Hvordan bevarer man et ligevægtigt syn på penge?
Kærlighed til penge og ønsket om at eje jordisk gods er ikke af nyere dato. Bibelen forholder sig heller ikke tavs om dette emne, hvilket viser at det er et gammelt fænomen. I sin lov til israelitterne sagde Gud: „Du må ikke begære din næstes hus . . . eller noget som helst der tilhører din næste.“ — 2 Mosebog 20:17.
PÅ JESU tid havde mange kærlighed til penge. Det kommer blandt andet til udtryk i en samtale Jesus havde med en „meget rig“ ung mand. Jesus sagde til ham: „’Endnu en ting mangler hos dig: Sælg alt hvad du har og del det ud til fattige, så vil du have værdier i himlene; og kom så og følg mig.’ Da han hørte dette, blev han dybt bedrøvet, for han var meget rig.“ — Lukas 18:18-23.
Det rette syn på penge
Det vil ikke være rigtigt at konkludere at Bibelen fordømmer penge eller det de kan bruges til. Den viser at penge er en beskyttelse mod fattigdom og de dermed forbundne problemer, og sætter folk i stand til at skaffe sig livets fornødenheder. Kong Salomon skrev: „Visdom er en beskyttelse som penge er en beskyttelse.“ Og: „Brød giver latter hos dem der arbejder, og vin gør livet frydefuldt; og penge tilvejebringer det hele.“ — Prædikeren 7:12; 10:19.
Gud godkender den rette brug af penge. Jesus sagde for eksempel: „Skaf jer venner ved hjælp af den uretfærdige rigdom.“ (Lukas 16:9) Hvis vi ønsker at have Gud som ven, indbefatter det at vi giver penge til fremme af den rene tilbedelse. Ligesom sin far, David, gav Salomon store mængder penge og kostbare ting til byggeriet af Jehovas tempel. Kristne tilskyndes desuden til at give materiel støtte til nødlidende. „Del med de hellige, alt efter deres behov,“ sagde apostelen Paulus. Og han tilføjede: „Følg gæstfrihedens vej.“ (Romerne 12:13) Det vil ofte indebære at bruge penge. Men hvordan forholder det sig med kærlighed til penge?
„Kærligheden til penge“
Paulus behandlede indgående det at have ’kærlighed til penge’ — eller bogstaveligt „det at holde af sølv“ — i sit brev til sin yngre trosfælle Timoteus. (1 Timoteus 6:6-19) Han nævner her „kærligheden til penge“ i en større sammenhæng hvor han behandler hvordan man skal forholde sig til det materielle. I betragtning af hvor fokuseret samfundet i dag er på penge, gør vi klogt i omhyggeligt at studere Paulus’ inspirerede udtalelser. Et sådant studium er af stor værdi fordi vi herigennem kan lære hvordan vi får „et fast greb om det virkelige liv“.
Paulus advarede: „Kærligheden til penge er en rod til alt muligt skadeligt, og ved at tragte efter denne kærlighed er nogle blevet ført vild fra troen og har stukket sig selv overalt med mange smerter.“ (1 Timoteus 6:10) Der står hverken her eller andre steder i Bibelen at penge er af det onde. Apostelen siger heller ikke at penge er hovedårsagen til ’alt skadeligt’, eller at penge er roden til ethvert problem. Men kærligheden til penge kan være årsag til „alt muligt skadeligt“.
Vogt jer for begærlighed
Det at penge ikke fordømmes i Bibelen, bør ikke få os til at overhøre Paulus’ advarsel. Kristne der begynder at opdyrke kærlighed til penge, udsætter sig for at få alle mulige problemer og værst af alt, at fare vild fra troen. Sandheden i dette underbygges af Paulus’ ord til de kristne i Kolossæ: „I skal derfor gøre jeres lemmer som er på jorden, døde med hensyn til . . . skadeligt begær, og havesygen, som er afgudsdyrkelse.“ (Kolossenserne 3:5) Hvorfor er havesyge, begær eller „kærligheden til penge“ det samme som afgudsdyrkelse? Vil det sige at det er forkert at ønske sig et større hus, en nyere bil eller et bedre lønnet job? Nej, der er ikke noget forkert ved tingene i sig selv. Men spørgsmålet er: Hvis de ikke er virkelig nødvendige, hvad er det så der får os til at ønske dem?
