Hvordan man klarer opgaven som familiefar og ældste
„Hvis en mand ikke ved hvordan han skal præsidere i sin egen husstand, hvordan kan han da tage vare på Guds menighed?“ — 1 Timoteus 3:5.
1, 2. (a) Hvordan kunne ugifte tilsynsmænd og ældste uden børn betjene deres brødre i det første århundrede? (b) Hvordan er Akvila og Priskilla et eksempel for mange ægtepar i dag?
TILSYNSMÆND i menigheden i det første århundrede kunne være enten familiefædre med børn, gifte mænd som ikke havde børn, eller ugifte mænd. Nogle har altså været i stand til at følge det råd apostelen Paulus gav i sit første brev til korintherne, kapitel 7, og forblive ugifte. Jesus havde sagt: „Der er eunukker som selv har gjort sig til eunukker på grund af himlenes rige.“ (Mattæus 19:12) Sådanne ugifte mænd, deriblandt Paulus og måske nogle af hans rejsefæller, havde frihed til at rejse omkring og hjælpe deres brødre.
2 Bibelen siger ikke noget om hvorvidt Barnabas, Markus, Silas, Lukas, Timoteus og Titus var gifte eller ugifte. Hvis de var gifte, var de åbenbart tilstrækkelig frigjort fra familieforpligtelser til at de kunne rejse vidt omkring og varetage forskellige opgaver. (Apostelgerninger 13:2; 15:39-41; 2 Korinther 8:16, 17; 2 Timoteus 4:9-11; Titus 1:5) De kan også have haft deres hustru med ligesom Peter og „de øvrige apostle“, der åbenbart tog deres kone med fra sted til sted. (1 Korinther 9:5) Ægteparret Akvila og Priskilla var villige til at ’rykke teltpælene op’ og følge med Paulus fra Korinth til Efesus, hvorefter de flyttede til Rom og senere tilbage til Efesus igen. Bibelen siger ikke noget om hvorvidt de havde børn. Deres nidkære tjeneste for brødrene gjorde at „alle menighederne blandt nationerne“ var dem taknemmelige. (Romerne 16:3-5; Apostelgerninger 18:2, 18; 2 Timoteus 4:19) I dag er der uden tvivl mange ægtepar der, ligesom Akvila og Priskilla, kunne tjene i andre menigheder, måske ved at flytte hen et sted hvor der er stort behov for forkyndere.
Familiefar og ældste
3. Hvorfor kan vi gå ud fra at mange ældste i det første århundrede var familiefædre?
3 Det lader til at de fleste kristne ældste i det første århundrede var gift og havde børn. Da Paulus opregnede hvilke kvalifikationer den der „tragter efter et tilsynshverv“, skal have, sagde han at vedkommende skulle være „en mand der præsiderer i sin egen husstand på en god måde og har børn der med al alvor underordner sig“. — 1 Timoteus 3:1, 4.
4. Hvilket krav stilles der til gifte ældste der har børn?
4 Som vi har set, er det ikke et krav til tilsynsmænd at de er gift eller har børn. Men hvis en kristen mand er gift og gerne vil kvalificere sig til ældste eller menighedstjener, må han være et kærligt overhoved for sin hustru og vise at han er i stand til at sørge for at hans børn underordner sig ham. (1 Korinther 11:3; 1 Timoteus 3:12, 13) Hvis en broder kommer alvorligt til kort med hensyn til at styre sin familie, vil det gøre ham uegnet til at modtage særlige privilegier i menigheden. Paulus forklarer hvorfor: „Hvis en mand ikke ved hvordan han skal præsidere i sin egen husstand, hvordan kan han da tage vare på Guds menighed?“ (1 Timoteus 3:5) Hvis ikke hans egen familie er villig til at underlægge sig ham, hvordan vil andre da reagere?
„Har troende børn“
5, 6. (a) Hvilket krav i forbindelse med børn nævnte Paulus over for Titus? (b) Hvad forventer man af ældste der har børn?
5 Da Paulus pålagde Titus at udnævne tilsynsmænd i menighederne på Kreta, opstillede han blandt andet følgende kriterier: „Hvis der er nogen som er uangribelig, som er én kvindes mand, som har troende børn der ikke er under anklage for udsvævelser eller er uregerlige. For en tilsynsmand bør som en Guds husholder være uangribelig.“ Hvad vil det sige at tilsynsmanden skal have „troende børn“? — Titus 1:6, 7.
