„Det er sådan Gud elskede os“
„Når det er sådan Gud elskede os, er vi også skyldige at elske hinanden.“ — 1 JOHANNES 4:11.
1. Hvorfor vil millioner samles den 23. marts efter solnedgang i rigssale og på andre mødesteder rundt om på jorden?
SØNDAG den 23. marts 1997 efter solnedgang vil der sikkert være mere end 13.000.000 i hele verden der samles i Jehovas Vidners rigssale og på andre mødesteder. De kommer fordi deres hjerte er blevet rørt af Guds største udtryk for kærlighed til menneskene. Jesus Kristus gjorde opmærksom på Guds store kærlighed med ordene: „Gud elskede verden så meget at han gav sin enestefødte søn, for at enhver som tror på ham, ikke skal gå til grunde men have evigt liv.“ — Johannes 3:16.
2. Hvilke spørgsmål vil det være godt at vi alle stiller os selv i forbindelse med vort syn på Guds kærlighed?
2 I betragtning af den kærlighed Gud har vist os, kan vi passende spørge os selv: ’Værdsætter jeg virkelig det Gud har gjort? Viser jeg min værdsættelse ved den måde jeg lever på?’
„Gud er kærlighed“
3. (a) Hvorfor er det ikke noget usædvanligt for Gud at vise kærlighed? (b) Hvordan kommer hans magt, eller kraft, og hans visdom til udtryk i skaberværket?
3 At Gud har vist os kærlighed, er ikke i sig selv bemærkelsesværdigt, for „Gud er kærlighed“. (1 Johannes 4:8) Kærlighed er det der mere end noget andet kendetegner ham. Da han beredte jorden til bolig for menneskene, manifesterede han sin store magt, eller kraft, ved at danne bjergene og samle vandene i søer og have. (1 Mosebog 1:9, 10) Da Gud iværksatte vandkredsløbet og livsprocessernes vekselvirkning mellem ilt og kuldioxid, da han udtænkte utallige mikroorganismer og forskellige former for vegetation der kunne omdanne jordens kemiske stoffer til en form som mennesker kunne optage og derved opretholde livet ved, og da han stillede vort biologiske ur så det kom til at passe med længden af dagene og månederne på planeten Jorden, var det alt sammen et udtryk for stor visdom. (Salme 104:24; Jeremias 10:12) Men noget endnu mere bemærkelsesværdigt ved skaberværket er Guds kærlighed.
4. Hvilke vidnesbyrd om Guds kærlighed i skaberværket bør vi alle have øje for og værdsætte?
4 Med vore smagsløg fornemmer vi Guds kærlighed når vi bider i en saftig, moden frugt der tydeligvis ikke blot er skabt for at holde os i live, men også for at bringe os glæde. Med vore øjne ser vi umiskendelige vidnesbyrd om denne kærlighed når vi betragter en smuk solnedgang, stjernerne på nattehimmelen, blomsternes forskellige former og smukke farver, dyreungernes leg og vore venners varme smil. Vores næse gør os opmærksom på Guds kærlighed når vi om foråret indånder den søde blomsterduft. Med vore ører fornemmer vi den når vi lytter til lyden af et brusende vandfald, fuglenes sang og stemmerne af dem vi holder af. Vi føler den når vi får et varmt knus. Visse dyr er ganske vist bedre til at se, høre eller lugte end mennesket er. Men mennesket, der er skabt i Guds billede, har evnen til at opfatte Guds kærlighed på en måde som intet dyr er i stand til. — 1 Mosebog 1:27.
5. Hvordan viste Jehova Adam og Eva stor kærlighed?
5 Da Jehova Gud skabte de første mennesker, Adam og Eva, var de omgivet af mange vidnesbyrd om hans kærlighed. Han havde tilvejebragt en have, et paradis, med alle mulige forskellige træer. Han havde sørget for en flod der løb gennem haven for at vande den, og han havde skabt masser af fascinerende fugle og dyr. Det var et sådant hjem Gud gav Adam og Eva. (1 Mosebog 2:8-10, 19) Jehova behandlede dem som sine børn, som en del af sin universelle familie. (Lukas 3:38) Som deres himmelske Fader gav Gud dem den tilfredsstillende opgave at udvide Edens have til et jordomspændende paradis. Deres afkom skulle befolke hele kloden. — 1 Mosebog 1:28.
6. (a) Hvad mener du om Adams og Evas oprør? (b) Hvad kan vise om vi har taget ved lære af det der skete i Eden?
