Hvad med „bevisstederne“?

DER er en række steder i Bibelen som hævdes at støtte eller bevise treenighedslæren. Når man læser disse skriftsteder, bør man imidlertid huske at de bibelske og historiske vidnesbyrd som helhed ikke støtter treenighedslæren.

De skriftsteder der anføres som beviser, må nødvendigvis forstås i lyset af hvad Bibelen ellers siger. Som regel vil sådanne skriftsteders betydning fremgå af den sammenhæng de står i.

Tre i én

OPSLAGSVÆRKET New Catholic Encyclopedia anfører tre sådanne „bevissteder“, men indrømmer samtidig: „Læren om den Hellige Treenighed findes ikke i G[ammel] T[estamente]. I N[y] T[estamente] findes det ældste vidnesbyrd i de paulinske breve, specielt i 2 Kor. 13:13 [vers 14 i Ny Verden-oversættelsen] og 1 Kor. 12:4-6. I evangelierne findes treenighedslæren kun eksplicit bevidnet i dåbsformelen i Matt. 28:19.“

I disse vers nævnes de tre „personer“ på følgende måde i den danske autoriserede oversættelse af Bibelen: Andet Korintherbrev 13:13 (14): „Herren Jesu Kristi nåde, Guds kærlighed og Helligåndens samfund være med eder alle!“ Første Korintherbrev 12:4-6: „Der er forskellige nådegaver, men Ånden er den samme; der er forskellige tjenester, men Herren er den samme; der er forskellige kraftige virkninger, men Gud er den samme, som virker alt i alle.“ Og Mattæus 28:19: „Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn.“

Siger disse vers at Gud, Kristus og den hellige ånd udgør en treenig Guddom, at de er lige i væsen, magt og evighed? Nej, det gør de ikke, lige så lidt som en opremsning af tre personer, som Jens, Peter og Søren, betyder at de tre er den samme.

Denne form for henvisninger, indrømmer McClintock og Strongs Cyclopedia of Biblical, Theological, and Ecclesiastical Literature, „beviser kun at der er de tre nævnte faktorer, . . . men beviser ikke i sig selv at de alle tre nødvendigvis er af samme guddommelige natur og besidder den samme guddommelige ære“.

Skønt dette leksikon støtter treenighedslæren, siger det om Andet Korintherbrev 13:13 (14): „Vi kan ikke med rette heraf udlede at de har samme myndighed eller samme natur.“ Og om Mattæus 28:18-20: „Dette skriftsted er dog ikke i sig selv noget afgørende bevis for at de tre nævnte faktorer er personer, eller at de er lige eller guddommelige.“

Ved Jesu dåb blev Gud, Jesus og den hellige ånd også nævnt sammen. Jesus „så Guds ånd dale ned som en due og komme over ham“. (Mattæus 3:16) Men det betyder ikke at disse tre er én. Abraham, Isak og Jakob nævnes sammen mange gange, men det gør dem ikke til én person. Peter, Jakob og Johannes nævnes også sammen, men det gør dem heller ikke til én person. Desuden viser dét at Guds ånd dalede ned over Jesus ved hans dåb, at han ikke var salvet med ånden før det tidspunkt. Hvordan kan han så have været en del af en treenighed, i hvilken han altid ville have været forenet med den hellige ånd?

Endnu et sted hvor de tre parter nævnes sammen, findes i nogle ældre bibeloversættelser i Første Johannesbrev 5:7. Forskerne er imidlertid enige om at disse ord ikke oprindelig hørte til i Bibelen men blev indføjet langt senere. De uægte ord er derfor udeladt i de fleste nyere oversættelser.

Alle de øvrige „bevissteder“ der anføres, handler kun om forholdet mellem to af parterne — Faderen og Jesus. Lad os se nærmere på nogle af dem.

