Gud er ikke partisk
„Jeg forstår i sandhed at Gud ikke er partisk, men i hver nation er den der frygter ham og øver retfærdighed velkommen for ham.“ — APOSTELGERNINGER 10:34, 35.
1. Hvilken betydningsfuld udtalelse angående menneskeracerne fremsatte Paulus i fortidens Athen?
„HAN er den Gud, der skabte jorden og alt, hvad der er på den. Det er ham, der er Herre både over Himmel og jord. Derfor bor han ikke i templer, lavet af mennesker. . . . Han lod alle racer nedstamme fra det samme menneske og spredte folkene ud over hele jorden.“ (Apostelgerninger 17:24-26, Ny Testamente — på hverdagsdansk) Hvem udtalte disse ord? Det gjorde den kristne apostel Paulus under sin berømte tale på Marshøjen, der også kaldes Areopagus, i Athen.
2. Hvad er med til at gøre livet farverigt og interessant, og hvad gjorde et dybt indtryk på en japaner der besøgte Sydafrika?
2 Paulus’ ord får os måske til at tænke over skaberværkets vidunderlige variation. Jehova Gud har skabt så utrolig mange slags mennesker, pattedyr, fugle, insekter og planter. Hvor ville tilværelsen være kedsommelig hvis der kun fandtes én slags inden for hver gruppe! Denne variation er med til at gøre livet farverigt og interessant. Det gjorde for eksempel et dybt indtryk på en japaner der overværede et af Jehovas Vidners stævner i Sydafrika at se de mange forskellige racer og hudfarver. Det var helt anderledes end i Japan, hvor størsteparten af befolkningen tilhører samme race.
3. Hvordan ser nogle på mennesker der har en anden hudfarve, og hvad er denne holdning årsag til?
3 Raceforskellene er ofte årsag til alvorlige problemer. Mange betragter dem der har en anden hudfarve som laverestående mennesker. Denne holdning skaber fjendtlighed, ja endda had og vold. Var det Skaberens hensigt at det skulle være sådan? Står nogle racer over andre i hans øjne? Med andre ord: Er Jehova partisk?
Er Skaberen partisk?
4-6. (a) Hvad sagde kong Josafat om partiskhed? (b) Hvordan bekræftede Moses og Paulus Josafats ord? (c) Hvilke spørgsmål vil nogle måske stille?
4 Hvis vi går tilbage i historien kan vi få en idé om Skaberens syn på menneskene. Kong Josafat, der herskede over Juda fra 936 til 911 f.v.t., foretog mange forbedringer og indførte et bedre retssystem baseret på Guds lov. Han gav dommerne denne fornuftige vejledning: „Se efter hvad det er I gør, for det er ikke for et menneske I dømmer, men for Jehova . . . Skrid til handling med varsomhed, for hos Jehova vor Gud er der ingen uretfærdighed, og han viser ikke partiskhed.“ — 2 Krønikebog 19:6, 7.
5 Flere hundrede år tidligere havde profeten Moses sagt til Israels stammer: „Jehova jeres Gud . . . behandler [ikke] nogen med partiskhed.“ (5 Mosebog 10:17) Og Paulus skrev i sit brev til romerne: „Der kommer modgang og angst over hvert eneste menneske, som handler ondt — først og fremmest over jøder, men derefter også over hedninger. . . . For Gud gør ikke forskel på folk.“ — Romerne 2:9-11, Ny Testamente — på hverdagsdansk.
6 Nu vil nogle måske spørge: ’Viste Gud da ikke partiskhed i forholdet til israelitterne? Var de ikke hans udvalgte folk? Sagde Moses ikke til hele Israel: „Det er dig Jehova din Gud har udvalgt til at være hans folk, en særlig ejendom blandt alle de folk der er på jordens flade“? — 5 Mosebog 7:6.
7. (a) Hvordan gik det jøderne da de havde forkastet Messias? (b) Hvem har i dag mulighed for at opnå store velsignelser fra Gud, og hvordan?
