SINDSÆNDRING

At ændre sind vil sige at skifte mening eller opfattelse, at ombestemme sig, at angre eller fortryde en tidligere handling eller en handling man har haft til hensigt at gøre. I De Hebraiske Skrifter udtrykkes tanken ved hjælp af udsagnsordet nachamʹ, der kan betyde „at fortryde, at overholde en sørgeperiode, at angre“ (2Mo 13:17; 1Mo 38:12; Job 42:6), „at finde trøst, at trøste sig selv“ (2Sa 13:39; Ez 5:13), „at befri sig (eksempelvis for sine fjender)“ (Es 1:24). Hvad enten man fortryder noget eller finder trøst, er der tale om at man skifter mening, eller ændrer sind.

På græsk anvendes to udsagnsord for „at ændre sind“: metanoeʹō og metameʹlomai. Det første er sammensat af metaʹ, der betyder „efter“, og noeʹō (beslægtet med nous, sind, tænkemåde eller moralsk bevidsthed), der betyder „at indse, forstå, erkende eller blive klar over“. Metanoeʹō betyder altså bogstaveligt „at indse (forstå, erkende) bagefter“ (i modsætning til pronoeʹō, „at være indstillet på i forvejen“) og betegner at man ændrer sind, indstilling eller hensigt. Det andet ord, metameʹlomai, kommer af meʹlō, der betyder „at sørge for eller interessere sig for“. Forstavelsen metaʹ (efter) giver ordet betydningen ’at fortryde’ (Mt 21:30; 2Kor 7:8), eller ’at angre’.

Metanoeʹō betoner altså den ændrede synsmåde eller tænkemåde, at man forkaster en tidligere eller påtænkt handling som uønsket (Åb 2:5; 3:3), mens metameʹlomai betoner følelsen af anger, af at man fortryder den pågældende handling. (Mt 21:30) Theological Dictionary of the New Testament (redigeret af G. Kittel, bd. IV, s. 629) siger: „Når N[y] T[estamente] altså holder [de to udtryk] adskilt, røber det en tydelig bevidsthed om begge begrebers uforanderlige indhold. I modsætning hertil udviskede den hellenistiske sprogbrug ofte grænsen mellem de to ord.“ — Oversat til engelsk af G. Bromiley, 1969.

Naturligvis vil en ny synsmåde ofte medføre at man også begynder at føle på en anden måde, eller omvendt kan følelsen af anger føre til at man ændrer en bestemt synsmåde eller handlemåde. (1Sa 24:5-7) De to udtryk er således nært forbundet selv om de ikke betyder det samme.

Sindsændring i forbindelse med synder. Sindsændring er nødvendig på grund af synden — det at man ikke kan leve op til Guds retfærdige krav. (1Jo 5:17) Eftersom hele menneskeheden blev solgt under synden af Adam, har alle hans efterkommere haft behov for at ændre sind. (Sl 51:5; Ro 3:23; 5:12) Som vist i artiklen FORLIGELSE er sindsændring (efterfulgt af omvendelse) en forudsætning for at mennesker kan blive forligt med Gud.

Man kan ændre sind i forbindelse med hele sin levevis hvis man har levet i modstrid med Guds vilje og hensigt og i stedet har fulgt denne verden, som beherskes af Guds modstander. (1Pe 4:3; 1Jo 2:15-17; 5:19) Eller man kan ændre sind i forbindelse med en bestemt side af sit liv, en uret praksis som skæmmer en ellers antagelig levevis; og endelig kan man gøre det i forbindelse med en enkelt uret handling eller en uret tilbøjelighed, hang eller indstilling. (Sl 141:3, 4; Ord 6:16-19; Jak 2:9; 4:13-17; 1Jo 2:1) Problemet kan altså være meget omfattende eller helt specifikt.

Afvigelsen fra retfærdighedens vej kan også være mere eller mindre alvorlig, og graden af anger eller sindsændring bør da naturligt nok svare hertil. Israelitterne ’sank dybt’ i deres genstridighed mod Jehova og ’rådnede op’ under deres overtrædelser. (Es 31:6; 64:5, 6; Ez 33:10) På den anden side taler apostelen Paulus om den der „uforvarende begår et eller andet fejltrin“, og han giver den vejledning at de der har åndelige kvalifikationer, skal „prøve at hjælpe en sådan på fode igen, i mildhedens ånd“. (Ga 6:1) Da Jehova barmhjertigt tager sine tjeneres kødelige svagheder i betragtning, behøver de ikke at være konstant brødebetyngede over de fejl de begår på grund af deres nedarvede ufuldkommenhed. (Sl 103:8-14; 130:3) Når blot de samvittighedsfuldt vandrer på Guds veje, kan de være glade. — Flp 4:4-6; 1Jo 3:19-22.

Sindsændring kan foretages af nogle som har haft et godt forhold til Gud, men som er kommet på afveje og har mistet hans gunst og velsignelse. (1Pe 2:25) Israelitterne havde indgået en pagt med Gud — de var „et helligt folk“, Guds særlige ejendom blandt alle nationerne (5Mo 7:6; 2Mo 19:5, 6); på samme måde har de kristne opnået en retfærdig stilling hos Gud gennem den nye pagt der blev indgået med Kristus som mellemmand. (1Kor 11:25; 1Pe 2:9, 10) I det tilfælde at nogle kom på afveje, men siden ændrede sind, bevirkede sindsændringen at de fik deres forhold til Gud genoprettet og atter fik del i de goder og velsignelser der fulgte med dette forhold. (Jer 15:19-21; Jak 4:8-10) For dem der ikke tidligere har haft et sådant forhold til Gud — enten de hedenske ikkeisraelitter dengang Guds pagt med Israel stadig stod ved magt (Ef 2:11, 12), eller personer som i dag, uanset race eller nationalitet, står uden for den kristne menighed — er sindsændring et primært og væsentligt skridt hen imod at opnå et ret forhold til Gud som kan føre til evigt liv. — Apg 11:18; 17:30; 20:21.