„Jeg og Faderen er ét“

DISSE ord fra Johannes 10:30 citeres ofte til støtte for treenighedslæren, selv om de ikke taler om nogen tredje person. Jesus viste imidlertid selv hvad han mente med at han og Faderen var „ét“. I Johannes 17:21, 22 bad han til Gud angående sine disciple: „At de alle må være ét, ligesom du, Fader, er i samhørighed med mig og jeg er i samhørighed med dig, at de også må være i samhørighed med os, . . . for at de må være ét ligesom vi er ét.“ Bad Jesus om at alle hans disciple måtte blive et enkelt individ? Nej, han bad tydeligvis om at de måtte blive forenet i tanke og hensigt, ligesom han selv og Gud var det. — Se også Første Korintherbrev 1:10.

I Første Korintherbrev 3:6, 8 siger Paulus: „Jeg plantede, Apollos vandede . . . Og den der planter og den der vander er ét.“ Paulus mente ikke at han og Apollos var to personer i én; han mente at de var forenede i samme hensigt. Det græske ord Paulus her brugte for „ét“ (hen) er intetkøn og betegner enhed i handling, ikke i væsen. Det var det samme ord Jesus brugte i Johannes 10:30 til at beskrive sit forhold til Faderen. Det var også det samme ord Jesus brugte i Johannes 17:21, 22. Når han brugte ordet „ét“ (hen) i disse tilfælde, talte han altså om enhed i tanke og hensigt.

Angående Johannes 10:30 sagde Johannes Calvin, der selv var tilhænger af treenighedslæren: „De gamle brugte med urette dette sted til at bevise at Kristus er . . . af samme væsen som Faderen. For Kristus taler ikke om væsensenheden, men om sin overensstemmelse med Faderen.“

I de vers der følger umiddelbart efter Johannes 10:30 gjorde Jesus tydeligt opmærksom på at han ikke med disse ord hævdede at være Gud. Da jøderne med urette drog denne slutning og ville stene ham, spurgte han: „Hvordan kan I . . . sige til den, som Faderen har helliget og sendt til verden: ’Du taler gudsbespotteligt!’ fordi jeg sagde: jeg er Guds Søn?“ (Johannes 10:31-36, da. aut.) Nej, Jesus hævdede ikke at han var Gud eller Gud Søn, men Guds søn.

„Gjorde sig selv lig Gud“?

ENDNU et skriftsted der fremføres til støtte for treenighedslæren, er Johannes 5:18. Her står der at jøderne (ligesom i Johannes 10:31-36) ønskede at dræbe Jesus fordi „han kaldte . . . Gud sin Fader og gjorde sig selv lig Gud“.

Men hvem var det der sagde at Jesus gjorde sig selv lig Gud? Det var ikke Jesus. Han forsvarede sig mod den falske anklage i det næste vers (19), hvor vi læser: „Så svarede Jesus og sagde til dem: . . . ’Sønnen kan slet intet gøre af sig selv, men kun det, han ser Faderen gøre.’“ — Da. aut.

Hermed viste Jesus at han ikke var lig Gud og at han derfor ikke kunne gøre noget på egen tilskyndelse. Kunne vi forestille os nogen som var ligestillet med den almægtige Gud sige at han ’intet kunne gøre af sig selv’? (Jævnfør Daniel 4:34, 35.) Det er interessant at Jesus både i forbindelse med Johannes 5:18 og 10:30 forsvarede sig mod falske anklager som blev fremsat af jøder der, ligesom treenighedstilhængerne, drog forkerte slutninger!

„Gud lig“?

I FILIPPERBREVET 2:6 siger den danske autoriserede oversættelse om Jesus: „Da han var i guddomsskikkelse, holdt han det ej for et røvet bytte at være Gud lig.“ I Peter Schindlers katolske oversættelse lyder verset: „Da Kristus Jesus existerede i Guddoms-Skikkelse, ansaa han jo ikke det: at være paa lige Fod med Gud for noget, han skulde gemme paa og nyde for sig selv.“ Nogle bruger stadig dette vers til at underbygge tanken om at Jesus var lig Gud. Men læg mærke til hvordan det er gengivet i en række andre oversættelser:

1869: „som, skønt han var i Guds skikkelse, ikke betragtede det som noget at gribe efter at skulle være lig Gud.“ The New Testament ved G. R. Noyes.

