Bortrykkelse
Definition: Den opfattelse at trofaste kristne legemligt vil blive rykket bort fra jorden, pludselig taget ud af verden, for at blive forenet med Herren „i luften“. Nogle mener at der er tale om en sådan ’bortrykkelse’ i Første Thessalonikerbrev 4:17.
I hvilken sammenhæng fremsatte apostelen Paulus udtalelsen om at kristne ville blive ’bortrykket’ for at være sammen med Herren?
1 Thess. 4:13-18, DA: „Vi vil ikke, brødre! at I skal være uvidende om dem, der sover hen [dem der er døde, JB], for at I ikke skal sørge ligesom de andre, der ikke har noget håb. Thi så sandt vi tror, at Jesus er død og opstanden, skal også Gud ved Jesus føre de hensovede frem sammen med ham. Dette siger vi jer nemlig med et ord af Herren, at vi, som lever og bliver tilbage til Herrens komme, skal ingenlunde gå forud for de hensovede. Thi Herren selv skal stige ned fra Himmelen, og der skal lyde en befaling, en overengels røst og Guds basun. Og først skal de døde i Kristus opstå; derefter skal vi, som lever og bliver tilbage, bortrykkes tillige med dem i skyerne for at møde Herren i luften; og så skal vi altid være sammen med Herren. Så trøst hverandre med disse ord!“ (Åbenbart var nogle som hørte til den kristne menighed i Thessalonika døde. Paulus opmuntrede menighedens medlemmer til at trøste hinanden med opstandelseshåbet. Han mindede dem om at Jesus var blevet oprejst efter sin død; på samme måde ville de trofaste kristne som var døde, ved Herrens komme blive oprejst for at være sammen med Kristus.)
Hvem er det der ’bortrykkes i skyerne’, som der siges i Første Thessalonikerbrev 4:17?
Vers 15 forklarer at det er trofaste kristne „som lever og bliver tilbage til Herrens komme“, det vil sige at de er i live ved tiden for Kristi genkomst. Vil de nogen sinde dø? Ifølge Romerbrevet 6:3-5 og Første Korintherbrev 15:35, 36, 44 (citeret på side 70) må de dø før de kan få himmelsk liv. Men det er ikke nødvendigt for dem at vente i dødstilstanden på Kristi genkomst. De vil straks blive ’bortrykket’, „i et nu, i et øjeblik“, for at være sammen med Herren. — 1 Kor. 15:51, 52, DA; se også Åbenbaringen 14:13.
Vil Kristus komme synligt igen, på en sky, og derpå tage de trofaste kristne med sig til himmelen mens verden ser på det?
Sagde Jesus at verden ville se ham igen med det bogstavelige øje?
Joh. 14:19, DA: „Endnu en liden stund, så ser verden mig ikke mere, men I [hans trofaste disciple] ser mig; thi jeg lever, og I skal leve.“ (Kursiveret af os) (Jævnfør Første Timoteusbrev 6:16.)
Hvad vil det sige at Herren ’stiger ned fra Himmelen’?
Kan Herren „stige ned fra Himmelen“, som der siges i Første Thessalonikerbrev 4:16, uden at det kan ses med det bogstavelige øje? I fortiden, da Jehova stod i begreb med at ødelægge Sodoma og Gomorra, sagde Jehova at han ville „stige ned og se“ hvad man gjorde dér. (1 Mos. 18:21, DA) Men da Jehova foretog denne inspektion, var der ingen mennesker der så ham. De så derimod de engle han sendte på sine vegne. (Joh. 1:18) På samme måde kan Jesus rette sin opmærksomhed mod sine trofaste disciple på jorden og give dem deres belønning uden at han behøver at vende tilbage i kødet.
I hvilken forstand vil mennesker da „se“ Herren „komme i skyen“?
Jesus sagde: „Da skal de se ’Menneskesønnen [Jesus Kristus] komme i skyen’ med kraft og megen herlighed.“ (Luk. 21:27, DA) Dette eller andre lignende udsagn i andre skriftsteder modsiger på ingen måde det Jesus sagde ifølge Johannes 14:19. Tænk på hvad der skete ved Sinaj bjerg, da Gud ’kom i en tæt sky’, som der siges i Anden Mosebog 19:9. (DA) Gud var usynligt til stede; Israels folk så de synlige tegn på hans tilstedeværelse, men ingen så Gud med det bogstavelige øje. Da Jesus sagde at han ville komme „i skyen“, må han ligeledes have ment at han ville være usynlig for det menneskelige øje, men at mennesker ville være klar over hans nærværelse. De ville „se“ ham med forstandens øjne og erkende at han var nærværende. (Se endvidere emnet „Kristi genkomst“.)
Kan kristne blive optaget til himmelen i deres fysiske legeme?
1 Kor. 15:50, DA: „Men det siger jeg, brødre, at kød og blod kan ikke arve Guds rige, og forkrænkelighed arver heller ikke uforkrænkelighed.“
Modsiges dette af det der skete med profeten Elias? Nej. Det der skete med Elias skal forstås i lyset af Jesu klare udtalelse århundreder senere: „Ingen er steget op til Himmelen, undtagen han, som steg ned fra Himmelen, Menneskesønnen.“ (Joh. 3:13, DA) Selv om Elisa så at Elias „for op til Himmelen i stormvejret“, betyder det ikke at han blev optaget til himmelen, i åndernes verden, for han sendte senere et brev til Judas konge. (2 Kong. 2:11, DA; 2 Krøn. 21:1, 12-15) Før der endnu fandtes flyvemaskiner, brugte Jehova her sit eget middel (en ildvogn, ildheste og et stormvejr) til at løfte Elias op fra jorden til den himmel hvor fuglene flyver, og føre ham til et andet sted. — Jævnfør Første Mosebog 1:6-8, 20.
