VERDEN

Gengivelse af det græske ord koʹsmos overalt hvor det forekommer i De Kristne Græske Skrifter, undtagen i 1 Peter 3:3, hvor det er gengivet med „prydelse“. Som oversættelse af koʹsmos kan „verden“ betyde (1) menneskeheden som helhed, uanset dens moral eller livsførelse, (2) den omgivelsernes ramme som et menneske fødes ind i, og som det lever i (i denne betydning svarer det ret nøje til det græske ord aiōnʹ, „tingenes ordning“), eller (3) menneskehedens verden uden for Jehovas godkendte tjeneres samfund.

Mange kendte bibeloversættelser (fx King James-oversættelsen og DA92) gengiver ikke blot koʹsmos, men i flere tilfælde også tre andre græske ord (gē, aiōnʹ, oikoumeʹnē) og fem forskellige hebraiske ord (’æʹræts, chæʹdhæl, chæʹlædh, ‛ōlamʹ, tevelʹ) med „verden“. Dette har medført at betydningerne sløres og sammenblandes, hvilket gør det vanskeligt at forstå de pågældende skriftsteder. Flere nyere oversættelser har bidraget til at fjerne denne forvirring.

Det hebraiske ’æʹræts og det græske gē (som de danske ord „geografi“ og „geologi“ stammer fra) betyder „jord; jordbund; land“ (1Mo 6:4; 4Mo 1:1; Mt 2:6; 5:5; 10:29; 13:5), og i nogle tilfælde bruges det billedligt om jordens folk, som i Salme 66:4 og Åbenbaringen 13:3. Både det hebraiske ‛ōlamʹ og det græske aiōnʹ sigter hovedsagelig til et langt tidsrum af ukendt varighed og oversættes med udtryk som „for stedse“, „varig“ og „gammel tid“. (1Mo 6:3; 17:13; Lu 1:70) Aiōnʹ kan også sigte til den „tingenes ordning“ der kendetegner en bestemt periode, tidsalder eller epoke. (Ga 1:4) Det hebraiske chæʹlædh har omtrent samme betydning og kan gengives med udtryk som „levetid“ og „tingenes ordning“. (Job 11:17; Sl 17:14) Det græske oikoumeʹnē betyder ’beboet jord’ (Lu 21:26), og det hebraiske tevelʹ kan gengives med ’frugtbart land’. (2Sa 22:16) Det hebraiske chæʹdhæl forekommer kun i Esajas 38:11, og i den danske autoriserede oversættelse af 1992 gengives det med „verden“ i udtrykket „dem, der bor i verden“. The Interpreter’s Dictionary of the Bible (redigeret af G. Buttrick, 1962, bd. 4, s. 874) foreslår gengivelsen „indbyggerne i ophørets (verden)“, idet han påpeger at de fleste forskere går ind for læsemåden i nogle hebraiske håndskrifter der har chæʹlædh i stedet for chæʹdhæl. I Ny Verden-Oversættelsen gengives det med „indbyggerne i ophøret[s land]“. — Se JORDEN; TINGENES ORDNINGER.

„Kosmos“ og dets forskellige betydninger. Grundbetydningen af det græske koʹsmos er „orden“ eller „indretning“. Og da begrebet skønhed er forbundet med orden og symmetri, formidler det også denne tanke og blev af grækerne ofte anvendt i betydningen „prydelse“, især i forbindelse med kvinder. (1Pe 3:3) Deraf kommer ordet „kosmetik“. Det beslægtede udsagnsord kosmeʹō bruges i Mattæus 25:7 om at ’bringe i orden’ og andre steder om at ’pynte’, ’pryde’, ’smykke’ eller ’udsmykke’. (Mt 12:44; 23:29; Lu 11:25; 21:5; 1Ti 2:9; Tit 2:10; 1Pe 3:5; Åb 21:2, 19) Tillægsordet koʹsmios, der forekommer i 1 Timoteus 2:9 og 3:2, beskriver noget der er ’velordnet’ eller ’ordentligt’.