6 Med udtrykket „troende børn“ tænkes der på børn der har indviet sig til Jehova og ladet sig døbe, eller som gør fremskridt hen imod indvielse og dåb. Menighedens medlemmer forventer at ældstes børn i det store og hele er velopdragne og lydige. Det bør være tydeligt at ældste gør alt hvad de kan, for at opbygge troen hos deres børn. Kong Salomon skrev: „Oplær drengen med henblik på den vej han skal følge; han vil ikke vige fra den, selv når han bliver gammel.“ (Ordsprogene 22:6) Men hvad nu hvis et barn der har fået en sådan opdragelse, ikke ønsker at tjene Jehova eller måske endog begår en alvorlig overtrædelse?
7. (a) Hvorfor er det der siges i Ordsprogene 22:6, ikke en regel uden undtagelse? (b) Hvorfor vil en ældste ikke automatisk miste sine tjenesteforrettigheder hvis et af hans børn vælger ikke at tjene Jehova?
7 Ovennævnte ordsprog er tydeligvis ikke en fast regel. Det gør ikke princippet om at vi har en fri vilje, ugyldigt. (5 Mosebog 30:15, 16, 19) Når en søn eller en datter kommer til skelsår og alder, må den pågældende selv afgøre om han eller hun vil indvi sig til Gud og lade sig døbe. Hvis det er tydeligt at en ældste har givet den nødvendige åndelige hjælp, vejledning og tugt, og barnet vælger ikke at tjene Jehova, betyder det ikke automatisk at faderen ikke længere er kvalificeret til at tjene som tilsynsmand. Hvis en ældste derimod har flere mindreårige, hjemmeboende børn som en efter en bliver åndeligt syge og kommer i vanskeligheder, er det ikke sikkert at man fortsat kan betragte ham som „en mand der præsiderer i sin egen husstand på en god måde“. (1 Timoteus 3:4) Det bør altså være tydeligt at en tilsynsmand gør sit bedste for at have „troende børn der ikke er under anklage for udsvævelser eller er uregerlige“.a
Når man har „en ikketroende hustru“
8. Hvordan bør en ældste behandle sin ikketroende hustru?
8 Med hensyn til de kristne mænd hvis hustru er ikketroende, skrev Paulus følgende: „Hvis en broder har en ikketroende hustru, og hun er indforstået med at bo sammen med ham, så lad ham ikke forlade hende . . . For . . . den ikketroende hustru er helliget ved broderen; ellers ville jeres børn jo være urene, men nu er de hellige. For . . . mand, hvordan ved du om du kan frelse din hustru?“ (1 Korinther 7:12-14, 16) Med ordet „ikketroende“ menes der ikke her en hustru der ikke tror på noget, men en kvinde der ikke har indviet sig til Jehova. Hun kan have været jøde eller måske have dyrket hedenske guder. I dag er nogle ældste gift med en kvinde der har en anden tro, eller som måske er agnostiker eller ateist. Hvis hun er villig til at blive boende hos ham, bør han ikke forlade hende blot fordi hun har en anden tro. Han bør stadig ’leve sammen med hende i overensstemmelse med kundskab, idet han viser hende ære som et svagere kar, det kvindelige’, i håb om at kunne frelse hende. — 1 Peter 3:7; Kolossenserne 3:19.
9. Hvordan skal en ældste forholde sig hvis han bor i et land hvor både faderen og moderen har ret til at undervise børnene i hver sin tro, og hvordan berører det hans forrettigheder?
9 Hvis en tilsynsmand har børn, skal han som ægtemand og far præsidere på en god måde i familien og opdrage børnene „i Jehovas tugt og formaning“. (Efeserne 6:4) I mange lande giver loven begge ægtefæller ret til at undervise deres børn i religion. Hustruen vil måske derfor kræve at få mulighed for at lære børnene om den tro og de skikke hun følger, hvilket kan indebære at hun tager dem med i sin kirke.b Børnene må selvfølgelig afgøre med deres bibeloplærte samvittighed om de vil undlade at deltage i ceremonier inden for falsk religion. Faderen vil som familieoverhoved benytte sig af sin ret til at læse Bibelen sammen med sine børn og tage dem med i rigssalen når det er muligt. Når de kommer til skelsår og alder, vil de selv kunne bestemme hvilken vej de vil følge. (Josua 24:15) Hvis hans medældste og menigheden kan se at han inden for lovens rammer gør alt hvad han kan for at oplære sine børn i sandheden, vil han ikke være uegnet som tilsynsmand.
