Hvorfor er AIDS blevet så udbredt?
HVORFOR er AIDS blevet så udbredt? Man ved ikke præcis hvordan, hvornår eller hvor sygdommen er opstået, men der er et vist mønster i den måde den har spredt sig på. I Europa og De Forenede Stater er den for eksempel hovedsagelig blevet spredt gennem homoseksuelle forbindelser. Da man blev opmærksom på sygdommen fandtes den så godt som kun blandt homoseksuelle (og biseksuelle) mænd. I januar 1987 beregnede man at 74 procent af de AIDS-ramte i Europa tilhørte denne gruppe.
Den næste gruppe sygdommen viste sig blandt, var stiknarkomanerne. Efter nogle få år tilhørte 15 procent af patienterne denne gruppe, og „i øjeblikket sker den største stigning af AIDS-ramte netop blandt stiknarkomaner, hvilket betegnes som ’en betydelig fare’ for den heteroseksuelle befolkning,“ skrev Politiken den 31. maj i år. Nogle steder har hver anden stiknarkoman AIDS.
Mindst halvdelen af de homoseksuelle mænd i San Francisco er smittet med AIDS-viruset, og mange er allerede døde. En langsigtet undersøgelse blandt de homoseksuelle i byen har vist at 78 procent af dem der 7 år tidligere var blevet fundet HIV-positive, nu havde AIDS, begyndende symptomer på AIDS, eller et svækket immunforsvar. Procenten af nye tilfælde blandt de homoseksuelle er dog faldende, men man kan så godt som intet gøre for dem der allerede er blevet smittet.
Haiti har ofte været nævnt i forbindelse med AIDS. Herom har Los Angeles Times skrevet: „Nye oplysninger synes at vise at AIDS-viruset fortrinsvis er blevet indført på De Caraibiske Øer gennem homoseksuel kontakt mellem øboere og amerikanere.“
Hvorfor netop de homoseksuelle?
Hvorfor er de homoseksuelle i så stor fare for at få AIDS? Det skyldes deres seksuelle adfærdsmønster. AIDS kan spredes ved oralt samleje, men det er som regel ved analt samleje at smitten spredes i homoseksuelle kredse.
Menneskets endetarm er beregnet til udtømmelse af affaldsstoffer — ikke til brug ved samleje. Den er kun beklædt med et ganske tyndt lag epitelvæv, og analt samleje resulterer derfor ofte i rifter og blødninger. En homoseksuel mand kan let blive smittet med AIDS gennem partnerens inficerede sæd eller gennem sår på dennes mandlige lem. Gennem det beskadigede epitelvæv i endetarmen kan smitten desuden videreføres til andre partnere.
Dertil kommer at homoseksuelle ofte har mange partnere — flere hundrede, eller endda flere tusind — i løbet af deres levetid. En ung homoseksuel mand der smittede mange før han selv døde af AIDS, havde efter sigende i løbet af ti år været sammen med 2500 mænd. Hans arbejde ved et flyselskab havde givet ham mulighed for at rejse meget. En anden fortalte at han inden for tyve år havde haft cirka 5000 homoseksuelle kontakter. Det er indlysende at der er en overhængende risiko for at sådanne mennesker spreder AIDS.
Endnu en faktor der må tages i betragtning, er at andre sygdomme, for eksempel hepatitis, gonorré og herpes, er udbredte blandt homoseksuelle på grund af deres seksuelle adfærdsmønster. Disse sygdomme svækker legemet, og man mener at de kan gøre én mere modtagelig for AIDS.
Er homoseksualitet unaturligt?
Der er ingen tvivl om at homoseksualitet i høj grad har fremskyndet spredningen af AIDS. Disse handlinger strider mod menneskelegemets anatomi.
Homoseksualitet er ikke en acceptabel ’alternativ livsform’. Det er unaturligt, det strider mod den måde vi er skabt på. Bibelen omtaler homoseksualitet i forbindelse med nogle handlinger som skyldes „en sindstilstand [Gud] ikke synes om“, og siger: „Gud overgav dem til vanærende seksuelle lidenskaber, for både ombyttede deres kvinder den naturlige omgang med den unaturlige, og ligeledes forlod også mændene den naturlige omgang med kvinden og blev optændt i deres begær efter hinanden, idet mænd med mænd øvede hvad der er uanstændigt og pådrog sig den fulde løn som deres vildfarelse fortjente.“ — Romerne 1:26-32.
I Guds lov til fortidens Israel siges der desuden: „Når en mand ligger hos en af mandkøn som man ligger hos en kvinde, har de begge gjort noget vederstyggeligt.“ — 3 Mosebog 20:13.
At homoseksualitet er unaturligt kan ses af den enkle kendsgerning at hvis alle var homoseksuelle ville hele menneskeheden uddø i løbet af én generation.
Vil det sige at AIDS er Guds straf over de homoseksuelle, som nogle mener? Nej, det siges der intet om i Bibelen. De homoseksuelle ’høster som de har sået’. (Galaterne 6:7) Guds ord indeholder dette princip: „De har selv handlet ødelæggende . . . fejlen er deres egen.“ — 5 Mosebog 32:5.