Øjensynlig fordi universet afspejler orden, brugte de græske filosoffer undertiden koʹsmos til at beskrive hele det synlige skaberværk. Men de var ikke enige om ordets anvendelse; nogle brugte det kun om himmellegemerne, andre om hele universet. Ordet er brugt om hele det materielle skaberværk i nogle af de apokryfe bøger (jf. Visdommens Bog 9:9; 11:17), der blev skrevet i den periode hvor græsk filosofi øvede stor indflydelse på den jødiske kultur. I De Kristne Græske Skrifter forekommer ordet imidlertid sjældent eller måske slet ikke i denne betydning. Et sted hvor ordet kunne se ud til at være anvendt på denne måde, er i Paulus’ tale til athenerne på Areopagus, hvor han sagde: „Den Gud som har frembragt verden [form af koʹsmos] og alt hvad der er i den, han som er himmelens og jordens Herre, bor ikke i templer der er gjort med hænder.“ (Apg 17:22-24) Eftersom grækerne var vant til at bruge koʹsmos om universet, er det muligt at Paulus her brugte ordet i denne betydning. Men det er også muligt at han her anvendte det på en af de måder der behandles i det følgende.

Forbundet med menneskene. Efter at have anført den filosofiske brug af koʹsmos om universet siger Richard C. Trench i ordbogen Synonyms of the New Testament (London 1961, s. 201, 202): „Efter denne brug af κόσμος [koʹsmos] om det materielle univers . . . fulgte brugen af κόσμος om den ydre tingenes ramme som mennesket lever og rører sig i, som er til for det, og hvori det udgør det moralske midtpunkt (Joh. xvi. 21; I Kor. xiv. 10; I Joh. iii. 17); . . . og derefter om menneskene selv, alle de mennesker der lever i verden (Joh. i. 29; iv. 42; II Kor. v. 19); og derpå, etisk, om alle som ikke hører til ἐκκλησία [ekklēsiʹa; kirken eller menigheden], som er fremmede for livet i Gud, og som ved onde gerninger er fjender af Ham (I Kor. i. 20, 21; II Kor. vii. 10; Jak. iv. 4).“

Og bogen Studies in the Vocabulary of the Greek New Testament af K. S. Wuest (1946, s. 57) citerer en græskkyndig ved navn Cremer, som siger: „Da kosmos betragtes som den tingenes orden som mennesket er midtpunkt i, rettes opmærksomheden hovedsagelig mod mennesket, og kosmos betegner mennesket inden for denne tingenes orden, menneskeheden som den manifesterer sig i og gennem denne orden (Mt. 18:7).“

Hele menneskeheden. Koʹsmos, eller „verden“, er således nært knyttet til eller forbundet med menneskeheden. Det er tilfældet i den verdslige græske litteratur og især i den græske bibeltekst. Da Jesus sagde at den der vandrer i dagens lys, „ser denne verdens [form af koʹsmos] lys“ (Joh 11:9), kunne det se ud som om han med ’verden’ blot mente planeten Jorden, der har solen som lyskilde om dagen. Han fortsatte imidlertid med at sige at den der vandrer om natten, støder imod noget fordi han ’ikke har lyset i sig’. (Joh 11:10) Selv om Gud for menneskenes skyld havde sørget for bogstaveligt lys i form af solen og de andre himmellegemer (jf. 1Mo 1:14; Sl 8:3-8; Mt 5:45), talte Jesus her om lys i åndelig forstand. Han sagde til sine disciple at de skulle være „verdens lys“ (Mt 5:14), hvormed han naturligvis ikke mente at de skulle oplyse jordkloden, for han siger videre at de skulle lade deres lys skinne „for folk“, altså oplyse mennesker. (Mt 5:16; jf. Joh 3:19; 8:12; 9:5; 12:46; Flp 2:15.) At den gode nyhed skal forkyndes „i hele verden“ (Mt 26:13), betyder også at den skal forkyndes for menneskeheden som et hele. På nogle sprog er „hele verden“ i øvrigt den almindelige vending for „alle og enhver“ (jf. fransk tout le monde; spansk todo el mundo; dansk alverden). — Jf. Joh 8:26; 18:20; Ro 1:8; Kol 1:5, 6.

I en af sine grundbetydninger betegner koʹsmos altså hele menneskeheden. Derfor siges det i Bibelen at koʹsmos, eller verden, er skyldig i synd (Joh 1:29; Ro 3:19; 5:12, 13) og har brug for en frelser der kan give den liv (Joh 4:42; 6:33, 51; 12:47; 1Jo 4:14), noget som hverken gælder det livløse skaberværk eller dyrene, men kun menneskene. Det er den verden Gud elskede så meget at „han gav sin enestefødte søn, for at enhver som tror på ham, ikke skal gå til grunde men have evigt liv“. (Joh 3:16, 17; jf. 2Kor 5:19; 1Ti 1:15; 1Jo 2:2.) Denne menneskeverden er den mark hvori Jesus Kristus såede den gode sæd, „rigets sønner“. — Mt 13:24, 37, 38.