1965: „Han — som virkelig havde guddommelig natur! — gjorde aldrig selvsikkert sig selv lig Gud.“ Das Neue Testament, revideret udgave, ved Friedrich Pfäfflin.

1968: „som, skønt han var i Guds skikkelse, ikke betragtede det at være lig Gud som noget han begærligt skulle gøre til sit eget.“ La Bibbia Concordata.

1976: „Han havde altid haft Guds natur, men han mente ikke at han med magt skulle forsøge at blive lig Gud.“ Today’s English Version.

1985: „som, skønt han var i Guds skikkelse, ikke tænkte på ran, nemlig at han skulle være lig Gud.“ Ny Verden-oversættelsen af De hellige Skrifter.

1985: „Som, skønt han var i Guds skikkelse, ikke betragtede lighed med Gud som noget at gribe efter.“ The New Jerusalem Bible.

Nogle hævder imidlertid at selv disse mere nøjagtige gengivelser lader forstå at (1) Jesus allerede havde lighed med Gud men ikke ønskede at holde fast ved den, eller at (2) han ikke behøvede at gribe efter lighed med Gud fordi han allerede havde den.

Med hensyn til hvad der står i den græske grundtekst siger Ralph Martin i The Epistle of Paul to the Philippians: „Det er dog tvivlsomt om verbets betydning kan glide fra den egentlige, som er ’at bemægtige sig’, ’at tage med vold’, til ’at holde fast ved’.“ Og i The Expositor’s Greek Testament siges der: „Man finder ingen steder hvor ἁρπάζω [harpaʹzō] eller nogen af dets afledninger har betydningen ’at holde fast ved’, ’at beholde’. Det synes overalt at betyde ’at bemægtige sig’, ’at tage med vold’. Det er derfor ikke forsvarligt, fra den egentlige betydning ’at gribe efter’, at glide over i en helt anden, ’at holde fast ved’.“

Heraf fremgår det at oversætterne bag den danske autoriserede bibel og andre bibeludgaver med en tilsvarende gengivelse, omgår de grammatiske regler for at støtte treenighedstanken. I stedet for at sige at Jesus fandt det passende at være lig Gud, siger den græske tekst til Filipperbrevet 2:6, når den læses objektivt, lige det modsatte, nemlig at Jesus ikke fandt det passende.

At det er sådan stedet skal forstås, fremgår af de omkringstående vers (3-5, 7, 8, da. aut.). Paulus formanede filipperne: „Agt i ydmyghed hverandre højere end jer selv.“ Derefter brugte han Kristus som det ypperste eksempel på denne indstilling: „Lad det samme sindelag være i jer, som var i Kristus Jesus.“ Hvilket „sindelag“? At det ’ikke var et røvet bytte at være Gud lig’? Nej, det ville jo føre til den stik modsatte tilskyndelse! Jesus, der ’agtede Gud højere end sig selv’, ville aldrig ’gribe efter lighed med Gud’, men ydmygede tværtimod sig selv og „blev lydig til døden“.

Det kan ikke være en del af den almægtige Gud der tales om her. Det er tydeligt nok Jesus Kristus, der var et fuldkomment eksempel på det Paulus ville understrege — nemlig betydningen af ydmyghed og lydighed over for Skaberen, Jehova Gud.

„Jeg er“

IFØLGE Johannes 8:58 sagde Jesus, som det er gengivet i den danske autoriserede oversættelse: „Før Abraham blev til, er jeg.“ Mente Jesus her, som treenighedstilhængerne påstår, at han var kendt under titlen „jeg er“? Og vil det sige at han, som de hævder, var De Hebraiske Skrifters Jehova, eftersom der jo i Anden Mosebog 3:14 ifølge den autoriserede oversættelse siges: „Gud svarede Moses: ’Jeg er den, jeg er!’“?

