„Bliv ved med at sætte pris på den slags mænd“

„Anerkend . . . sådanne mennesker.“ — 1 KORINTHER 16:18.

 1. Hvilken slags mænd satte Paulus især pris på, og hvad skrev han om sådanne kristne?

DEN slags mænd som apostelen Paulus især satte pris på, var dem som var villige til uforbeholdent at ofre sig for Jehova og deres brødre. Om en sådan medarbejder skrev Paulus: „Giv ham . . . den sædvanlige velkomst i Herren med al glæde, og bliv ved med at sætte pris på den slags mænd, for på grund af Herrens gerning kom han døden ganske nær, idet han udsatte sin sjæl for fare.“ — Filipperne 2:29, 30.

 2. Hvem bør vi især vise opmærksomhed, og hvorfor?

² I dag findes der mange prægtige brødre i Jehovas Vidners godt 55.000 menigheder, mænd som vi i særlig grad bør værdsætte på grund af det nidkære arbejde de udfører blandt deres brødre. Paulus gav udtryk for at vi bør sætte pris på den slags mænd, idet han sagde: „Nu anmoder vi jer, brødre, om at agte på dem som slider i det iblandt jer og præsiderer iblandt jer i Herren og formaner jer, og i kærlighed at vise dem en ganske særlig opmærksomhed på grund af deres arbejde. Hold fred med hinanden.“ — 1 Thessaloniker 5:12, 13.

 3. (a) Hvad vil hjælpe os til at bevare freden indbyrdes? (b) I hvilken forbindelse bør de ældste sætte eksemplet?

³ For at kunne bevare freden i vore menigheder er det uden tvivl meget vigtigt at vi viser den rette værdsættelse af alle vore brødre og søstre, og især af de hårdtarbejdende ældste. Ældste bør på dette, som på alle andre områder i den kristne livsførelse, være „eksempler for hjorden“. (1 Peter 5:2, 3) Og når ældste med rette kan forvente at brødrene værdsætter dem for deres slidsomme arbejde, bør de også sætte eksemplet og vise hinanden passende hensyn og anerkendelse.

’Vis hinanden ære’

 4, 5. (a) Hvad viser at apostelen Paulus værdsatte hårdtarbejdende ældste? (b) Hvad skrev han til de kristne i Rom, og hvorfor henvender hans ord sig især til de ældste?

⁴ Apostelen Paulus satte et godt eksempel i den forbindelse. Som vi har set i den foregående artikel havde han øje for sine brødres og søstres positive sider. Han opmuntrede ikke blot de kristne til at vise hårdtarbejdende ældste hengivenhed og respekt, men gik selv foran med at vise dem en passende værdsættelse. Det var tydeligt at han satte pris på den slags mænd. — Jævnfør Filipperbrevet 2:19-25, 29; Kolossenserbrevet 4:12, 13; Titus 1:4, 5.

⁵ I sit brev til de kristne i Rom skrev Paulus: „Vis i broderkærligheden inderlig hengivenhed for hinanden. Gå foran med at vise hinanden ære. Vær ikke nølende i jeres iver. Vær brændende i ånden. Træl for Jehova.“ (Romerne 12:10, 11) Disse ord henvender sig især til kristne ældste. De bør vise hinanden ære og derved foregå andre med et godt eksempel.

 6. (a) Hvad bør ældste undgå, og hvorfor? (b) Hvordan kan ældste øge menighedens tillid til hele ældsterådet?

⁶ Ældste bør omhyggeligt undgå at tale nedsættende om andre tilsynsmænd. Der er ingen ældste der besidder alle de kristne egenskaber til fuldkommenhed, for alle er ufuldkomne. Alle har deres stærke og svage sider. Hvis ældste lægger den rette broderkærlighed og inderlige hengivenhed for dagen, vil de ikke gøre et stort nummer ud af hinandens svage sider. Når de taler med brødrene vil de pege på deres medældstes stærke sider. Ved på den måde at gå foran med at vise hinanden ære, vil de øge menighedens tillid til ældsterådet som et hele.

