Vær i kærlighed hyrder for Guds hjord
„Vær hyrder for Guds hjord i jeres varetægt.“ — 1 PETER 5:2.
1, 2. Hvad er Jehovas hovedegenskab, og hvordan viser den sig?
BIBELEN omtaler mange steder kærlighed som Guds hovedegenskab. „Gud er kærlighed,“ siges der i Første Johannesbrev 4:8. Eftersom hans kærlighed kommer til udtryk i handling, vil det sige at han, som der står i Første Petersbrev 5:7, ’tager sig af os’. I Bibelen sammenlignes Jehovas omsorg for sit folk med en kærlig hyrdes inderlige omsorg for sine får: „Se! Den suveræne Herre Jehova [vil] . . . passe sin flok. Med sin arm vil han samle lammene; og i sin favn vil han bære dem. Dem der giver die vil han lede med nænsomhed.“ (Esajas 40:10, 11) David kunne fortrøstningsfuldt sige: „Jehova er min hyrde. Jeg skal intet mangle.“ — Salme 23:1.
2 Når Bibelen sammenligner mennesker der har Guds gunst, med får, er det ikke uden grund. Får er fredsommelige, føjelige og lydige mod deres omsorgsfulde hyrde. Som en kærlig hyrde tager Jehova sig godt af sine symbolske får, sit folk. Det gør han ved at sørge materielt og åndeligt for dem, og ved at lede dem gennem denne onde verdens vanskelige „sidste dage“, frem mod sin kommende retfærdige nye verden. — 2 Timoteus 3:1-5, 13; Mattæus 6:31-34; 10:28-31; 2 Peter 3:13.
3. Hvordan beskrev salmisten Jehovas omsorg for sine får?
3 Læg mærke til Jehovas kærlige omsorg for sine får: „Jehovas øjne hviler på de retfærdige, og hans ører lytter til deres råb om hjælp. . . . De råbte, og Jehova hørte dem, og han udfriede dem af alle deres kvaler. Nær er Jehova hos dem med sønderbrudt hjerte, og han frelser dem der er knust i ånden. Mange ulykker rammer den retfærdige, men Jehova udfrier ham af dem alle.“ (Salme 34:15-19) Ja, den universelle Hyrde trøster virkelig sine symbolske får, sit folk.
Den rigtige hyrdes eksempel
4. Hvordan viser Jesus omsorg for Guds hjord?
4 Guds søn, Jesus, tog grundigt ved lære af sin Fader, for i Bibelen kaldes han „den rigtige hyrde“. (Johannes 10:11-16) Hans betydningsfulde tjeneste for Guds hjord omtales i Åbenbaringen, kapitel 7. I vers 9 kaldes Guds nutidige tjenere „en stor skare . . . af alle nationer og stammer og folk og tungemål“. Derpå siges der i vers 17: „Lammet [Jesus] . . . vil være hyrde for dem og lede dem til kilder med livets vand. Og Gud vil tørre hver tåre af deres øjne.“ Jesus leder Guds får til sandhedens vand, som skænker evigt liv. (Johannes 17:3) Læg mærke til at Jesus kaldes „Lammet“. Det leder tanken hen på hans egenskaber, især den lydighed mod Gud som han bedst af alle har vist.
5. Hvor stor omsorg viste Jesus sine medmennesker?
5 Da Jesus her på jorden færdedes blandt folk, bemærkede han deres ynkværdighed. Hvordan reagerede han? „Han [fik] inderligt ondt af dem, for de var medtagne og omtumlede som får uden hyrde.“ (Mattæus 9:36) Får uden hyrde og får med skødesløse hyrder lider voldsomt når rovdyr hærger. Men Jesus havde stor omsorg for sin hjord, for han sagde: „Kom til mig, alle I som slider og slæber og er tyngede af byrder, og jeg vil give jer ny styrke. Tag mit åg på jer og lær af mig, for jeg har et mildt sind og er ydmyg af hjertet, og I vil finde ny styrke for jeres sjæle. For mit åg er skånsomt og min byrde er let.“ — Mattæus 11:28-30.
6. Hvordan viste Jesus medfølelse med de undertrykte?
6 Bibelens profetier forudsagde at Jesus ville behandle andre kærligt: „Jehova har salvet mig . . . for at forbinde dem hvis hjerte er sønderbrudt, . . . for at trøste alle de sørgende.“ (Esajas 61:1, 2; Lukas 4:17-21) Jesus så aldrig ned på de fattige og nødlidende, men opfyldte profetien i Esajas 42:3: „Intet siv der er knækket vil han knuse; og ingen svagtlysende væge af hør vil han slukke.“ (Jævnfør Mattæus 12:17-21.) De nødstedte var som knækkede siv, som lampevæger der var på nippet til at gå ud på grund af oliemangel. Jesus bemærkede deres medynkvækkende tilstand og viste dem medfølelse. Han indgav dem styrke og håb idet han helbredte dem åndeligt og fysisk. — Mattæus 4:23.