7 Nej, Gud viste ikke partiskhed ved at benytte israelitterne til et særligt formål. Han valgte efterkommerne af de trofaste hebraiske patriarker som et folk hvorigennem han kunne lade Messias fremstå. Men da jøderne forkastede Messias, Jesus Kristus, og lod ham dræbe, mistede de Guds gunst. I vor tid er det imidlertid sådan at mennesker af enhver race eller nationalitet kan opnå store velsignelser og håb om evigt liv hvis de tror på Jesus. (Johannes 3:16; 17:3) Dette beviser at Gud ikke er partisk. Jehova befalede desuden israelitterne at „elske den fastboende udlænding“ og „ikke behandle ham dårligt“, uanset hans race eller nationalitet. (5 Mosebog 10:19; 3 Mosebog 19:33, 34) Nej, vor kærlige Fader i himmelen er ikke partisk.
8. (a) Hvad viser at Jehova ikke favoriserede Israel? (b) Hvordan brugte Jehova Israel?
8 Israelitterne nød ganske vist særlige privilegier, men der påhvilede dem også et stort ansvar. De var forpligtede til at holde Jehovas love, og de der ikke gjorde det, kom under en forbandelse. (5 Mosebog 27:26) Faktisk måtte Gud flere gange straffe israelitterne fordi de ikke adlød hans lov. Dette viser at Jehova ikke favoriserede dem. Han benyttede dem som profetiske mønstre og som advarende eksempler, og det var gennem Israel Jehova lod genløseren, Jesus Kristus, fremstå til velsignelse for hele menneskeheden. — Galaterne 3:14; jævnfør Første Mosebog 22:15-18.
Var Jesus partisk?
9. (a) Hvori ligner Jehova og Jesus hinanden? (b) Hvilke spørgsmål kunne vi stille om Jesus?
9 Når der ikke findes partiskhed hos Jehova, kan det da tænkes at Jesus var partisk? Tænk over det han selv sagde ved en lejlighed: „Jeg søger ikke min egen vilje, men hans vilje som har sendt mig.“ (Johannes 5:30) Der hersker fuldkommen enhed mellem Jehova og hans elskede søn, og Jesus gør sin Faders vilje i alt. Ja, de er så ens hvad indstilling og hensigt angår at Jesus kunne sige: „Den der har set mig, har også set Faderen.“ (Johannes 14:9) I over 33 år levede Jesus som et menneske på jorden, og Bibelen viser hvordan han behandlede sine medmennesker. Hvilken indstilling havde han til andre racer? Var han fordomsfuld og partisk? Var Jesus racistisk?
10. (a) Hvad svarede Jesus da en fønikisk kvinde bad ham om hjælp? (b) Var det diskriminerende af Jesus at kalde ikkejøderne „små hunde“? (c) Hvordan overvandt kvinden hans indvending, og hvad blev resultatet?
10 Jesus tilbragte det meste af sin tid på jorden sammen med jøder. Men en dag henvendte en fønikisk kvinde, en ikkejøde, sig til ham og bad ham om at helbrede hendes datter. Jesus svarede: „Jeg er ikke sendt ud til andre end de bortkomne får af Israels hus.“ Kvinden bønfaldt ham: „Herre, hjælp mig!“ Dette fik Jesus til at tilføje: „Det er ikke rigtigt at tage børnenes brød og kaste det til de små hunde.“ Jøderne betragtede hunde som urene dyr. Var det da diskriminerende af Jesus at kalde hedningerne „små hunde“? Nej, for han havde netop gjort opmærksom på at den særlige opgave Jehova havde givet ham var at han skulle tage sig af ’Israels bortkomne får’. Dertil kommer at han mildnede sammenligningen ved at sidestille ikkejøderne med „små hunde“, ikke vilde hunde. Det siger sig selv at hans ord satte kvinden på en prøve. Ydmygt, men fast besluttet på at overvinde denne hindring, svarede hun taktfuldt: „Du har ret, Herre; men de små hunde æder dog smulerne der falder fra deres herrers bord.“ Kvindens stærke tro gjorde indtryk på Jesus, og han helbredte straks hendes datter. — Mattæus 15:22-28.