6 Der gik dog ikke lang tid før Adam og Eva fik deres lydighed sat på prøve. Ville de bevare deres uangribelighed? Først undlod den ene og siden den anden at vise værdsættelse af Guds kærlighed. Det de gjorde, var chokerende. Det var utilgiveligt. Resultatet var at de mistede deres gode forhold til Gud, blev udstødt af hans familie og blev udvist af Eden. Vi der lever i dag, mærker stadig følgerne af deres synd. (1 Mosebog 2:16, 17; 3:1-6, 16-19, 24; Romerne 5:12) Men har vi taget ved lære af det der skete dengang? Hvordan reagerer vi på Guds kærlighed? Viser de afgørelser vi træffer i hverdagen, at vi værdsætter hans kærlighed? — 1 Johannes 5:3.
7. Hvordan viste Jehova Adam og Evas efterkommere kærlighed til trods for det deres forældre havde gjort?
7 Vore første forældres grove mangel på værdsættelse af alt det Gud havde gjort for dem, kølnede dog ikke Guds kærlighed. Gud havde medfølelse med de mennesker der endnu ikke var født, deriblandt os der lever i dag, og lod derfor Adam og Eva stifte familie før de døde. (1 Mosebog 5:1-5; Mattæus 5:44, 45) Hvis ikke han havde gjort det, ville ingen af os være blevet født. Ved lidt efter lidt at åbenbare sin vilje gav han alle dem af Adams efterkommere der ville tro, et håb for fremtiden. (1 Mosebog 3:15; 22:18; Esajas 9:6, 7) Gud tilvejebragte det middel hvorved folk af alle nationer kunne genvinde det Adam havde mistet, nemlig fuldkomment liv som godkendte medlemmer af Guds universelle familie. Han tilvejebragte en genløsning.
Hvorfor en genløsning?
8. Hvorfor kunne Gud ikke blot have besluttet at det kun var Adam og Eva og ikke deres efterkommere der behøvede at dø?
8 Var det virkelig nødvendigt at der blev betalt en løsesum i form af et menneskeliv? Kunne Gud ikke blot have erklæret at Adam og Eva måtte dø for deres oprør, men at alle de af deres efterkommere som ville adlyde Gud, kunne få evigt liv? Fra et kortsynet menneskeligt synspunkt kunne dette virke meget fornuftigt. Men Jehova „elsker retfærdighed og ret“. (Salme 33:5) Det var først efter at Adam og Eva syndede at de satte børn i verden; derfor blev ingen af deres børn født fuldkomne. (Salme 51:5) De havde alle arvet synden, og syndens straf er døden. Hvis Jehova havde ladet dette gå upåagtet hen, hvilket eksempel ville han da have sat for sin universelle familie? Han kunne ikke tilsidesætte sine egne retfærdige normer, men respekterede retfærdighedens krav. Ingen kan nogen sinde med rette kritisere den måde hvorpå Gud har taget sig af de stridsspørgsmål der er opstået. — Romerne 3:21-23.
9. Hvilken løsesum var nødvendig ifølge Guds retfærdsnorm?
9 Hvordan kunne de af Adams efterkommere der af kærlighed ønskede at være lydige mod Jehova, blive løskøbt? Hvis et fuldkomment menneske døde en offerdød, ville retfærdigheden kunne ske fyldest. Værdien af dette fuldkomne menneskeliv ville dække de synder som mennesker der i tro ville anerkende genløsningsofferet, begik. Eftersom det var mennesket Adams synd der var skyld i at hele menneskeheden blev syndere, ville det udgydte blod af et andet fuldkomment menneske kunne bringe retfærdighedens vægtskåle i balance, da et sådant offer ville have en tilsvarende værdi. (1 Timoteus 2:5, 6) Men hvor kunne man finde en sådan person?
Hvor store var omkostningerne?
10. Hvorfor var Adams efterkommere ikke i stand til at tilvejebringe den nødvendige løsesum?
10 Der var ingen af Adams efterkommere der kunne tilvejebringe det der skulle til for at tilbagekøbe de fremtidsudsigter som Adam havde sat over styr. „End ikke en broder kan en af dem på nogen måde løskøbe, og ingen kan give Gud en løsesum for ham, (nej, prisen for løskøbelsen af deres sjæl er så høj at den må opgives for stedse) så han kan blive i live for bestandig og ikke få gravens dyb at se.“ (Salme 49:7-9) Jehova overlod ikke menneskene til sig selv, men tilvejebragte barmhjertigt det nødvendige offer.
