MÆLK

Det næringsmiddel hunpattedyr og kvinder frembringer til deres afkom. Det bruges også som fødemiddel af mennesker i almindelighed. (1Mo 18:8; Dom 4:19; 5:25) Det hebraiske ord for mælk betegner som regel frisk mælk, og der skelnes sædvanligvis mellem dette og kvark, ost og smør (5Mo 32:14; 2Sa 17:29; Job 10:10; Ord 27:27), hvorimod der ikke skelnes mellem komælk og mælk fra får og geder. (Ez 25:4; 1Kor 9:7) Syrnet mælk eller kvark blev ofte blandet med honning og nydt som en forfriskning. David tog „ti mål mælk“ („ost“, Vg) med til tusindføreren da han bragte mad til sine brødre i lejren. Det har muligvis været sødmælksost. Den danske autoriserede oversættelse af 1992 siger „ti stykker mælkeost“. — 1Sa 17:17, 18.

Hvorfor var det ifølge Loven forbudt at koge et kid i dets moders mælk?

Ifølge Moseloven måtte man ikke koge et kid i dets moders mælk. (5Mo 14:21) Dette forbud nævnes to gange i forbindelse med bestemmelsen om at bringe Jehova førstegrøden. — 2Mo 23:19; 34:26.

Der har været fremsat teorier om at der var tale om en praksis som havde tilknytning til hedenskab, afgudsdyrkelse eller magi, men disse teorier har man hidtil ikke fundet holdbart belæg for.

Et andet forslag går ud på at bestemmelsen understreger at der i alle forhold må tages hensyn til hvad der er passende og tilbørligt. Gud har frembragt modermælken for at moderen kan give sit afkom næring, og at bruge det til at koge afkommet i for at spise det ville tjene det stik modsatte formål af hvad Gud havde i tanke.

En tredje mulighed er at budet blev givet for at tilskynde israelitterne til at vise medfølelse. Dette ville være i overensstemmelse med andre bud, for eksempel budene om at et dyr ikke måtte ofres før det havde været hos moderen i mindst syv dage (3Mo 22:27), at man ikke måtte slagte et dyr og dets afkom samme dag (3Mo 22:28), og at man ikke fra en fuglerede, når man tog æggene eller ungerne, også tog moderen (5Mo 22:6, 7).

I profetien. Om Immanuel blev det forudsagt: „På grund af den overflod af mælk der ydes, spiser han smør; for smør og honning spiser enhver der er levnet i landet.“ Denne situation opstod da assyrerne havde hærget Juda. På grund af denne ødelæggelse blev de opdyrkede områder kvalt i ukrudt, og de der blev levnet i landet, måtte derfor i vid udstrækning klare sig med mælkeprodukter og vild honning. Der var rigeligt med græsning, så de dyr der var tilbage, ville give en overflod af mælk til den stærkt reducerede befolkning. — Es 7:20-25; jf. 37:30-33.

Brugt billedligt. Ordet mælk bruges ofte i overført betydning. (1Mo 49:12; Høj 5:12; Kl 4:7) Nationernes og folkenes ressourcer kaldes mælk. (Es 60:16) Det forjættede land beskrives igen og igen som „et land der flyder med mælk og honning“ på grund af den overflod, frugtbarhed og velstand Jehovas velsignelse medførte. (2Mo 3:8; 5Mo 6:3; Jos 5:6; Jer 11:5; Ez 20:6; Joel 3:18) Hyrden i Højsangen sagde om sin elskede sjulamit at hun havde honning og mælk under tungen, idet han øjensynlig mente at der flød liflige ord fra hendes tunge. — Høj 4:11.

Da mælk fremmer væksten til fysisk modenhed, bliver den kristne grundlærdom sammenlignet med „mælk“ der styrker åndelige spædbørn i deres vækst indtil de bliver så stærke at de kan indtage „fast føde“ i form af de dybere sandheder. (1Kor 3:2; He 5:12-14) Apostelen Peter siger til de kristne: „Hig som nyfødte spædbørn efter ordets uforfalskede mælk.“ Formålet var at de skulle vokse op, ikke blot til modenhed, men „til frelse“, det vil sige at de skulle befæste deres kaldelse og udvælgelse. (1Pe 2:2; 2Pe 1:10) I Esajas 55:1 opfordrer Gud de åndeligt tørstige til at købe denne nærende åndelige „mælk“, som de takket være hans ufortjente godhed kan erhverve sig „uden penge, ja uden betaling“.