Forankret i håbet, tilskyndet af kærligheden
„Nu forbliver imidlertid tro, håb, kærlighed, disse tre; men størst af disse er kærligheden.“ — 1 KORINTHER 13:13.
1. Hvilken advarsel giver Paulus os?
APOSTELEN Paulus advarer os om at vores tro, ligesom et skib, kan lide skibbrud. Han taler om at ’bevare troen og en god samvittighed, som nogle har skubbet fra sig og derved lidt skibbrud med hensyn til troen’. (1 Timoteus 1:19) I det første århundrede efter vor tidsregning var skibene bygget af træ. Deres sødygtighed var afhængig af kvaliteten af det tømmer der var brugt, og af skibsbyggernes dygtighed.
2. Hvorfor må troens skib være solidt bygget, og hvad kræver det af os?
2 Det vi kunne kalde for troens skib, må holde sig flydende på menneskehedens oprørte hav. (Esajas 57:20; Åbenbaringen 17:15) Det må derfor være solidt bygget, hvilket afhænger af os. Da „havet“ i den jødiske og romerske verden blev særlig stormfuldt for de kristne i det første århundrede, skrev Judas: „Mine elskede, idet I opbygger jer selv på jeres allerhelligste tro og beder med hellig ånd, skal I bevare jer selv i Guds kærlighed, mens I venter på vor Herre Jesu Kristi barmhjertighed som fører til evigt liv.“ (Judas 20, 21) Eftersom Judas også talte om at kæmpe for „den tro som . . . er blevet overgivet de hellige“, kan udtrykket „allerhelligste tro“ sigte til alle de kristne lærepunkter under ét, deriblandt den gode nyhed om frelsen. (Judas 3) Jesus er grundvolden for denne tro. Det er nødvendigt at eje en stærk tro hvis vi skal kunne holde fast ved den sande kristne tro.
Hvordan klarer man sektforskrækkelsen?
3. Hvordan benytter nogle sig af „sektforskrækkelsen“?
3 I de senere år har der været adskillige frygtelige tilfælde af masseselvmord, mord og terroristangreb der har haft tilknytning til esoteriske sekter. Det er forståeligt at mange, deriblandt oprigtigt bekymrede politikere, har været interesserede i at beskytte borgerne, især mindreårige, mod sådanne farlige sekter. „Denne tingenes ordnings gud“ står utvivlsomt bag sådanne rystende forbrydelser og har på den måde skabt det som nogle kalder en sektforskrækkelse, som han bruger mod Jehovas folk. (2 Korinther 4:4; Åbenbaringen 12:12) Nogle har udnyttet denne situation til at vække modstand mod vort arbejde. I visse lande har man iværksat et felttog der angiveligt har til hensigt at beskytte folk mod „farlige sekter“, som Jehovas Vidner fejlagtigt sættes i bås med. Det har i nogle europæiske lande vanskeliggjort forkyndelsen fra hus til hus og har fået nogle der har studeret Bibelen sammen med os, til at ophøre med deres studium. Det har desuden haft en negativ virkning på nogle af vore brødre.
4. Hvorfor skulle modstand ikke gøre os mismodige?
4 Men i stedet for at modstanden skulle gøre os mismodige, burde den styrke os i forvisningen om at vi praktiserer sand kristendom. (Mattæus 5:11, 12) De kristne i det første århundrede blev også beskyldt for at være en oprørsk sekt og blev modsagt overalt. (Apostelgerninger 24:5; 28:22) Apostelen Peter beroligede dengang sine trosfæller og skrev: „I elskede, I skal ikke finde det mærkeligt at der til jeres prøvelse brænder en ild iblandt jer, som om der hændte jer noget mærkeligt. Tværtimod, bliv ved med at fryde jer, da I jo er delagtige i Messias’ lidelser, så I også kan fryde jer og juble ved hans herligheds åbenbarelse.“ (1 Peter 4:12, 13) I tråd hermed skrev et medlem af det styrende råd i det første århundrede: „I skal regne det for lutter glæde, mine brødre, når I kommer ud for forskellige prøvelser, idet I véd at den prøvede ægthed af jeres tro udvirker udholdenhed. Men lad udholdenheden have sit arbejde fuldendt, så I kan være fuldendte og hele i enhver henseende og ikke mangle noget.“ (Jakob 1:2-4) Ligesom voldsomme storme er med til at afprøve et fartøjs sødygtighed, vil modstandens storme afsløre enhver svaghed i troens skib.