7. Til hvem henviste Jesus dem der tog imod hans budskab?
7 „Fårene“ strømmede i hobetal til Jesus. Han talte så vindende at nogle betjente der var blevet sendt ud for at anholde ham, meldte: „Aldrig har noget andet menneske talt således.“ (Johannes 7:46) De hykleriske religiøse ledere klagede ligefrem: „Verden er løbet efter ham.“ (Johannes 12:19) Men Jesus tog ikke selv æren. Han viste folk hen til sin Fader. Han lærte dem at tjene Jehova af kærlighed til Guds beundringsværdige egenskaber: „Du skal elske Jehova din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele din styrke og af hele dit sind.“ — Lukas 10:27, 28.
8. Hvilken forskel er der mellem den lydighed Guds folk viser ham og den som mange viser verdslige herskere?
8 Jehova fryder sig over at hans symbolske hjord af kærlighed til ham støtter hans universelle suverænitet. De vælger af egen fri vilje at tjene ham, fordi de kender hans tiltalende egenskaber. Han er helt anderledes end de ledere i denne verden som kun adlydes modvilligt eller af frygt, eller fordi nogle vil smigre dem. Om Jehova og Jesus kan man aldrig sige det som man sagde om en pave: „Han blev beundret af mange, frygtet af alle og elsket af ingen.“ — Vicars of Christ — The Dark Side of the Papacy (Kristi stedfortrædere — pavedømmets mørke side) af Peter De Rosa.
Grusomme hyrder i Israel
9, 10. Beskriv lederne i det gamle Israel og i det første århundrede.
9 I modsætning til Jesus nærede de religiøse ledere i datidens Israel ingen kærlighed til fårene. De var som landets foregående herskere, om hvem Jehova havde sagt: „Ve Israels hyrder, som er hyrder for sig selv! Er det ikke hjorden som hyrderne burde være hyrder for? . . . De svage har I ikke styrket, og det syge dyr har I ikke helbredt, og det sårede har I ikke forbundet, og det fordrevne har I ikke ført tilbage, og det bortkomne har I ikke søgt efter, men strengt har I rådet over dem, ja, tyrannisk.“ — Ezekiel 34:2-4.
10 De jødiske religiøse ledere i det første århundrede slægtede disse hårdhjertede politiske hyrder på. (Lukas 11:47-52) Det belyste Jesus ved at fortælle om en jøde som var blevet udplyndret, pryglet og efterladt halvdød ved vejkanten. En israelitisk præst kom den vej, men gik forbi på den modsatte side da han så den overfaldne. Det samme gjorde en levit. Så kom en ikkeisraelit, en foragtet samaritaner, samme vej, og han fik medlidenhed med den overfaldne. Han forbandt mandens sår, førte ham på et lastdyr til et herberg og plejede ham. Han betalte værten og sagde at han ville komme tilbage og betale eventuelle ekstraudgifter. — Lukas 10:30-37.
11, 12. (a) Hvilket topmål af ondskab nåede de religiøse ledere på Jesu tid? (b) Hvad gjorde romerne til sidst med de religiøse ledere?
11 Hvor fordærvede de religiøse ledere på Jesu tid var, viste de da Jesus havde oprejst Lazarus fra de døde. De øverste præster og farisæerne samlede Sanhedrinet og sagde: „Hvad skal vi gøre, for dette menneske gør mange tegn? Hvis vi lader ham fortsætte således, vil alle få tro på ham, og romerne vil komme og tage både vort sted og vor nation.“ (Johannes 11:47, 48) De så stort på Jesu velgerning mod den døde, og tænkte kun på deres egen position. „Fra den dag af lagde de så råd op om at dræbe [Jesus].“ — Johannes 11:53.
12 I topmålt ondskab lagde de øverste præster nu „råd op om at dræbe Lazarus også, for på grund af ham gik mange af jøderne derud og fik tro på Jesus“. (Johannes 12:10, 11) Men det var forgæves at de selvisk hægede om deres position, for Jesus havde sagt til dem: „Jeres hus overlades til jer selv.“ (Mattæus 23:38) Og ganske rigtigt — inden for samme generation kom romerne og ’tog deres sted og deres nation’, foruden deres liv.
