’Byen som har faste grundvolde’

ENHVER by har grundvolde. Men når Bibelen taler om at en by har faste grundvolde, betyder det at den vil bestå og aldrig blive ødelagt. Derfor kan man heller ikke sige at fortidsbyer som Babylon, Petra, Assur og Teotihuacán havde faste grundvolde. Engang var de fyldt med lyden af mennesker, men i dag er de døde og henligger som tavse ruinhobe. Også de folkeslag som boede i dem er forsvundet.

Nutidens hovedstæder virker som regel også solidt grundfæstede. De er måske ikke altid de største byer i de respektive lande, men når en by er hovedstad i et land har den en fremtrædende stilling der ikke beror på dens størrelse. Lad os betragte fire eksempler på dette.

En splittet by

I 1790 vedtog den amerikanske kongres at landets permanente regeringssæde ikke skulle placeres i en af de allerede eksisterende stater. Man oprettede derfor en særlig enklave til dette formål og kaldte den for District of Columbia. Byen Washington, D.C., der ligger på USA’s østkyst, må ikke forveksles med staten Washington der ligger ved Stillehavskysten, tusinder af kilometer nordvest for landets hovedstad.

Den oprindelige byplan, der blev tegnet i 1791 af den franske ingeniør Pierre L’Enfant, havde et kunstfærdigt system af offentlige parker og åbne pladser der skulle danne en ramme om Capitol og de andre regeringsbygninger for at disse kunne tage sig bedst muligt ud. Selve præsidentboligen blev tegnet af den irske arkitekt James Hoban. Dens gråhvide sandsten står som en stærk kontrast til de nærliggende rødstensbygninger, og bygningen fik derfor hurtigt tilnavnet Det Hvide Hus, hvilket blev dens officielle navn i 1902.

Washington er noget specielt. Den er midlertidig residensby for i hundredvis af politikere og smykkes af regeringsbygninger samt over 300 mindesmærker og statuer. Ifølge én opgørelse bor der mindst 55.000 advokater og 10.000 journalister i byen!

Det er blevet sagt at Washington „afspejler det værste og det bedste af USA“. Blandt det værste er de problemer der hjemsøger alle amerikanske byer: arbejdsløshed, forurening, kriminalitet, dårlige boliger og racespændinger, for blot at nævne nogle få. Et kendt opslagsværk kalder Washington for „en splittet hovedstad der er lige så berygtet for sin grimhed og kriminalitet som den er berømt for sine mange forskellige og utrolig prægtige bygninger og parker“.

Et tredje Rom?

Indtil for nylig havde Washington og Moskva ikke stort andet tilfælles end at begge byer havde en bygning kaldet Det Hvide Hus — den russiske republiks parlament fik dette tilnavn på grund af sin hvide marmorfacade — samt en fortrinlig undergrundsbane kaldet metroen.

Metroen i Moskva er hurtig og billig og ejer en skønhed som er sjælden for undergrundsbaner. I august 1993 kunne man rejse så langt man ville på en billet der kostede hvad der svarer til 7 øre. Nogle metrostationer er opført i marmor og er udsmykket med statuer, imponerende billeder og farvestrålende freskomalerier på lofterne. Usædvanlig hurtige rullende trapper transporterer i løbet af ingen tid passagererne op og ned.

Moskva er en af Ruslands ældste byer og blev ifølge traditionen grundlagt i 1147. I det 15. århundrede blev den hovedstad i den nyoprettede forenede russiske stat. Men i 1712 overtog Sankt Petersborg titlen som landets hovedstad. To århundreder senere, i 1918, efter den bolsjevistiske revolution, genvandt Moskva stillingen som Ruslands hovedstad og blev desuden hovedstad i det nye Sovjetunionen.

Kreml, der i årtier stod som symbol på kommunismen, udgør Moskvas centrum og grænser mod øst op til Den Røde Plads.

I den sydlige ende af Den Røde Plads ligger Vasilij-katedralen, der blev bygget i midten af det 16. århundrede af zar Ivan IV, bedre kendt som Ivan den Grusomme. Dens arkitektur og stærke farver er noget ganske særligt. Ifølge overleveringen blev arkitekten blindet efter at katedralen var opført for at forhindre ham i nogen sinde at frembringe noget tilsvarende.

I århundreder gik politik og religion hånd i hånd bag Kremls mure, især efter at Moskva i 1326 blev center for den russisk-ortodokse kirke. Det er Kremls katedraler et tavst vidnesbyrd om. Senere blev Moskva kendt som „det tredje Rom“, og „russerne blev overbevist om at de indtog en særstilling, at de ejede Guds gunst og var de sidste beskyttere af den religiøse sandhed“. Men mausoleet på Den Røde Plads hvor Lenin har ligget balsameret, og de øvrige kommunisters grave ved Kremls mur, gør denne påstand til skamme.

Håbets hovedstad?

Tanken om at placere Brasiliens hovedstad i landets indre blev fremsat allerede i 1789 og endog indføjet i landets grundlov i 1891. Men det var først i 1956 at stedet blev valgt. Fire år senere begav Brasiliens forbundsregering sig ud på en 1000 kilometer lang rejse fra Rio de Janeiro til sit nye hjemsted, Brasília.

At man opførte en hel by på så relativ kort tid er i sig selv bemærkelsesværdigt. Mange brasilianere betragtede stolt dette som et symbol på deres lands fremtidige format. De priste byen som verdens mest moderne hovedstad og kaldte den „håbets hovedstad“. Brasília har en imponerende moderne arkitektur og dens velordnede udstykning af byggegrunde gør den til et særegent eksempel på storstilet byplanlægning.