Arbejd sammen som et råd

 7. Hvad vil hjælpe ældste til at arbejde enigt sammen, og hvordan vil dette komme til udtryk?

⁷ Efter at have talt om de „gaver i form af mennesker“ som Jesus havde indsat i sin jordiske menighed med henblik på at bringe de hellige i den rette tilstand til en tjenestegerning, skrev apostelen Paulus: „Lad os i alt ved kærlighed vokse op til ham som er hovedet, Kristus.“ (Efeserne 4:7-15) At erkende at Kristus er menighedens egentlige hoved, og at ældste må underlægge sig hans myndighed symboliseret ved hans højre hånd, er en forenende faktor i alle ældsteråd. (Efeserne 1:22; Kolossenserne 1:18; Åbenbaringen 1:16, 20; 2:1) De vil lade sig lede af den hellige ånd, Bibelens principper og de anvisninger „den trofaste og kloge træl“ giver gennem Det Styrende Råd. — Mattæus 24:45-47; Apostelgerninger 15:2, 28; 16:4, 5.

 8. Hvad må alle ældste huske på, og hvordan vil de vise hinanden ære?

⁸ Ældste vil indse at Kristus, ved hjælp af den hellige ånd, i et hvilket som helst tilfælde kan lede enhver ældste i et ældsteråd til at fremkomme med netop det bibelske princip der er nødvendigt for at rådet kan træffe en vigtig afgørelse eller klare en given situation. (Apostelgerninger 15:6-15) Ingen ældste i et ældsteråd har eneret på Guds hellige ånd. Ved at lytte opmærksomt uanset hvem iblandt dem der udtaler sig angående et bibelsk princip eller en vejledning fra Det Styrende Råd, vil de vise hinanden ære.

 9. (a) Hvilke åndelige egenskaber vil hjælpe en tilsynsmand til at undgå at være hoven over for sine medældste? (b) Hvordan vil en ældste vise sig „rimelig“, og hvilket eksempel satte det styrende råd i det første århundrede i denne forbindelse?

⁹ Kristen beskedenhed, ydmyghed og sagtmodighed vil afholde enhver ældste fra at forsøge at spille herre over sine brødre og gennemtvinge sin opfattelse. (Ordsprogene 11:2; Kolossenserne 3:12) En kristen tilsynsmand har måske, i al oprigtighed, en meget afgjort mening om en bestemt sag. Men hvis han opdager at hans medældste har bibelske og teokratiske grunde til at være af en anden opfattelse, vil han ’opføre sig som en af de mindre’ og være „rimelig“ ved at bøje sig for flertallets afgørelse.a (Lukas 9:48; 1 Timoteus 3:3) Han vil efterligne det gode eksempel som det styrende råd i det første århundrede satte. Efter en drøftelse af Skrifterne, og ved Kristi ledelse gennem den hellige ånd, nåede rådet frem til en enig afgørelse. — Apostelgerninger 15:25.

10. (a) Hvad viser at udnævnelsen af et ældsteråd i hver menighed er en ordning der bygger på Bibelen? (b) Hvilke fordele ved denne ordning fremhæves i Organiseret til at fuldføre vor tjeneste?

¹⁰ At der i hver menighed er udnævnt et råd af ældste til at føre an, finder støtte i den måde den første kristne menighed blev ledet på. (Filipperne 1:1; 1 Timoteus 4:14; Titus 1:5; jævnfør fodnoten til ordet „elders“ (ældste) i Titus 1:5 i The Jerusalem Bible.) Visdommen i denne ordning bliver sammenfattet i bogen Organiseret til at fuldføre vor tjeneste, hvor der på side 36 siges: „Nogle ældste vil udmærke sig mere i én retning, og andre mere i en anden retning. Resultatet er da at ældsterådet generelt, som et hele, kan fremvise alle de gode egenskaber der er nødvendige for at føre det rette tilsyn med Guds menighed.“

Gensidig respekt ældsteråd imellem

11, 12. (a) Hvorfor kan et ældsteråd udrette mere som et hele end som enkeltpersoner? (b) Hvordan samarbejdede Kristus Jesus og apostelen Paulus med samlede ældsteråd, og hvilken vejledning blev givet?

¹¹ Et ældsteråd udgør altså en helhed der ikke blot repræsenterer summen af alle dets medlemmer. Når ældsterådet samles og beder om Jehovas ledelse gennem Kristus og den hellige ånd, er medlemmerne i stand til at træffe afgørelser som man ikke ville være nået frem til hvis man blot havde rådført sig med hver enkelt ældste. Når de ældste samles, vil deres forskellige egenskaber indvirke på hinanden, og de vil kunne nå frem til afgørelser der afspejler Kristi ledelse. — Jævnfør Mattæus 18:19, 20.

