VAND
Den væske der er en væsentlig bestanddel af alt levende. Jehova er kilden til denne væske (Åb 14:7), som hverken mennesker, dyr eller planter kan undvære. (2Mo 17:2, 3; Job 8:11; 14:7-9; Sl 105:29; Es 1:30) Han tilvejebringer den og har magt over den. (2Mo 14:21-29; Job 5:10; 26:8; 28:25; 37:10; Sl 107:35) Han skaffede israelitterne vand, om nødvendigt ved et mirakel (2Mo 17:1-7; Ne 9:15, 20; Sl 78:16, 20; Es 35:6, 7; 43:20; 48:21), gav dem et land med rigeligt vand (5Mo 8:7) og lovede at velsigne deres vandforsyning så længe de adlød ham (2Mo 23:25).
Jehova sørgede i begyndelsen for at agerjorden blev vandet af en tåge der steg op fra jorden, og han fastlagde lovene for vandets fordampning og fortætning til dråber og fald som nedbør. (1Mo 2:5, 6; Job 36:27; Am 5:8; se REGN; SKY; TÅGE.) På den anden skabelsesdag frembragte Gud et udstrakt rum ved at lade noget af vandet blive på jorden mens en stor mængde vand blev hævet højt op over jordkloden. Vandet over det udstrakte rum var uden tvivl det der senere faldt ned og udslettede de onde i vandfloden på Noas tid. — 1Mo 1:6-8; 7:11, 17-24; Es 54:9.
Ifølge Moseloven var det forbudt at lave billeder af „det der er i vandene under jorden“, hvormed der øjensynlig mentes vanddyrene i jordens vandområder, der ligger under jordoverfladens niveau. Dette omfatter floder, søer, have og underjordiske vandsamlinger. — 2Mo 20:4; 5Mo 4:15-18; 5:8.
Brugt billedligt. Der er adskillige eksempler på at vand bruges billedligt eller i overført betydning i Bibelen. Mennesker, især de hvileløse masser der har fjernet sig fra Gud, sammenlignes med vande. Babylon den Store, som udøver et verdensherredømme, siges at ’sidde på mange vande’, og det forklares i Johannes’ syn at disse vande symboliserer „folk og skarer og nationer og tungemål“. — Åb 17:1, 15; jf. Es 57:20.
På grund af vandets evne til at anrette ødelæggelser (forårsage drukning, skylle noget bort og lignende) anvendes det ofte som symbol på en ødelæggende kraft. (Sl 69:1, 2, 14, 15; 144:7, 8) I Jeremias 47:2 symboliserer det en militærstyrke.
I teltboligen blev vand brugt til både fysisk renselse og i billedlig betydning. Ved præsteskabets indsættelse blev præsterne vasket med vand, og som et symbol blev „vand der renser for synd“ stænket på levitterne. (2Mo 29:4; 4Mo 8:6, 7) Præsterne vaskede sig før de udførte tjeneste i Jehovas helligdom, og før de nærmede sig brændofferalteret. (2Mo 40:30-32) Man vaskede ofrene i vand (3Mo 1:9) og brugte vand i forbindelse med ceremoniel renselse. (3Mo 14:5-9, 50-52; 15:4-27; 17:15; 4Mo 19:1-22; se RENHED, RENSELSE.) Det ’hellige vand’ der blev brugt når en mand mistænkte sin hustru for ægteskabsbrud, var øjensynlig rent ferskvand hvori præsten kom noget støv fra teltboligen før kvinden drak det. — 4Mo 5:17-24.
Livgivende vand. Jehova er „kilden med levende vand“. Evigt liv opnås kun gennem ham og hans søn, Jesus Kristus, livets hovedformidler. (Jer 2:13; Joh 17:1, 3) Ved en brønd uden for Sykar sagde Jesus til en samaritansk kvinde at det vand han ville give, i modtageren ’ville blive en kilde der sprang frem og skænkede evigt liv’. — Joh 4:7-15.
Apostelen Johannes fik et syn af „en ny himmel og en ny jord“ hvori han så „en flod med livets vand“ flyde ud fra Guds trone. På hver side af denne flod var der træer som bar frugt, og træernes blade var til lægedom for nationerne. (Åb 21:1; 22:1, 2) Efter at denne del af synet var afsluttet, talte Jesus til Johannes om formålet med at han havde sendt sin engel med dette syn. Derefter hørte Johannes proklamationen: „Og ånden og bruden bliver ved med at sige: ’Kom!’ Og lad enhver som hører, sige: ’Kom!’ Og lad enhver som tørster, komme; lad enhver som ønsker det, frit tage af livets vand.“ Guds tjenere skal åbenbart indbyde de tørstige til at begynde at drikke af de guddommelige foranstaltninger til opnåelse af evigt liv gennem Guds lam. (Joh 1:29) De kan få hvad der nu er til rådighed af dette livets vand. Indbydelsen skal udstrækkes til alle dem man kan nå ud til, og vandet skal ikke tilbydes mod betaling så der tjenes på det, men frit til alle som ønsker det. — Åb 22:17.
