Vis de ældre kristen kærlighed
SAMUEL JOHNSON, en forfatter fra det 18. århundrede, fortalte historien om en ung mand der, når han besøgte sine venner, altid glemte hvor han havde lagt sin hat. Ingen kommenterede hans glemsomhed. „Men hvis den samme uopmærksomhed afsløres hos en ældre mand,“ fortsatte Johnson, „vil folk trække på skuldrene og sige: ’Han er ved at miste hukommelsen.’“
Johnsons historie viser at ældre, ligesom andre minoritetsgrupper, ofte bliver skydeskive for uretfærdige generaliseringer. Selv om det er en udfordring for yngre mennesker at drage omsorg for de ældre, vil begge parter have gavn af det. Hvori består udfordringen og belønningen, og hvorfor berører dette emne flere og flere mennesker?
Ifølge nogle statistikker er 6 procent af verdens befolkning 65 år eller derover, og i udviklingslandene er procenttallet dobbelt så højt. I Den Europæiske Union, der havde udråbt 1993 til „Europæisk ældreår“, er hver tredje person over 50 år. Som i de fleste industrilande har dalende fødselstal og en længere levealder bevirket at størstedelen af befolkningen dér er midaldrende. At drage omsorg for ældre mennesker under sådanne forhold er en kolossal opgave. I Orienten var forholdene i fortiden meget anderledes.
„Et kundskabsforråd“
Bogen Handwörterbuch des Biblischen Altertums für gebildete Bibelleser (Håndbog i den bibelske oldtid for uddannede bibellæsere) påpeger at i de orientalske lande i oldtiden „blev de ældre betragtet som beskyttere af de traditionelle værdier såsom visdom og højere kundskab, og de unge blev derfor formanet til at søge deres selskab og lære af dem“. Smith’s Bible Dictionary forklarer: „I privatlivet blev [de ældre] betragtet som et kundskabsforråd . . . [De unge] afventede respektfuldt de ældres mening.“
Moseloven foreskrev at man skulle have respekt for de ældre. I Tredje Mosebog 19:32 står der: „Du skal rejse dig for de grå hår, og du skal tage hensyn til en gammel mand som er til stede.“ De ældre havde altså en privilegeret stilling i samfundet og blev set op til som et værdifuldt aktiv. Sådan betragtede moabitterinden Rut tydeligvis sin israelitiske svigermoder, No’omi.
Rut var fast besluttet på at ledsage No’omi fra Moab til Israel, og lyttede derefter omhyggeligt til No’omis råd. Da de kom til Betlehem var det No’omi der gav udtryk for at Jehova ledede begivenhederne, og det var hende der fortalte Rut hvad hun skulle gøre. (Rut 2:20; 3:3, 4, 18) Alt imens Rut tog ved lære af den erfarne No’omi, blev hendes liv formet på en teokratisk måde. Hendes svigermoder viste sig at have et stort kundskabsforråd.
I dag kan yngre, kristne kvinder også have gavn af at omgås ældre kvinder i menigheden. Hvis en søster tænker på at gifte sig eller kæmper med et vanskeligt personligt problem, vil det være klogt at søge råd og støtte hos en moden, ældre søster der har erfaring på disse områder.
Det vil også gavne et ældsteråd at trække på den erfaring de ældre i deres midte sidder inde med. Vi kan tage ved lære af Lot, der undlod at gøre dette. Da en strid mellem Abrahams og Lots kvæghyrder krævede en beslutning der ville få konsekvenser for alle, traf Lot et uklogt valg. Hvor meget bedre ville det ikke have været hvis han først havde spurgt Abraham til råds! Lot ville have modtaget moden vejledning og kunne have sparet sin familie for de kvaler hans forhastede beslutning resulterede i. (1 Mosebog 13:7-13; 14:12; 19:4, 5, 9, 26, 29) Lytter du opmærksomt til hvad modne ældste har at sige inden du træffer en beslutning i et spørgsmål?
Mange ældre er nidkære i Jehovas tjeneste ligesom Simeon og Anna var det i det første århundrede. (Lukas 2:25, 36, 37) Selv om de ældre er kommet højt op i årene og måske ikke har så mange kræfter, vil det være et udtryk for respekt og omsorg at inddrage dem i menighedens aktiviteter. Måske har en af de unge brug for hjælp til at forberede en opgave på den teokratiske skole. En erfaren ældste vil måske slutte at den perfekte vejleder vil være et ældre medlem af menigheden der ejer stor visdom, har et kærligt væsen og tilstrækkeligt med tid.
