Enheden sikret gennem Kristus
Hovedpunkter fra Efeserbrevet
I BEGYNDELSEN af år 52 e.v.t. var apostelen Paulus optaget af at forkynde i Efesus. Denne rige handelsby i Lilleasien var også et center for falsk religion. Ikke desto mindre var kristendommen i fremgang efter at Paulus var vendt tilbage til byen, sandsynligvis i vinteren 52/53. I de omkring tre år Paulus blev dér, holdt han daglig foredrag i en skolesal og forkyndte fra hus til hus. — Apostelgerninger 19:8-10; 20:20, 21, 31.
Paulus skrev til de kristne i Efesus omkring år 60-61 e.v.t. mens han sad i fængsel i Rom. Brevet handler om enhed med og gennem Jesus Kristus. Ja, faktisk bliver der talt om det at være i Kristus eller „i samhørighed med Kristus“ hele 13 gange i dette brev, hvilket er flere gange end i noget andet af de breve Paulus skrev. Vi kan ligesom efeserne tage ved lære af det Paulus skrev om den plads Kristus indtager i Guds hensigter, og af hans råd om at holde sig fra umoralitet og modstå onde åndemagter.
Gud ønsker enhed
Paulus indleder med at forklare hvordan Gud vil sammenfatte alt gennem Kristus. (1:1-23) Han vil sammenfatte alt i himmelen og på jorden ved „en administration“ (en måde at styre tingene på). Gennem Kristus vil Gud med sig selv forene dem der er udvalgt til himmelsk liv, samt andre der vil komme til at leve på jorden. I dag har Gud forenet en skare af salvede og „en stor skare“, og sammenfatningen af alt på jorden vil fortsætte indtil de der er i mindegravene hører Jesu røst og kommer ud. (Åbenbaringen 7:9; Johannes 5:28, 29) Vi bør være taknemmelige for dette, ligesom Paulus bad om at efeserne måtte værdsætte det Gud havde gjort for dem.
Derefter henledes opmærksomheden på de ikkejødiske kristne, der engang var døde i deres overtrædelser. (2:1–3:21) Ved hjælp af Kristus blev Loven ophævet og grundlaget lagt for at jøder og hedninger kunne blive forenet og udgøre et tempel hvor Gud kunne bo ved ånd. Paulus’ husholdergerning gik ud på at gøre en hellig hemmelighed kendt, nemlig den at folk fra nationerne kunne blive forenet med Kristus og gennem ham nærme sig Gud med frimodighed i tale. Igen beder Paulus for efeserne; denne gang om at Jehova må udvirke at de bliver styrket og rodfæstet i tro og kærlighed.
Foranstaltninger til enhed
Paulus viser at Gud har truffet særlige foranstaltninger til at bevare enheden. (4:1-16) En af disse er det åndelige legeme som menigheden udgør. Dette legeme samarbejder harmonisk under Kristi ledelse. I menigheden har Gud desuden sørget for gaver i form af mennesker som vil hjælpe alle til at nå frem til enheden i troen.
Jehova har også gjort det muligt at opdyrke kristne egenskaber der fremmer enheden. (4:17–6:9) Kristne der har iført sig „den nye personlighed“ har aflagt uren og tåbelig tale. De vandrer med visdom, har respekt for Kristus og forstår at underordne sig.
Endvidere sætter Gud de kristne i stand til at modstå ondskabens åndemagter, der søger at ødelægge enheden iblandt dem. (6:10-24) Til dette formål sørger Gud for en åndelig rustning til dem. Lad os da benytte den, idet vi fortsat beder — også for vore trosfæller.
Paulus gav god vejledning til efeserne. Lad os ligeledes følge den ved at undgå umoralitet og modstå de onde åndemagter, og lad os vise vor dybe værdsættelse af den enhed vi nyder gennem Jesus Kristus.
[Ramme/illustration på side 24]
Brændende pile: Den åndelige rustning indbefatter „troens store skjold“ hvormed vi kan slukke eller uskadeliggøre Satans „brændende pile“. (Efeserne 6:16) Romerne benyttede blandt andet pile af hule rør, forsynet med en jernbeholder under spidsen som var fyldt med brændende nafta (jordolie). Disse pile blev affyret med slappe buer for at ilden ikke skulle blæses ud. Hvis man søgte at slukke ilden med vand brændte den blot endnu voldsommere. Men store skjolde beskyttede soldaterne mod sådanne pile. På samme måde sætter troen på Jehova hans tjenere i stand til at „slukke alle den ondes brændende pile“. Ja, troen hjælper os til at modstå angreb fra onde ånder og fristelser til at gøre noget forkert, til ikke at følge en materialistisk kurs og til ikke at give efter for frygt og tvivl.