11. Hvilken indstilling havde jøderne og samaritanerne til hinanden, som en bestemt begivenhed viser?
11 Tænk også på hvordan Jesus var over for samaritanerne. Der herskede et uforsonligt fjendskab mellem jøderne og samaritanerne. Ved en lejlighed sendte Jesus nogle sendebud ud for at træffe forberedelser for ham i en samaritansk landsby, men indbyggerne „tog ikke imod ham fordi han havde vendt sit ansigt mod Jerusalem for at gå dertil“. Jakob og Johannes blev så oprørte over dette at de var parate til at kalde ild ned fra himmelen og udslette indbyggerne. Men Jesus irettesatte de to disciple, og de gik alle til en anden landsby. — Lukas 9:51-56.
12. Hvorfor blev en samaritansk kvinde overrasket da Jesus bad hende om lidt vand?
12 Delte Jesus jødernes fjendtlige holdning til samaritanerne? Læg mærke til hvad der skete ved en anden lejlighed. På vej fra Judæa til Galilæa kom Jesus og hans disciple gennem Samaria. Udmattet efter rejsen satte Jesus sig ved Jakobs kilde for at hvile sig mens hans disciple gik ind til byen Sykar for at købe mad. I mellemtiden kom en samaritansk kvinde hen for at trække vand op. Jesus havde selv ved en anden lejlighed givet udtryk for at han betragtede samaritanerne som tilhørende „et andet folk“. (Lukas 17:16-18, The Kingdom Interlinear Translation of the Greek Scriptures) Ikke desto mindre sagde han til kvinden: „Giv mig noget at drikke.“ Da jøderne ikke havde samkvem med samaritanerne, svarede kvinden overrasket: „Hvordan kan det være at du, som er jøde, beder mig, som er en samaritansk kvinde, om noget at drikke?“ — Johannes 4:1-9.
13. (a) Hvad svarede Jesus den samaritanske kvinde, og hvordan reagerede hun? (b) Hvad blev resultatet?
13 Jesus svarede ikke på det stillede spørgsmål, men benyttede lejligheden til af aflægge et vidnesbyrd for hende og fortalte hende endda at han var Messias. (Johannes 4:10-26) Den forbløffede kvinde lod sin vandkrukke stå og skyndte sig tilbage til byen for at fortælle andre hvad der var sket. Hun havde levet et umoralsk liv, men viste sin interesse for åndelige anliggender med spørgsmålet: „Det skulle vel ikke være Messias?“ Hvad blev resultatet? At mange af byens indbyggere fik tro på Jesus på grund af det vidnesbyrd kvinden aflagde. (Johannes 4:27-42) I bogen A Biblical Perspective on the Race Problem skriver teologen Thomas O. Figart interessant nok: „Hvis vor Herre fandt det vigtigt at tilsidesætte en fejlagtig racetradition med en elskværdig gestus, bør vi tage os i agt at vi ikke i dag lader os opsluge af racismens flodbølge.“
14. Hvordan kom Jehovas upartiskhed til udtryk gennem evangelieforkynderen Filips tjeneste?
14 Jehova Gud havde i sin upartiskhed givet mennesker fra andre folkeslag mulighed for at blive jødiske proselytter. Og se nu hvad der skete for 1900 år siden på ørkenvejen mellem Jerusalem og Gaza. En sort mand der var i den ætiopiske dronnings tjeneste, kom kørende i sin vogn og sad og læste i Esajas’ profetier. Denne mand var en omskåren proselyt, for „han var taget til Jerusalem for at tilbede“. Jehovas engel viste sig for den jødiske evangelieforkynder Filip og sagde: „Gå hen og hold dig nær til den vogn.“ Svarede Filip nu: „Helst ikke! Han tilhører jo en anden race“? Nej. Han tøvede ikke med at følge ætioperens opfordring til at sætte sig op i vognen og forklare ham Esajas’ profeti om Jesus Kristus. Da de kom til et sted hvor der var vand, spurgte ætioperen: „Hvad hindrer mig i at blive døbt?“ Da intet hindrede dette, døbte Filip med glæde ætioperen, og Jehova accepterede denne mand som en salvet discipel af hans upartiske søn, Jesus Kristus. (Apostelgerninger 8:26-39) Snart efter blev Guds upartiskhed yderligere bekræftet.