¹² At Kristus handlede gennem råd af ældste kan man se ved hjælp af de budskaber han sendte til „de syv stjerner“, eller til de „syv menigheders engle“ i Lilleasien. (Åbenbaringen 1:11, 20) Det første budskab blev sendt til menigheden i Efesus gennem dens „engel“ eller råd af salvede tilsynsmænd. Omkring 40 år tidligere havde apostelen Paulus bedt ældsterådet i Efesus om at komme til Milet, hvor han ville holde et særligt møde med dem. Her mindede han dem om at de skulle give agt på sig selv og være hyrder for menigheden. — Apostelgerninger 20:17, 28.

13. Hvorfor bør ældste være opmærksomme på den ånd de lægger for dagen i det lokale ældsteråd og i deres samarbejde med andre ældsteråd?

¹³ Ældsteråd bør især være opmærksomme på at bevare en god og positiv ånd indbyrdes og i menigheden. (Apostelgerninger 20:30) Ligesom den enkelte kristne lægger en bestemt ånd for dagen, kan et ældsteråd eller en hel menighed udvikle en særlig ånd. (Filipperne 4:23; 2 Timoteus 4:22; Filemon 25) Det sker af og til at ældste som viser den rette respekt indbyrdes i deres egen menighed, viser manglende samarbejdsvilje over for et andet ældsteråd. I byer hvor flere menigheder mødes i den samme rigssal, kan der i nogle tilfælde opstå uenighed mellem ældsteråd om mødetider, distriktsgrænser, installationer i rigssalen og så videre. Den beskedenhed, ydmyghed og rimelighed der råder inden for det enkelte ældsteråd bør også komme til udtryk ældsterådene imellem. Apostelen Paulus gav denne formaning: „Lad alt ske til opbyggelse.“ — 1 Korinther 14:26.

Den rette respekt for rejsende tilsynsmænd

14. Hvilken anden kategori af ældste fortjener at blive værdsat, og hvorfor?

¹⁴ En anden bibelsk ordning der findes inden for Jehovas Vidners menigheder er de regelmæssige besøg menigheden modtager af rejsende ældste som kaldes kreds- eller områdetilsynsmænd. (Apostelgerninger 15:36; 16:4, 5) Her er i særlig grad tale om „ældste som præsiderer på en god måde“, ældste der i lighed med andre ældste bør anses for „værdige til dobbelt ære, især dem som slider i det med tale og undervisning“. — 1 Timoteus 5:17.

15. Hvilken vejledning har apostelen Johannes givet vedrørende rejsende tilsynsmænd?

¹⁵ I sit tredje brev kritiserede apostelen Johannes Diotrefes fordi han nægtede at ’tage imod brødrene med respekt’. (Vers 10) Disse brødre var rejsende tilsynsmænd der tog ud „for [Jehovas] navns skyld“. (Vers 7) De var tilsyneladende blevet sendt ud som evangelieforkyndere for at forkynde den gode nyhed og opbygge menighederne i de byer de besøgte. Johannes befalede at disse hårdtarbejdende rejsende forkyndere skulle ’hjælpes videre på deres rejse på en for Gud værdig måde’. (Vers 6) Apostelen tilføjede: „Vi er derfor skyldige at tage gæstfrit imod sådanne, så vi kan blive medarbejdere for sandheden.“ (Vers 8) De skulle altså modtages med respekt.

16. Hvordan kan alle kristne i dag følge Gajus’ eksempel med hensyn til det ’trofaste arbejde’ han udførte for evangelieforkynderne i det første århundrede, og hvorfor er dette på sin plads?

¹⁶ De rejsende tilsynsmænd som i dag bliver udsendt af Det Styrende Råd for at forkynde den gode nyhed og hjælpe menighederne, bør også modtages med gæstfrihed og respekt. Disse brødre og deres hustruer (hvis de er gift, hvad mange af dem er) har villigt givet afkald på at bo i en permanent bolig. De rejser fra sted til sted og er ofte afhængige af brødrenes gæstfrihed for at få føden og et sted at sove. Til Gajus, der kærligt modtog de rejsende evangelieforkyndere i det første århundrede, skrev Johannes: „Du elskede, du udfører et trofast arbejde med det du gør for brødrene, og det endda fremmede.“ (3 Johannes 5) De der i dag rejser rundt ’for Jehovas navns skyld’ fortjener på tilsvarende måde at vi sætter pris på dem og viser dem kærlighed og respekt.