Før sin død og opstandelse sagde Jesus om sine disciple, der fra og med pinsedagen i år 33 ville modtage den hellige ånd, at der fra deres indre ville flyde „strømme af levende vand“. (Joh 7:37-39) Beretningen i De Kristne Græske Skrifter indeholder mange vidnesbyrd om at apostlene og disciplene, drevet af Guds ånd, eller virksomme kraft, udrettede forbløffende ting i forbindelse med at bringe det livgivende vand ud til andre, først i Jerusalem og efterhånden i hele den dakendte verden.
Det indplantede ord næres. Apostelen Paulus brugte et andet billede da han i sit første brev til menigheden i Korinth sammenlignede den kristne forkynder med en landmand der først planter eller sår sæden og derefter vander og passer den mens han venter på at Gud lader den vokse op og modnes. Paulus havde forkyndt den gode nyhed om Riget for korintherne, hvorved han såede sæd i den korinthiske „mark“. Derefter kom Apollos, som ved yderligere undervisning nærede og plejede sæden, men det var Gud der ved sin ånd fik den til at gro. Med dette billede understregede Paulus at væksten ikke beror på det enkelte menneske, men at alle er tjenere der arbejder sammen som Guds medarbejdere. Det er Gud der giver væksten, og han velsigner et sådant uselvisk, enigt arbejde. — 1Kor 3:5-9.
Guds sandhedsord. Guds sandhedsord sammenlignes med rensende vand. Den kristne menighed er ren i Guds øjne. Den er som en ren brud for Kristus, der rensede den „med vandbadet ved hjælp af ordet“. (Ef 5:25-27) Paulus bruger det samme billede i forbindelse med at de kristne har håb om at blive Kristi underpræster i himmelen. Med henvisning til teltboligen og kravet om at præsterne skulle vaske sig i vand før de gik ind for at tjene i helligdommen, siger han: „Da vi har en stor præst [Jesus Kristus] over Guds hus, så lad os træde frem med et sandt hjerte i troens fulde forvisning, idet vi har fået . . . vore legemer badet med rent vand.“ (He 10:21, 22) Denne renselse forudsætter ikke alene at de har kundskab fra Guds ord, men også at de lever efter det i hverdagen.
Dåbens vand. Jesus forklarede Nikodemus: „Hvis et menneske ikke fødes som følge af vand og ånd, kan det ikke komme ind i Guds rige.“ (Joh 3:5) Det var øjensynlig dåbens vand han sigtede til — dét at man angrer sine synder og omvender sig fra sin tidligere livsførelse og derefter fremstiller sig for Gud ved at lade sig døbe i Jesu Kristi navn. — Jf. Ef 4:4, 5, der taler om „én dåb“.
Senere skrev apostelen Johannes: „Det var denne der kom ved vand og blod, Jesus Kristus . . . Der er nemlig tre som vidner, ånden og vandet og blodet, og de tre stemmer overens.“ (1Jo 5:5-8) Da Jesus ’kom ind i verden’, det vil sige da han begyndte sin tjeneste og slog ind på offervejen som Guds Messias, henvendte han sig til Johannes Døber for at blive nedsænket i vand (ikke som tegn på sindsændring i forbindelse med synder, men for at fremstille sig for Gud med det for øje at gøre hans vilje). (He 10:5-7) Derefter kom Guds ånd over ham som et vidnesbyrd om at han var Guds søn og Messias. (Lu 3:21, 22) Det er det vand han blev sænket ned i ved dåben, der „stemmer overens“ med hans offerblod og med Guds ånd idet disse tre i forening vidner om denne store messianske sandhed.
Andre eksempler på overført betydning. David sagde om de ugudelige: „Lad dem svinde som vand der flyder bort.“ (Sl 58:7) Han kan her have tænkt på regnfloderne i Palæstina, der efter et skybrud kunne blive til truende, rivende strømme. Men vandet løb hurtigt bort og forsvandt så flodlejet igen tørrede ud.
Da israelitterne angreb byen Aj med en lille styrke og blev slået, havde det en demoraliserende virkning på dem, for der siges i beretningen at ’folkets hjerte smeltede og blev som vand’. De fornemmede at de af en eller anden grund havde pådraget sig Jehovas mishag og ikke længere blev hjulpet af ham. Josua var meget oprevet over dette, tydeligvis fordi Israel, Jehovas hær, i frygt var flygtet for sine fjender og således havde bragt skam over Jehovas navn. — Jos 7:5-9.