Sindsændring kan også foretages kollektivt. Da Jonas forkyndte i Nineve, blev hele byen, fra kongen til „den mindste iblandt dem“, bevæget til at ændre sind, for i Guds øjne var de alle medskyldige. (Jon 3:5-9; jf. Jer 18:7, 8.) På Ezras foranledning bekendte de hjemvendte israelitter et kollektivt samfundsansvar over for Gud, og de lod fyrsterne give udtryk for at hele menigheden havde ændret sind. (Ezr 10:7-14; jf. 2Kr 29:1, 10; 30:1-15; 31:1, 2.) Menigheden i Korinth gav udtryk for sin bedrøvelse over at den havde tolereret en grov overtræder i sin midte. (Jf. 2Kor 7:8-11; 1Kor 5:1-5.) Selv profeterne Jeremias og Daniel sagde sig ikke fri for skyld da de bekendte Judas overtrædelser, som havde ført til dets fald. — Kl 3:40-42; Da 9:4, 5.

Hvad ægte sindsændring indebærer. Sindsændring omfatter både sindet og hjertet. Man må erkende at man har levet eller handlet forkert, og det forudsætter at man anerkender at Guds normer og vilje er rette. Uvidenhed eller glemsomhed med hensyn til Jehovas vilje og normer er en hindring for sindsændring. (2Kg 22:10, 11, 18, 19; Jon 1:1, 2; 4:11; Ro 10:2, 3) Af den grund har Jehova barmhjertigt sendt profeter og forkyndere for at tilskynde mennesker til at ændre sind. (Jer 7:13; 25:4-6; Mr 1:14, 15; 6:12; Lu 24:27) Især siden Kornelius’ omvendelse har Gud gennem den kristne menigheds forkyndelse af den gode nyhed ’meddelt menneskene at de alle og overalt skal ændre sind’. (Apg 17:22, 23, 29-31; 13:38, 39) Det er Guds ord — i skriftlig eller mundtlig form — der overbeviser dem om at Guds veje er rette og deres egne veje urette. (Jf. Lu 16:30, 31; 1Kor 14:24, 25; He 4:12, 13.) Guds lov „er fuldkommen, giver sjælen ny styrke“. — Sl 19:7.

Kong David talte om at ’lære overtrædere Guds veje, så de kunne vende om til ham’, hvormed han uden tvivl tænkte på syndere blandt sine landsmænd, israelitterne. (Sl 51:13) Timoteus fik at vide at han ikke skulle strides med nogen i de menigheder han betjente, men ’med mildhed belære dem som ikke var gunstigt stemt’, idet Gud måske ville „give dem sindsændring, så de kunne få nøjagtig kundskab om sandheden og blive ædru igen og komme ud af Djævelens snare“. (2Ti 2:23-26) Opfordringen til sindsændring kan derfor lyde både inden for og uden for Guds folks menighed.

Personen må indse at han har syndet mod Gud. (Sl 51:3, 4; Jer 3:25) Hvis han åbent eller direkte har spottet Gud, mundtligt har misbrugt Guds navn eller har dyrket andre guder, måske ved hjælp af gudebilleder, er det måske indlysende for ham at det forholder sig sådan. (2Mo 20:2-7) Men også i det man kunne kalde „privatsager“, eller sager mellem den pågældende selv og et andet menneske, må vedkommende indse at den urette handling er en synd imod Gud, og at han har handlet respektløst over for Jehova. (Jf. 2Sa 12:7-14; Sl 51:4; Lu 15:21.) Selv hvis man synder i uvidenhed eller af vanvare, må man anerkende at man har pådraget sig skyld over for den suveræne Hersker, Jehova Gud. — Jf. 3Mo 5:17-19; Sl 51:5, 6; 119:67; 1Ti 1:13-16.

Profeternes opgave bestod hovedsagelig i at overbevise israelitterne om deres synder. (Es 58:1, 2; Mik 3:8-11) Det kunne være afgudsdyrkelse (Ez 14:6), uretfærdighed mod og undertrykkelse af deres landsmænd (Jer 34:14-16; Es 1:16, 17), umoralitet (Jer 5:7-9) og at undlade at stole på Jehova og i stedet stole på mennesker og andre nationers militærmagt (1Sa 12:19-21; Jer 2:35-37; Ho 12:6; 14:1-3). Johannes Døber og Jesus opfordrede jøderne til at ændre sind. (Mt 3:1, 2, 7, 8; 4:17) De blotlagde folkets og de religiøse lederes hykleri og selvretfærdighed i forbindelse med deres overholdelse af menneskeskabte overleveringer og afslørede på denne måde nationens syndige tilstand. — Lu 3:7, 8; Mt 15:1-9; 23:1-39; Joh 8:31-47; 9:40, 41.