Vil trofaste kristne måske i al stilhed blive optaget til himmelen, ganske enkelt forsvinde fra jorden uden at dø?
Rom. 6:3-5, DA: „Ved I ikke, at alle vi, som blev døbt til Kristus Jesus, blev døbt til hans død? . . . Thi er vi sammenvoksede med ham ved en død, der ligner hans, skal vi også være det ved en opstandelse, der ligner hans.“ (Det der skete med Jesus danner forbillede. Både hans disciple og andre vidste at han var død. Han blev ikke oprejst til himmelsk liv før efter sin død og opstandelse.)
1 Kor. 15:35, 36, 44, DA: „’Men,’ vil en sige, ’hvorledes står de døde op? hvad slags legeme kommer de med?’ Du dåre! det, du sår, får jo ikke liv, hvis det ikke dør. . . . der sås et sjæleligt [fysisk] legeme, der opstår et åndeligt legeme.“ (Døden går altså forud for at man modtager det åndelige legeme.)
Vil alle trofaste kristne mirakuløst blive taget bort fra jorden af Herren før den store trængsel?
Matt. 24:21, 22: „Der vil da være så stor en trængsel som der ikke har været fra verdens begyndelse til nu, og som heller ikke vil indtræffe igen. Ja, blev de dage ikke afkortet, ville intet kød blive frelst; men på grund af de udvalgte vil de dage blive afkortet.“ (Her siges altså ikke at „de udvalgte“ vil blive taget til himmelen før den store trængsel. Tværtimod stilles der dem i udsigt at de vil overleve den store trængsel på jorden sammen med andre medkristne i kødet.)
Åb. 7:9, 10, 14, DA: „Derefter så jeg, og se, en stor skare, som ingen kunne tælle, af alle folkeslag og stammer og folk og tungemål stod foran tronen og foran Lammet iførte lange, hvide klæder og med palmegrene i hænderne; og de råbte med høj røst og sagde: ’Frelsen tilhører vor Gud, som sidder på tronen, og Lammet.’ . . . ’Det er dem, som kommer fra den store trængsel.’“ (For at ’komme fra’ eller ’komme ud af’ [NV] noget må man være gået ind i det eller have været i det. Den store skare må derfor være nogle som oplever den store trængsel og kommer ud af den som overlevende.) (At de skal være på jorden er begrundet på siderne 169, 170.)
Hvordan beskyttes sande kristne under den store trængsel?
Rom. 10:13, DA: „Enhver, der påkalder Herrens [Jehovas, NV] navn, skal frelses.“
Zef. 2:3, DA: „Søg HERREN [Jehova, NV], alle I ydmyge i landet, som holder hans bud, søg retfærd, søg ydmyghed! Måske kan I skjule jer på HERRENS [Jehovas, NV] vredes dag.“ (Se også Esajas 26:20.)
Vil alle sande kristne blive taget til himmelen efter den store trængsel?
Matt. 5:5, DA: „Salige er de sagtmodige, thi de skal arve jorden.“
Sl. 37:29, DA: „De retfærdige arver landet [jorden, NV, Ro] og skal bo der til evig tid.“ (Se også versene 10, 11, 34.)
1 Kor. 15:50, DA: „Kød og blod kan ikke arve Guds rige.“
Se også emnet „Himmel“.
Hvorfor tages nogle kristne til himmelen for at være sammen med Kristus?
Åb. 20:6, DA: „De skal være Guds og Kristi præster og være konger med ham i de tusinde år.“ (Eftersom de skal herske som konger sammen med Kristus, må der være nogle de skal herske over. Hvem er det? Se Mattæus 5:5 og Salme 37:29.)
Se også emnet „Født igen“.
Vil de der kommer i himmelen, senere vende tilbage til jorden for at leve evigt i Paradiset?
Ordsp. 2:21, DA: „Retsindige skal bo i landet [bo paa Jorden, Li], lydefri levnes deri.“ (Læg mærke til at der ikke siges at de retsindige vil vende tilbage til jorden, men at de levnes dér.)
1 Thess. 4:17, DA: „Og så skal vi [kristne der bortrykkes til himmelen] altid være sammen med Herren.“
Hvis nogen siger . . .
’Tror du på bortrykkelsen?’
Hertil kunne man svare: ’Jeg har erfaret at ikke alle har samme opfattelse af hvad der menes med at blive bortrykket. Må jeg spørge hvad du mener med det? . . . Det er altid godt at sammenligne vor egen opfattelse med hvad Bibelen siger. (Brug dele af ovennævnte materiale efter omstændighederne.)’
Eller man kunne sige: ’Jeg har fået forklaret at bortrykkelsen er en måde hvorpå man kan undgå den store trængsel. Er det sådan du opfatter den?’ Og man kunne fortsætte: (1) ’Det er da rigtigt at vi har brug for Guds beskyttelse til den tid, og jeg har fundet megen opmuntring i nogle skriftsteder der viser hvordan vi kan komme under Guds beskyttelse. (Zef. 2:3)’ (2) ’Det er meget interessant at Bibelen viser at Gud vil beskytte nogle trofaste mens de befinder sig her på jorden. (Ordsp. 2:21, 22) Det stemmer jo med Guds hensigt da han skabte Adam og satte ham i Paradiset, ikke sandt?’
En anden mulighed: ’Du mener at kristne som lever ved afslutningen på denne tingenes ordning vil blive bortrykket til himmelen, ikke sandt? . . . Har du tænkt på hvad de skal bestille når de kommer i himmelen? . . . Læg mærke til hvad der siges i Åbenbaringen 20:6 (og 5:9, 10). . . . Men hvem skal de herske over? (Sl. 37:10, 11, 29)’