Gud er ikke langsom med hensyn til sit løfte

„HVOR længe, Jehova, skal jeg råbe om hjælp uden at du hører?“ Sådan spurgte den hebraiske profet Habakkuk, der levede i det syvende århundrede før vor tidsregning. Lyder det ikke bekendt? Det ligger til os mennesker at ville have de ting vi inderligt ønsker os, øjeblikkeligt, eller så hurtigt som muligt. Og det gælder især vores tid, hvor alle vil have tilfredsstillet deres ønsker her og nu. — Habakkuk 1:2.

I det første århundrede var der nogle som tilsyneladende følte at Gud burde have opfyldt sine løfter noget før. De var blevet så utålmodige at de endda mente at Gud var langsom eller forsinket. Derfor måtte apostelen Peter minde dem om at Guds syn på tid er meget anderledes end vores. Peter skrev: „Lad ikke dette ene undgå jeres opmærksomhed, I elskede, at én dag er for Jehova som tusind år, og tusind år som én dag.“ — 2 Peter 3:8.

Ifølge denne måde at udregne tiden på har en 80-årig kun levet omkring to timer og hele menneskehedens historie kun varet cirka seks dage. Når vi betragter tingene fra denne synsvinkel, får vi lettere ved at forstå hvorfor Gud handler som han gør.

Tid er dog ikke noget ligegyldigt for Gud. Nej, han er meget tidsbevidst. (Apostelgerninger 1:7) Peter fortsætter derfor med at sige: „Jehova er ikke langsom med hensyn til sit løfte, sådan som nogle opfatter det som langsomhed, men han er tålmodig med jer, da han ikke ønsker at nogen skal lide undergang, men at alle skal nå til en sindsændring.“ (2 Peter 3:9) I modsætning til mennesker føler Gud sig ikke presset til at handle — som om tiden var ved at løbe fra ham. Som „evighedens Konge“ har han et fantastisk overblik og kan beslutte hvornår på tidens strøm hans indgriben vil gøre mest gavn. — 1 Timoteus 1:17.

Efter at have gjort rede for årsagen til Guds tilsyneladende langsomhed giver Peter denne advarsel: „Jehovas dag [vil] komme som en tyv.“ Det vil sige at regnskabets dag vil komme på et tidspunkt hvor folk ikke forventer det. I de følgende vers peger Peter på at de der har „handlinger der hører en hellig adfærd og gudhengivenhed til“, kan se frem til noget vidunderligt. Han siger at de kan overleve Guds indgriben og blive en del af Guds lovede „nye himle og en ny jord“. — 2 Peter 3:10-13.

Det burde få os til i højere grad at værdsætte at Gud endnu ikke har fuldbyrdet sin dom. Hans tålmodighed har gjort det muligt for os at lære hans hensigt at kende og at ændre levevis så vi kan få del i de velsignelser han har lovet. Burde vi ikke ’regne vor Herres tålmodighed for frelse,’ som Peter siger? (2 Peter 3:15) Men der er også en anden faktor i forbindelse med Guds tålmodighed.

Deres brøde skulle blive fuldstændig

Når man undersøger hvad Gud i fortiden har gjort i forbindelse med menneskene, lægger man mærke til at han ofte holdt sin dom tilbage indtil der ikke længere var noget håb om forbedring. I forbindelse med sin dom over kana’anæerne gjorde han længe i forvejen Abraham opmærksom på deres syndeskyld. Men tiden for domseksekveringen var endnu ikke inde. Hvorfor ikke? Bibelen siger: „For amoritternes [kana’anæernes] brøde [var] endnu ikke fuldstændig.“ Eller som en anden oversættelse siger: „Amoritternes ondskab [havde] endnu ikke nået sit fulde mål.“ (Knox) — 1 Mosebog 15:16.a

Omkring 400 år senere eksekverede Gud sin dom, og Abrahams efterkommere, israelitterne, indtog landet. Nogle få kana’anæere overlevede, som for eksempel Rahab og gibeonitterne, på grund af deres indstilling og handlinger, men for de flestes vedkommende havde deres urene livsførelse nået et ekstremt niveau, hvilket nutidens arkæologiske udgravninger viser. De gav sig af med fallosdyrkelse og tempelprostitution samt ofrede deres børn. I Halley’s Bible Handbook siges der: „Arkæologer som graver i ruinerne af kana’anæiske byer, undrer sig over at Gud ikke udslettede dem noget før.“ Til sidst var kana’anæernes ’mål af synd fuldt’; deres ondskab ’havde nået sit fulde mål’. Ingen kunne med rette anklage Gud for at være uretfærdig når han rensede landet, men skånede dem der havde en ret indstilling.

Det samme billede tegner sig af situationen på Noas tid. Til trods for at folk inden Vandfloden var onde, besluttede Gud i sin barmhjertighed at de måtte leve i yderligere 120 år. I dele af denne periode tjente Noa som „en forkynder af retfærdighed“. (2 Peter 2:5) Som tiden gik, blev deres ondskab åbenbart værre. „Gud [så] på jorden, og se! den var ødelagt, for alt kød havde ødelagt sin vej på jorden.“ (1 Mosebog 6:3, 12) Deres ’mål af synd var fuldt’; i den forgangne tid var deres forkerte tilbøjeligheder kommet til fuld udfoldelse. Guds indgriben var derfor fuldt berettiget. Kun otte personer var retfærdige i Guds øjne, og dem skånede han.