Men det at drage omsorg for de ældres særlige behov omfatter mere. Mange er plaget af ensomhed og af frygt for kriminalitet og økonomiske vanskeligheder. Og når de ældre er blevet svagelige bliver disse problemer yderligere vanskeliggjort af svigtende helbred og skuffelse over deres manglende formåen. De behøver derfor mere opmærksomhed. Hvad kan menigheden og enkeltpersoner gøre?
’Vis gudhengivenhed’
I det første århundrede skrev Paulus under inspiration i Første Timoteusbrev 5:4, 16: „Hvis en enke har børn eller børnebørn, så lad disse først lære at vise gudhengivenhed over for deres egen husstand og fortsat at betale et passende vederlag til deres forældre og bedsteforældre, for dette er velbehageligt i Guds øjne. Hvis en troende kvinde har enker, så lad hende hjælpe dem, og lad ikke menigheden bære byrden. Så kan den hjælpe dem som virkelig er enker.“ Det var familiens ansvar at tage sig af de ældre. Hvis et ældre medlem af menigheden stadig var i nød efter at man i familien havde gjort alt hvad man kunne, hvilede ansvaret på menigheden. Disse principper har ikke ændret sig.
Hvordan har egenskaben gudhengivenhed hjulpet kristne til at vise kristen kærlighed over for de ældre i deres familie? Bemærk følgende kommentarer fra nogle Jehovas vidner som har erfaring i at drage omsorg for dem der er kommet op i årene.
Vær opmærksom på det åndelige behov
„At drøfte dagens tekst sammen var en uvurderlig hjælp,“ mindes Felix, som hjalp sin hustru med at passe hendes forældre. „Personlige erfaringer og forhåbninger blev vævet sammen med Jehovas principper.“ Når man plejer ældre familiemedlemmer er det meget vigtigt at være opmærksom på at de også bliver åndeligt opbygget. Det understreges af Jesu ord i Mattæus 5:3: „Lykkelige er de som erkender deres åndelige behov.“ Dagsteksten kan suppleres med et bibellæseprogram, med drøftelse af bibelske publikationer og med bøn. „Det ser ud til at ældre godt kan lide at der er en vis regelmæssighed i det de foretager sig,“ bemærker Peter.
Ja, regelmæssighed er vigtigt i forbindelse med åndelige anliggender. Ikke kun på det åndelige område men også i hverdagen værdsætter ældre mennesker en daglig rutine. Selv de med småskavanker kan kærligt opfordres til at ’stå ud af sengen og klæde sig pænt på hver dag,’ siger Ursula. Vi ønsker selvfølgelig ikke at de ældre skal føle at vi dikterer dem hvad de skal gøre. Doris indrømmer at hendes velmente anstrengelser ofte har ført hende på vildspor. „Jeg har gjort mange ting forkert. En dag bad jeg min fader om at skifte skjorte hver dag. Min moder sagde så til mig: ’Husk, det er mig der er gift med ham!’“
De ældre har selv været unge engang, men for de unge kan det være utrolig svært at sætte sig i de ældres sted. Det er imidlertid nødvendigt for at kunne forstå deres særlige behov. Når man bliver gammel kan man godt blive frustreret. Gerhard forklarer: „Min svigerfader blev utilfreds med sig selv fordi han ikke længere kunne gøre alt det han plejede. Det var yderst smertefuldt for ham at skulle acceptere situationen. Hans personlighed ændrede sig.“
Når forholdene ændrer sig er det ikke ualmindeligt at ældre giver deres indestængte frustration frit løb ved at kritisere andre, især dem der tager sig af dem. Det er måske ikke så svært at forstå eftersom den kærlige omsorg der vises dem, minder dem om deres svigtende kræfter. Hvordan skal man reagere på en sådan uretfærdig kritik eller beklagelse?
Husk at sådanne negative følelser ikke er et udtryk for hvordan Jehova betragter ens anstrengelser. Vi må derfor fortsætte med at gøre godt og bevare en ren samvittighed, selv hvis man en gang imellem må lægge øre til uretfærdige bemærkninger. (Jævnfør Første Petersbrev 2:19.) Den lokale menighed kan også yde megen støtte.
Hvad menigheden kan gøre
Mange menigheder har grund til at være dybt taknemmelige for den indsats vore kære ældre brødre og søstre har ydet i tidens løb. For mange år siden var de måske med til at oprette menigheden og bygge den op med kun nogle få forkyndere. Ville menigheden have eksisteret i dag hvis det ikke havde været for deres nidkære arbejde og stadige økonomiske støtte i årenes løb?