En stor forandring
15. Hvilken forandring fandt sted efter Jesu død, og hvordan forklarer Paulus dette?
15 Jesu Kristi død fjernede ikke racefordommene i verden. Ved hans offerdød gjorde Gud det muligt for hedninger, ikkejøder, at blive forenede med jøder, nemlig som Jesu disciple. Det påpegede apostelen Paulus da han skrev til de hedningekristne i Efesus: „Husk . . . at I af kød tidligere var folk fra nationerne . . . at I på den tid var uden Kristus, udelukkede fra Israels stat og fremmede for løftets pagter, og I havde intet håb og var uden Gud i verden. Men nu, i samhørighed med Kristus Jesus, er I som engang var langt borte, kommet nær ved hjælp af Messias’ blod. For han er vor fred, han som gjorde de to parter til ét og nedbrød skillemuren mellem dem.“ Denne ’skillemur’ var Lovpagten, der adskilte jøder fra hedninger. Den blev ophævet på grundlag af Kristi offerdød, så både jøder og hedninger gennem ham kunne få „adgang til Faderen ved én ånd“. — Efeserne 2:11-18.
16. (a) Hvorfor fik Peter Rigets nøgler? (b) Hvor mange nøgler var der, og hvordan virkede de?
16 Apostelen Peter fik desuden „himlenes riges nøgler“, så mennesker af alle racer kunne lære om Guds hensigter, blive ’født igen’ ved hellig ånd og blive Kristi åndelige medarvinger. (Mattæus 16:19; Johannes 3:1-8) Peter brugte tre symbolske nøgler. Den første var for jøderne, den anden for samaritanerne og den tredje for hedningerne. (Apostelgerninger 2:14-42; 8:14-17; 10:24-28, 42-48) Derved skænkede den upartiske Gud, Jehova, de udvalgte fra alle nationer den forret at blive Jesu åndelige brødre og medarvinger til Riget. — Romerne 8:16, 17; 1 Peter 2:9, 10.
17. (a) Hvilket usædvanligt syn fik Peter, og hvorfor? (b) Hvorhen blev Peter ført af tre mænd, og hvem ventede på ham der? (c) Hvad mindede Peter disse hedninger om, og hvad havde Gud tydeligt vist ham?
17 Som en forberedelse til anvendelsen af den tredje nøgle — for hedningerne — fik Peter et usædvanligt syn af nogle urene dyr. Samtidig blev der sagt til ham: „Rejs dig, Peter, slagt og spis!“ Hvad skulle Peter lære af dette? „Hold op med at kalde det som Gud har erklæret rent, for vanhelligt.“ (Apostelgerninger 10:9-16) Peter var i stor vildrede med hvad synet kunne betyde, men snart kom tre mænd for at føre ham til Kornelius, en romersk officer der var udstationeret i Cæsarea. Eftersom denne by var det militære hovedkvarter for de romerske styrker i Judæa, var det naturligt at Kornelius boede der. I disse meget hedenske omgivelser ventede Kornelius på Peter sammen med sine slægtninge og nære venner. Apostelen sagde til dem: „I ved god besked med hvor utilladeligt det er for en jøde at slutte sig til eller nærme sig en mand af en anden afstamning; og dog har Gud vist mig at jeg ikke må kalde noget menneske vanhelligt eller urent. Derfor er jeg også kommet uden indvending, da jeg blev hentet.“ — Apostelgerninger 10:17-29.
18. (a) Hvilken betydningsfuld udtalelse fremsatte Peter over for Kornelius og hans gæster? (b) Hvilken dramatisk begivenhed fandt sted mens Peter aflagde vidnesbyrd om Jesus? (c) Hvilket skridt blev derefter taget i forbindelse med disse troende hedninger?