I Anden Mosebog 3:14 (da. aut.) bruges udtrykket „jeg er“ som et navn eller en betegnelse for Gud for at vise at han virkelig var til og ville gøre hvad han havde lovet. The Pentateuch and Haftorahs, redigeret af dr. J. H. Hertz, siger om dette udtryk: „For israelitterne i trældommen ville betydningen være: ’Selv om han endnu ikke har vist jer sin magt, vil han gøre det; han er evig og vil med sikkerhed genløse jer.’ De fleste nutidige oversættelser følger Rashis [en fransk bibel- og talmudkommentators] gengivelse [af Anden Mosebog 3:14]: ’Jeg vil være hvad jeg vil være.’“

Udtalelsen i Johannes 8:58 adskiller sig stærkt fra den i Anden Mosebog 3:14. Jesus anvendte ikke udtrykket som et navn eller en betegnelse, men erklærede ganske enkelt at han havde haft en førmenneskelig tilværelse. Læg mærke til hvordan Johannes 8:58 er gengivet i en række andre bibeloversættelser:

1869: „Fra før Abraham var, har jeg været.“ The New Testament ved G. R. Noyes.

1903: „Førend Abraham blev til, har jeg været.“ Det ny Testament ved T. Skat Rørdam.

1935: „Jeg var til før Abraham blev født!“ The Bible — An American Translation ved J. M. P. Smith og E. J. Goodspeed.

1981: „Jeg var i live før Abraham blev født!“ The Simple English Bible.

1985: „Før Abraham blev til, har jeg været.“ Ny Verden-oversættelsen af De hellige Skrifter.

Det eneste der ligger i den græske tekst her, er altså at Guds „førstefødte“, Jesus, havde været til længe før Abraham blev født. — Kolossenserne 1:15; Ordsprogene 8:22, 23, 30; Åbenbaringen 3:14.

Også her fremgår den rette forståelse af sammenhængen. Jøderne ville denne gang stene Jesus fordi han hævdede at have „set Abraham“ skønt han, som de sagde, endnu ikke var 50 år gammel. (vers 57) Jesu naturlige reaktion var at fortælle dem sandheden om sin alder. Han fortalte dem derfor at han „var i live før Abraham blev født“. — The Simple English Bible.

„Ordet var Gud“

I JOHANNES 1:1 siger den autoriserede oversættelse: „I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud.“ Det betyder ifølge treenighedslærens tilhængere at „Ordet“ (græsk: ho loʹgos) der kom til jorden som Jesus Kristus, var den almægtige Gud selv.

Men læg mærke til at sammenhængen også her lægger grunden til en nøjagtig forståelse. Selv i den autoriserede oversættelse står der jo at „Ordet var hos Gud“. (Kursiveret af os.) En der er „hos“ en anden kan ikke være den samme som vedkommende. I Journal of Biblical Literature, redigeret af jesuitten Joseph A. Fitzmyer, bemærkes det at hvis det sidste led i Johannes 1:1 møntes på Gud selv, vil det „modsige det foregående sætningsled“, som siger at Ordet var hos Gud.

Læg også mærke til hvordan den sidste del af verset er gengivet i andre oversættelser:

1808: „og ordet var en gud.“ The New Testament, in An Improved Version, Upon the Basis of Archbishop Newcome’s New Translation: With a Corrected Text.

1864: „og en gud var Ordet.“ The Emphatic Diaglott, interlinear ordlyd, ved Benjamin Wilson.

1928: „og Ordet var et guddommeligt væsen.“ La Bible du Centenaire, L’Evangile selon Jean, ved Maurice Goguel.

1935: „og Ordet var guddommeligt.“ The Bible — An American Translation ved J. M. P. Smith og E. J. Goodspeed.

1946: „og af gudekategori var Ordet.“ Das Neue Testament ved Ludwig Thimme.

1958: „og Ordet var en Gud.“ The New Testament ved James L. Tomanek.