Kærlige hyrder i den kristne menighed
13. Hvem lovede Jehova at sætte til at røgte sin hjord?
13 I stedet for de grusomme, selviske hyrder ville Jehova oprejse „den rigtige hyrde“, Jesus, og betro ham sin hjord. Han lovede også at oprejse kærlige underhyrder der skulle røgte hjorden: „Jeg vil oprejse hyrder over dem som skal vogte dem; og de skal ikke mere være bange.“ (Jeremias 23:4) Efter mønsteret i de kristne menigheder i det første århundrede ’indsættes der ældste i by efter by’ i dag. (Titus 1:5) Disse åndeligt modne mænd som lever op til de kvalifikationer der er fastsat i Bibelen, har til opgave at ’være hyrder for Guds hjord’. — 1 Peter 5:2; 1 Timoteus 3:1-7; Titus 1:7-9.
14, 15. (a) Hvilken indstilling havde disciplene svært ved at opdyrke? (b) Hvad gjorde Jesus for at vise dem at ældste bør være ydmyge tjenere?
14 De ældste må „frem for alt“ have „inderlig kærlighed“ til hjorden som de tager sig af. (1 Peter 4:8) Men det var noget som Jesu disciple måtte lære, for de var urimeligt optaget af prestige og position. Da moderen til to af disciplene sagde til Jesus: „Sig at mine to sønner dér må få sæde i dit rige, én ved din højre hånd og én ved din venstre,“ harmedes de øvrige disciple. Jesus sagde da til dem: „Nationernes herskere spiller herrer over dem, og de store udøver myndighed over dem. Sådan er det ikke blandt jer; tværtimod, enhver der ønsker at blive stor blandt jer, skal være jeres tjener, og enhver der ønsker at være først blandt jer, skal være jeres træl.“ — Mattæus 20:20-28.
15 Ved en anden lejlighed „havde de diskuteret med hinanden hvem der var størst“, og Jesus sagde da til dem: „Hvis nogen ønsker at være først, må han være sidst af alle og alles tjener.“ (Markus 9:34, 35) Ydmyghed og tjenstvillighed måtte nødvendigvis blive en del af deres personlighed. Men det var svært for dem at aflægge den vante tankegang, for selv ved Jesu sidste aftensmåltid, natten til hans dødsdag, ’opstod der en heftig diskussion iblandt dem om hvem af dem der var størst’! Det skete til trods for at Jesus havde vist dem hvordan en ældste skal tjene hjorden, idet han ydmygt havde vasket deres fødder. Ved den lejlighed havde han sagt: „Når jeg nu, skønt Herre og Lærer, har vasket jeres fødder, skylder I også at vaske hinandens fødder. Jeg har nemlig givet jer et forbillede, for at I også skal gøre som jeg har gjort ved jer.“ — Lukas 22:24; Johannes 13:14, 15.
16. Hvad skrev Zion’s Watch Tower i 1899 om den vigtigste egenskab hos ældste?
16 Jehovas Vidner har altid lært at ældste skal være sådan. For snart hundrede år siden henviste Zion’s Watch Tower for 1. april 1899 til Paulus’ ord i Første Korintherbrev 13:1-8, og skrev derpå: „Apostelen påpeger klart at kundskab og talekunst ikke er den afgørende prøve. Kærlighed der gennemtrænger hjertet og udstrækker sig til hele ens livsløb, og ansporer og virker i vore dødelige legemer, er den virkelige prøve — det virkelige bevis på vort slægtskab med Gud. . . . Det vigtigste kendetegn at spejde efter hos enhver der antages som kirkens tjener til at forrette tjeneste i hellige anliggender, bør først og fremmest være kærlighedens ånd.“ Videre stod der at mænd som ikke ydmygt vil tjene af kærlighed, „er uegnede som lærere og . . . sandsynligvis [vil] gøre mere skade end gavn“. — 1 Korinther 8:1.
17. Hvordan fremhæver Bibelen de egenskaber ældste må besidde?
17 Ældste må følgelig ikke ’spille herrer over’ hjorden. (1 Peter 5:3) De skal derimod gå foran med hensyn til at være „venlige over for hinanden, inderligt medfølende“. (Efeserne 4:32) Paulus sagde indtrængende: „I [skal] iføre jer inderlig medfølelse, venlighed, ydmyghed, mildhed og langmodighed. . . . Men foruden alt dette skal I iføre jer kærligheden, for den er enhedens fuldkomne bånd.“ — Kolossenserne 3:12-14.
18. (a) Hvilket godt eksempel satte Paulus ved sin måde at behandle hjorden på? (b) Hvorfor må de ældste ikke overse hjordens behov?