Når Paulus siger at Guds „usynlige egenskaber ses . . . klart fra verdens skabelse af, . . . idet de fornemmes i de ting der er frembragt“, må han mene fra menneskets skabelse, for det var først da menneskene kom til, at der var fornuftbegavede skabninger på jorden som kunne ’fornemme’ Guds usynlige egenskaber gennem det synlige skaberværk. — Ro 1:20.

Ligeledes hedder det i Johannes 1:10 om Jesus at „verden [koʹsmos] er blevet til gennem ham“. Skønt det er sandt at Jesus var med til at frembringe alt, heriblandt himmelen og planeten Jorden og alt hvad der er på den, sigter koʹsmos her især til menneskeheden, som Jesus også var med til at frembringe. (Jf. Joh 1:3; Kol 1:15-17; 1Mo 1:26.) Resten af verset lyder derfor: „Men verden [dvs. menneskehedens verden] kendte ham ikke.“

„Verdens grundlæggelse“. Denne tydelige forbindelse mellem koʹsmos og menneskehedens verden hjælper os også til at forstå hvad der menes med „verdens grundlæggelse“, som der henvises til i flere skriftsteder. Der tales disse steder om forskellige ting som har fundet sted „fra verdens grundlæggelse“, for eksempel at ’profeternes blod er blevet udgydt’ siden Abels tid, at ’et rige er blevet beredt’, og at ’navne er skrevet i livets skriftrulle’. (Lu 11:50, 51; Mt 25:34; Åb 13:8; 17:8; jf. Mt 13:35; He 9:26.) Eftersom disse ting har med menneskenes liv og virke at gøre, må „verdens grundlæggelse“ sigte til menneskehedens, og ikke det livløse skaberværks eller dyreskabningens, begyndelse. Hebræerne 4:3 viser at Guds gerninger, hans skaberværk, ikke begyndte ved, men „var fuldført fra verdens grundlæggelse“. Eftersom Jehovas jordiske skaberværk uden tvivl blev afsluttet med Eva, kan verdens grundlæggelse ikke have fundet sted før hendes skabelse.

Som vist under ABEL, 1, og FORUDVIDEN, FORUDBESTEMMELSE (Hvordan Messias var forudbestemt) kan det græske ord for „grundlæggelse“ (katabolēʹ) sigte til det at modtage sæd ved en undfangelse. Katabolēʹ betyder bogstaveligt „det at kaste [sæd] ned, nedlægge [sæd]“, og det kan, som i Hebræerne 11:11, gengives med „undfange“. (GD, NV) Ordets anvendelse her sigter øjensynlig til at Abraham ’nedlagde’ sæd for at avle en søn, og at Sara modtog denne sæd for at blive befrugtet.

Udtrykket „verdens grundlæggelse“ behøver derfor ikke at sigte til det tidspunkt da Jehova begyndte at skabe det materielle univers, og „før verdens grundlæggelse“ (Joh 17:5, 24; Ef 1:4; 1Pe 1:20) ikke til et tidspunkt der ligger forud for skabelsen af det materielle univers. Disse udtryk sigter snarere til det tidspunkt da menneskeslægten blev ’grundlagt’ gennem det første menneskepar, Adam og hans hustru, Eva, som uden for Eden begyndte at nedlægge og at undfange en sæd der kunne få gavn af Guds foranstaltning til udfrielse fra arvesynden. — 1Mo 3:20-24; 4:1, 2.

„Et skuespil for verden, både for engle og for mennesker“. Nogle har forstået brugen af koʹsmos i 1 Korinther 4:9 sådan at det omfatter både usynlige åndeskabninger og synlige menneskeskabninger, idet der siges: „Vi er blevet et skuespil for verden, både for engle og for mennesker.“ I andre oversættelser findes imidlertid denne alternative gengivelse: „Og for engle og for mennesker.“ (KJ, La, Mo, Vg, Ha) Youngs oversættelse lyder: „Et skuespil blev vi for verden og sendebud og mennesker.“ Eftersom skribenten lige har brugt ordet koʹsmos om menneskehedens verden i 1 Korinther 1:20, 21, 27, 28; 2:12; 3:19, 22, er det næppe sandsynligt at han nu lader det skifte betydning i kapitel 4, versene 9 og 13. Gengivelsen „både for engle og for mennesker“ (NV) kan derfor ikke betragtes som en udvidelse af betydningen af ordet koʹsmos, men blot som en forstærkning der skal understrege at de kristne ikke alene betragtes af menneskehedens verden, men også af englene.

