behov. Dette gav menigheden en god start, for ’Jehova fortsatte med daglig at føje dem til som blev frelst’.
En helbredelse og dens følger
15. Hvad skete der da Peter og Johannes gik ind i templet, og hvordan reagerede folk?
15 Jehova støttede Jesu disciple ved hjælp af „tegn“. (3:1-10) Da Peter og Johannes klokken tre om eftermiddagen gik op til templet til bedetimen i forbindelse med aftenofferet, lå der i nærheden af Den Skønne Port en mand som havde været vanfør fra fødselen og som bad om „barmhjertighedsgaver“. „Sølv og guld ejer jeg ikke,“ sagde Peter, „men hvad jeg har, det giver jeg dig: I Jesu Kristi, Nazaræerens, navn, gå!“ Og straks blev manden helbredt! Han gik ind i templet, hvor han „gik omkring og sprang og priste Gud“, og folk blev ’fyldt med henrykkelse’. Nogle af dem huskede måske Esajas’ ord: „Da springer den halte som hjorten.“ — Esajas 35:6.
16. Hvad satte apostlene i stand til at helbrede en vanfør mand?
16 Den undrende folkeskare stimlede sammen i Salomons Søjlegang, en overdækket kolonnade på templets østside. Her aflagde Peter et vidnesbyrd. (3:11-18) Han forklarede at det var Gud der havde givet apostlene kraft til at helbrede den vanføre mand gennem sin herliggjorte tjener, Jesus. (Esajas 52:13–53:12) Jøderne havde nægtet at kendes ved „den hellige og retfærdige“, men Jehova havde oprejst ham. Folket og dets ledere havde været uvidende om at det var Messias de slog ihjel, men Gud opfyldte på denne måde det profetiske ord om at „hans Messias skulle lide“. — Daniel 9:26.
17. (a) Hvad måtte jøderne gøre? (b) Hvad er der sket i vor tid efter at Messias er blevet „sendt“?
17 Peter pegede på hvad jøderne skulle gøre efter den behandling de havde givet Messias. (3:19-26) De måtte „ændre sind“, eller angre deres synder, „vende om“ og ændre kurs. Hvis de troede på Jesus som Messias og tog imod genløsningen, ville deres synder blive dem tilgivet og de ville få friske kræfter fra Jehova. (Romerne 5:6-11) Jøderne blev mindet om at de var sønner af den pagt som Gud indgik med deres forfædre da han sagde til Abraham: „Ved dit afkom skal alle jordens slægter velsignes.“ Det var grunden til at Gud først sendte sin messianske tjener for at udfri angrende jøder. Efter at Messias blev „sendt“ — fik overdraget magt i det himmelske rige i 1914 — har der interessant nok fundet en genoprettelse af sandheder og teokratisk organisering sted blandt Jehovas Vidner. — 1 Mosebog 12:3; 18:18; 22:18.
De ville ikke holde op!
18. Hvilken ’sten’ vragede de jødiske „bygmestre“, og hvem er den eneste hvorved der er frelse?
18 I vrede over at Peter og Johannes forkyndte om Jesu opstandelse, satte de øverste præster, tempeløversten og saddukæerne dem i forvaring. (4:1-12) Saddukæerne troede ikke på opstandelsen, men mange andre kom til troen. Alene tallet på mændene var omkring 5000. Da Peter blev forhørt af Jerusalems højesteret, sagde han at den vanføre mand var blevet helbredt „ved Jesu Kristi, Nazaræerens, navn“, ham som de havde pælfæstet men som Gud havde oprejst. Denne ’sten’ som de jødiske „bygmestre“ havde vraget, var blevet „hovedhjørnesten“. (Salme 118:22) „Der er ikke frelse i nogen anden,“ sagde Peter.
19. Hvad svarede apostlene da de fik påbud om at holde op med at forkynde?
19 Der blev gjort forsøg på at standse denne tale. (4:13-22) Men da manden der var blevet helbredt gik omkring iblandt dem, var det umuligt at benægte dette ’bemærkelsesværdige tegn’. Peter og Johannes fik alligevel ordre til ’ikke at tale eller undervise på grundlag af Jesu navn noget sted’. Hvad svarede de? ’Vi kan ikke holde op med at tale om det vi har set og hørt.’ De adlød Jehova som deres Hersker!
