Når kristne rammes af mentale lidelser

EKSPERTER i mentalhygiejne anslår at cirka hver femte amerikaner lider af mental forstyrrelse under en eller anden form. Verdenssundhedsorganisationen skønner at der findes ikke færre end 40 millioner ubehandlede tilfælde af sindslidelser i udviklingslandene. Man har endda konstateret mentale sygdomme hos nogle indbyggere på fredelige, afsondrede øer i Stillehavet.

Det bør derfor ikke overraske os at også kristne kan komme ud for mentale eller følelsesmæssige lidelser af forskellig grad, lige fra angstanfald og lettere depressioner til alvorlige sygdomme som for eksempel dyb depression, maniodepressiv psykose, fobier og skizofreni. Hos nogle er lidelserne opstået før de blev Jehovas vidner, mens andre rammes af dem senere, måske i alderdommen.

Hvorfor kristne ikke er immune

En kvinde der i over 20 år har været en trofast, indviet kristen, fortæller at hun er blevet hjemsøgt af kraftige, vedholdende stemmer: „Når jeg går i mine egne tanker kan det pludselig ske at en stemme siger: ’Slå dig selv ihjel.’ . . . Stemmen lyder igen og igen, indtil man ikke kan klare det mere.“ Hvordan kan det gå til at en trofast kristen lider på denne måde? Står der ikke i Andet Timoteusbrev 1:7: „Gud har ikke givet os fejheds ånd, men krafts og kærligheds og et sundt sinds ånd“?

Jo, men udtrykket „et sundt sind“ sigter normalt ikke til en kristens psykiske velbefindende men til vedkommendes evne til at træffe kloge afgørelser der bygger på Bibelens vejledning. I modsætning til verdens mennesker, der er „mentalt formørkede“ eller „fordærvede i sindet“, har en kristen ’fornyet sit sind’ ved studium af Guds ord. (Efeserne 4:17, 18; 2 Timoteus 3:8; Romerne 12:2) Dette har ganske givet en gavnlig indflydelse på en kristens følelsesmæssige og mentale ligevægt, men det betyder ikke at kristne aldrig kan komme ud for bekymringer eller mentale problemer. For eksempel siges der at Epafroditus, en trofast Guds tjener der levede på Bibelens tid, led af nedtrykthed. — Filipperne 2:25, 26; Lukas 2:48.

Desuden minder apostelen Paulus os om at „alle dør i Adam“. (1 Korinther 15:22) Mange af os lider af åbenlyse fysiske skavanker, mens andre må døje med mentale eller følelsesmæssige lidelser.

Årsager til mentale lidelser

Tilsyneladende har mentale forstyrrelser i vid udstrækning fysiske årsager. For eksempel beretter Bibelen om en hvis øjne „ser mærkelige ting“ — et sansebedrag der opstår fordi man „sidder længe over vinen“! (Ordsprogene 23:29-33) Ligesom der er en velkendt sammenhæng mellem spiritus og hallucinationer kan kemiske forandringer i hjernen, forhold i arveanlæggene og måske endog kosten, efter hvad lægerne siger, forårsage fejlfunktioner i hjernen — med mentale og følelsesmæssige forstyrrelser til følge.a

Et stærkt psykisk pres, for eksempel stress, kan også udløse følelsesmæssige problemer. Blot det at bevare sin moralske renhed og den kristne personlighed i disse „kritiske tider som er vanskelige at klare“, kan være stressfremkaldende. (2 Timoteus 3:1-5) Ja, Lot „pintes . . . i sin retfærdige sjæl“ over den ugudelighed han daglig var vidne til i Sodoma! (2 Peter 2:8) Nogle kristne har desuden lidt psykisk overlast som følge af voldtægt eller seksuelt misbrug, eller på grund af tidligere promiskuitet eller stofmisbrug. Sådanne oplevelser er gået hårdt ud over mange menneskers sind.

Hvad ældste kan gøre

Ældste ønsker at være hyrder for den hjord der er betroet i deres varetægt — deriblandt dem der har følelsesmæssige problemer. (1 Peter 5:2; Esajas 32:1, 2) Sandt nok er de ikke læger, og de kan lige så lidt helbrede andre som apostelen Paulus kunne helbrede Epafroditus for hans fysiske sygdom og påfølgende nedtrykthed. (Filipperne 2:25-29) Men deres ægte omsorg og medfølelse har ofte en meget gavnlig og opmuntrende virkning på de syge. — 1 Peter 3:8.