Må fatte med hjertet. For at kunne ændre sind må man først høre og se med forståelse, ledet dertil af et modtageligt hjerte. (Jf. Es 6:9, 10; Mt 13:13-15; Apg 28:26, 27.) Sindet må opfatte og forstå det som ørerne hører og øjnene ser; men vigtigere er det at man også ’fatter med hjertet’. (Mt 13:15; Apg 28:27) Man må ikke blot forstandsmæssigt indse at man har handlet uret, men også erkende det med hjertet. Hvis man i forvejen har haft kundskab om Gud, kan det være at man nu igen må tage sig kundskaben om ham og hans bud til hjerte (5Mo 4:39; jf. Ord 24:32; Es 44:18-20) så man „kommer til fornuft“. (1Kg 8:47) Med den rette tilskyndelse i hjertet kan overtrædere ’forny deres sind, så de forvisser sig om hvad der er Guds gode, velbehagelige og fuldkomne vilje’. — Ro 12:2.

Hvis overtræderne tror på Gud og nærer kærlighed til ham, vil de oprigtigt angre, eller fortryde, deres urette adfærd. Værdsættelse af Guds godhed og respekt for hans storhed får dem til at føle dyb bedrøvelse over at de har bragt vanære over hans navn. (Jf. Job 42:1-6.) Næstekærlighed får dem også til at fortryde at de har gjort andre ondt, sat et dårligt eksempel og måske sat en plet på Guds folks omdømme blandt udenforstående. De søger tilgivelse fordi de ønsker at ære Guds navn og at gøre det der gavner næsten. (1Kg 8:33, 34; Sl 25:7-11; 51:11-15; Da 9:18, 19) De har et „sønderbrudt hjerte“ og ’en knust og ydmyg ånd’ (Sl 34:18; 51:17; Es 57:15), de er ’i ånden sønderknuste og skælver for Guds ord’, hvilket kræver sindsændring (Es 66:2), og de kommer så at sige „bævende til Jehova og til hans godhed“. (Ho 3:5) Da David handlede tåbeligt ved at foretage en folketælling, ’slog hans hjerte ham’. — 2Sa 24:10.

Overtræderen må derfor klart tage afstand fra sin urette handling, af hjertet hade den, afsky den (Sl 97:10; 101:3; 119:104; Ro 12:9; jf. He 1:9; Jud 23), for „frygt for Jehova er at hade det onde“, hvortil hører hovmod, stolthed, den onde vej og den fordærvede mund. (Ord 8:13; 4:24) Foruden dette må han elske retfærdighed og være fast besluttet på for eftertiden at blive på den rette vej. Hvis ikke han både hader det onde og elsker retfærdighed, vil han mangle den sande tilskyndelse til at ændre sind og til virkelig at vende om fra sine urette handlinger. Kong Rehabeam ydmygede sig da Jehova gav udtryk for sin vrede, men siden gjorde han „hvad der var ondt, for han havde ikke i sit hjerte taget et fast standpunkt for at søge Jehova“. — 2Kr 12:12-14; jf. Ho 6:4-6.

„Bedrøvelse på en måde som Gud vil det“. I sit andet brev til korintherne nævnte apostelen Paulus at de efter den retledning han havde givet dem i sit første brev, havde vist „bedrøvelse på en måde som Gud vil det“. (2Kor 7:8-13) Han havde først ’fortrudt’ (metameʹlomai) at han havde måttet skrive så strengt til dem og volde dem denne smerte, men nu da han så at hans irettesættelse havde fremkaldt bedrøvelse af den rette slags, som førte til ægte sindsændring (metaʹnoia) i forbindelse med deres urette indstilling og adfærd, fortrød han det ikke længere. Han vidste at den smerte han havde forvoldt dem, kun var til gavn for dem, og at de ikke havde ’lidt skade’ ved den. De havde heller ikke på deres side nogen grund til at fortryde den bedrøvelse der førte til sindsændring for dem, for den holdt dem på frelsens vej; den beskyttede dem mod at glide tilbage til deres tidligere adfærd eller at falde fra, og den gav dem håb om evigt liv. Han stillede denne bedrøvelse i modsætning til „verdens bedrøvelse [som] udvirker død“. Verdens bedrøvelse udspringer ikke af tro og af kærlighed til Gud og til retfærdighed. Den er fremkaldt af at man straffes for overtrædelsen, af en følelse af nederlag, skuffelse, tab og skam (jf. Ord 5:3-14, 22, 23; 25:8-10) og medfører eller ledsages ofte af bitterhed, vrede og misundelse. Den fører ikke til varig gavn, bringer ikke nogen forbedring, ikke noget sandt håb. (Jf. Ord 1:24-32; 1Ts 4:13, 14.) Verdens bedrøvelse græder over syndens ubehagelige følger, men den græder ikke over selve synden eller over den vanære den bringer over Guds navn. — Es 65:13-15; Jer 6:13-15, 22-26; Åb 18:9-11, 15, 17-19; se i modsætning hertil Ez 9:4.

Dette ses af det der skete med Kain, som var den første der af Gud blev opfordret til at ændre sind. Gud tilskyndede ham til ’at gøre det gode’ så synden ikke fik overtaget over ham. I stedet for at angre sit morderiske had tillod han at det drev ham til at dræbe sin broder. Da Gud senere spurgte Kain hvor Abel var, gav han et undvigende svar, og først da dommen blev forkyndt over ham, gav han udtryk for anger — ikke over det forkerte han havde gjort, men over straffens strenghed. (1Mo 4:5-14) Han viste således at han „var af den onde“. — 1Jo 3:12.