Menneskelivets ydre ramme eller sfære. Det vil ikke sige at koʹsmos hermed helt mister sin oprindelige betydning („orden“, „indretning“) og blot bliver et synonym for menneskeheden. Menneskeheden afspejler i sig selv en vis orden, sammensat som den er af stammer og slægter og opdelt i nationer og sproggrupper (1Kor 14:10; Åb 7:9; 14:6), med rige og fattige samfundslag og andre grupperinger. (Jak 2:5, 6) Efterhånden som tiden er gået og menneskene er vokset i antal, er der på jorden blevet opbygget en tingenes ramme som omgiver og øver indflydelse på menneskene. Da Jesus talte om at ’erhverve sig hele verden men sætte sin sjæl til’, talte han tydeligvis om at erhverve sig alt hvad denne ydre ramme og menneskesamfundet som helhed kunne tilbyde. (Mt 16:26; jf. 6:25-32.) En lignende betydning ligger der i Paulus’ ord om „dem der gør brug af verden“, og om at den gifte „er bekymret for det der hører verden til“ (1Kor 7:31-34), og i Johannes’ ord da han brugte udtrykket „denne verdens midler at leve af“. — 1Jo 3:17; jf. 1Kor 3:22.

Når koʹsmos bruges som betegnelse for menneskelivets ydre ramme, ordning eller sfære, svarer det til det græske ord aiōnʹ. I nogle tilfælde har de to ord næsten samme betydning. Paulus siger for eksempel at Demas forlod ham fordi han „fik kærlighed til den nuværende tingenes ordning [aiōʹna]“, og apostelen Johannes advarede de kristne mod at ’elske verden [koʹsmon]’ med dens livsform som appellerer til det syndige kød. (2Ti 4:10; 1Jo 2:15-17) Og den der i Johannes 12:31 beskrives som „denne verdens [koʹsmoū] hersker“, kaldes i 2 Korinther 4:4 for „denne tingenes ordnings [aiōʹnos] gud“.

I slutningen af sit evangelium skriver apostelen Johannes at han formoder at hvis alt det Jesus gjorde, blev skrevet ned i alle detaljer, ville ’hele verden [form af koʹsmos] ikke kunne rumme de skriftruller der blev skrevet’. (Joh 21:25) Han brugte ikke ordet gē (jorden) eller oikoumeʹnē (den beboede jord) og sagde derfor ikke at planeten ikke kunne rumme skriftrullerne. Det ord han brugte, var koʹsmos, så hans udtalelse må betyde at menneskesamfundet (med den begrænsede plads der fandtes i datidens biblioteker) ikke kunne rumme de omfattende optegnelser der var tale om (i den bogform der var i brug på det tidspunkt). Koʹsmos er brugt på samme måde i Johannes 7:4; 12:19.

At komme „til verden“. Når man ’fødes til verden’, fødes man ikke blot ind i menneskeheden, men kommer også ind i den ramme af omstændigheder som menneskene lever i. (Joh 16:21; 1Ti 6:7) At man kommer til verden, kan således betyde at man fødes ind i menneskelivets ramme eller sfære, men at komme til verden eller at blive sendt til verden kan også betyde noget andet. Jesus sagde for eksempel i en bøn til Gud: „Ligesom du har sendt mig til verden, har jeg også sendt dem [disciplene] til verden.“ (Joh 17:18) Han sendte dem til verden som voksne mænd, ikke som nyfødte. Johannes taler om at falske profeter og bedragere er „draget ud i verden“. — 1Jo 4:1; 2Jo 7.

De mange henvisninger til at Jesus er kommet eller blevet sendt ’til verden’, sigter øjensynlig ikke i første række, om overhovedet, til hans fødsel som menneske, men snarere til at han drog ud blandt menneskene, idet han fra og med sin dåb og salvelse offentligt udførte sin tildelte tjeneste som lysbærer for menneskehedens verden. (Jf. Joh 1:9; 3:17, 19; 6:14; 9:39; 10:36; 11:27; 12:46; 1Jo 4:9.) Hans fødsel som menneske var blot et nødvendigt skridt i denne retning. (Joh 18:37) Denne forståelse bekræftes af Hebræerbrevet, der siger at Jesus udtalte ordene fra Salme 40:6-8 da han ’kom ind i verden’, det vil sige da han begyndte sin gerning, og ikke da han blev født. — He 10:5-10.