Trængsler bevirker udholdenhed
5. Hvad kan vi være sikre på når vi forbliver faste i troen under trængsler?
5 Det er først efter at de kristne er kommet igennem trængselens storme, at de kan være sikre på at de ejer udholdenhed og har en stærk tro. Vores udholdenhed vil kun ’fuldende sit arbejde’ under prøvelser hvis vi er ’fuldendte og hele i enhver henseende og ikke mangler noget’, heller ikke en stærk tro. Paulus skrev: „På enhver måde anbefaler vi os som Guds tjenere: ved at udholde meget, ved trængsler, ved tilfælde af nød, ved vanskeligheder.“ — 2 Korinther 6:4.
6. Hvorfor bør vi „juble mens vi er i trængslerne“, og hvordan styrker det vort håb?
6 De storme i form af trængsler vi til tider kommer ud for, bør vi betragte som en mulighed for at vise at vor tros skib er stærkt og sundt. Paulus skrev til de kristne i Rom: „Lad os også juble mens vi er i trængslerne, idet vi ved at trængselen bevirker udholdenhed, og udholdenheden en godkendt tilstand, den godkendte tilstand igen håb, og håbet fører ikke til skuffelse.“ (Romerne 5:3-5) Når vi er urokkelige under prøvelser, medfører det Jehovas godkendelse. Dette igen vil styrke vort håb.
Hvorfor nogle lider skibbrud
7. (a) Hvordan havde nogle ifølge Paulus’ ord lidt åndeligt skibbrud? (b) Hvordan er nogle i dag veget bort fra troen?
7 Da Paulus advarede mod at man ’led skibbrud’, tænkte han på nogle som havde ’skubbet deres gode samvittighed fra sig’ og havde mistet troen. (1 Timoteus 1:19) Blandt dem var Hymenæus og Alexander, der faldt fra troen idet de afveg fra sandheden og talte spottende. (1 Timoteus 1:20; 2 Timoteus 2:17, 18) I dag slår frafaldne der er afveget fra sandheden, verbalt „den trofaste og kloge træl“ og bider så at sige den hånd der har givet dem åndelig føde. Nogle ligner „den onde træl“ og siger i realiteten: „Min herre er længe om at komme.“ (Mattæus 24:44-49; 2 Timoteus 4:14, 15) De benægter at afslutningen på denne onde tingenes ordning er nær, og kritiserer den åndeligt vågne trælleskare fordi den hjælper Jehovas folk til at bevare fornemmelsen af tidens alvor. (Esajas 1:3) Sådanne frafaldne har haft held til at ’ødelægge troen hos nogle’ og har derved forårsaget at nogle har lidt åndeligt skibbrud. — 2 Timoteus 2:18.
8. Hvordan har nogle lidt skibbrud på troen eller ladet deres tros skib „gå til bunds“?
8 Andre indviede kristne har lidt skibbrud på troen fordi de har skubbet deres gode samvittighed fra sig og har givet efter for denne verdens uhæmmede nydelsessyge og dens kønslige umoralitet. (2 Peter 2:20-22) Andre igen lader så at sige deres tros skib „gå til bunds“ fordi den nye tingenes ordnings havn efter deres mening tilsyneladende ikke viser sig i horisonten. Da de ikke kan få et tidspunkt for hvornår visse profetier vil få deres opfyldelse, udskyder de mentalt „Jehovas dag“ og forlader den sande tro. (2 Peter 3:10-13; 1 Peter 1:9) Inden længe befinder de sig atter på den nuværende tingenes ordnings plumrede og oprørte hav. (Esajas 17:12, 13; 57:20) Nogle der er ophørt med at komme sammen med den kristne menighed, mener stadig at den har den sande tro. Men de mangler åbenbart den tro og udholdenhed man må have for at kunne vente på den nye verden som Jehova har lovet. Efter deres mening er Paradiset ikke kommet hurtigt nok.
9. Hvad har nogle få indviede kristne gjort, og hvad bør det få os til at overveje?
9 I visse dele af verden lader det til at nogle få indviede kristne har rebet sejlene på troens skib. Skibet holder sig stadig flydende, men i stedet for at skyde fremad for fulde sejl bevæger de sig af sted i ro og mag. Ansporet af håbet om at „Paradiset var lige om hjørnet“, har nogle ikke sparet sig selv for at nå dette mål. De har været nidkære i forkyndelsen og har trofast overværet alle møder og stævner. Men da de nu mener at deres håb først vil blive indfriet senere end de havde forventet, har de sænket den pris de oprindelig var villige til at betale. Det giver sig udslag i mindre nidkærhed i forkyndelsen, uregelmæssig mødedeltagelse, og det at man ikke synes at det er nødvendigt at overvære et helt stævneprogram. Andre bruger mere tid på fornøjelser og på at skaffe sig materielle bekvemmeligheder. Lad os derfor se på hvad der bør være drivkraften i vort liv i overensstemmelse med vores indvielse til Jehova. Skulle vores nidkærhed i tjenesten afhænge af hvornår vi forventer at håbet om Paradiset bliver til virkelighed?