„En mand der præsiderer i sin egen husstand på en god måde“
10. Hvad er en ældstes hovedopgave hvis han er familiefar?
10 Selv for en ældste der har børn, og hvis kone er en trosfælle, er det ikke nogen let opgave at fordele sin tid og opmærksomhed på rette måde mellem hustruen, børnene og menigheden. Bibelen siger utvetydigt at en kristen familiefar er forpligtet til at tage sig af sin kone og sine børn. Paulus skrev: „Hvis nogen ikke sørger for sine egne, og især for dem som er medlemmer af hans husstand, har han fornægtet troen og er værre end én uden tro.“ (1 Timoteus 5:8) I det samme brev skrev Paulus at hvis en mand er gift, er det kun hvis han allerede har vist sig at være en god ægtemand og far, at han kan anbefales som tilsynsmand. — 1 Timoteus 3:1-5.
11. (a) Hvordan bør en ældste ’sørge for sine egne’? (b) Hvordan kan dette hjælpe en ældste til at leve op til sit ansvar i menigheden?
11 En ældste bør ikke blot sørge for sine egne rent materielt, men også åndeligt og følelsesmæssigt. Den vise kong Salomon skrev: „Gør dit arbejde færdigt udendørs, og drag omsorg for det der skal gøres på marken; bagefter kan du så bygge dit hus [eller: „opbygge din husstand“].“ (Ordsprogene 24:27) Foruden at en tilsynsmand må sørge for sin hustrus og sine børns materielle og følelsesmæssige behov samt adspredelser for familien, må han også opbygge dem åndeligt. Det tager tid — tid som han ikke vil kunne bruge på menigheden. Men når han på denne måde investerer tid i sin familie, vil han få det igen med renters rente ved at hans familie bliver lykkelig og åndeligsindet. Hvis hans familie er åndeligt stærk, vil han måske i det lange løb skulle bruge mindre tid på at tage sig af familieproblemer. Det vil give ham overskud til at engagere sig i menighedsanliggender. Det vil desuden gavne menigheden åndeligt at han sætter et godt eksempel som ægtemand og familiefar. — 1 Peter 5:1-3.
12. Hvordan bør ældste der har børn, sætte et godt eksempel i familien?
12 At præsidere på en god måde i familien indebærer at man sætter tid af til at holde et familiestudium. Det er især vigtigt at ældste sætter et godt eksempel i denne forbindelse, for stærke menigheder består af stærke familier. En tilsynsmand bør ikke hele tiden være så optaget af at varetage andre tjenesteprivilegier at han ikke har tid til at studere med sin kone og sine børn. Hvis det har været sådan hidtil, bør han tage sin timeplan op til fornyet overvejelse. Det kan være at han bliver nødt til at omprioritere eller skære ned på den tid han bruger på andre gøremål, og måske endog af og til sige nej tak til visse forrettigheder.
Ligevægt i varetagelsen af opgaven som tilsynsmand
13, 14. Hvilken vejledning har „den trofaste og kloge træl“ givet ældste der er familiefædre?
13 Det er ikke noget nyt at der bliver givet vejledning om at man må have den rette balance mellem opgaverne i familien og opgaverne i menigheden. „Den trofaste og kloge træl“ har i mange år givet ældste vejledning på dette område. (Mattæus 24:45) For mere end 36 år siden gav Vagttårnet for 15. februar 1960 følgende vejledning på side 86: „Men er det nu ikke et spørgsmål om at finde den rette balance mellem alle disse presserende krav? For at finde og bevare denne balance skulle vi lægge passende vægt på vor egen families interesser. Jehova Gud forventer bestemt ikke at en ægtemand bruger al sin tid til menighedsvirksomhed, til at hjælpe sine brødre og sin næste med at opnå frelse, men samtidig undlader at tage sig af sin egen husstands frelse. En mand har størst ansvar for sin hustru og sine børn.“
14 I Vagttårnet for 1. november 1986, side 22, blev der givet følgende vejledning: „At samarbejde i forkyndelsen som familie vil knytte jer sammen, men børn har behov for at forældrene også bruger tid og kræfter på dem i andre situationer. I forældre må derfor være ligevægtige når I afgør hvor megen tid I kan bruge i forkyndelsen og på menighedsanliggender, uden at forsømme familiens åndelige, følelsesmæssige og materielle behov. [En kristen] må ’først . . . vise gudhengivenhed over for [sin] egen husstand’. (1 Timoteus 5:4, 8).“