18 Da Kornelius havde fortalt om Guds ledelse af begivenhederne, sagde Peter: „Jeg forstår i sandhed at Gud ikke er partisk, men i hver nation er den der frygter ham og øver retfærdighed velkommen for ham.“ (Apostelgerninger 10:30-35) Da apostelen derefter aflagde et vidnesbyrd om Jesus Kristus, skete der noget dramatisk: „Mens Peter fremsatte disse udtalelser, faldt den hellige ånd på alle som hørte ordet.“ Peters jødiske ledsagere var „slået af forbavselse, fordi den hellige ånds frie gave også var blevet udgydt over folk fra nationerne. De hørte dem nemlig tale i tunger og forkynde Guds storhed“. Peter svarede: „Kan nogen forbyde at disse bliver døbt i vand, de som jo har modtaget den hellige ånd lige så vel som vi?“ Hvem kunne vel have noget at indvende, når himmelens upartiske Gud havde udgydt sin hellige ånd over disse troende hedninger? Peter bød derfor at de skulle „døbes i Jesu Kristi navn“. — Apostelgerninger 10:36-48.
’Af alle nationer’
19. Hvorfor tager raceurolighederne til, og i hvilket omfang sker dette?
19 Vi befinder os nu i „de sidste dage“ og lever i „kritiske tider som er vanskelige at klare“. Mange er egenkærlige, pralende, hovmodige, uden naturlig hengivenhed, uforsonlige, uden selvbeherskelse, vilde, egenrådige og opblæste. (2 Timoteus 3:1-5) I dette klima er det ikke overraskende at raceuroligheder er et voksende problem verden over. I mange lande er det sådan at folk af forskellig race eller hudfarve afskyr, ja hader hinanden. Dette har nogle steder ført til kamphandlinger og oprørende grusomheder. Selv i såkaldt oplyste samfund har mange svært ved at overvinde deres racefordomme. Og denne „sygdom“ synes at sprede sig til områder hvor man mindst af alt skulle vente det, for eksempel til øer der engang blev betragtet som fredfyldte, idylliske oaser.
20. (a) Hvilket syn fik Johannes under inspiration? (b) I hvilket omfang opfyldes dette profetiske syn allerede nu? (c) Hvilken svaghed har nogle stadig ikke helt overvundet, og hvor bør de søge hjælp?
20 Trods raceurolighederne i forskellige dele af verden har den upartiske Gud, Jehova, forudsagt at folk fra alle racer og nationer skulle nyde en bemærkelsesværdig international enhed. Ved guddommelig inspiration så apostelen Johannes „en vældig Mængde, saa stor at ingen kunde tælle den, taget ud af alle Nationer og Stammer, Racer og Sproggrupper, staa hvidklædt foran Tronen, Ansigt til Ansigt med Lammet“ og prise Jehova. (Åbenbaringen 7:9; Schindler) Denne profeti er allerede ved at blive opfyldt. Over 3.300.000 Jehovas vidner fra alle nationer og racer i 210 lande glæder sig over indbyrdes enhed og racemæssig harmoni. De er dog stadig ufuldkomne. Og selv blandt dem findes der nogle som har svært ved helt at overvinde deres racefordomme, skønt de måske ikke selv er opmærksomme på dette problem. Hvordan kan det overvindes? Det vil vi se på i den næste artikel, der er baseret på vejledningen i den upartiske Guds, Jehovas, inspirerede ord.
Hvad vil du svare?
◻ Hvorfor er det ikke et udtryk for partiskhed at Gud udvalgte israelitterne som sit folk?
◻ Hvad viser at Jesus Kristus ikke var partisk eller nærede racefordomme?
◻ Hvad hjalp Peter til at indse at „Gud ikke er partisk“?
◻ Hvilken profeti om enhed opfyldes nu, trods raceurolighederne i verden?
[Illustration på side 10]
Apostelen Paulus sagde til athenerne at Gud „lod alle racer nedstamme fra det samme menneske“
[Illustration på side 12]
Fordi Jesus ikke var partisk, forkyndte han for den samaritanske kvinde ved Jakobs kilde nær Sykar