LOVPRISNING
Lovprisning er et udtryk for ros, beundring, endog tilbedelse når lovprisningen er rettet mod Gud. Det hebraiske udsagnsord halalʹ og det græske aineʹō gengives med „lovsynge“ og „prise“. (Sl 113:1; Es 38:18; Ro 15:11; se HALLEL; HALLELUJA.) Det græske navneord hyʹmnos, hvoraf det danske ord „hymne“ kommer, indeholder tanken om pris eller lovsang rettet mod Gud. — Mr 14:26, fdn.
At lovsynge Guds navn vil sige at lovsynge den Allerhøjeste selv. (Sl 69:30) Han fortjener at blive lovsunget i rigt mål, for han er „god“, indbegrebet af moralsk fortræffelighed, Skaberen, de nødstedtes hjælper og den der opretholder og udfrier sit folk. (Sl 135:3; 150:2; 1Kr 16:25, 26) Han vil aldrig dele sin pris med livløse billedstøtter der ikke kan hjælpe deres tilbedere. — Es 42:8.
Lovprisning indtog en betydningsfuld plads i Israels tilbedelse af Jehova. Eftersom den Almægtige blev lovprist fra alle sider, hed det om ham at han ’boede i Israels lovsange’. (Sl 22:3) Kong David organiserede præsterne og levitterne så de kunne lovprise Jehova med sang og musik. Denne ordning fortsatte i det tempel Salomon byggede, og i årene derefter førte præster og levitter an i lovprisningen idet de brugte inspirerede tekster der er blevet bevaret til nutiden i Salmernes Bog. — 1Kr 16:4-6; 23:2-5; 2Kr 8:14; se MUSIK.
Jehovas trofaste tjenere lod ikke noget hindre dem i at give Gud den pris han som den eneste har ret til. Profeten Daniel holdt ikke op med at lovprise Jehova da det blev erklæret ulovligt og man som straf kunne blive kastet i en løvekule. (Da 6:7-10) Jesus Kristus gjorde intet ud fra sine egne ideer, og derved satte han det bedste eksempel med hensyn til at lovprise sin Fader. Gennem hele sit liv og hele sin tjeneste, også ved de mirakler han udførte, lovpriste Guds søn sin Fader. — Lu 18:43; Joh 7:17, 18.
De kristne i det 1. århundrede fortsatte med at bruge de inspirerede salmer i deres lovprisning af Jehova. Desuden fandtes der åbenbart kristne sange — „lovsange til Gud“, eller hymner, og „åndelige sange“, sange der handlede om åndelige anliggender. (Ef 5:19; Kol 3:16) Kristne lovpriser dog ikke kun Jehova i sang. De gør det også med deres liv og deres levende interesse for andres åndelige og materielle velfærd. — He 13:15, 16.
Lovprisning af mennesker. At prise eller at rose sig selv er et tegn på stolthed og virker ikke opbyggende på tilhørerne. Det er ukærligt fordi man derved ophøjer sig selv over andre. (1Kor 13:4) Ros eller pris er kun på sin plads når den kommer spontant fra upartiske iagttagere der intet har at vinde ved deres ros. — Ord 27:2.
Bliver man rost eller lovprist af andre, kan det også være en prøve. Det kan fremkalde en følelse af overlegenhed eller stolthed og således lede til personens fald. Men når rosende ord modtages i den rette ånd, kan de have en positiv virkning. Den der roses, vil måske ydmygt erkende at han står i stor gæld til Jehova Gud, og føle sig tilskyndet til at leve op til sit rosværdige moralske stade eller ry. Det inspirerede ordsprog viser at ros ofte kan åbenbare et menneskes sande karakter, for det hedder: „Digelen er til sølv og ovnen til guld, og en mand er som sin ros,“ eller „ros prøver [en mands] karakter“. — Ord 27:21, NV, NE.
Intet menneske kan opnå større ros end den at blive godkendt af Gud. En sådan ros vil blive givet ved Herren Jesu Kristi åbenbarelse i herlighed. (1Kor 4:5; 1Pe 1:7) Den afhænger ikke af kødelige omstændigheder, men af om personen har levet på en måde der sømmer sig for en tjener for Jehova. (Ro 2:28, 29; se JØDE, JØDINDE.) Nu i tiden vil mennesker i høje regeringsembeder og andre måske rose sande kristne fordi de er lovlydige og ærlige. (Ro 13:3) Når iagttagerne bliver klar over at årsagen til de kristnes gode adfærd er at de er trofaste tjenere for Jehova, er det til pris for Jehova og hans søn, hvis loyale disciple de er.