„Hensigten med Brasília,“ hedder det i The New Encyclopædia Britannica, „var at rette opmærksomheden mod landets indre, fremme byggeriet i området og drage fordel af dets uudnyttede ressourcer.“ Man har til en vis grad nået disse mål. Men i lighed med Washington, hvis hovedstadsområde i dag er 40 gange større end District of Columbia, er Brasília vokset. I dag bor der ikke kun de 600.000 som byen efter planen skulle rumme, men 1.600.000 i byen og de omliggende satellitbyer. I nogle bydele er tilværelsen langtfra ideel.

På visse områder har selv de positive aspekter ved byen vist sig at have en bagside. „Brasília ligner en mellemting mellem en skulpturpark og en månebase,“ skriver tidsskriftet National Geographic. I bogen Das Bild unserer Welt (Billedet af vor verden) hedder det: „Til den dag i dag har det været umuligt at bibringe den nye hovedstad Brasília et byliv. I stedet er der opstået mere okkultisme og flere sekter og esoteriske grupper i denne reagensglasby end noget andet sted, sikkert som en reaktion på den tomhed og ensomhed folk føler.“

Det står derfor klart at „håbets hovedstad“ har visse svagheder. Dens temmelig kolde, sterile atmosfære og dens store åbne pladser — der normalt er kærkomne i storbyer — er særlig påfaldende i weekenden og på helligdage hvor politikere og funktionærer har forladt byen.

Højt oppe i bjergene

Otte af verdens ti højeste bjerge ligger helt eller delvist inden for Nepals grænser. Det er derfor ikke overraskende at Nepals hovedstad ligger mere end 1300 meter over havets overflade. I forhold til verdens storbyer er Katmandu med en befolkning på 235.000, af ret beskeden størrelse. Kun hver 80. indbygger i Nepal bor i Katmandu.a

Hovedstaden ligger i Katmandu-dalen, der engang var en sø. Dalen er ikke særlig stor, kun omkring 19 gange 24 kilometer. I århundreder var byen et magtfuldt handelscenter der lå ved de hovedveje som forbandt Indien med Kina og Tibet. I bjerglande er der altid småt med landbrugsjord og man frygter derfor at byerne i dalen bliver for store og derved berøver landet frugtbar jord. En sådan frygt er ikke ubegrundet eftersom Katmandus befolkning er mere end fordoblet siden 1960. Det skønnes at man i 2020 vil have mistet omkring 60 procent af landbrugsjorden i dalen på grund af byudvikling.

Katmandu, der er Nepals eneste storby, har længe spillet en førende rolle i landets sociale, økonomiske og politiske anliggender, samt på det religiøse område. The Encyclopedia of Religion bemærker at Katmandu-dalen „har været hjemsted for en række raffinerede ideologier og kunstformer med stærkt religiøse undertoner. . . . Intet andet sted i Himalaya er buddhismen og hinduismen så nært sammenknyttet.“ Det er også interessant at det sted hvor man mener at Siddhārtha Gautama, der senere blev kaldt Den Oplyste eller Buddha, blev født, var i Lumbini i Nepal, mindre end 240 kilometer sydvest for Katmandu.

Men alt dette skete jo for omtrent 2500 år siden. I nyere tid, især i 1960’erne, er andre også taget til Nepal og Katmandu efter „oplysning“, nemlig nogle i den såkaldte hippiegeneration.

En by med faste grundvolde

I århundreder har mennesker bygget byer hvorfra de har hersket over deres medmennesker. Men historien har tragisk nok lært os at ’det ikke står til en mand der vandrer, at styre sine skridt’ på rette måde. — Jeremias 10:23; Prædikeren 8:9.

Det er tydeligt at mange byer er i alvorlig krise. De kæmper for at overleve, og det samme gør de politiske systemer de repræsenterer. Menneskestyrets usikre grundvold er ved at falde fra hinanden. Men det gælder ikke ’byen som har faste grundvolde, byen hvis bygmester og ophavsmand er Gud’. — Hebræerne 11:10.

Bibelen kalder denne by for det himmelske Jerusalem. (Hebræerne 12:22) Dette er en meget passende betegnelse eftersom Jerusalem var den jordiske hovedstad i fortidens Israel, der dengang var Guds udvalgte folk. Men det himmelske Jerusalem, der er hovedstaden i Guds universelle organisation, har faste grundvolde, for dens bygmester er Gud selv. I Salme 46:5 siges der profetisk: „Gud er i dens midte; den bliver ikke bragt til at vakle.“

Menneskers styre vakler. I erkendelse heraf underlægger millioner af mennesker „af alle nationer og stammer og folk og tungemål“ sig nu ivrigt og klogeligt Guds styre. — Salme 47:8; Åbenbaringen 7:9, 10.

Det ny Jerusalem er højereliggende end det bjergomkransede Katmandu, for det befinder sig i selve himmelen. Og den „flod med livets vand, klar som krystal“ der flyder gennem det ny Jerusalem, er renere og til større gavn end Potomacfloden ved Washington og Moskvafloden der løber langs Kreml. (Åbenbaringen 22:1, 2) Det ny Jerusalem skaber på ingen måde en følelse af tomhed og ensomhed men er det middel Gud benytter til at ’mætte alt levende med hvad det ønsker’. — Salme 145:16.

I betragtning af de alvorlige problemer der præger verdens byer, er det dejligt at vide at alt ikke er håbløst — takket være ’byen som har faste grundvolde’. — Den sidste artikel i serien om byer.

[Fodnote]

[Illustration på side 24]

Det Hvide Hus, Washington, D.C.

[Illustration på side 25]

Vasilij-katedralen på Den Røde Plads i Moskva

[Illustration på side 26]

Hindutempel i Katmandu i Nepal