15. Hvorfor har en ældste med kone og børn brug for visdom og dømmekraft?
15 Et bibelsk ordsprog lyder: „Ved visdom bygges et hus op, og ved dømmekraft grundfæstes det.“ (Ordsprogene 24:3) Ja, hvis en tilsynsmand skal kunne opfylde sine teokratiske forpligtelser og samtidig opbygge sin husstand, må han afgjort eje visdom og dømmekraft. Ifølge Bibelen må han føre tilsyn på mere end ét område, blandt andet i familien og i menigheden. Han har brug for dømmekraft for at kunne bevare ligevægten. (Filipperne 1:9, 10) Han må også eje visdom for at kunne prioritere rigtigt. (Ordsprogene 2:10, 11) Uanset hvilket ansvar han føler for sine privilegier i menigheden, må han forstå at han som ægtemand og far først og fremmest har et gudgivent ansvar for at vise omsorg for sin familie så den kan blive frelst.
Gode fædre og gode ældste
16. Hvilken fordel har en ældste hvis han også har børn?
16 En ældste der har velopdragne børn, kan være et godt aktiv. Hvis han har lært at sørge godt for sin familie, er han i stand til at hjælpe andre familier i menigheden. Han forstår bedre deres problemer og kan give vejledning ud fra sine egne erfaringer. Vi kan glæde os over at tusinder af ældste i hele verden varetager deres opgave som ægtemænd, fædre og tilsynsmænd ganske fortræffeligt.
17. (a) Hvad må en ældste der også er familiefar, aldrig glemme? (b) Hvordan bør menighedens medlemmer vise empati?
17 For at en familiefar kan være ældste, må han være en moden kristen der, samtidig med at han sørger for sin hustru og sine børn, kan tilrettelægge sine forhold sådan at han er i stand til at bruge tid på andre i menigheden og vise dem opmærksomhed. Han må aldrig glemme at hyrdearbejdet begynder i hjemmet. Når menighedens medlemmer forstår at en ældste der har kone og børn, har ansvar for både at tage sig af familien og af menigheden, vil de forsøge ikke at lægge unødigt beslag på hans tid. En ældste der har børn som skal i skole næste dag, vil måske ikke altid kunne blive længe efter et aftenmøde. Det bør andre vise forståelse for. — Filipperne 4:5.
Sæt pris på de ældste
18, 19. (a) Hvad har denne gennemgang af Første Korintherbrev, kapitel 7, hjulpet os til? (b) Hvordan bør vi se på sådanne kristne mænd?
18 Vores gennemgang af kapitel 7 i Paulus’ første brev til korintherne har hjulpet os til at forstå at mange ugifte mænd følger Paulus’ råd og bruger deres frihed til at tjene Rigets interesser. Der findes også i tusindvis af gifte brødre uden børn der, samtidig med at de viser deres hustru den rette opmærksomhed, yder en god tjeneste som tilsynsmænd i områdetjenesten, i kredstjenesten samt i menighederne og på Vagttårnsselskabets afdelingskontorer. Hustruens samarbejde er al ros værd. Desuden findes der i Jehovas folks næsten 80.000 menigheder mange familiefædre der ikke blot kærligt tager sig af deres kone og børn, men også tager sig tid til at betjene deres brødre som kærlige hyrder. — Apostelgerninger 20:28.
19 Apostelen Paulus skrev: „Lad de ældste som præsiderer på en god måde, blive anset for værdige til dobbelt ære, især dem som slider i det med tale og undervisning.“ (1 Timoteus 5:17) Ja, ældste der på en god måde præsiderer i deres familie og menighed, fortjener vor kærlighed og respekt. Vi har al mulig grund til at ’blive ved med at sætte pris på den slags mænd’. — Filipperne 2:29.
[Fodnoter]
Spørgsmål til repetition
◻ Hvordan ved vi at mange ældste i det første århundrede også var familiefædre?
◻ Hvad kræves der af gifte ældste med børn, og hvorfor?
◻ Hvad vil det sige at have „troende børn“, og hvordan er en ældste stillet hvis et af hans børn vælger ikke at tjene Jehova?
◻ På hvilke områder bør en ældste ’sørge for sine egne’?
[Illustration på side 23]
Stærke familier giver stærke menigheder