Også Esau gav udtryk for verdens bedrøvelse da han fandt ud af at hans broder, Jakob, havde fået den førstefødtes velsignelse (en rettighed som Esau kynisk havde solgt til Jakob). (1Mo 25:29-34) Han ’udstødte et meget højt og bittert skrig’ og ’søgte med tårer en sindsændring’ (metaʹnoia) — ikke hos sig selv, men hos sin fader. (1Mo 27:34; He 12:17) Han begræd sit tab, ikke den materialistiske indstilling der havde fået ham til at ’ringeagte førstefødselsretten’. — 1Mo 25:34.

Efter at Judas havde forrådt Jesus, „fortrød [form af metameʹlomai] han“ og forsøgte at levere bestikkelsen tilbage, hvorefter han begik selvmord ved at hænge sig. (Mt 27:3-5) Han følte sig uden tvivl tynget af omfanget af sin forbrydelse og af den frygtelige vished om Guds dom. (Jf. He 10:26, 27, 31; Jak 2:19.) Han var skyldbetynget, fortvivlet og desperat, men der var intet tegn på at han følte den bedrøvelse der fører til sindsændring (metaʹnoia). Han søgte ikke Gud, men opsøgte de jødiske ledere for at bekende sin synd for dem og leverede pengene tilbage, øjensynlig med den fejlagtige forestilling at han derved i nogen grad kunne gøre sin ugerning god igen. (Jf. Jak 5:3, 4; Ez 7:19.) Foruden at forråde sin Herre og medvirke til mordet på en uskyldig begik han selvmord. Han handlede helt modsat Peter, hvis bitre gråd efter at han havde fornægtet sin Herre, skyldtes dybtfølt anger, som førte til at han blev bragt på fode igen. — Mt 26:75; jf. Lu 22:31, 32.

Bedrøvelse, selvbebrejdelser og tårer er således ikke et sikkert tegn på ægte sindsændring; motivet eller hjertelaget er afgørende. Hoseas gav udtryk for at Jehova fordømte israelitterne, som i deres trængsel „ikke [råbte] til [ham] af hjertet, skønt de lå og hylede på deres senge. De drev om efter korn og ny vin . . . De vendte sig, dog ikke opad.“ Deres jamren om udfrielse i modgangstider var selvisk begrundet, og blev de udfriet, benyttede de ikke lejligheden til at forbedre deres forhold til Gud ved at holde sig nøjere til hans høje normer (jf. Es 55:8-11); de var som „en slap bue“ der svigtede. (Ho 7:14-16; jf. Sl 78:57; Jak 4:3.) Faste, gråd og klage var på sin plads — men kun hvis de angrende ’sønderrev deres hjerte’ og ikke blot deres klæder. — Joel 2:12, 13; se FASTE; SORG.

Bekendelse af det urette. Den der ændrer sind, ydmyger sig altså, søger Guds ansigt (2Kr 7:13, 14; 33:10-13; Jak 4:6-10) og bønfalder ham om tilgivelse. (Mt 6:12) Han er ikke som den selvretfærdige farisæer i Jesu billedtale, men som den ydmyge skatteopkræver der slog sig for brystet og sagde: „Gud, vær nådig mod en synder som mig.“ (Lu 18:9-14) Apostelen Johannes siger: „Hvis vi siger: ’Vi har ingen synd,’ vildleder vi os selv, og sandheden er ikke i os. Hvis vi bekender vore synder, er han trofast og retfærdig, så han tilgiver os vore synder og renser os fra al uretfærdighed.“ (1Jo 1:8, 9) „Den der dækker over sine overtrædelser får ikke held, men den der bekender dem og opgiver dem, vises der barmhjertighed.“ — Ord 28:13; jf. Sl 32:3-5; Jos 7:19-26; 1Ti 5:24.

Daniels bøn i Daniel 9:15-19 er et godt eksempel på en oprigtig bekendelse af synd. Daniel gav udtryk for at han først og fremmest havde Jehovas navn i tanke og ikke fremførte bønnen ’på grund af sine egne retfærdighedsgerninger’, men ’på grund af Jehovas store barmhjertighed’. Læg også mærke til den ydmyge indstilling den fortabte søn gav udtryk for. (Lu 15:17-21) De der oprigtigt ændrer sind, ’løfter deres hjerte såvel som deres hænder til Gud’, idet de bekender deres overtrædelser og søger tilgivelse. — Kl 3:40-42.

Om at bekende sine synder for hinanden. Disciplen Jakob siger: „Bekend . . . åbent jeres synder for hinanden og bed for hinanden, for at I kan blive helbredt.“ (Jak 5:16) Dette råd betyder ikke at et menneske kan tjene som den kristnes „hjælper“ over for Gud, for Kristus alene beklæder denne stilling i kraft af sit sonoffer. (1Jo 2:1, 2) Mennesker kan ikke i egen kraft virkelig gøre nogen uret god hos Gud, hverken for sig selv eller for andre, da de ikke formår at betale den nødvendige løsesum. (Sl 49:7, 8) Kristne kan imidlertid hjælpe hinanden. Selv om deres bønner for deres brødre ikke har nogen indflydelse på Guds forvaltning af retfærdigheden (da det kun er Kristi genløsningsoffer der kan udvirke tilgivelse af synder), betyder det noget for Gud at de beder ham om at bistå og styrke en synder der søger hjælp. — Se BØN (Hvordan bønner besvares).