Forskellen mellem at ønske og at begære kan illustreres med den forskel der er på et lille lejrbål hvorved man kan lave mad, og voldsomme flammer som kan fortære en hel skov. Sunde og passende ønsker kan være nyttige. De kan motivere os til at arbejde og være produktive. I Ordsprogene 16:26 siges der: „Den hårdtarbejdendes sjæl arbejder hårdt for ham, for hans mund tvinger ham.“ Men begærlighed er farligt og destruktivt. Det er et ubehersket ønske om at få mere.
Det drejer sig om at få kontrol over sine ønsker. Vil de penge vi skraber sammen, eller de ting vi ønsker os, tjene vore behov, eller vil vore behov gøre os til pengenes tjener? Her har vi grunden til at Paulus kalder en der er havesyg, for „en afgudsdyrker“. (Efeserne 5:5) At begære noget vil i virkeligheden sige at bukke under for det — at gøre det til ens herre eller gud og sig selv til tjener. Men Gud siger: „Du må ikke have andre guder i trods mod mig.“ — 2 Mosebog 20:3.
Hvis man er begærlig, stoler man heller ikke på at Gud vil holde sit løfte om at sørge for det man behøver. (Mattæus 6:33) Begærlighed er derfor det samme som at vende sig bort fra Gud. Også i den forstand er det ’afgudsdyrkelse’. Det var grunden til at Paulus fremsatte en så klar og tydelig advarsel.
Jesus gav også en direkte vejledning angående havesyge. Han formanede os til at være på vagt over for længsler efter noget vi ikke har: „Hold jeres øjne åbne og vogt jer for enhver form for havesyge, for selv om et menneske har overflod, hidrører hans liv ikke fra det han ejer.“ (Lukas 12:15) Ifølge denne udtalelse og Jesu efterfølgende illustration udspringer havesyge af den tåbelige antagelse at det der betyder noget, er hvor meget man ejer. Det kan være penge, status, magt eller lignende. Man kan begære alt hvad der kan erhverves. Man tror at man bliver tilfreds hvis blot man får det eller det. Men Bibelen og al erfaring viser at kun Gud kan — og vil — tilfredsstille vore virkelige behov, som Jesus hjalp sine tilhørere til at forstå. — Lukas 12:22-31.
Vores forbrugsorienterede samfund er ekspert i at puste til begærlighedens ild. På en smigrende og dog magtfuld måde får det folk til at tro at de ikke har nok, uanset hvor meget de har. Der skal flere, større og bedre ting til. Vi skal ikke regne med at kunne ændre verden omkring os, men hvordan kan vi modarbejde denne tendens hos os selv?
Tilfredshed kontra begærlighed
Paulus lærer os at alternativet til begærlighed er tilfredshed. Han siger: „Når vi har føde og klæder skal vi være tilfredse med det.“ (1 Timoteus 6:8) Denne beskrivelse af alt hvad vi behøver — „føde og klæder“ — kan i nogles ører måske lyde ret overforenklet og naivt. Mange er optaget af ugeblade og tv-programmer der skildrer hvordan berømtheder har indrettet sig i deres luksuriøse hjem. Men på den måde opnår man ikke tilfredshed.
Gud kræver selvfølgelig ikke at hans tjenere skal leve i selvvalgt fattigdom. (Ordsprogene 30:8, 9) Paulus beskriver imidlertid hvad fattigdom egentlig vil sige: at mangle de mest basale fornødenheder som føde, klæder og husly. Hvis vi har det, har vi grundlaget for at være tilfredse.
Men kan man tage Paulus’ beskrivelse af tilfredshed alvorligt? Er det virkelig muligt at være tilfreds med kun det grundlæggende — føde, klæder og husly? Paulus måtte vide det. Han havde selv prøvet at have rigdom og særrettigheder på grund af sin status i det jødiske samfund og sit romerske statsborgerskab. (Apostelgerninger 22:28; 23:6; Filipperne 3:5) Han havde også udholdt svære trængsler i missionærtjenesten. (2 Korinther 11:23-28) Igennem alt dette lærte han en hemmelighed som hjalp ham til at bevare tilfredsheden. Hvad var det?
’Jeg har lært hemmeligheden’
Paulus skrev i et af sine breve: „Jeg kender jo til at være langt nede med fornødenheder, og jeg kender jo til at have rigeligt. I alt og i alle forhold har jeg lært hemmelighederne, både den at være mæt og den at sulte, både den at have rigeligt og den at lide nød.“ (Filipperne 4:12) Paulus lød meget overbevist og positiv. Man kunne få den opfattelse at hans liv var rosenrødt da han skrev disse ord, men det var det slet ikke. Han sad i fængsel i Rom. — Filipperne 1:12-14.