Da Jesu offentlige tjeneste blandt menneskene nærmede sig sin afslutning, vidste Jesus at „hans time var kommet til at gå bort fra denne verden til Faderen“. Han skulle dø som menneske og ville blive oprejst til liv i den åndeverden han var kommet fra. — Joh 13:1; 16:28; 17:11; jf. Joh 8:23.

„Verdens elementære ting“. Efter at Paulus i Galaterne 4:1-3 har vist at et barn er som en træl i den forstand at det som mindreårig er underlagt andres myndighed, siger han: „På samme måde forblev vi også, da vi var mindreårige, trælbundne af de elementære ting [stoicheiʹa] der hører verden til.“ Derefter viser han at Guds søn kom „da tiden var udløbet“, og løskøbte dem der blev hans disciple, fra at være underlagt Moseloven for at de kunne blive antaget som sønner. (Ga 4:4-7) Og i Kolossenserne 2:8, 9, 20 advarer han de kristne i Kolossæ mod at blive ført bort „ved den filosofi og det tomme bedrag der er i overensstemmelse med menneskers overlevering, i overensstemmelse med verdens elementære ting [stoicheiʹa] og ikke i overensstemmelse med Kristus; det er jo i ham at Guds væsens hele fylde bor legemligt“, og Paulus understreger at de er „døde sammen med Kristus i forhold til verdens elementære ting“.

Om det græske ord stoicheiʹa (flertal af stoicheiʹon) som Paulus brugte, siger The Pulpit Commentary (Galaterbrevet, s. 181): „Fra grundbetydningen ’pæle stillet på række’ . . . blev ordet [stoicheiʹa] anvendt om alfabetets bogstaver anbragt i rækker, og derfra om talens grundbestanddele; derefter om de grundlæggende bestanddele af alt i naturen, som for eksempel de fire ’elementer’ (se 2 Pet. iii. 10, 12); og om ’begyndelsesgrundene’ eller ’de elementære ting’ inden for enhver kundskabsgren. Det er i denne sidste betydning det forekommer i Hebr. v. 12.“ (Redigeret af C. Spence, London 1885) Det beslægtede udsagnsord stoicheʹō betyder egentlig „at gå i række“; derefter, i overført betydning, „at vandre regelret“. — Ga 6:16.

I sine breve til galaterne og kolossenserne sigtede Paulus tydeligvis ikke til de grundlæggende bestanddele af det materielle skaberværk, men, som der siges i den tyske forsker Heinrich A. W. Meyers Kritisch exegetisches Handbuch über den Brief an die Galater (1870, s. 201), til „den ikkekristne menneskeheds elementer“, det vil sige de fundamentale, eller grundlæggende, principper som følges af dem der ikke er sande kristne. Paulus’ breve viser at dette indbefatter filosofi og bedrageriske lærdomme der bygger på menneskers normer, opfattelser, ræsonnementer og myter, noget som grækerne og andre ikkejødiske folkeslag gik meget op i. (Kol 2:8) Han brugte dog også udtrykket om noget som var jødisk, nemlig de ubibelske jødiske lærdomme om askese og „engletilbedelse“ såvel som den lære at kristne skulle forpligte sig til at overholde Moseloven. — Kol 2:16-18; Ga 4:4, 5, 21.