18 Det havde Paulus lært, for han kunne sige: „Vi optrådte med nænsomhed i jeres midte, som når en ammende moder plejer sine børn. Idet vi således nærede en inderlig hengivenhed for jer, besluttede vi at give jer del i, ikke blot Guds gode nyhed, men også vore egne sjæle, fordi I var blevet os kære.“ (1 Thessaloniker 2:7, 8) I forlængelse af dette skrev han: „Trøst de modfaldne sjæle, støt de svage, vær langmodige over for alle.“ (1 Thessaloniker 5:14) Uanset hvilket problem fårene måtte komme til dem med, bør de ældste huske ordene i Ordsprogene 21:13: „Den der lukker sit øre for den ringes klageskrig, skal også selv råbe uden at få svar.“
19. Hvorfor er kærlige ældste en velsignelse, og hvad føler menigheden sig tilskyndet til at gøre mod dem?
19 Ældste som er kærlige hyrder for hjorden, er en velsignelse for den. I Esajas 32:2 blev der forudsagt: „Hver af dem skal være som et læ mod vinden og et skjul mod uvejrsregnen, som vandstrømme i et ørkenland, som et vældigt klippebjergs skygge i et udtørret land.“ Det glæder os at vide at mange af vore dages ældste lever smukt op til denne beskrivelse af styrkende hjælpere. De har lært at efterleve følgende princip: „Vis i broderkærligheden inderlig hengivenhed for hinanden. Gå foran med at vise hinanden ære.“ (Romerne 12:10) Når ældste viser en sådan kærlighed og ydmyghed, føler menigheden sig tilskyndet til at „vise dem en ganske særlig opmærksomhed på grund af deres arbejde“. — 1 Thessaloniker 5:12, 13.
Respektér den frie vilje
20. Hvorfor skal de ældste respektere den frie vilje?
20 Jehova skabte os mennesker med en fri vilje til at træffe selvstændige afgørelser. Ældste skal vejlede og tilmed tugte, men de skal ikke dominere andres tilværelse og tro. Som Paulus sagde: „Ikke at vi er herrer over jeres tro, men vi er medarbejdere på jeres glæde, for det er ved jeres tro I står.“ (2 Korinther 1:24) Ja, „enhver skal . . . bære sin egen ansvarsbyrde“. (Galaterne 6:5) Jehova har tilstået os udstrakt frihed inden for rammerne af sine love og principper. De ældste bør derfor ikke fastsætte regler når der ikke er tale om at bibelske principper bliver tilsidesat. Og de bør modstå enhver trang til at ophøje deres personlige mening til lov, ligesom de heller ikke må holde stædigt på deres vilje hvis andre ikke kan tilslutte sig den. — 2 Korinther 3:17; 1 Peter 2:16.
21. Hvad kan vi lære af det Paulus skrev til Filemon?
21 Læg mærke til hvordan Paulus, mens han sad fængslet i Rom, bar sig ad over for Filemon, en kristen slaveejer i Kolossæ i Lilleasien. Filemons træl Onesimus var flygtet til Rom, var blevet en kristen og gik Paulus til hånde. Paulus skrev til Filemon: „Jeg havde lyst til at beholde ham for mig selv, for at han, i stedet for dig, kunne blive ved med at tjene mig i de lænker jeg bærer for den gode nyheds skyld. Men uden dit samtykke ønsker jeg ikke at gøre noget, således at din gode gerning ikke skal være af tvang men af fri vilje.“ (Filemon 13, 14) Paulus sendte Onesimus hjem, og bad samtidig Filemon behandle ham som en kristen broder. Paulus var på det rene med at hjorden ikke var hans, men Guds. Han var ikke dens herre, men dens tjener. Han dikterede ikke Filemon noget; han respekterede dennes frie vilje.
22. (a) Hvilken stilling må de ældste forstå at de indtager? (b) Hvad fremmer Gud mere og mere i sin organisation?
22 Efterhånden som Guds organisation vokser, udnævnes der flere ældste. De må ligesom de erfarne ældste forstå at deres stilling er en ydmyg tjeners. På denne måde vil Guds organisation fortsat vokse i overensstemmelse med hans ønske, mens han leder den fremad mod den nye verden. Den vil forblive velorganiseret, uden at kærlighed og medfølelse ofres for effektiviteten. Hans organisation vil således i stadig højere grad tiltrække symbolske får, der her ser bevis for at „Gud lader alle sine gerninger samvirke til bedste for dem som elsker Gud“. Det er hvad man kan forvente af en organisation der er grundlagt på kærlighed, for „kærligheden svigter aldrig“. — Romerne 8:28; 1 Korinther 13:8.
Hvad vil du svare?
◻ Hvordan beskriver Bibelen Jehovas omsorg for sit folk?
◻ Hvordan viser Jesus Guds hjord omsorg?
◻ Hvilken egenskab må være ældstes mest fremtrædende kendetegn?
◻ Hvorfor skal de ældste tage hensyn til den enkelte kristnes frie vilje?
[Illustration på side 16]
Jesus, „den rigtige hyrde“, viste medfølelse
[Illustration på side 17]
Religiøse ledere svor sig sammen om at få Jesus slået ihjel