11. Hvordan tilvejebragte Jehova den nødvendige løsesum i form af et fuldkomment menneskeliv?
11 Jehova sendte ikke en engel til jorden der skulle foregive at dø ved at ofre et inkarneret legeme, mens den i virkeligheden levede videre som åndeskabning. Nej, idet Gud udførte et mirakel som kun han, Skaberen, kunne have udtænkt, overførte Gud sin himmelske søns livskraft og personlighedsmønster til en kvindes moderliv. Han valgte Maria, datter af Eli af Judas stamme. Guds virksomme kraft, hans hellige ånd, beskyttede barnet mens det befandt sig i Marias moderliv, og det blev født som et fuldkomment menneske. (Lukas 1:35; 1 Peter 2:22) Dette menneske ejede nu det der var nødvendigt for at tilvejebringe en løsesum som fuldt ud kunne opfylde den guddommelige retfærdigheds krav. — Hebræerne 10:5.
12. (a) I hvilken forstand er Jesus Guds „enestefødte søn“? (b) Hvordan viser det at Gud gav denne søn som en genløsning, noget om hans kærlighed til os?
12 Hvem af sine myriader af himmelske sønner betroede Jehova denne opgave? Ham der i Bibelen kaldes hans „enestefødte søn“. (1 Johannes 4:9) Hermed tænkes der ikke på at han blev født som menneske, men på den stilling han havde indtaget i himmelen. Han er den eneste Jehova har skabt direkte uden at nogen anden har medvirket. Han er al skabnings førstefødte. Han er den som Gud brugte til at skabe alt andet. Englene er sønner af Gud, ligesom Adam var en søn af Gud. Men der siges om Jesus at han har „en herlighed som den en enestefødt søn har fra sin fader“. Der siges at han „ligger op mod Faderens bryst“. (Johannes 1:14, 18) Jesus har et nært, fortroligt og kærligt forhold til sin Fader, og han har den samme kærlighed til menneskene som hans Fader har. I Ordsprogene 8:30, 31 læser vi hvad Faderen føler for sin søn, og hvad sønnen føler for menneskene: „Jeg var den han [Jehova] holdt af dag efter dag. Hele tiden glædede jeg mig for hans ansigt, . . . og menneskenes sønner holdt jeg af.“ Her beskrives Jesus som Jehovas værkmester, den personificerede visdom. Det var denne højt elskede søn Gud sendte til jorden for at tilvejebringe genløsningen. Det er derfor meget betegnende når Jesus siger: „Gud elskede verden så meget at han gav sin enestefødte søn.“ — Johannes 3:16.
13, 14. Hvad lærer vi om Jehova gennem den bibelske beretning om Abraham der forsøgte at ofre Isak? (1 Johannes 4:10)
13 For at vi til en vis grad kan forstå hvad dette har krævet af Jehova, gav han, længe før Jesus kom til jorden, ja, for omkring 3890 år siden, Abraham følgende befaling: „Jeg beder dig, tag din søn, din eneste, som du elsker, Isak, og begiv dig til Morijas land og bring ham dér som et brændoffer på et af bjergene som jeg vil udpege for dig.“ (1 Mosebog 22:1, 2) I tro adlød Abraham Jehova. Prøv at sætte dig i Abrahams sted. Hvad hvis det havde været din søn, din eneste søn, som du elskede højt? Hvordan ville du have været til mode da du kløvede brændet til brændofferet, foretog en rejse på adskillige dage til Morijas land og lagde din søn på alteret?
14 Hvorfor nærer kærlige forældre sådanne følelser? Fordi Gud skabte mennesket i sit billede. (1 Mosebog 1:27) Når vi viser kærlighed og medfølelse, afspejler vi i meget begrænset omfang Jehovas egen kærlighed og medfølelse. I Abrahams tilfælde greb Gud ind så Isak ikke blev ofret. (1 Mosebog 22:12, 13; Hebræerne 11:17-19) Men i sit eget tilfælde holdt Jehova ikke inde umiddelbart før genløsningen blev tilvejebragt, selv om det var forbundet med store omkostninger for ham selv og hans søn. Jehova var ikke forpligtet til at tilvejebringe en løsesum, men han gjorde det som et udtryk for sin umådelige ufortjente godhed. Værdsætter vi det han har gjort? — Hebræerne 2:9.