1974: „og Ordet var en gud.“ Ny Verden-oversættelsen af De kristne græske Skrifter.

1975: „og en gud (eller: af gudekategori) var Ordet.“ Das Evangelium nach Johannes ved Sigfried Schulz.

1978: „og af guddommelig art var Logos.“ Das Evangelium nach Johannes ved Johannes Schneider.

I Johannes 1:1 forekommer det græske navneord theosʹ (gud) to gange. Første gang sigter det til den almægtige Gud, som Ordet var hos („og Ordet [loʹgos] var hos Gud [theonʹ, en form af theosʹ]“). Foran dette theosʹ står ton, en form af den bestemte artikel, ho. Det betyder at ordet betegner en bestemt person, i dette tilfælde den almægtige Gud („og Ordet var hos Gud[en]“).

Derimod står der ingen artikel foran det andet theosʹ i Johannes 1:1. En bogstavelig gengivelse ville derfor være: „og gud var Ordet.“ Vi har imidlertid set at mange oversættere gengiver dette andet theosʹ (der står som prædikatsled) med „en gud“, „guddommeligt“ eller „af guddommelig art“. Med hvilken begrundelse gør de det?

På koinēʹgræsk havde man en bestemt artikel (ho), men ikke nogen ubestemt artikel (svarende til „en“ eller „et“). Når et navneord der bruges som prædikatsled står uden den bestemte artikel, kan det derfor være ubestemt, afhængigt af sammenhængen.

Journal of Biblical Literature forklarer at udsagn „med et artikelløst prædikatsled foran verbet, hovedsagelig er egenskabsbeskrivende“. Det vil ifølge dette tidsskrift sige at loʹgos kan sammenlignes med en gud. Der siges videre om Johannes 1:1 at „prædikatsleddets egenskabsbeskrivende karakter er så fremtrædende at substantivet [theosʹ] ikke kan betragtes som bestemt“.

Denne del af Johannes 1:1 understreger derfor en egenskab ved Ordet, nemlig at han var „en gud“, „guddommelig“, „af guddommelig art“, men ikke den almægtige Gud. Dette stemmer med resten af Bibelen, som viser at Jesus, der her kaldes „Ordet“ i sin egenskab af Guds talsmand, var en lydig underordnet som blev sendt til jorden af sin overordnede, den almægtige Gud.

I mange andre bibelvers indføjer så godt som alle oversættere konsekvent den ubestemte artikel („en“ eller „et“) når de gengiver den samme græske sætningsbygning. I Markus 6:49 siger King James-oversættelsen for eksempel at disciplene mente „at det var en ånd“ da de så Jesus gå på vandet. I den græske tekst findes der ikke noget „en“ foran „ånd“. Men næsten alle oversættelser indføjer den ubestemte artikel for at give teksten mening. Det forholder sig på samme måde med Johannes 1:1. Eftersom Ordet var hos Gud kunne han ikke være „Gud“, men måtte være „en gud“, det vil sige af guddommelig art eller karakter.

Joseph Henry Thayer, en teolog og sprogkyndig der var med til at udarbejde American Standard Version, har meget enkelt sagt det således: „Logos var guddommelig, ikke det guddommelige Væsen selv.“ Og jesuitten John L. McKenzie skrev i sin Dictionary of the Bible: „Joh. 1:1 kunne meget ordret oversættes . . . ’ordet var et guddommeligt væsen’.“

Krænkes en regel?

NOGLE hævder imidlertid at man ved at gengive teksten på denne måde krænker en vigtig grammatisk regel i koinēʹgræsk. De sigter til en regel som den græskkyndige E. C. Colwell formulerede i 1933. Han hævdede at et græsk navneord der står som prædikatsled „har [den bestemte] artikel når det følger efter verbet; det har ikke [den bestemte] artikel når det står foran verbet“. Hermed mente han at et navneord der står prædikativt foran udsagnsordet skulle opfattes som om det havde den bestemte artikel, selv om den ikke stod der. I Johannes 1:1 står det andet theosʹ prædikativt foran udsagnsordet — „og [theosʹ] var Ordet“. Colwell hævdede derfor at denne del af Johannes 1:1 skulle gengives: „og Gud[en] var Ordet.“

