Tykikus — en betroet medtræl
TYKIKUS rejste sammen med apostelen Paulus og fungerede som hans budbringer ved forskellige lejligheder. Han var en udsending som kunne blive betroet penge og ansvarsfulde tilsynsopgaver. Eftersom Bibelen fremhæver hans pålidelighed, en egenskab som må kendetegne alle kristne, har du måske lyst til at få noget mere at vide om ham.
Paulus beskrev Tykikus som sin „elskede broder og trofaste tjener og medtræl i Herren“. (Kolossenserne 4:7) Hvorfor omtalte Paulus ham i så rosende vendinger?
Nødhjælp til Jerusalem
Der opstod stor materiel nød blandt de kristne i Judæa omkring år 55. Med hjælp fra menighederne i Europa og Lilleasien organiserede Paulus en indsamling til støtte for dem. Tykikus, som var fra provinsen Asien, ydede en indsats i dette nødhjælpsarbejde.
Efter at Paulus havde givet instruktioner i hvordan indsamlingen skulle finde sted, foreslog han at man skulle sende pålidelige mænd til Jerusalem med det indsamlede beløb eller lade dem rejse dertil sammen med ham. (1 Korinther 16:1-4) Da han drog ud på den lange rejse fra Grækenland til Jerusalem, var han ledsaget af adskillige mænd. Tykikus var øjensynlig en af dem. (Apostelgerninger 20:4) Det kan have været nødvendigt at de rejste i så stor en gruppe fordi de medbragte betroede midler fra adskillige menigheder. Hensynet til sikkerheden kan have været en væsentlig faktor eftersom røvere udgjorde en fare for rejsende. — 2 Korinther 11:26.
Da Aristarkus og Trofimus ledsagede Paulus til Jerusalem, mener nogle at det er sandsynligt at Tykikus og de andre også gjorde det. (Apostelgerninger 21:29; 24:17; 27:1, 2) Eftersom Tykikus var med i dette nødhjælpsarbejde, mener nogle at han må være den „broder“ der i Grækenland hjalp Titus med at ordne indsamlingen, og som var „udnævnt af menighederne til at være [Paulus’] rejsefælle i forbindelse med denne gave“. (2 Korinther 8:18, 19; 12:18) Hvis den første opgave Tykikus udførte, var ansvarsfuld, så var den anden det ikke mindre.
Fra Rom til Kolossæ
Fem eller seks år senere (år 60-61) håbede Paulus at blive løsladt fra sit første fangenskab i Rom. Tykikus var hos ham hundreder af kilometer fra sit hjemland. Nu skulle Tykikus rejse tilbage til Asien, hvilket gav Paulus mulighed for at sende breve til de kristne menigheder i dette område og at sende Filemons bortløbne slave, Onesimus, tilbage til Kolossæ. Tykikus og Onesimus havde mindst tre breve med som i dag er en del af den bibelske kanon — Efeserbrevet, Kolossenserbrevet og Brevet til Filemon. Der blev måske også afleveret et brev til menigheden i Laodikea, en by der lå cirka 18 kilometer fra Kolossæ. — Efeserne 6:21; Kolossenserne 4:7-9, 16; Filemon 10-12.
Tykikus var ikke blot postbud. Han var et betroet personligt sendebud, for Paulus skrev: „Alle mine forhold vil Tykikus, min elskede broder og trofaste tjener og medtræl i Herren, gøre jer bekendt med. Netop for at I kan kende vores situation og for at han kan trøste jeres hjerter, sender jeg ham til jer.“ — Kolossenserne 4:7, 8.
Bibelforskeren E. Randolph Richards peger på at en brevbærer „ofte var et personligt bindeled mellem skribenten og modtagerne, ud over det skriftlige bindeled. . . . En af grundene til at det var nødvendigt at bruge en pålidelig brevbærer, var at han ofte havde yderligere oplysninger med. Skribenten kunne i et brev give en kort beskrivelse af en situation, ofte med sin vurdering af sagen, men det forventedes at brevbæreren uddybede alle detaljerne for modtageren.“ Et brev behandlede måske lærespørgsmål og hastesager, men en pålidelig budbringer ville mundtligt overbringe yderligere oplysninger.
Brevene til efeserne, kolossenserne og Filemon fortæller kun lidt om hvordan Paulus havde det. Tykikus måtte derfor viderebringe personlige oplysninger og gøre rede for Paulus’ situation i Rom. Han måtte også have så god en forståelse af forholdene i menighederne at han kunne opmuntre brødrene. Den slags budskaber og ansvarsopgaver blev kun betroet dem man kunne stole på loyalt ville repræsentere afsenderen. Tykikus var en sådan mand.
Tilsynsopgaver i fjerntliggende distrikter
Efter at Paulus var blevet løsladt fra sin husarrest i Rom, tænkte han på at sende enten Tykikus eller Artemas til Titus på øen Kreta. (Titus 1:5; 3:12) Under Paulus’ andet fangenskab i Rom (sandsynligvis omkring år 65) sendte apostelen igen Tykikus til Efesus, hvor han sikkert skulle træde i stedet for Timoteus, som derefter kunne tage af sted for at være hos Paulus. — 2 Timoteus 4:9, 12.
Det er uklart om Tykikus både tog til Kreta og Efesus i løbet af denne periode. Ovenstående henvisninger tyder ikke desto mindre på at han forblev en af Paulus’ nære medarbejdere helt frem til de sidste år af apostelens tjeneste. Når Paulus overvejede at sende Tykikus ud på ansvarsfulde og måske vanskelige opgaver i Timoteus’ og Titus’ sted, var Tykikus tydeligvis blevet en moden kristen tilsynsmand. (Jævnfør Første Timoteusbrev 1:3; Titus 1:10-13.) Hans villighed til at rejse og betjene fjerntliggende distrikter gjorde ham nyttig for Paulus og for hele den kristne menighed.
I dag tjener selvopofrende kristne villigt Gud i Jehovas Vidners lokale menigheder eller stiller sig til rådighed for at fremme Rigets interesser andre steder. Tusinder har med glæde taget imod den opgave at tjene som missionærer, rejsende tilsynsmænd eller som internationale medarbejdere i forbindelse med byggeprojekter, på Vagttårnsselskabets hovedkontor eller på et af dets afdelingskontorer. Ligesom Tykikus er de ikke så kendte, men de arbejder flittigt, er ’trofaste tjenere’, som er dyrebare i Guds øjne og elsket af andre kristne som pålidelige ’medtrælle i Herren’.