Omvendelse nødvendig. Sindsændringen er et udtryk for at synderen er ophørt med sine urette handlinger, at han nu forkaster den forkerte vej og er besluttet på at følge den rette vej. Hvis sindsændringen er ægte, vil den derfor blive efterfulgt af ’omvendelse’. (Apg 15:3) Både på hebraisk og på græsk betyder udsagnsordene for denne handling (hebr.: sjuv; gr.: streʹfō; epistreʹfō) slet og ret „at vende tilbage, at vende om“. (1Mo 18:10; Joh 12:40; 21:20; Apg 15:36) Brugt i åndelig forstand kan det enten sigte til at man vender sig bort fra Gud (og altså vender tilbage til en syndig adfærd [4Mo 14:43; 5Mo 30:17]), eller at man vender om til Gud fra en uret handlemåde. — 1Kg 8:33.

Omvendelsen omfatter ikke kun indstillingen eller det man siger; den omfatter også „gerninger der stemmer med sindsændringen“. (Apg 26:20; Mt 3:8) Den giver sig udslag i at man „søger“ eller ’opsøger’ Jehova af hele sit hjerte og hele sin sjæl. (5Mo 4:29; 1Kg 8:48; Jer 29:12-14) Dette vil selvsagt betyde at man søger Guds godkendelse ved at „adlyde hans røst“ som den kommer til udtryk gennem hans ord (5Mo 4:30; 30:2, 8), at man ’viser indsigt i hans sandhed’ ved en bedre forståelse og større værdsættelse af hans veje og vilje (Da 9:13), at man ’holder hans bud’ (Ne 1:9; 5Mo 30:10; 2Kg 23:24, 25), at man ’tager vare på loyal hengivenhed og ret’ og ’altid sætter sit håb til Gud’ (Ho 12:6), at man holder op med at bruge religiøse billeder eller at dyrke skabninger og ’i sit hjerte tager et fast standpunkt for Jehova og tjener ham alene’ (1Sa 7:3; Apg 14:11-15; 1Ts 1:9, 10), og at man vandrer på hans veje i stedet for at følge nationernes veje (3Mo 20:23) eller at gå sine egne veje (Es 55:6-8). At bede bønner, bringe ofre, overholde fastedage og fejre højtider er uden værdi og betydning i Guds øjne medmindre man samtidig gør gode gerninger, øver retfærdighed, ophører med vold og undertrykkelse og viser barmhjertighed. — Es 1:10-19; 58:3-7; Jer 18:11.

Dette forudsætter at man får „et nyt hjerte og en ny ånd“ (Ez 18:31); den ændrede tænkemåde, motivation og målsætning i livet medfører en ny sindstilstand og indstilling og giver moralsk styrke. De der foretager sådanne forandringer i deres liv, opnår ’en ny personlighed som er skabt i overensstemmelse med Guds vilje i sand retfærdighed og loyalitet’ (Ef 4:17-24), en personlighed som er fri for umoralitet, havesyge, smudsig tale og voldelig optræden. (Kol 3:5-10; se i modsætning hertil Ho 5:4-6.) Gud lader sin visdoms ånd „vælde frem“ til dem; han gør sit ord kendt for dem. — Ord 1:23; jf. 2Ti 2:25.

Ægte sindsændring har således en stor virkning; den udfolder en kraft som får den pågældende til at „vende om“. (Apg 3:19) Jesus kunne derfor sige til menigheden i Laodikea: „Du skal . . . være nidkær og ændre sind.“ (Åb 3:19; jf. Åb 2:5; 3:2, 3.) Sindsændring giver sig udslag i ’stor alvor, gudsfrygt, længsel, at man renser sig, og at man retter det urette’. (2Kor 7:10, 11) Hvis man ikke bestræber sig for at gøre uretten god igen, vidner det om at man ikke virkelig har ændret sind. — Jf. Ez 33:14, 15; Lu 19:8.

Udtrykket „nyomvendt“ (gr.: neoʹfytos) betyder bogstaveligt „nylig plantet“ eller „nylig fremvokset“. (1Ti 3:6) En der var nyomvendt, skulle man ikke tildele ansvarsopgaver i menigheden for at han ikke skulle ’blive opblæst og falde ind under den dom der er fældet over Djævelen’.

Med hensyn til hvilke „døde gerninger“ skal kristne ændre sind?

Ifølge Hebræerne 6:1, 2 går „grundlærdommen“ ud på „sindsændring med hensyn til døde gerninger“ og „tro på Gud“ foruden læren om forskellige former for dåb, om håndspålæggelse, opstandelse og evig dom. Med „døde gerninger“ (et udtryk som ud over dette sted kun forekommer i He 9:14) menes ikke blot urette, syndige gerninger, det faldne køds gerninger der fører til døden (Ro 8:6; Ga 6:8), men alle gerninger der i sig selv er åndeligt døde, tomme eller frugtesløse.

Hertil hører gerninger hvorved mennesker søger at retfærdiggøre sig selv, det vil sige gerninger hvorved de forsøger at opstille deres egen retfærdighed uden om Kristus Jesus og hans genløsningsoffer. De jødiske religiøse lederes og andres formelle overholdelse af Moseloven bestod i sådanne „døde gerninger“ fordi de manglede den grundlæggende bestanddel, troen. (Ro 9:30-33; 10:2-4) Dette bevirkede at de, i stedet for at ændre sind, snublede over Kristus Jesus, Guds „hovedformidler . . . [som skulle] give Israel sindsændring og tilgivelse for synder“. (Apg 5:31-33; 10:43; 20:21) Overholdelse af Loven efter at Kristus havde opfyldt den, som om den stadig var i kraft, ville også være „døde gerninger“. (Ga 2:16) Desuden vil alle gerninger som ellers ville være gode, blive „døde gerninger“ hvis ikke de udspringer af det rette motiv — kærlighed til Gud og næsten. (1Kor 13:1-3) Kærligheden må på sin side vises „i gerning og sandhed“, i overensstemmelse med Guds vilje og veje, som er forklaret i hans ord. (1Jo 3:18; 5:2, 3; Mt 7:21-23; 15:6-9; He 4:12) Den der i tro vender sig til Gud gennem Kristus Jesus, ændrer sind i forbindelse med alle gerninger der med rette kan betegnes som „døde gerninger“, og undgår dem derefter, hvorved samvittigheden renses. — He 9:14.