Når en ældre forkynder får brug for større omsorg, behøver vedkommendes slægtninge ikke at stå alene med ansvaret. Også andre kan hjælpe — ved at gå i byen, lave mad, gøre rent, tage ham eller hende med på en spadseretur, tilbyde transport til de kristne møder eller simpelt hen ved at tale med dem i rigssalen. Alle kan hjælpe til, men effektivitet og rutine opnås bedst der hvor indsatsen koordineres.
Ældste bør være opmærksomme på at koordinere besøgene når de planlægger hyrdearbejdet. Nogle menigheder er eksempler i den henseende. Her sikrer de ældste sig at de ældre og svagelige regelmæssigt får hyrdebesøg. Selv de hvis familier sørger godt for dem, får besøg. Det ser imidlertid ud til at der er menigheder som bør være mere opmærksomme på deres forpligtelser over for de ældre.
En trofast broder sidst i firserne blev passet af sin datter og svigersøn, som havde forladt Betel for at tage sig af ham. Men det betød stadig meget for ham at andre fra menigheden kom på besøg. „Da jeg selv plejede at besøge de syge,“ sukkede broderen, „bad jeg en bøn sammen med dem. Men ingen har nogen sinde bedt sammen med mig.“ At familien viser de ældre kærlig omsorg, løser ikke menighedens ældste fra forpligtelsen til ’at være hyrder for Guds hjord i deres varetægt’. (1 Peter 5:2) Også de der tager sig af de ældre, har behov for at blive opbygget og opmuntret til at fortsætte med det prisværdige arbejde de udfører.
„Gammel og mæt af dage“
Alexander von Humboldt, en tysk videnskabsmand i det 19. århundrede, var højt oppe i årene da en ung dame spurgte ham om han ikke syntes det var meget trist at blive gammel. „Jo, det har De helt ret i,“ svarede den lærde mand. „Men det er den eneste måde man kan leve længe på.“ Mange brødre og søstre sætter i dag et godt eksempel ved at acceptere de genvordigheder der følger med alderen, for så til gengæld at leve et langt liv. De lægger den samme indstilling for dagen som Abraham, Isak, David og Job, der blev ’gamle og mætte af dage’. — 1 Mosebog 25:8; 35:29; 1 Krønikebog 23:1; Job 42:17.
Med den høje alder følger den udfordring der ligger i taknemmeligt at tage imod hjælp og give udtryk for oprigtig påskønnelse. Det kræver visdom at erkende sine begrænsninger. Det betyder imidlertid ikke at de ældre er dømt til at være inaktive. Maria er højt oppe i halvfemserne, men hun overværer stadig menighedsmøderne og giver kommentarer. Hvordan bærer hun sig ad? „Jeg kan ikke læse mere, men jeg lytter til kassetteindspilningerne af Vagttårnet. Jeg glemmer meget af det jeg hører, men som regel lykkes det mig at give en enkelt kommentar.“ Hvis man ligesom Maria er optaget af opbyggende ting, vil det hjælpe én til at forblive aktiv og bevare sin kristne personlighed.
Under Guds rige vil ingen blive gamle. Til den tid vil de der blev gamle i denne verden og måske endda døde, have dejlige minder om den omsorg og opmærksomhed der blev vist dem. Når sådanne ældre får livet og styrken igen, vil de helt sikkert føle en inderlig kærlighed til Jehova og dyb værdsættelse af dem som tog sig af dem under deres prøvelser i denne gamle ordning. — Jævnfør Lukas 22:28.
Hvad med dem der i dag passer de ældre? De vil meget snart, når Riget får fuldt herredømme over jorden, med glæde og lettelse se tilbage på det arbejde de har udført, vel vidende at de ikke tilsidesatte deres forpligtelse men praktiserede gudhengivenhed ved at vise de ældre kristen kærlighed. — 1 Timoteus 5:4.
[Ramme på side 30]
De ældre vil værdsætte dine besøg
Man kan udrette meget godt ved at planlægge et besøg hos en ældre person, måske på et kvarters tid, efter at man har været ude at forkynde. Men det er bedst ikke at lade sådanne besøg være overladt til tilfældet, hvilket følgende erfaring viser.
Brigitte og Hannelore var ude at forkynde sammen, og indledte ved en dør en samtale med en ældre herre. Søstrene talte med ham i fem minutter inden de opdagede at han også var et af Jehovas vidner og faktisk tilhørte deres egen menighed. Hvor pinligt! Men oplevelsen fik en positiv udgang. Hannelore aftalte straks at besøge broderen og hjælpe ham til at overvære menighedens møder.
Kender du alle de ældre forkyndere der bor i dit distrikt, og ved du hvor de bor? Kunne du planlægge at aflægge dem et kort besøg? Det vil helt sikkert blive værdsat.