Moseloven kom ganske vist fra Gud. Nu var den imidlertid blevet opfyldt i Kristus Jesus, den ’virkelighed’ som skyggerne pegede frem til, og var derfor ikke længere i kraft. (Kol 2:13-17) Dertil kom at teltboligen (og senere templet) var bygget af mennesker og derfor var „her på jorden“ eller ’hørte til verden’ (gr.: kosmikonʹ; He 9:1, NV, fdn.), det vil sige at den var af menneskelig oprindelse, ikke himmelsk eller åndelig, og de lovbestemmelser der knyttede sig til den, var „lovbestemmelser vedrørende kødet, og de var pålagt dem indtil den fastsatte tid kom, da forholdene skulle bringes i den rette orden“. Kristus Jesus var nu gået ind i „det større og fuldkomnere telt, som ikke er gjort med hænder, det vil sige som ikke er af denne skabning“, nemlig ind i selve himmelen. (He 9:8-14, 23, 24) Han havde selv sagt til en samaritansk kvinde at den time ville komme hvor templet i Jerusalem ikke længere ville blive anvendt i forbindelse med den sande tilbedelse, men at de sande tilbedere ville „tilbede Faderen i ånd og sandhed“. (Joh 4:21-24) Efter Kristi Jesu død, opstandelse og opstigning til himmelen var der således ikke længere brug for sådanne ting på jorden som kun var „billedlige gengivelser“ (He 9:23) af noget langt større i himmelen.

De kristne i Galatien og Kolossæ kunne derfor nu tilbede Gud i overensstemmelse med den langt bedre vej der var baseret på Kristus Jesus. Det var ham og ikke mennesker og deres principper eller lære, ja, end ikke de „lovbestemmelser vedrørende kødet“ som fandtes i Lovpagten, der skulle gælde som den fastlagte norm og målestokken for den sande lære eller måde at leve på. (Kol 2:9) De kristne skulle ikke være som børn ved frivilligt at underlægge sig det der blev sammenlignet med en læremester eller opdrager, nemlig Moseloven (Ga 3:23-26), men de skulle have det samme forhold til Gud som en voksen søn har til sin fader. Sammenlignet med den kristne lære var Loven elementær, „en religionens ABC“. (H. Meyers Kritisch exegetisches Handbuch über die Briefe Pauli an die Philipper, Kolosser und an Philemon, 1874, s. 311) Eftersom de salvede kristne var blevet avlet til himmelsk liv, var de i virkeligheden døde og pælfæstede med hensyn til det jordiske livs koʹsmos, hvor lovbestemmelser om for eksempel kødelig omskærelse havde været i kraft; de var blevet „en ny skabning“. (2Kor 5:17; Kol 2:11, 12, 20-23; jf. Ga 6:12-15; Joh 8:23.) De vidste at Jesu rige ikke havde en menneskelig oprindelse. (Joh 18:36) De skulle ikke vende tilbage til „de svage og fattige elementære ting“ der hørte menneskelivet til (Ga 4:9), og derved blive forledt til at opgive „hele rigdommen i det der med fuld vished forstås“ og ’den nøjagtige kundskab om Guds hellige hemmelighed, nemlig Kristus’, i hvem „alle visdommens og kundskabens værdier“ er skjult. — Kol 2:1-4.

Den gudfremmede verden. Som noget særegent for Bibelen bruges koʹsmos også om menneskehedens verden uden for Guds tjeneres samfund. Peter skriver således at Gud bragte Vandfloden over „en verden af ugudelige“, mens han bevarede Noa og hans familie; derved „led den daværende verden undergang da den blev oversvømmet af vand“. (2Pe 2:5; 3:6) Det skal igen bemærkes at det ikke er jordkloden eller himmellegemerne der sigtes til, men at ødelæggelsen udelukkende ramte den menneskelige sfære, i dette tilfælde det uretfærdige menneskesamfund. Det var den „verden“ Noa fordømte ved sin trofaste adfærd. — He 11:7.

Den uretfærdige verden, eller det uretfærdige menneskesamfund, der fandtes før Vandfloden, blev bragt til ophør. Menneskeheden selv ophørte imidlertid ikke, men blev bevaret gennem Noa og hans familie. Efter Vandfloden veg flertallet af menneskene igen bort fra retfærdighedens vej, hvorved der opstod et nyt ondt menneskesamfund. Enkelte fulgte dog ikke flertallet, men blev på retfærdighedens vej. Med tiden gjorde Gud israelitterne til sit udvalgte folk og bragte dem ind i et pagtsforhold til sig. Eftersom de på denne måde blev skilt ud fra verden i almindelighed, kunne Paulus i Romerne 11:12-15 bruge ordet koʹsmos, „verden“, synonymt med de ikkejødiske „hedninger“, eller „folk fra nationerne“. (DA31, DA92, NV) Han påpegede dér at israelitternes frafald førte til at Gud ophævede sit pagtsforhold til dem, og at dette gav hedningerne mulighed for at træde ind i et sådant forhold og at opnå den rigdom dette medførte, ved at lade sig forlige med Gud. (Jf. Ef 2:11-13.) I tiden mellem Vandfloden og den kristne tidsalder fandtes der altså igen en „verden“, eller et koʹsmos, i form af hele den menneskehed der stod uden for Guds godkendte tjeneres samfund, og især de mennesker der stod uden for Israels folk mens dette befandt sig i et pagtsforhold til Jehova. — Jf. He 11:38.