Bønner der blev besvaret
20. Hvad bad disciplene om, og med hvilket resultat?
20 Ligesom Jehovas vidner beder ved deres møder, således bad disciplene også da de løsladte apostle meddelte hvad der var sket med dem. (4:23-31) Der blev sagt at lederne Herodes Antipas og Pontius Pilatus, sammen med romerske ikkejøder og Israels folk, havde samlet sig imod Messias. (Salme 2:1, 2; Lukas 23:1-12) Som svar på bønnen fyldte Jehova disciplene med hellig ånd så de talte Guds ord med frimodighed. De bad ikke deres Hersker om at bringe forfølgelsen til ophør, men om at han ville sætte dem i stand til at forkynde frimodigt trods forfølgelsen.
21. Hvem var Barnabas, og hvilke gode egenskaber besad han?
21 De der var kommet til troen havde fortsat alle ting fælles, og ingen led nød. (4:32-37) En af bidragyderne var levitten Josef fra Cypern. Apostlene gav ham tilnavnet Barnabas, der betyder „Trøstens Søn“, sandsynligvis fordi han var så hjælpsom og varmhjertet. Vi ønsker alle at lægge de samme egenskaber for dagen. — Apostelgerninger 11:22-24.
Løgnere afsløres
22, 23. Hvilken synd begik Ananias og Safira, og hvad kan vi lære af det der skete med dem?
22 Ananias og hans hustru, Safira, ophørte imidlertid med at anerkende Jehova som deres Hersker. (5:1-11) De solgte en mark og beholdt selv nogle af pengene, men foregav at de bragte apostlene hele beløbet. I kraft af en særlig kundskab som Peter fik ved Guds ånd, var han i stand til at gennemskue deres hykleri, hvilket førte til at de mistede livet. En kraftig advarsel for dem som fristes af Satan til at gå krogveje! — Ordsprogene 3:32; 6:16-19.
23 Efter denne hændelse havde ingen med dårlige motiver mod til at slutte sig til disciplene. Men der var andre der kom til troen. (5:12-16) Og når de syge og de som var plagede af urene ånder troede på Guds kraft, „blev alle kureret“.
Adlyd Gud mere end mennesker
24, 25. Hvorfor forfulgte de jødiske ledere apostlene, og hvilken norm satte apostlene derved for alle Jehovas tjenere?
24 Ypperstepræsten og saddukæerne forsøgte nu at bremse den utrolige vækst ved at fængsle alle apostlene. (5:17-25) Men samme nat udfriede Guds engel dem. Og ved daggry underviste de i templet! Forfølgelse kan ikke standse Jehovas tjenere.
25 Da apostlene blev ført for Sanhedrinet blev der lagt pres på dem. (5:26-42) De fik påbud om at holde op med at forkynde, men sagde: „Vi bør adlyde Gud som vor hersker mere end mennesker.“ Hermed var normen for Jesu disciple sat, en norm som Jehovas vidner også følger i dag. Efter en advarsel fra lovlæreren Gamaliel nøjedes lederne med at lade apostlene piske, forbød dem at forkynde, og løslod dem derefter.
26. Hvilke lighedspunkter er der mellem apostlenes forkyndelse og den forkyndelse Jehovas vidner udfører i dag?
26 Apostlene glædede sig over at de var blevet anset for værdige til at blive vanæret for Jesu navns skyld. „Og hver dag fortsatte de med, i templet og fra hus til hus, uden ophør at undervise og at forkynde den gode nyhed.“ Ja, de var forkyndere der gik fra hus til hus. Det samme er Guds vidner i nutiden. Også de har modtaget hans ånd, fordi de adlyder ham og siger: „Jehova er vor Hersker!“
Hvad vil du svare?
◻ Hvilken opgave har Jesu disciple til alle tider haft?
◻ Hvad skete der på pinsedagen år 33?
◻ Hvornår og hvordan anvendte Peter den første af de symbolske nøgler Jesus gav ham?
◻ Hvad kan vi lære af beretningen om Ananias og Safira?
◻ Hvilken norm satte apostlene for alle vidner for Jehova da de havde fået påbud om at holde op med at forkynde?