Håbet sammenlignes med et anker
10, 11. Hvad sammenlignede Paulus håbet med, og hvorfor er det et godt billede?
10 Paulus pegede på at Jehova lovede Abraham at der ville komme mange velsignelser gennem ham. Dernæst siger apostelen: „[Gud trådte] på denne måde til med en ed, for at vi der har søgt tilflugt, ved to uforanderlige ting i hvilke det er umuligt for Gud at lyve, kan få en stærk opmuntring til at gribe det håb som ligger foran os. Dette håb har vi som et sjælens anker, både sikkert og fast.“ (Hebræerne 6:17-19; 1 Mosebog 22:16-18) De salvede kristne har håb om at opnå udødeligt liv i himmelen. I dag har langt de fleste af Jehovas tjenere det storslåede håb at opnå evigt liv på en paradisisk jord. (Lukas 23:43) Uden dette håb kan man ikke have tro.
11 Et anker er en kraftig sikkerhedsforanstaltning der er uundværlig for at holde et skib på plads og hindre det i at drive. Ingen sømand vil begive sig ud på havet uden et anker. Eftersom Paulus adskillige gange havde lidt skibbrud, vidste han af erfaring at de søfarendes liv ofte afhang af skibsankrene. (Apostelgerninger 27:29, 39, 40; 2 Korinther 11:25) I det første århundrede havde et skib ingen motor der gjorde det muligt for kaptajnen at manøvrere skibet som han ønskede. Med undtagelse af de krigsskibe der blev drevet frem af årer, sejlede skibene hovedsagelig ved hjælp af vinden. Hvis et skib var i fare for at drive ind mod en klippekyst, var kaptajnens eneste mulighed at kaste anker og ride stormen af og håbe på at ankeret ikke ville miste sit greb i havbunden. Paulus sammenlignede derfor den kristnes håb med „et sjælens anker, både sikkert og fast“. (Hebræerne 6:19) Når vi udsættes for modstandens storme eller kommer ud for andre prøvelser, er vort storslåede håb som et anker der stabiliserer os som levende sjæle, sådan at troens skib ikke driver os ind på tvivlens farlige grund eller mod frafaldets klippeskær. — Hebræerne 2:1; Judas 8-13.
12. Hvordan kan vi undgå at falde fra?
12 Paulus gav de kristne hebræere følgende advarsel: „Se til, brødre, at der aldrig i nogen af jer udvikles et ondt hjerte uden tro, ved frafald fra den levende Gud.“ (Hebræerne 3:12) Det græske ord for „frafald“ stammer fra et udsagnsord der bogstaveligt betyder „at stille sig borte fra“, det vil sige „at fjerne sig fra“. Vi kan imidlertid undgå at falde fra, at lide skibbrud. Troen og håbet vil sætte os i stand til at holde os til Jehova, selv under trosprøvernes værste storme. (5 Mosebog 4:4; 30:19, 20) Vores tro vil ikke være som et skib der kastes om af frafaldne lærdommes vinde. (Efeserne 4:13, 14) Og når vi har håbet som vort anker, vil vi kunne ride livets storme af som Jehovas tjenere.
Tilskyndet af kærlighed og hellig ånd
13, 14. (a) Hvorfor er håbets anker ikke tilstrækkeligt i sig selv? (b) Hvad bør være motivet til at yde Jehova hellig tjeneste, og hvorfor?
13 En kristen vil ikke gøre fremskridt hen imod den nye tingenes ordning hvis det eneste motiv til at han tjener Jehova, er håbet om at komme til at leve evigt på en paradisisk jord. Samtidig med at håbets anker er den stabiliserende faktor i hans liv, må han føje kærlighedens drivkraft til troen og håbet. Det understregede Paulus da han skrev: „Nu forbliver imidlertid tro, håb, kærlighed, disse tre; men størst af disse er kærligheden.“ — 1 Korinther 13:13.
14 Motivet til at vi yder Gud hellig tjeneste, bør være vor inderlige kærlighed til Jehova til gengæld for den store kærlighed han har vist os. Apostelen Johannes skrev: „Den som ikke elsker, har ikke lært Gud at kende, for Gud er kærlighed. Ved dette blev Guds kærlighed gjort kendt i vort tilfælde, at Gud udsendte sin enestefødte søn til verden for at vi kunne vinde livet ved ham. Men vi, vi elsker, fordi han elskede os først.“ (1 Johannes 4:8, 9, 19) Vores taknemmelighed over for Gud skulle få os til ikke først og fremmest at tænke på vores personlige frelse, men på at opleve at hans navn helliges og hans retfærdige suverænitet hævdes.