Heri ligger der en stærk opfordring til ikke alene at være tilfreds med det man har, men også med ens omstændigheder. Stor rigdom såvel som modgang kan give anledning til at vise hvad man prioriterer højest. Paulus gav udtryk for at han havde nogle åndelige ressourcer der satte ham i stand til at være tilfreds uanset hvordan hans materielle omstændigheder var: „Alt har jeg styrke til ved [Gud] som giver mig kraft.“ (Filipperne 4:13) Hvad enten Paulus havde meget eller lidt, om hans omstændigheder var gode eller dårlige, stolede han på at Gud ville sørge for hans fornødenheder. Derfor var han tilfreds.
Paulus’ eksempel var vigtigt for Timoteus. Apostelen tilskyndede den unge mand til at stræbe efter en levemåde hvor han satte gudhengivenhed og et nært forhold til Gud over velstand. Paulus sagde: „Men du, Guds menneske, flygt fra disse ting. Og jag efter retfærdighed, gudhengivenhed, tro, kærlighed, udholdenhed, mildhed.“ (1 Timoteus 6:11) Selv om disse ord synes at være sagt til Timoteus, gælder de alle som ønsker at ære Gud og have et virkelig lykkeligt liv.
Timoteus måtte, som enhver anden kristen, vogte sig for begærlighed. I menigheden i Efesus, hvor Timoteus befandt sig da Paulus skrev til ham, var der tilsyneladende nogle som var rige. (1 Timoteus 1:3) Paulus havde selv forkyndt den gode nyhed om Kristus i denne blomstrende handelsby og fået mange til at omvende sig. Flere af dem var uden tvivl meget velhavende, og det samme er nogle i den kristne menighed i dag.
Spørgsmålet er altså, især i lyset af det der står i Første Timoteusbrev 6:6-10: Hvad skal folk som er velstillede, gøre hvis de ønsker at ære Gud? Paulus siger at de skal begynde med at ransage deres indstilling. Penge skaber tit en følelse af selvtilstrækkelighed. Han skriver: „Befal dem som er rige i den nuværende tingenes ordning ikke at være hovmodige, men at sætte deres håb, ikke til en usikker rigdom, men til Gud, som giver os rigeligt af alle ting for at vi kan nyde dem.“ (1 Timoteus 6:17) De velstillede må lære at se bort fra deres penge og se hen til Gud som den virkelige kilde til al velstand.
Men indstillingen er kun det halve. Før eller senere må den nødvendigvis komme til udtryk i handling. Paulus tilskynder os til „at øve godt, at være rige på gode gerninger, at være gavmilde, rede til at dele med andre“. — 1 Timoteus 6:18.
„Det virkelige liv“
Det centrale i Paulus’ vejledning er at vi må minde os selv om at materielle ting kun har relativ værdi. Guds ord siger: „Den riges velstand er hans stærke stad, og i hans fantasi som en beskyttende mur.“ (Ordsprogene 18:11) Ja, den sikkerhed rigdom giver, er i sidste instans kun indbildning og derfor bedragerisk. Det er forkert at centrere sit liv om penge frem for at søge Guds godkendelse.
Materiel rigdom er usikker og for skrøbelig at sætte sin lid til. Et ægte håb må være fast forankret i noget stærkt, meningsfyldt og blivende. Kristnes håb er knyttet til Skaberen, Jehova Gud, og hans løfte om evigt liv. For penge kan man ikke købe lykke, og da slet ikke frelse. Kun vores tro på Gud kan give os et sådant håb.
Så uanset om vi er rige eller fattige, lad os da leve på en måde som vil gøre os ’rige hos Gud’. (Lukas 12:21) Intet kan være vigtigere end at have et godkendt forhold til Skaberen. Alt hvad vi gør for at bevare hans godkendelse, medvirker til at vi „[samler os] værdier som en god grundvold for den kommende tid, så [vi] kan få et fast greb om det virkelige liv“. — 1 Timoteus 6:19.
[Illustration på side 7]
Paulus lærte den hemmelighed at være tilfreds
[Illustrationer på side 8]
Vær glad og tilfreds med det du har