Hvad genløsningen gør mulig
15. Hvordan har genløsningen berørt menneskers liv i den nuværende tingenes ordning?
15 Denne kærlige foranstaltning fra Gud har en gennemgribende indvirkning på dem der i tro anerkender den. Som følge af synden var de før skilt fra Gud. Bibelen siger at de var ’fjender fordi deres sind var rettet mod de gerninger der var onde’. (Kolossenserne 1:21-23) Men de er blevet „forligt med Gud gennem hans søns død“. (Romerne 5:8-10) Da de har ændret adfærd og har taget imod den tilgivelse som Gud skænker dem der tror på Kristi offer, kan de glæde sig over en ren samvittighed. — Hebræerne 9:14; 1 Peter 3:21.
16. Hvilke velsignelser får de der tilhører den lille hjord, som følge af deres tro på genløsningen?
16 Et begrænset antal af disse, en lille hjord, har Jehova i sin ufortjente godhed givet det håb at skulle være sammen med hans søn i det himmelske rige for at gennemføre Guds oprindelige hensigt med jorden. (Lukas 12:32) De er blevet udvalgt ’af hver stamme og hvert tungemål og hvert folk og hver nation til et kongerige og til præster for vor Gud, og de skal herske som konger over jorden’. (Åbenbaringen 5:9, 10) Til dem skrev apostelen Paulus: „I modtog en ånd der hører dem til der antages som sønner; ved den ånd råber vi: ’Abba, Fader!’ Ånden selv vidner sammen med vor egen ånd om at vi er Guds børn. Og når vi er børn, er vi også arvinger: ja, Guds arvinger og Kristi medarvinger.“ (Romerne 8:15-17) Ved at Gud adopterer dem som sine sønner, træder de ind i det dyrebare forhold til ham som Adam mistede. Disse sønner vil desuden få den forret at tjene Gud i himmelen, en forret Adam aldrig fik. Det er grunden til at apostelen Johannes sagde: „Se hvilken kærlighed Faderen har skænket os, at vi kan kaldes Guds børn.“ (1 Johannes 3:1) Gud nærer ikke blot en principbetonet kærlighed (agaʹpē) til disse, men viser dem inderlig hengivenhed (filiʹa), der kendetegner forholdet mellem sande venner. — Johannes 16:27.
17. (a) Hvilke muligheder har alle som tror på genløsningen? (b) Hvad vil „Guds børns herlige frihed“ betyde for dem?
17 Jehova giver også andre mulighed for at opnå det dyrebare gudsforhold som Adam mistede, hvis de tror på Guds gavmilde foranstaltning til liv gennem Jesus Kristus. Apostelen Paulus skrev: „Skabningen [menneskeskabningen som nedstammer fra Adam] venter jo med spændt forventning på at Guds sønner skal åbenbares [på den tid hvor det er tydeligt at Guds sønner der er arvinger med Kristus i det himmelske rige, griber ind til gavn for menneskene]. Skabningen blev nemlig underlagt frugtesløshed [født i synd med udsigt til at dø, uden mulighed for at udfri sig selv], ikke af egen vilje, men gennem ham som lagde den derunder, på grundlag af håb [som Gud giver dem] om at også skabningen selv vil blive frigjort fra trældom under fordærv og opnå Guds børns herlige frihed.“ (Romerne 8:19-21) Hvad vil denne frihed medføre? At de bliver frigjort fra trældom under synd og død. De vil få et fuldkomment sind og legeme, komme til at leve evigt i et paradis hvor de vil kunne glæde sig over deres fuldkommenhed og lade deres værdsættelse komme til udtryk over for Jehova, den eneste sande Gud. Og hvordan er alt dette blevet muligt? Gennem Guds enestefødte søns genløsningsoffer.
18. Hvad vil vi gøre den 23. marts efter solnedgang, og hvorfor?
18 Den 14. nisan år 33 indstiftede Jesus i et værelse i Jerusalem en højtid til minde om sin død. Den årlige højtid hvor hans død mindes, er blevet en vigtig begivenhed i alle sande kristnes tilværelse. Jesus gav selv følgende befaling: „Bliv ved med at gøre dette til minde om mig.“ (Lukas 22:19) I 1997 vil mindehøjtiden blive fejret den 23. marts efter solnedgang (det tidspunkt hvor den 14. nisan begynder). Den dag vil der ikke være noget der er vigtigere end at overvære denne mindehøjtid.
Hvad vil du svare?
◻ Hvordan har Gud vist kærlighed?
◻ Hvorfor skulle der et fuldkomment menneskeliv til for at genløse Adams efterkommere?
◻ Hvad har genløsningen krævet af Jehova?
◻ Hvad skaber genløsningen mulighed for?
[Illustration på side 10]
Gud gav sin enestefødte søn