Alle vil opnå frihed

„Jeg [regner] ikke den nuværende tids lidelser for noget i sammenligning med den herlighed der skal åbenbares på os. Skabningen venter jo med spændt forventning på at Guds sønner skal åbenbares. Skabningen blev nemlig underlagt frugtesløshed, ikke af egen vilje, men gennem ham som lagde den derunder, på grundlag af håb om at også skabningen selv vil blive frigjort fra trældom under fordærv og opnå Guds børns herlige frihed. For vi ved at hele skabningen sukker sammen og er i veer sammen indtil nu.“ — ROMERNE 8:18-22.

I DETTE afsnit i apostelen Paulus’ brev til de kristne i Rom giver han en tankevækkende sammenfatning af hvorfor tilværelsen mangler sand frihed og så ofte er præget af tomhed og smerte. Han forklarer også hvordan vi kan opnå sand frihed.

„Den nuværende tids lidelser“

Paulus bagatelliserer ikke „den nuværende tids lidelser“ når han siger at de ikke er noget „i sammenligning med den herlighed der skal åbenbares på os“. Både på Paulus’ tid og senere led de kristne meget under det strenge totalitære styre som de romerske myndigheder udøvede, et styre der intet havde tilovers for menneskerettigheder. Da magthaverne begyndte at betragte de kristne som fjender af staten, udsatte de dem for ubarmhjertig undertrykkelse. Historikeren J. M. Roberts siger: „Mange kristne i hovedstaden [Rom] led en grusom død i arenaen eller blev brændt levende.“ (Shorter History of the World) Om ofrene for Neros forfølgelse siger en anden skildring: „Nogle blev korsfæstet, andre blev indsyet i dyrehuder og jaget af hunde. Atter andre blev indsmurt i beg og antændt så de kunne tjene som levende fakler når mørket faldt på.“ — New Testament History af F. F. Bruce.

Disse kristne ville inderligt gerne have været fri for denne undertrykkelse, men de ville ikke tilsidesætte Jesu Kristi lære for at undgå den. De forholdt sig for eksempel fuldstændig neutrale i kampen mellem den romerske regering og jødiske frihedskæmpere som zeloterne. (Johannes 17:16; 18:36) Ifølge zeloterne „kunne der på grund af den daværende krise ikke være tale om at vente på Guds indgriben til hans fastsatte tid“. De mente derimod at det var nødvendigt med en „voldelig handling imod fjenden“, Rom. (New Testament History) De første kristne var af en anden opfattelse. „At vente på Guds indgriben til hans fastsatte tid“ var for dem den eneste løsning. De var overbeviste om at det kun var Guds indgriben der permanent kunne fjerne „den nuværende tids lidelser“ og bringe sand og varig frihed. (Mika 7:7; Habakkuk 2:3) Inden vi ser på hvordan det vil ske, vil vi undersøge hvorfor ’skabningen blev underlagt frugtesløshed’.

„Underlagt frugtesløshed“

I The Emphatic Diaglott skriver Benjamin Wilson at ordet „skabning“ i dette vers ikke henviser til „dyr og det livløse skaberværk“, som nogle mener, men derimod til „hele menneskeheden“. (Jævnfør Kolossenserbrevet 1:23.) Ordet henviser til hele menneskeslægten — alle os der længes efter frihed. Vi blev „underlagt frugtesløshed“ på grund af vore første forældres handlinger. Det var „ikke af egen vilje“ eller som følge af den enkeltes valg at det skete — det er noget vi har arvet. Bibelsk set havde Rousseau altså ikke ret da han sagde at „mennesket er født frit“. Vi er alle født i trældom under synd og ufuldkommenhed, trælbundet i et system der er kendetegnet af frustration og frugtesløshed. — Romerne 3:23.