15. Hvordan er vores kærlighed til Jehova forbundet med spørgsmålet om hans suverænitet?
15 Jehova ønsker at vi skal tjene ham fordi vi elsker ham, ikke kun Paradiset. Opslagsværket Indsigt i Den Hellige Skrifta siger: „Det tjener Jehova til ære at hans suverænitet og den støtte som hans skabninger yder den, først og fremmest er grundlagt på kærlighed. Han ønsker kun dem til undersåtter der nærer kærlighed til hans suveræne herredømme på grund af hans gode egenskaber, deriblandt hans retfærdighed, og som foretrækker hans herredømme frem for noget andet. (1Kor 2:9) På grund af deres kundskab om ham og hans kærlighed, retfærdighed og visdom, som de forstår langt overgår deres egen, vælger de at tjene under hans suveræne herredømme frem for at søge at være uafhængige. (Sl 84:10, 11)“ — Bind 2, side 105.
16. Hvordan er kærligheden til Jesus en drivkraft i vort liv?
16 Som kristne elsker vi også Jesus som følge af hans kærlighed til os. Paulus skrev: „Messias’ kærlighed tvinger os nemlig, for denne slutning har vi draget: én er død for alle; altså er alle døde; og han døde for alle, for at de som lever, ikke længere skal leve for sig selv, men for ham som døde for dem og blev oprejst.“ (2 Korinther 5:14, 15) Kristus er selve den grundvold hvorpå vort åndelige liv, vor tro og vort håb er bygget. Vores kærlighed til Jesus Kristus styrker vort håb og stabiliserer vor tro, især under prøvelsernes storme. — 1 Korinther 3:11; Kolossenserne 1:23; 2:6, 7.
17. Hvilken stærk kraft giver Jehova os, og hvad viser det vi læser i Apostelgerninger 1:8 og Efeserbrevet 3:16, os om betydningen af denne kraft?
17 Mens vores kærlighed til Gud og til hans søn er det der mere end noget andet er drivkraften i vort liv som kristne, tilvejebringer Jehova også noget andet der tilskynder os og giver os kraft og styrke til at fortsætte i tjenesten for ham. Det er hans virksomme kraft, hans hellige ånd. De hebraiske og græske ord der gengives med „ånd“, sigter i deres grundbetydning til en kraft i bevægelse, for eksempel luft eller vind. Sejlskibe som dem Paulus sejlede med, var afhængige af den usynlige vindkraft for at nå frem til deres bestemmelsessted. Vi har på tilsvarende måde brug for kærlighed og for Guds usynlige virkekraft hvis troens skib skal føre os fremad i tjenesten for Jehova. — Apostelgerninger 1:8; Efeserne 3:16.
Fremad mod målet!
18. Hvad vil sætte os i stand til at udholde enhver trosprøve i fremtiden?
18 Vores tro og kærlighed vil måske blive udsat for alvorlige prøver før vi når den nye tingenes ordning. Men Jehova har givet os et anker der er „både sikkert og fast“ — vort vidunderlige håb. (Hebræerne 6:19; Romerne 15:4, 13) Når vi udsættes for modstand eller andre prøvelser, kan vi holde ud hvis vi er solidt forankrede som følge af vort håb. Lad os, efter at ét uvejr er drevet over og før et andet bryder løs, være besluttede på at styrke vort håb og vor tro.
19. Hvordan kan vi holde troens skib på den rette kurs og nå i havn i Guds nye verden?
19 Før Paulus omtalte „sjælens anker“, sagde han: „Men vi ønsker brændende at enhver af jer viser den samme flid [„hast“, „skyndsomhed“, fodnoten], så I til det sidste har fuld forvisning i håbet, for at I ikke skal blive sløve, men efterligne dem som gennem tro og tålmodighed arver løfterne.“ (Hebræerne 6:11, 12) Lad os da — tilskyndet af kærlighed til Jehova og hans søn og med kraft fra den hellige ånd — holde troens skib på den rette kurs indtil vi når i havn i Guds lovede nye verden.
[Fodnote]
a Udgivet af Jehovas Vidner.
Spørgsmål til repetition
◻ Hvilken advarsel gav Paulus os med hensyn til vores tro?
◻ Hvordan har nogle lidt åndeligt skibbrud, og hvordan har andre sat farten ned?
◻ Hvilken egenskab må være kædet sammen med vores tro?
◻ Hvad vil sætte os i stand til at nå i havn i Guds lovede nye verden?
[Illustration på side 16]
Troens skib må være bygget godt for at kunne modstå livets storme
[Illustration på side 17]
Vor tro kunne lide skibbrud
[Illustration på side 18]
Håbet er et anker i vort liv som kristne