På tilsvarende måde bruges koʹsmos meget ofte til at betegne hele det ikkekristne menneskesamfund, uanset race og nationalitet. Det var den verden der hadede Jesus og hans disciple fordi de vidnede om dens uretfærdighed, og fordi de holdt sig adskilt fra den; derved hadede denne verden også Jehova Gud selv og lærte ham ikke at kende. (Joh 7:7; 15:17-25; 16:19, 20; 17:14, 25; 1Jo 3:1, 13) Det er Guds modstander, Satan Djævelen, der hersker over denne uretfærdige menneskeverden og dens riger; ja, han har gjort sig selv til denne verdens „gud“. (Mt 4:8, 9; Joh 12:31; 14:30; 16:11; jf. 2Kor 4:4.) Jehova har ikke frembragt den uretfærdige verden; den skyldes hans hovedmodstander, i hvis magt „hele verden ligger“. (1Jo 4:4, 5; 5:18, 19) Satan og hans „åndemagter i det himmelske“ er de usynlige verdensherskere (el.: kosmokrater; gr.: kosmokraʹtoras) over den gudfremmede verden. — Ef 6:11, 12.

Når der i disse skriftsteder tales om „verden“, er det ikke slet og ret menneskeheden, som Jesu disciple jo var en del af, der sigtes til, men hele det organiserede menneskesamfund uden for den sande kristne menighed. Ellers kunne de kristne ikke ophøre med at være „en del af verden“ uden at måtte dø og ophøre med at leve i kødet. (Joh 17:6; 15:19) De kristne kan ikke undgå at leve midt i dette samfund af verdslige mennesker, hvoraf mange er utugtige, afgudsdyrkere, udsugere og lignende (1Kor 5:9-13), men hvis de ikke vil fordømmes sammen med den, må de holde sig rene og uplettede af dens fordærv og besmittelse og ikke knytte nogen venskabelig forbindelse med den. (1Kor 11:32; Jak 1:27; 4:4; 2Pe 1:4; 2:20; jf. 1Pe 4:3-6.) De lader sig ikke lede af verdens visdom, som er tåbelighed i Guds øjne, og de ’indånder’ heller ikke „verdens ånd“, det vil sige dens selviske og syndige drivkraft. (1Kor 1:21; 2:12; 3:19; 2Kor 1:12; Tit 2:12; jf. Joh 14:16, 17; Ef 2:1, 2; 1Jo 2:15-17; se ÅND [Sindets drivkraft].) På denne måde ’besejrer de verden’, det uretfærdige menneskesamfund, ved deres tro, ligesom Guds søn gjorde. (Joh 16:33; 1Jo 4:4; 5:4, 5) Dette uretfærdige menneskesamfund vil forsvinde ved Guds indgriben (1Jo 2:17), ligesom den ugudelige verden gik til grunde før Vandfloden. — 2Pe 3:6.

Den ugudelige verden går til grunde; menneskeheden bevares. Den verden (koʹsmos) som Jesus døde for, må altså være menneskehedens verden opfattet slet og ret som menneskeslægten, alt menneskeligt kød. (Joh 3:16, 17) Jesus bad ikke for det gudfremmede menneskesamfunds verden, som i virkeligheden er Guds fjende, men kun for dem der skilte sig ud fra denne verden og fik tro på ham. (Joh 17:8, 9) Han viste at ligesom der var mennesker som overlevede det ugudelige menneskesamfunds (eller den ugudelige verdens) undergang i Vandfloden, vil der være mennesker som overlever den store trængsel som han sammenlignede med Vandfloden. (Mt 24:21, 22, 36-39; jf. Åb 7:9-17.) Der er givet løfte om at „verdensherredømmet“ (åbenbart herredømmet over menneskeheden) skal blive „vor Herres og hans Messias’“, og at de der hersker sammen med Messias i hans himmelske rige, skal „herske som konger over jorden“, altså over menneskeheden uden det gudløse menneskesamfund der var behersket af Satan, og som til den tid er tilintetgjort. — Åb 11:15; 5:9, 10.