Bortset fra Jesu dåb var dåben (ved nedsænkning i vand) et gudgivent symbol der havde forbindelse med sindsændring, både for medlemmerne af den jødiske nation (der ikke havde holdt Guds pagt mens den var i kraft) og for folk fra nationerne som ’vendte om’ for at yde Gud hellig tjeneste. — Mt 3:11; Apg 2:38; 10:45-48; 13:23, 24; 19:4; se DÅB.

Når man ikke ændrer sind. Mangel på ægte sindsændring medførte at Israel og Juda blev ført i landflygtighed, at Jerusalem to gange blev ødelagt, og endelig at folket blev forkastet af Gud. Når israelitterne blev irettesat, vendte de ikke virkelig om til Gud, men gik hele tiden „tilbage til den vante kurs, ligesom en hest der styrter frem i kampen“. (Jer 8:4-6; 2Kg 17:12-23; 2Kr 36:11-21; Lu 19:41-44; Mt 21:33-43; 23:37, 38) Da de ikke af hjertet ønskede at ændre sind og „vende om“, gav det de hørte og så, dem hverken forståelse eller kundskab; der lå „et dække“ over deres hjerte. (Es 6:9, 10; 2Kor 3:12-18; 4:3, 4) Utro religiøse ledere og profeter og falske profetinder bidrog til dette, for de tilskyndede folket til at fortsætte med dets urette adfærd. (Jer 23:14; Ez 13:17, 22, 23; Mt 23:13, 15) Profetier i De Kristne Græske Skrifter forudsagde at det Gud i fremtiden ville gøre for at retlede menneskene og tilskynde dem til at ændre sind, ligeledes ville blive afvist af mange. Det blev forudsagt at de lidelser de blev udsat for, kun ville gøre dem hårde og bitre så de endog spottede Gud, skønt det i virkeligheden var deres egen afvisning af hans retfærdige veje der var roden og årsagen til alle deres plager og vanskeligheder. (Åb 9:20, 21; 16:9, 11) Sådanne mennesker ’samler vrede til sig selv på den dag da Guds retfærdige dom åbenbares’. — Ro 2:5.

Nogle for hvem sindsændring ikke længere er mulig. De der „med vilje øver synd“ efter at have fået nøjagtig kundskab om sandheden, er nået dertil at de ikke længere kan ændre sind, for de har afvist selve formålet med at Guds søn døde, og har således sluttet sig til dem der dømte ham til døden, idet de faktisk „for deres vedkommende igen pælfæster Guds søn og udsætter ham for offentlig skam“. (He 6:4-8; 10:26-29) Dette er en utilgivelig synd. (Mr 3:28, 29) Det ville have været bedre for dem „ikke at have fået nøjagtig kundskab om retfærdighedens vej, end, efter at have fået nøjagtig kundskab, at vende sig bort fra det hellige bud som var blevet overgivet dem“. — 2Pe 2:20-22.

Eftersom Adam og Eva var fuldkomne skabninger, og eftersom Guds bud til dem var klart formuleret og blev forstået af dem begge, er det tydeligt at de syndede med vilje, og at deres synd ikke kunne undskyldes med menneskelig svaghed eller ufuldkommenhed. Derfor gav Gud dem ikke bagefter nogen opfordring eller lejlighed til at ændre sind. (1Mo 3:16-24) Det samme gælder den åndeskabning der fik dem til at gøre oprør. Han og de åndeskabninger der sluttede sig til ham, har kun udsigt til evig tilintetgørelse. (1Mo 3:14, 15; Mt 25:41) Judas var ufuldkommen, men han havde levet og arbejdet nært sammen med Guds egen søn og blev alligevel en forræder; Jesus selv omtalte ham som „undergangens søn“. (Joh 17:12) Det frafaldne „lovløshedens menneske“ bliver også kaldt „undergangens søn“. (2Ts 2:3; se ANTIKRIST; FRAFALD; LOVLØSHEDENS MENNESKE.) De der klassificeres som ’geder’ når Jesus som konge dømmer menneskeheden, vil ligeledes „gå bort til evig afskærelse“. De får ingen indbydelse til at ændre sind. — Mt 25:33, 41-46.

Opstandelsen giver mulighed for sindsændring. Da Jesus rettede sine ord til nogle jødiske byer i det 1. århundrede, talte han om en fremtidig domsdag der også ville berøre dem. (Mt 10:14, 15; 11:20-24) Det viser at i hvert fald nogle af indbyggerne i disse byer vil få en opstandelse, og selv om deres tidligere genstridige indstilling vil gøre det svært for dem at ændre sind, vil de få mulighed for ydmygt at vise tegn på sindsændring og „vende om“ til Gud gennem Kristus. De der ikke gør det, vil blive dømt til evig tilintetgørelse. (Jf. Åb 20:11-15; se DOMMENS DAG.) Men de der følger samme kurs som mange skriftlærde og farisæere, der med vidende og vilje modsatte sig Guds ånds virke gennem Kristus, vil ikke få en opstandelse, og de kan derfor ikke „flygte fra Gehennas dom“. — Mt 23:13, 33; Mr 3:22-30.