17. Hvordan bør menighedens ældste vise den rette respekt for Det Styrende Råds udsendte repræsentanter?

¹⁷ Især de ældste bør vise den rette respekt for disse rejsende repræsentanter for Det Styrende Råd. De sendes ud til menighederne på grund af deres åndelige kvalifikationer og den erfaring de besidder, en erfaring der sædvanligvis er større end den som mange af de lokale ældste har. Nogle af disse rejsende tilsynsmænd er måske yngre end visse ældste i de menigheder de besøger. Men det er ikke en gyldig grund til at undlade at vise dem den rette respekt. En rejsende tilsynsmand kan med tanke på Paulus’ ord til Timoteus måske føle et behov for at lægge en dæmper på de lokale ældstes iver efter at anbefale en broder som menighedstjener eller ældste. (1 Timoteus 5:22) Den rejsende tilsynsmand bør naturligvis lytte opmærksomt til de lokale ældstes argumenter, og de lokale ældste bør til gengæld være villige til at lytte til ham og drage nytte af hans store erfaring. Ja, de bør ’blive ved med at sætte pris på den slags mænd’. — Filipperne 2:29.

’Anerkend sådanne mennesker’

18, 19. (a) Hvordan gav Paulus udtryk for værdsættelse af sine medarbejdere? (b) Hvilket eksempel viser at Paulus ikke bar nag til sine brødre?

¹⁸ I sit første brev til korintherne skrev Paulus: „Nu tilskynder jeg jer, brødre: I ved at Stefanas’ husstand er førstegrøden i Achaia og at de har stillet sig til tjeneste for de hellige. Måtte I til stadighed underordne jer sådanne mennesker og enhver som arbejder med og slider i det. Men jeg glæder mig over Stefanas’ og Fortunatus’ og Akaikus’ nærværelse, fordi de har udfyldt savnet af jer. For de har givet min ånd og jeres ånd ny styrke. Anerkend derfor sådanne mennesker.“ — 1 Korinther 16:15-18.

¹⁹ Paulus viser her hvilken storsindet indstilling han havde til sine brødre, hvoraf nogle ikke var særlig kendte. Paulus holdt af dem fordi de ’arbejdede med’ og ’sled i det’ i deres bestræbelser på at tjene de hellige. Han satte også et godt eksempel i forbindelse med ikke at rippe op i gamle sager. Skønt Johannes Markus havde skuffet ham under hans første missionsrejse, anbefalede Paulus ham senere varmt til menigheden i Kolossæ. (Apostelgerninger 13:13; 15:37, 38; Kolossenserne 4:10) Da Paulus sad i fængsel i Rom, bad han om at Markus måtte komme til ham, for, som han sagde: „[Markus] er nyttig for mig og kan gøre tjeneste.“ (2 Timoteus 4:11) Vi fornemmer ikke den mindste antydning af gammelt nag.

20. Hvordan bør kristne i almindelighed, og ældste i særdeleshed, vise at de værdsætter trofaste tilsynsmænd og at de ’bliver ved med at sætte pris på den slags mænd’?

²⁰ I dag findes der også mange nidkære tilsynsmænd blandt Guds folk der, ligesom Stefanas, tjener deres brødre. De har selvfølgelig deres fejl og ufuldkommenheder, men ikke desto mindre samarbejder de med „den trofaste og kloge træl“ og dens Styrende Råd, og „slider i det“ i forkyndelsesarbejdet og med at hjælpe deres brødre. Vi bør ’til stadighed underordne os sådanne mennesker’, idet vi værdsætter dem for deres egenskaber og ikke kun har øje for deres fejl. Ældste bør føre an på dette område og vise den rette værdsættelse og respekt for deres medældste. De bør samarbejde med hinanden i kærlighedens og enhedens ånd. Så vil alle værdsætte sådanne trofaste brødre og ’blive ved med at sætte pris på den slags mennesker’. — Filipperne 2:29.

[Fodnote]

Spørgsmål til repetition

◻ Hvilken slags mænd satte Paulus især pris på, og hvem i dag fortjener vor særlige opmærksomhed?

◻ Hvordan bør ældste vise at de ærer hinanden?

◻ Hvorfor kan et ældsteråd udrette mere som et hele end som enkeltpersoner?

◻ På hvilke områder vil et ældsteråd vise at de ærer et andet ældsteråd?

◻ Hvilken kategori af ældste fortjener især at blive værdsat, og hvordan viser vi dem den rette respekt?

[Illustration på side 15]

Ældste bør vise den rette værdsættelse af hinanden

[Illustration på side 18]

Vis rejsende tilsynsmænd kærlighed og respekt