Også heteroseksuelle smittes
AIDS rammer dog ikke kun de homoseksuelle — den har spredt sig til heteroseksuelle mænd og kvinder. Dette er blandt andet sket ved at biseksuelle mænd der er blevet smittet gennem seksuelt samvær med andre mænd, har videregivet smitten til kvinder ved samleje.
Stiknarkomaner kan smitte hinanden med AIDS ved brug af fælles kanyler, og siden kan de smitte de mænd eller kvinder de har seksuelt samkvem med. Dertil kommer at en stor procentdel af de prostituerede mange steder har AIDS og smitter deres kunder.
I Afrika er AIDS meget udbredt blandt den heteroseksuelle befolkning, og cirka lige mange kvinder og mænd er smittede. I Europa, De Forenede Stater og andre steder spredes AIDS endnu ikke så hurtigt blandt heteroseksuelle som i Afrika, men antallet af tilfælde stiger også i denne gruppe. Flere og flere mænd og kvinder der hverken er homoseksuelle eller biseksuelle har AIDS og kan smitte andre. Information skrev den 9. juli 1987: „AIDS har sidste år [1986] overtaget kræftens rolle som den hyppigste dødsårsag for kvinder mellem 25 og 34 år i New York City.“ Og en stor del — nogle mener cirka halvdelen — af de børn der fødes af smittede kvinder, har selv sygdommen.
Eftersom alle principper angående kønsmoral er blevet udvandet inden for de seneste årtier er utugt og ægteskabsbrud desuden blevet noget ganske almindeligt. Mænd og kvinder har ofte mange forskellige seksualpartnere, og de der har AIDS kan smitte andre. Denne umoralske adfærd fordømmes imidlertid i Bibelen. — 1 Korinther 6:9, 10; Åbenbaringen 22:15.
Blod — endnu en smittekilde
En del af de AIDS-ramte er blevet smittet gennem blodtransfusioner. Den canadiske avis The Medical Post skriver: „Dr. Thomas Peterman, der er medicinsk epidemiolog ved AIDS-afdelingen af centeret for sygdomskontrol . . . har anslået at 12.000 amerikanere er blevet smittet med HIV [AIDS-virus] gennem transfusioner med inficeret blod mellem 1978 og 1984.“
Mange af disse patienter er nu døde eller døende. Flere amerikanske hospitaler har rådet dem der har fået blodtransfusioner før 1985 — det år man indførte screening af donorblod — til at blive testet for AIDS.
Ifølge undersøgelser foretaget af USA’s center for sygdomskontrol var de fleste af de 10.000 svære amerikanske bløderpatienter smittet med AIDS-virus allerede i begyndelsen af 1985. Også mellem 30 og 50 procent af de øvrige bløderpatienter var smittet. I Brasilien anslår man at over halvdelen af landets blødere er smittet med AIDS-virus.
Dr. Margaret Hilgartner fra New York Hospital — Cornell Medical Center siger: „En svær bløderpatient modtager blodbestanddele fra mellem 800.000 og 1 million forskellige mennesker om året. Før medicinalfirmaerne begyndte at varmebehandle blodprodukterne var smittefaren utrolig stor.“ Hun tilføjer: „Flere og flere unge blødere begår selvmord i vrede. De føler sig som syndebukke.“
Jonathan Goldsmith fra Nebraska Regional Hemophilia Center i Omaha siger at transfusionsmedicin „altid har været farlig fordi man har at gøre med et biologisk produkt. Men dette er det værste vi har oplevet. Lægerne er forfærdelig kede af det. Det har aldrig været vores hensigt at der skulle ske noget i denne her retning.“
En der har pådraget sig AIDS ved en blodtransfusion kan smitte sin ægtefælle gennem kønsligt samvær. Ved en undersøgelse blandt gifte mænd der havde fået AIDS ved blodtransfusion, viste det sig at der hos 14 procent af hustruerne også var konstateret smitte med AIDS-virus.
Det menes at cirka ti procent af de antistof-positive mænd og kvinder i Afrika er blevet smittet gennem inficeret blod eller gennem brug af inficerede kanyler, for eksempel ved vaccinationer. Eftersom nogle anslår at der er cirka fem millioner AIDS-ramte i Afrika, kan dette betyde at 500.000 af dem er blevet smittet gennem inficeret blod.
Hvad kan man gøre for at beskytte sig mod AIDS, i betragtning af hvor udbredt sygdommen er?
[Tekstcitat på side 10]
I Afrika er AIDS meget udbredt blandt heteroseksuelle
[Tekstcitat på side 10]
Cirka 10 procent af de AIDS-ramte i Afrika er blevet smittet gennem inficeret blod
[Illustrationer på side 9]
I begyndelsen blev AIDS fortrinsvis spredt af homoseksuelle og stiknarkomaner, men sygdommen er også blevet spredt ved blodtransfusioner