Røveren på pælen. Jesus lovede den røver der hang på pælen ved siden af ham, og som gav udtryk for en vis tro på ham, at han ville komme i Paradiset. (Lu 23:39-43; se PARADIS.) Nogle har fortolket det sådan at røveren hermed blev garanteret evigt liv, men det fremgår tydeligt af de mange tidligere anførte skriftsteder at det ikke kan være tilfældet. Selv om røveren indrømmede at han ved sine kriminelle handlinger havde gjort noget forkert, i modsætning til Jesus der var uskyldig (Lu 23:41), tyder intet på at han var begyndt at ’hade det onde og elske retfærdighed’; i betragtning af sin forestående død var han naturligvis ikke i stand til at ’vende om’ og gøre „gerninger der stemmer med sindsændringen“; desuden var han ikke døbt. (Apg 3:19; 26:20) Det ser derfor ud til at han vil få mulighed for dette når han bliver oprejst fra de døde. — Jf. Åb 20:12, 13.

Hvordan kan Gud, der er fuldkommen, ’fortryde’?

De fleste af de steder hvor det hebraiske ord nachamʹ er brugt i betydningen „at fortryde“, er det forbundet med Jehova Gud. I 1 Mosebog 6:6, 7 står der således at „Jehova fortrød at han havde frembragt menneskene på jorden, og han følte sig såret i sit hjerte“. Menneskenes ondskab var så stor at han bestemte sig til at udslette dem af jordens flade ved hjælp af en jordomspændende vandflod. Dette kan ikke betyde at Gud „fortrød“ i den forstand at han indså at han havde begået en fejl under skabelsen, for ’hans værk er fuldkomment’. (5Mo 32:4, 5) At fortryde, eller beklage, noget er imidlertid det modsatte af at føle glæde og tilfredshed. Det må derfor skulle forstås sådan at Gud beklagede at menneskene, efter at han havde skabt dem, var blevet så onde at han nu var nødsaget til at udslette dem alle med undtagelse af Noa og hans familie, for Gud „finder ikke behag i den ugudeliges død“. — Ez 33:11.

I M’Clintock og Strongs Cyclopædia står der: „Om Gud siges det at han ændrer sind [nachamʹ, fortryder]; det kan imidlertid kun forstås sådan at han ændrer sin adfærd over for sine skabninger, enten ved at skænke dem noget godt eller ved at påføre dem noget ondt. Guds ændrede adfærd skyldes en ændret adfærd hos hans skabninger, og det er i den forstand at man med en menneskelig udtryksform kan sige at Gud ændrer sind.“ (1894, bd. VIII, s. 1042) Guds retfærdige normer er faste, stabile og uforanderlige. (Mal 3:6; Jak 1:17) Ingen omstændigheder der måtte opstå, kan få ham til at skifte mening om disse normer, at afvige fra dem eller frafalde dem. Men hans fornuftbegavede skabningers indstilling til og reaktion på dem og på hans anvendelse af dem kan enten være positiv eller negativ. Hvis den er positiv, glæder det Gud. Hvis den er negativ, reagerer han med sorg eller beklagelse. Desuden kan hans skabninger ændre indstilling fra det positive til det negative eller omvendt, og da Gud ikke ændrer sine normer af hensyn til sine skabninger, kan hans glæde (og den dermed forbundne velsignelse) skifte til sorg og beklagelse (og den dermed forbundne tugt eller straf) eller omvendt. Hans domme og afgørelser er derfor på ingen måde præget af lunefuldhed, vægelsind, upålidelighed eller fejlbedømmelse; han optræder hverken uberegneligt eller excentrisk. — Ez 18:21-30; 33:7-20.

En pottemager begynder måske på én slags kar, men laver det derefter om til en anden slags hvis det bliver „ødelagt i hans hånd“. (Jer 18:3, 4) Med dette eksempel viser Jehova ikke at han er som en jordisk pottemager der ’ødelægger med sin hånd’, men at han har guddommelig myndighed over menneskene, myndighed til at ændre sin adfærd over for dem, afhængigt af hvordan de reagerer på hans retfærdighed og barmhjertighed. (Jf. Es 45:9; Ro 9:19-21.) Han kan derfor „fortryde den ulykke som [han] havde tænkt at fuldbyrde“ på en nation, eller „fortryde det gode som [han] sagde til [sig] selv at [han] ville gøre til bedste for den“, alt efter hvordan nationen reagerer på det han har gjort for den indtil da. (Jer 18:5-10) Det er altså ikke sådan at Jehova, den store Pottemager, begår fejl. Derimod kan det menneskelige „ler“ undergå en „metamorfose“ (en forvandling i form eller sammensætning) hvad angår hjertetilstand, og det kan fremkalde beklagelse, eller fortrydelse, hos Jehova.

Dette gælder både enkeltpersoner og hele folkeslag, og den omstændighed at Jehova Gud taler om at han ’fortryder’ noget i forbindelse med visse af sine tjenere, som for eksempel kong Saul, der vendte sig bort fra retfærdighedens vej, viser at Gud ikke forudbestemmer det enkelte menneskes fremtid. (Se FORUDVIDEN, FORUDBESTEMMELSE.) At Saul blev troløs og fik Gud til at fortryde, betyder ikke at Gud havde begået en fejl da han valgte ham til konge, og at Gud af den grund skulle angre, eller fortryde. Gud havde derimod god grund til at beklage at Saul, som et menneske med en fri vilje, ikke gjorde brug af den store forret og mulighed Gud havde givet ham; Saul ændrede adfærd, og derfor ændrede Gud adfærd over for ham. — 1Sa 15:10, 11, 26.