Hvad kan de ældste gøre hvis en broder pludselig begynder at opføre sig usædvanligt eller klager over følelsesmæssige problemer? De kan først drøfte sagen grundigt med vedkommende og forsøge at fastslå nøjagtig hvad det er der bekymrer ham. Har personlige sorger eller stærkt belastende forhold — måske arbejdsløshed eller et dødsfald i familien — midlertidigt berøvet ham ligevægten? (Prædikeren 7:7) Er vedkommende deprimeret på grund af ensomhed, og har derfor særlig behov for trøst? (1 Thessaloniker 5:14) Eller er broderen måske foruroliget over et personligt fejltrin? Måske vil hans bekymring fortage sig hvis han bliver forsikret om Guds kærlighed og barmhjertighed, ledsaget af passende vejledning. (Salme 103:3, 8-14) Meget godt kan også udrettes ved at man ganske enkelt beder sammen med den modfaldne. — Jakob 5:14.

Ældste kan også anvende praktisk visdom over for den syge. (Ordsprogene 2:7) For eksempel er der ifølge nogle læger en sammenhæng mellem ernæringen og visse mentale lidelser. De ældste kunne derfor foreslå vedkommende at spise alsidigt og ikke gå til yderligheder i sine kostvaner. Eller de skønner måske at vedkommende har været under et voldsomt arbejdspres og derfor ganske enkelt trænger til hvile — for eksempel i form af regelmæssig, god nattesøvn. — Prædikeren 4:6.

De der ’trænger til læge’

Men i tilfælde af alvorlige, vedvarende problemer er det godt at huske Jesu ord: „De raske trænger ikke til læge, men det gør de syge.“ (Mattæus 9:12) Mange med psykiske lidelser tøver med at opsøge en læge. Det kan derfor være nødvendigt at de ældste og eventuelle slægtninge opmuntrer en broder til at blive grundigt undersøgt af en læge man har tillid til. Professor Maurice J. Martin udtaler: „Et bredt udsnit af fysiske sygdomme optræder i forklædning som psykiske forstyrrelser.“ Og selv når det virkelig drejer sig om en sindslidelse findes der ofte effektive behandlingsmetoder.

En ældstes kone fortæller at hendes mand pludselig „blev bange for at være sammen med brødrene og ikke ville med til møderne. . . . Han nærede et desperat ønske om at dø!“ Men efter at han havde modtaget sagkyndig lægehjælp kunne hans kone skrive: „Han er ikke længere dybt deprimeret, og han ønsker ikke længere at blive hjemme fra møderne. Her til formiddag holdt han det offentlige foredrag!“

Det skal indrømmes at det ikke går så let i alle tilfælde. Videnskaben er kun lige begyndt at løse sindslidelsernes gåde. Det kan være en tidskrævende og kompliceret opgave at stille den rette diagnose og finde den korrekte behandlingsform — men det kan ofte betale sig at prøve.

Hjemsøgt af dæmoner?

Nogle sindslidende frygter at det i virkeligheden er dæmoner der hjemsøger dem; de hævder at de til tider „hører stemmer“. Sandt nok har der været tilfælde hvor dæmoner har fået psykisk raske personer til at opføre sig fornuftstridigt. (Markus 5:2-6, 15) I de fleste tilfælde af aparte adfærd findes der intet bevis for at dæmonerne er indblandet, lige så lidt som dæmoner er skyld i alle tilfælde af stumhed, blindhed og epilepsi. Men på Bibelens tid skete det at dæmoner forårsagede (eller i det mindste forværrede) netop disse lidelser! (Mattæus 9:32, 33; 12:22; 17:15-18) Bibelen skelner imidlertid tydeligt mellem „dem som var syge og dem som var dæmonbesatte“. (Markus 1:32-34; Mattæus 4:24; Apostelgerninger 5:16) Langt de fleste nutidige tilfælde af blindhed og epilepsi skyldes fysiske omstændigheder, ikke dæmoners virke. Det samme kan uden tvivl siges om de fleste tilfælde af sindslidelser.

Man må dog ikke glemme at Satan og hans dæmoner ’fører krig’ mod Guds folk og i flere tilfælde har chikaneret trofaste kristne. (Åbenbaringen 12:17; Efeserne 6:12) Dæmonerne er ondskabsfulde, og det skulle ikke overraske os at de finder sadistisk fornøjelse i at pine nogle der har mentale lidelser, og forværre deres vanskeligheder.

Hvis de ældste nærer begrundet mistanke om at der er dæmoniske kræfter på spil, skader det derfor ikke at de forhører sig desangående. Er vedkommende for eksempel med overlæg kommet i besiddelse af mistænkelige genstande der stammer fra en person som har forbindelse med dæmonisme? I så fald vil det ofte hjælpe at skille sig af med sådanne genstande. (Apostelgerninger 19:18-20) Da kristne har fået befaling om at „stå Djævelen imod“, kan de ældste også råde den syge til at afvise mærkværdige „stemmer“ der kan stamme fra dæmoner. (Jakob 4:7; Mattæus 4:10) Hvis man føler at man er under angreb, bør man bede indtrængende til Jehova idet man udtaler hans navn højt. — Efeserne 6:18; Ordsprogene 18:10.