Men betragt engang to lignende eksempler, som findes i Johannes 8:44. Her siger Jesus om Djævelen: „Han var en manddraber,“ og: „Han er en løgner.“ I den græske tekst står prædikatsleddet („manddraber“ og „løgner“) begge steder foran udsagnsordet („var“ og „er“) — ligesom i Johannes 1:1. Da der jo ikke er nogen ubestemt artikel i koinēʹgræsk, står der ikke nogen ubestemt artikel foran de to navneord. Men de fleste oversættere indføjer alligevel ordet „en“, fordi sammenhængen kræver det. — Se også Markus 11:32; Johannes 4:19; 6:70; 9:17; 10:1; 12:6.

Colwell anerkendte selv at dette kan være nødvendigt når et navneord står prædikativt, for han sagde: „Det er kun ubestemt på denne plads når sammenhængen kræver det.“ Han indrømmer altså at når sammenhængen kræver det, kan oversætterne indføje den ubestemte artikel foran navneordet i sætninger med denne konstruktion.

Kræver sammenhængen da at den ubestemte artikel indføjes i Johannes 1:1? Ja, for Bibelens samlede vidnesbyrd understreger at Jesus ikke er den almægtige Gud. Det er derfor ikke Colwells tvivlsomme grammatiske regel, men sammenhængen der er bestemmende for hvordan man bør oversætte. De mange oversættelser der indføjer den ubestemte artikel i Johannes 1:1 og andre steder, viser at mange sprogkyndige indtager denne holdning.

Ikke i strid med Bibelens lære

MEN Bibelen lærer jo at der kun findes én Gud. Er det så ikke i strid med Bibelen at sige at Jesus Kristus er „en gud“? Nej, for Bibelen bruger undertiden dette udtryk om mægtige skabninger. Salme 8:5 lyder: „Du gjorde ham [mennesket] lidt ringere end de gudlignende [hebraisk: ’ælohīmʹ],“ det vil sige englene. Da Jesus forsvarede sig over for jøderne, som anklagede ham for at hævde at være Gud, bemærkede han at „loven har kaldt dem guder, som Guds ord kom til,“ nemlig jordiske dommere. (Johannes 10:34, 35, da. aut.; Salme 82:1-6) Og Satan kaldes i Andet Korintherbrev 4:4 for „denne tingenes ordnings gud“.

Jesus har en langt højere stilling end både engle, ufuldkomne mennesker og Satan. Når de kan omtales som „guder“ eller mægtige, kan Jesus naturligvis også betegnes som „en gud“. I sin enestående stilling i forhold til Jehova er han en „Vældig Gud“. — Johannes 1:1; Esajas 9:6.

Men antyder udtrykket „Vældig Gud“, skrevet med store begyndelsesbogstaver, ikke at Jesus på en eller anden måde er ligestillet med Jehova Gud? Nej. Esajas forudsagde blot at dette ville være et af fire navne som Jesus ville blive kaldt med, og på dansk skrives sådanne navne med stort. Og selv om Jesus kaldes „Vældig“ eller mægtig, kan der kun være én som er „almægtig“. Der ville ikke være megen mening i at kalde Jehova „den almægtige Gud“ hvis ikke der var andre som også blev kaldt guder men indtog en ringere eller underordnet stilling.