Det samme mønster ses i det Gud gjorde i forbindelse med Israel. Til trods for israelitternes troløse og fordærvede opførsel, havde Gud tålmodighed med dem i flere hundrede år. Beretningen siger: „Jehova . . . sendte . . . sine sendebud, idet han sendte dem igen og igen, for han havde medlidenhed med sit folk . . . men de . . . ringeagtede hans ord og gjorde nar af hans profeter, indtil Jehovas forbitrelse var vokset mod hans folk i den grad at der ingen lægedom var.“ (2 Krønikebog 36:15, 16) Folket havde nået et punkt hvor der ikke længere var noget håb om at de ville forbedre sig. Det var kun Jeremias og nogle få andre der ville blive reddet. Gud var derfor ikke uretfærdig da han endelig fuldbyrdede sin dom over resten af dem.

Guds indgriben er nært forestående

Ud fra disse eksempler kan vi se at Gud kun holder sin dom over den nuværende tingenes ordning tilbage indtil det rette tidspunkt er inde. Det kommer til udtryk i den ordre Gud giver den symbolske domsfuldbyrder: „’Gå i gang med din skarpe segl og indhøst klaserne på jordens vintræ, for dets druer er blevet modne.’ Og engelen svang sin segl over jorden og indhøstede jordens vintræ, og han kastede det i Guds harmes store vinperse.“ Læg mærke til at menneskehedens ondskab var ’blevet moden’, det vil sige at den havde nået et punkt hvorfra der ikke længere var håb om forbedring. Når Gud eksekverer sin dom, vil der ikke være nogen tvivl om at hans indgriben er fuldt berettiget. — Åbenbaringen 14:18, 19.

Ud fra de nævnte eksempler er det tydeligt at Guds dom over verden må være nært forestående, eftersom forholdene i verden ligner dem der berettigede Gud til at gribe ind i fortiden. Hvor man end vender sig hen, er jorden fyldt med vold, som den var det før Vandfloden på Noas tid. Folks indstilling ligner mere og mere den der beskrives i Første Mosebog 6:5: „Enhver tilbøjelighed i [menneskets] hjertes tanker . . . var [kun] ond dagen lang.“ Selv de alvorlige synder som fik Gud til at eksekvere sin dom over kana’anæerne, er almindelige i dag.

Især den generation der har levet siden den første verdenskrig, har oplevet rystende forandringer. Den har set hvordan jorden er blevet vædet af millioner af menneskers blod. Krig, folkemord, terrorisme, kriminalitet og lovløshed hærger vore dages verden. Hungersnød, sygdom og umoralitet hjemsøger kloden. Alt dette viser at vi nu lever blandt den onde generation hvorom Jesus sagde: „Denne generation skal afgjort ikke forsvinde før alt dette sker.“ (Mattæus 24:34) Verdens ’mål af synd’ er ved at være fuldt. „Klaserne på jordens vintræ“ er ved at være modne til høst.

Tid til at handle

Apostelen Johannes fik at vide at når dommen nærmede sig, ville menneskene udvikle sig på to forskellige måder. På den ene side ville ’den som gør uret, stadig gøre uret; og den snavsede ville stadig blive tilsnavset’. Men på den anden side ville ’den retfærdige stadig øve retfærdighed, og den hellige stadig blive helliget’. (Åbenbaringen 22:10, 11) Det sidstnævnte finder sted i forbindelse med det verdensomspændende bibelundervisningsarbejde som Jehovas Vidner udfører. Formålet med dette arbejde er at lære folk hvad Gud kræver af dem, så de kan blive regnet værdige til at opnå evigt liv. Dette arbejde udføres nu i 233 lande i omkring 87.000 menigheder.

Gud er ikke langsom. Men i sin tålmodighed har han ladet den nødvendige tid gå for at menneskene kan ’iføre sig den nye personlighed’ så de kan få del i hans løfter. (Efeserne 4:24) Til trods for at verdensforholdene bliver værre og værre, venter Gud stadig. Jehovas vidner overalt i verden gør hvad de med rimelighed kan for at give deres medmennesker del i den kundskab der fører til evigt liv. (Johannes 17:3, 17) Til deres glæde er der hvert år over 300.000 som reagerer på det de lærer, og lader sig døbe.

I betragtning af at det er det evige liv det gælder, er tiden inde til at handle, ikke til at vente. Om kort tid vil vi erfare opfyldelsen af Jesu løfte: „Enhver som lever og tror på mig, skal aldrig i evighed dø.“ — Johannes 11:26.

[Fodnote]

[Illustrationer på side 6]

Guds domsfuldbyrder fik befaling til at gå i gang med sin skarpe segl og indhøste klaserne på jordens vintræ når dets druer var blevet modne

[Illustration på side 7]

Jehovas vidner jorden over hjælper folk til at få del i Guds evigvarende velsignelser