Esajas
57 Den retfærdige er gået til grunde,
men ingen lægger mærke til det.
– og ingen forstår at det er på grund af* ulykken
at den retfærdige er blevet taget bort.
2 Han går ind til fred.
Alle der har fulgt den rigtige vej, hviler på deres leje.*
4 Hvem er det I gør nar af?
Hvem er det I spærrer munden op imod og rækker tunge ad?
Er I ikke efterkommere af syndere,
børn af løgnere,+
5 I som udfolder jeres lidenskaber under de store træer,+
under alle de frodige træer,+
som slagter børnene i dalene,*+
neden for klippekløfterne?
Det er dem du har udgydt dit drikoffer og bragt dine gaver til.+
Skulle jeg være tilfreds* med det?
7 På et højt og knejsende bjerg anbragte du din seng,*+
og du gik derop for at bringe et slagtoffer.+
8 Bag døren og dørstolpen satte du dit mindetegn.
Du forlod mig og klædte dig af;
du gik derop og gjorde din seng rummelig.
Og du indgik en pagt med dem.
Du sendte dine budbringere til det fjerne,
og derved gik du ned i Graven.*
10 Du anstrengte dig med at følge dine mange veje,
men du sagde ikke: ‘Det er håbløst!’
Du følte at du fik nye kræfter,
og derfor gav du ikke op.*
11 Hvem var det du frygtede og var så bange for,
siden du begyndte at lyve?+
Mig huskede du ikke,+
og du tog det ikke til hjerte.+
Et vindstød vil tage dem alle med sig,
et lille pust vil blæse dem væk.
Men den der søger tilflugt hos mig, vil arve landet
og vil få mit hellige bjerg i eje.+
14 Man vil sige: ‘Byg en vej, byg en vej! Gør vejen klar!+
Fjern alle forhindringer fra mit folks vej.’”
15 Hør hvad Den Høje og Ophøjede siger,
den der lever evigt,*+ og hvis navn er helligt:+
“Jeg bor på det høje og hellige sted,+
men også hos dem der føler sig knust og har en ydmyg ånd,
for at genoplive de ydmyges ånd
og genoplive de knustes hjerte.+
16 Jeg vil ikke være imod dem for evigt
eller altid være vred,+
for ellers ville menneskets ånd blive svag på grund af mig,+
ja, de skabninger der ånder, dem jeg har frembragt.
17 Jeg var vred over hans syndige jagen efter uærlig fortjeneste,+
og derfor slog jeg ham; jeg skjulte mit ansigt og var vred.
Men han blev ved med at vandre som en frafalden+ og følge sit hjertes vej.
19 “Jeg lægger lovprisningsord på læberne.*
Både den der er langt væk, og den der er i nærheden, vil opleve varig fred,”+ siger Jehova,
“og jeg vil helbrede ham.”
20 “Men de onde er som det urolige hav der ikke kan falde til ro,
og hvis bølger bliver ved med at opskylle tang og dynd.