Ifølge Bulletin fra John Rylands-biblioteket i England gør den katolske teolog Karl Rahner opmærksom på at ordet theosʹ ganske vist bruges om Kristus i forskellige skriftsteder, deriblandt Johannes 1:1, men „i ingen af disse tilfælde bruges ’theos’ på en sådan måde at det identificerer Jesus med ham der andre steder i Det Nye Testamente optræder som ’ho Theosʹ’, det vil sige den øverste Gud“. Og Bulletin tilføjer: „Hvis de nytestamentlige forfattere mente det var vigtigt at de troende bekendte Jesus som ’Gud’, hvordan kan man da forklare at netop denne bekendelsesform næsten helt mangler i Det Nye Testamente?“

Hvordan skal man så forstå apostelen Thomas’ udbrud i Johannes 20:28, hvor han, henvendt til Jesus, sagde: „Min Herre og min Gud!“? For Thomas var Jesus naturligvis som „en gud“, især i forbindelse med de mirakuløse omstændigheder der gav anledning til hans udbrud. Nogle forskere anfører desuden den mulighed at Thomas simpelt hen, i forbløffelse over det han så, kom med et bevæget udbrud henvendt til Jesus men i virkeligheden rettet til Gud. I hvert fald kan Thomas ikke have ment at Jesus var den almægtige Gud, for han og alle de andre apostle vidste at Jesus aldrig havde gjort krav på at være Gud men havde lært dem at Jehova alene var „den eneste sande Gud“. — Johannes 17:3.

Også her finder vi en vis hjælp i sammenhængen. Nogle dage før havde den opstandne Jesus bedt Maria Magdalene sige til disciplene: „Jeg stiger op til min Fader og jeres Fader og til min Gud og jeres Gud.“ (Johannes 20:17) Skønt Jesus nu var oprejst som en mægtig åndeskabning, var Jehova stadig hans Gud. Og Jesus fortsatte med at omtale ham sådan, selv i Bibelens sidste bog, efter at han var blevet herliggjort. — Åbenbaringen 1:5, 6; 3:2, 12.

Blot tre vers efter Thomas’ udbrud, i Johannes 20:31, kaster Bibelen yderligere lys over sagen med ordene: „Dette er blevet skrevet for at I kan tro at Jesus er Messias, Guds søn“ — altså ikke den almægtige Gud selv. Og der menes „søn“ rent bogstaveligt, som i et almindeligt slægtskabsforhold, ikke som en mystisk del af en treenig Guddom.

Må harmonere med Bibelen

DET hævdes at der er flere skriftsteder som støtter treenighedslæren. Men de ligner dem vi har behandlet i det foregående på den måde at de ved en nærmere betragtning ikke yder nogen virkelig støtte. De understreger blot at man ved en betragtning af sådanne steder som hævdes at støtte treenighedslæren, altid skal spørge: Harmonerer fortolkningen med den lære man finder alle andre steder i Bibelen — at Jehova Gud alene er den Højeste? Hvis ikke, må fortolkningen være forkert.

Vi må også huske på at der ikke findes så meget som ét skriftsted som siger at Gud, Jesus og den hellige ånd er forenede i én mystisk Guddom. Der findes ikke et eneste skriftsted i Bibelen som siger at de alle tre er lige i væsen, magt og evighed. Bibelen åbenbarer konsekvent Jehova som den eneste almægtige Gud, Jesus som hans skabte søn, og den hellige ånd som hans virksomme kraft.

[Tekstcitat på side 24]

„De gamle brugte med urette [Johannes 10:30] til at bevise at Kristus er . . . af samme væsen som Faderen.“ — Johannes Calvin i hans kommentar til Johannesevangeliet

[Tekstcitat på side 27]

„Logos var guddommelig, ikke det guddommelige Væsen selv.“ — Joseph Henry Thayer

[Tekstcitat på side 28]

Hvis man er „hos“ en anden, kan man ikke samtidig være vedkommende

[Illustrationer på side 24, 25]

Jesus bad til Gud om at hans disciple „alle må være ét“, ligesom han og hans Fader „er ét“

[Illustration på side 26]

Jesus viste jøderne at han ikke var lig Gud da han sagde at han ’slet intet kunne gøre af sig selv, men kun hvad han så Faderen gøre’

[Illustrationer på side 29]

Når Bibelen kalder mennesker, engle og selv Satan for „guder“, det vil sige mægtige, kan den ophøjede Jesus i himmelen også med rette kaldes „en gud“