Hvorfor forholder det sig sådan? Fordi vore første forældre, Adam og Eva, ønskede at være „som Gud“. De ville være fuldstændig uafhængige og selv bestemme hvad der var godt og ondt. (1 Mosebog 3:5) De ignorerede en vigtig faktor i forbindelse med frihed, nemlig at det kun er Skaberen der kan besidde absolut frihed. Han er universets Suveræn. (Esajas 33:22; Åbenbaringen 4:11) Vi mennesker har derfor kun frihed inden for visse grænser. Det er grunden til at disciplen Jakob opmuntrede sine medkristne til at lade sig lede af „frihedens fuldkomne lov“. — Jakob 1:25.

Jehova bortviste med rette Adam og Eva fra sin universelle familie, og resultatet blev at de døde. (1 Mosebog 3:19) Men hvad med deres efterkommere? De kunne nu kun give ufuldkommenhed, synd og død i arv til deres efterkommere, men alligevel tillod Jehova i sin barmhjertighed at de stadig kunne sætte børn i verden. På den måde ’trængte døden igennem til alle mennesker’. (Romerne 5:12) I den forstand blev skabningen af Gud „underlagt frugtesløshed“.

’Guds sønners åbenbarelse’

Skabningen blev underlagt frugtesløshed af Jehova „på grundlag af håb“ om at menneskeheden en dag ville opnå frihed gennem ’Guds sønners’ virksomhed. Hvem er „Guds sønner“? Det er disciple af Jesus Kristus, og som resten af „skabningen“, menneskeslægten, er de født i trældom under synd og ufuldkommenhed. De har ingen medfødt ret til en plads i Guds rene og fuldkomne universelle familie. Men Jehova gør noget enestående for dem. På grundlag af Jesu Kristi genløsningsoffer frigør han dem fra trældom under den nedarvede synd og erklærer dem „retfærdige“, eller åndeligt rene. (1 Korinther 6:11) Dernæst antager Gud dem som sine sønner og fører dem tilbage til sin universelle familie. — Romerne 8:14-17.

Eftersom Jehova har antaget dem som sine sønner, vil de få et storslået privilegium. De vil blive gjort til „præster for vor Gud, og de skal herske som konger over jorden“ sammen med Jesus Kristus som en del af Guds himmelske rige, hans regering. (Åbenbaringen 5:9, 10; 14:1-4) Det er en regering der er solidt grundfæstet på principper om frihed og retfærdighed, ikke på principper om undertrykkelse og tyranni. (Esajas 9:6, 7; 61:1-4) Apostelen Paulus siger at Guds sønner skal regere sammen med Jesus, det lovede ’Abrahams afkom’. (Galaterne 3:16, 26, 29) Som sådanne har de en nøgleposition i opfyldelsen af et løfte Gud gav til sin ven Abraham. En del af dette løfte går ud på at ’alle jordens nationer skal velsignes’ ved Abrahams afkom. — 1 Mosebog 22:18.

Hvad vil de gøre for menneskene? Guds sønner vil være med til at frigøre menneskeslægten fra de frygtelige konsekvenser af den adamitiske synd og til at føre menneskene frem til fuldkommenhed. Folk fra „alle nationer og stammer og folk og tungemål“ kan velsigne sig ved at tro på Jesu Kristi genløsningsoffer og ved at underlægge sig hans velgørende styre. (Åbenbaringen 7:9, 14-17; 21:1-4; 22:1, 2; Mattæus 20:28; Johannes 3:16) På den måde vil „hele skabningen“ igen opleve „Guds børns herlige frihed“. Det vil ikke blive en eller anden form for begrænset, midlertidig politisk frihed, men frihed fra alt det der har bragt smerte og ulykke over menneskene lige siden Adam og Eva vragede Guds suverænitet. Apostelen Paulus kunne derfor sige at han ikke ’regnede den nuværende tids lidelser for noget’ i sammenligning med den herlige tjeneste som de trofaste vil udføre.