Da profeten Samuel forkyndte Guds ugunstige dom over Saul, sagde han: „Israels Herlighed er ikke falsk og han fortryder ikke, for han er ikke et menneske at han skulle fortryde.“ (1Sa 15:28, 29) Mennesker holder ikke altid ord; de opfylder ikke altid deres løfter, og det sker at de ikke overholder de aftaler de træffer; som følge af deres ufuldkommenhed bedømmer de undertiden tingene forkert, hvilket resulterer i fortrydelse. Det sker aldrig for Gud. — Sl 132:11; Es 45:23, 24; 55:10, 11.

Den pagt Gud indgik med „alt kød“ efter Vandfloden, var for eksempel en ubetinget garanti for at Gud aldrig mere ville bringe en vandflod over hele jorden. (1Mo 9:8-17) Det er derfor umuligt at Gud skulle afvige fra denne pagt eller ’fortryde den’. Da Gud indgik en pagt med Abraham, ’trådte han til med en ed’ som „en juridisk garanti“ for „i endnu rigere mål at vise løftets arvinger sin beslutnings uforanderlighed“. Guds løfte og Guds ed er de „to uforanderlige ting i hvilke det er umuligt for Gud at lyve“. (He 6:13-18) Gud vil heller ikke fortryde sin edsvorne pagt med sin søn om et præstedømme som Melkizedeks. — He 7:20, 21; Sl 110:4; jf. Ro 11:29.

Når Gud giver et løfte eller indgår en pagt, kan han dog stille visse krav eller forlange at visse betingelser opfyldes af dem han giver et løfte eller indgår en pagt med. Han lovede israelitterne at de ville blive hans „særlige ejendom“ og „et kongedømme af præster og en hellig nation“ hvis de nøje ville adlyde hans røst og holde hans pagt. (2Mo 19:5, 6) Gud opfyldte sin del af pagten, men israelitterne svigtede ved at bryde pagten igen og igen. (Mal 3:6, 7; jf. Ne 9:16-19, 26-31.) Da Gud til sidst ophævede pagten, gjorde han det med fuld ret eftersom ansvaret for at hans løfte ikke blev opfyldt, udelukkende hvilede på de troløse israelitter. — Mt 21:43; He 8:7-9.

På samme måde kan Gud ’forbarme sig’ og ’vende sig fra’ at eksekvere en straf hvis hans advarsel får overtræderne til at ændre indstilling og adfærd. (5Mo 13:17; Sl 90:13) Hvis de vender tilbage til ham, vil han „vende tilbage“ til dem. (Zak 8:3; Mal 3:7) Da vil hans ’bedrøvelse’ blive afløst af glæde, for han finder ikke behag i at lade syndere dø. (Lu 15:10; Ez 18:32) Samtidig med at Gud aldrig afviger fra sine retfærdige normer, hjælper og tilskynder han kærligt syndere til at vende om til ham idet han ’breder sine hænder ud’ og siger gennem sine sendebud: „Vend dog om, . . . så vil jeg ikke volde jer ulykke.“ „Gør dog ikke denne vederstyggelighed som jeg hader.“ (Es 65:1, 2; Jer 25:5, 6; 44:4, 5) Han giver menneskene rigelig tid til at foretage forandringer (Ne 9:30; jf. Åb 2:20-23) og viser stor tålmodighed og overbærenhed, da „han ikke ønsker at nogen skal lide undergang, men at alle skal nå til en sindsændring“. (2Pe 3:8, 9; Ro 2:4, 5) Til tider har han kærligt sørget for at hans budskab blev ledsaget af kraftige gerninger, mirakler, der styrkede tilhørernes tro og viste at hans sendebud var bemyndiget af ham. (Apg 9:32-35) Når hans budskab bliver afvist, anvender han tugt; han tilbageholder sin gunst og beskyttelse og lader derved forhærdede syndere lide afsavn og sult eller blive undertrykt af deres fjender. Det kan måske bringe dem til fornuft, give dem deres rette gudsfrygt tilbage eller få dem til at indse at deres handlemåde er tåbelig og deres værdinormer forkerte. — 2Kr 33:10-13; Ne 9:28, 29; Am 4:6-11.

Der er dog en grænse for hans tålmodighed, og når den er nået, bliver han „træt af at fortryde“, hvilket betyder at hans beslutning om at straffe er uafvendelig. (Jer 15:6, 7; 23:19, 20; 3Mo 26:14-33) Han nøjes ikke længere med at ’tænke’ på at ’forme’ en ulykke mod sådanne (Jer 18:11; 26:3-6), men han har truffet en uigenkaldelig beslutning. — 2Kg 23:24-27; Es 43:13; Jer 4:28; Zef 3:8; Åb 11:17, 18.

Ved sin villighed til at tilgive dem der ændrer sind, og ved barmhjertigt at åbne mulighed for tilgivelse, selv efter gentagne overtrædelser, sætter Gud et godt eksempel for alle sine tjenere. — Mt 18:21, 22; Mr 3:28; Lu 17:3, 4; 1Jo 1:9; se TILGIVELSE.