Det lader dog til at direkte indblanding fra dæmoner er undtagelsen snarere end regelen. En søster beretter: „Jeg troede at jeg var dæmonbesat, indtil jeg søgte lægehjælp og fik at vide at jeg havde problemer med den kemiske balance. Jeg var ovenud lettet da jeg fik at vide at mine handlinger skyldtes sygdom, ikke en eller anden dæmon inden i mig!“

Lægemidler

Der er efterhånden en del lægemidler i brug til behandling af mentale lidelser. Nogle alvorligt syge kristne har ved at benytte sådanne midler under lægetilsyn kunnet genoptage en normal tilværelse. Imidlertid er det hændt at velmenende brødre har frarådet patienter at indtage lægeordineret medicin, måske af frygt for at den kunne være skadelig eller vanedannende. Naturligvis er der en vis risiko forbundet med enhver form for lægebehandling, og „den kloge overvejer sine skridt“ ved at tænke på de langsigtede følger. — Ordsprogene 14:15.

Interessant nok er mange psykofarmaka (lægemidler mod psykiske lidelser) hverken sansebedragende, sløvende eller vanedannende; deres formål er ganske enkelt at reetablere hjernens kemiske balance. For eksempel kan antipsykotiske medikamenter medvirke til at holde de ofte aparte skizofrenisymptomer i ave. Litium kan mildne depression og modvirke de voldsomme stemningsudsving hos maniodepressive.

Det skal indrømmes at der til tider benyttes stærke medikamenter for at berolige en patient eller få selvmordstilbøjeligheder til at fortage sig. Men hvis en broder tager medicin for at kunne fungere normalt og ikke for fornøjelsens skyld, svarer det stort set til at en diabetiker bruger insulin.

Man må dog huske på at psykofarmaka ofte er langsomtvirkende og kan have uønskede bivirkninger. Til tider forsøger en læge sig til en vis grad frem i bestræbelserne for at finde et virkningsfuldt middel og den dosering der resulterer i færrest bivirkninger. Dette vil ofte gøre patienten modløs. Familien og andre kan derfor opmuntre ham eller hende til at være tålmodig og samarbejde med behandlingspersonalet. Men hvad kan patienten gøre hvis han har spørgsmål vedrørende bestemte lægemidler, hvis der opstår problemer eller hvis en behandling synes virkningsløs? Man bør i givet fald drøfte sagen med sin læge og, om fornødent, rådspørge andre sagkyndige.b

Samtaleterapier

I nogle tilfælde kan det også være aktuelt at lade patienten tale om sine tanker med en sagkyndig, for eksempel familiens egen læge, der kender patienten personligt. Men hvordan skal man stille sig til det at konsultere en psykiater eller en psykolog? Dette må den enkelte personligt afgøre efter moden overvejelse. Der findes forskellige behandlingsformer, og nogle steder betjener man sig for eksempel stadig af freudiansk psykoanalyse, en metode mange eksperter sætter spørgsmålstegn ved.

Noget endnu mere foruroligende er at nogle behandlere i den bedste mening har givet råd der direkte strider imod Bibelens vejledning. Nogle har stillet sig fuldstændig uforstående over for kristne principper (og har måske endog betragtet dem som „tåbelighed“), hvorefter de har draget den slutning at årsagen til patientens vanskeligheder skal søges i at vedkommende følger Bibelens høje moralnormer! — 1 Korinther 2:14.

Imidlertid findes der behandlere, deriblandt psykologer og psykiatere, der tilbyder forskellige former for samtaleterapi der ikke i egentlig forstand er psykoanalyse, men er en hjælp til at få patienten til at forstå sin sygdom og desuden skal underbygge behovet for lægemidler samt rydde praktiske problemer af vejen. En kristen når måske til den slutning at sådanne terapier er nyttige, men det er påkrævet at man har fuld klarhed over hvad behandlingen går ud på før man indvilliger i en sådan. Hvori består behandlingen? Af hvilken beskaffenhed er de råd der vil blive givet? Forstår og respekterer lægen Jehovas Vidners tro?c Hvis man siger ja til samtaleterapi, ’prøv’ da lægens ord i stedet for ukritisk at acceptere alt hvad der bliver sagt. — Job 12:11, 12.

I hovedsagen kan sindslidelser altså betragtes som et lægeligt problem — ikke et åndeligt. Når familiemedlemmer, ældste og medlemmer af menigheden gør sig dette klart, er de bedre i stand til at støtte de syge. Disse har nu og da også behov for åndelig støtte. Hvordan menigheden kan yde denne hjælp vil blive behandlet i en kommende udgave.

[Fodnoter]

[Illustration på side 26]

Ved at være forstående tilhørere og rådgivere kan ældste ofte hjælpe dem der lider af følelsesmæssige forstyrrelser

[Illustration på side 29]

Det kan være tilrådeligt at mentalt syge søger lægehjælp