Hvornår begynder ’Guds sønners åbenbarelse’? Det gør den i nær fremtid når Jehova gør det klart for alle hvem Guds sønner er. Det sker når disse „sønner“ oprejses til det åndelige plan, hvor de sammen med Jesus Kristus vil rense denne jord for ondskab og undertrykkelse i Guds krig ved Harmagedon. (Daniel 2:44; 7:13, 14, 27; Åbenbaringen 2:26, 27; 16:16; 17:14; 19:11-21) Vi ser flere og flere vidnesbyrd om at vi befinder os langt fremme i „de sidste dage“, da Guds store tålmodighed med oprørske mennesker og deres ondskab vil udløbe. — 2 Timoteus 3:1-5; Mattæus 24:3-31.

Det er sandt, som apostelen Paulus siger, at „hele skabningen sukker sammen og er i veer sammen indtil nu“ — men det vil snart få en ende. Millioner af nulevende vil se „genoprettelsen af alt det som Gud har talt om gennem sine hellige profeters mund fra gammel tid“, deriblandt genoprettelsen af fred, frihed og retfærdighed for hele menneskeheden. — Apostelgerninger 3:21.

Endelig sand frihed

Hvad skal man gøre for at opnå „Guds børns herlige frihed“? Jesus sagde: „Hvis I bliver i mit ord, er I virkelig mine disciple, og I skal kende sandheden, og sandheden skal frigøre jer.“ (Johannes 8:31, 32) At sætte sig ind i Kristi bud og lære og adlyde dem er nøglen til at opnå frihed. Det vil faktisk resultere i et vist mål af frihed allerede nu. I nær fremtid vil det under Jesu Kristi styre betyde fuld frihed. Det vil derfor være klogt hvis vi lærer Jesu „ord“ at kende gennem et studium af Bibelen. (Johannes 17:3) Vi må ligesom de første kristne slutte os til menigheden af Kristi sande disciple. På den måde kan vi få gavn af de frigørende sandheder som Jehova tilvejebringer gennem sin menighed i dag. — Hebræerne 10:24, 25.

Mens vi ’venter på at Guds sønner skal åbenbares’, kan vi opdyrke den samme stærke tro på Kristi beskyttende omsorg og støtte som apostelen Paulus havde — selv i situationer hvor vi bliver udsat for næsten utålelige lidelser og uretfærdigheder. Efter at have omtalt Guds sønners åbenbarelse spørger Paulus: „Hvem vil skille os fra Messias’ kærlighed? Vil trængsel eller nød eller forfølgelse eller sult eller nøgenhed eller fare eller sværd?“ (Romerne 8:35) De kristne på Paulus’ tid var stadig „i lænker“, for at bruge Rousseaus ord, på grund af undertrykkende kræfter af den ene eller den anden slags. De blev så at sige ’slået ihjel dagen lang’ som „slagtefår“. (Romerne 8:36) Mistede de troen som følge af dette?

„Tværtimod,“ skrev Paulus, „i alt dette kommer vi til at stå fuldstændig sejrrige ved ham som har elsket os.“ (Romerne 8:37) Hvordan kunne de første kristne stå sejrrige på trods af alt det de måtte udholde? Paulus gav selv svaret: „Jeg er overbevist om at hverken død eller liv eller engle eller regeringer eller noget nuværende eller noget kommende eller kræfter eller højde eller dybde eller noget andet skabt vil kunne skille os fra Guds kærlighed, som er i Kristus Jesus, vor Herre.“ (Romerne 8:38, 39) Vi kan også komme „sejrrige“ gennem en hvilken som helst form for „trængsel eller nød eller forfølgelse“ vi måtte blive udsat for i mellemtiden. Takket være Guds kærlighed vil vi meget snart „blive frigjort fra [al] trældom . . . og opnå Guds børns herlige frihed“.

[Illustrationer på side 6]

„Hele skabningen sukker sammen og er i veer sammen indtil nu“

[Illustration på side 7]

’Skabningen vil blive frigjort fra al trældom og opnå Guds børns herlige frihed’