NØGLE

Et redskab hvormed en dør eller en port kan låses op eller i. I Bibelen bruges ordet „nøgle“ både i bogstavelig og i billedlig betydning.

I bibelsk tid var en nøgle ofte et fladt stykke træ med et antal tapper der passede i hullerne i en rigel som var monteret på dørens inderside. Man skulle ikke dreje nøglen, men skubbe rigelen til side med den. Nøglen blev ofte båret i bæltet eller fastgjort til noget andet og båret over skulderen. — Es 22:22.

Man har fundet ægyptiske nøgler af bronze eller jern bestående af et lige skaft på ca. 13 cm, med tre eller flere fremspringende tænder for enden. Også romerne brugte metalnøgler, heriblandt nogle som skulle drejes i låsen. I Palæstina er der fundet nøgler af bronze.

Moabitterkongen Eglon kunne låse døren til sit tagkammer med en nøgle. (Dom 3:15-17, 20-25) Efter landflygtigheden fik visse levitter betroet vagttjenesten i templet, og „de havde ansvar for nøglen og for at lukke op morgen efter morgen“. — 1Kr 9:26, 27.

Brugt billedligt. I billedlig betydning bruges ordet „nøgle“ i Bibelen til at symbolisere magt, myndighed og herredømme. Da Eljakim fik overdraget en betroet og ærefuld stilling, blev „nøglen til Davids hus“ lagt på hans skulder. (Es 22:20-22) Også i nyere tid har det i Mellemøsten været et tegn på betydning og indflydelse at bære en stor nøgle på skulderen. I fortiden kunne en konges rådgiver, som havde fået nøglerne betroet, have overopsyn med kongens gemakker og være den der bestemte hvem der skulle antages i kongens tjeneste. I budskabet til menighedens engel i Filadelfia siges der at den ophøjede Jesus Kristus har „Davids nøgle“, og at han „lukker op så ingen vil lukke i, og lukker i så ingen lukker op“. (Åb 3:7, 8) Som arving til den pagt der blev indgået med David om et rige, har Jesus Kristus fået overdraget herredømmet over troens husstand og stillingen som det åndelige Israels overhoved. (Lu 1:32, 33) I kraft af sin myndighed, billedligt fremstillet ved „Davids nøgle“, kan han åbne eller lukke symbolske „døre“, det vil sige for privilegier og muligheder. — Jf. 1Kor 16:9; 2Kor 2:12, 13.

Hvordan brugte Peter de ’nøgler til himlenes rige’ som han havde fået betroet?

Jesus sagde til Peter: „Jeg vil give dig himlenes riges nøgler, og hvad du end måtte binde på jorden vil være noget som er bundet i himlene, og hvad du end måtte løse på jorden vil være noget som er løst i himlene.“ (Mt 16:19) Hvad disse nøgler står for, må naturligvis afgøres i lyset af andre skriftsteder. Jesus talte også om nøgler da han til de lovkyndige religiøse ledere sagde: „I har taget kundskabens nøgle; selv er I ikke gået ind, og dem der var ved at gå ind, har I hindret!“ (Lu 11:52) En sammenligning med Mattæus 23:13 viser at det var „himlenes rige“ Jesus her talte om at ’gå ind i’. At Jesus brugte ordet „nøgle“ i sin udtalelse til Peter, må indebære at Peter skulle få den forret at igangsætte en undervisning som ville lukke op for særlige muligheder i forbindelse med himlenes rige.

I modsætning til datidens hykleriske ledere benyttede Peter den kundskab han havde fået fra Gud, til at hjælpe andre til at ’gå ind i riget’. Det gjorde han især ved tre lejligheder. Den ene var på pinsedagen i år 33 e.v.t. da Peter under inspiration fortalte en folkemængde der havde samlet sig, at Jehova Gud havde oprejst Jesus og ophøjet ham til at tage plads ved sin højre hånd i himlene, og at Jesus fra dette kongelige sæde havde udgydt hellig ånd over sine forsamlede disciple. Omkring 3000 jøder og proselytter som havde fået denne kundskab og reageret på Peters opfordring: „I skal ændre sind og hver især lade jer døbe i Jesu Kristi navn til jeres synders tilgivelse, og så vil I modtage den hellige ånds frie gave,“ tog det skridt som åbnede mulighed for at de kunne få adgang til „himlenes rige“. Senere fulgte andre jøder og proselytter deres eksempel. — Apg 2:1-41.

Ved en anden lejlighed blev Peter og Johannes sendt ud til samaritanerne, som ikke havde modtaget den hellige ånd skønt de var blevet døbt. De to apostle „bad for dem“ og ’lagde hænderne på dem’, og de fik da hellig ånd. — Apg 8:14-17.

Det tredje tilfælde hvor Peter på en særlig måde blev brugt til at anvise nogle personer vejen til at få Riget i arv, var da han blev sendt til hedningen Kornelius’, en italiensk centurions, bolig. Efter en åbenbaring fra Gud vidste og forkyndte Peter at der hos Gud ikke er forskel på jøder og hedninger, og at folk fra nationerne nu, hvis de frygtede Gud og handlede ret, var lige så antagelige for Gud som jøderne. Mens Peter var i færd med at fremlægge dette for sine ikkejødiske tilhørere, fik disse helligåndens gave fra himmelen, og de begyndte mirakuløst at tale i tunger. Derefter blev de døbt, og de blev de første hedninger blandt dem som skulle få del i „himlenes rige“. ’Døren’ som åbnede mulighed for at ikkejødiske troende kunne blive medlemmer af den kristne menighed, var således lukket op, og den forblev åben. — Apg 10:1-48; 15:7-9.

Det er grammatisk korrekt at gengive Mattæus 16:19 som anført: „Hvad du end måtte binde på jorden vil være noget som er [el.: allerede er blevet] bundet i himlene, og hvad du end måtte løse på jorden vil være noget som er [el.: allerede er blevet] løst i himlene.“ Charles B. Williams’ oversættelse siger her: „Hvad du end forbyder på jorden, skal være noget der allerede er forbudt i himmelen, og hvad du end tillader på jorden, skal være noget der allerede er tilladt i himmelen.“ Og den græskkyndige Robert Youngs ordrette oversættelse lyder: „Hvad du end måtte binde på jorden, vil være blevet bundet i himmelen, og hvad du end måtte løse på jorden, vil være blevet løst i himmelen.“ Da det af andre skriftsteder fremgår at Jesus efter sin opstandelse fortsat var den kristne menigheds eneste sande hoved, kan hans løfte til Peter ikke betyde at Peter skulle diktere himmelen hvad der skulle løses eller ikke løses, men må tværtimod betyde at Peter blev brugt som himmelens redskab til at løse, eller give adgang til, noget der var truffet beslutning om i himmelen. — 1Kor 11:3; Ef 4:15, 16; 5:23; Kol 2:8-10.

„Afgrundens nøgle“. I Åbenbaringen 9:1-11 beskrives et syn hvori en „stjerne“ fra himmelen får „nøglen til afgrundens brønd“. Da brønden åbnes, løses en sværm af græshopper hvis konge er „afgrundens engel“. Eftersom afgrunden ifølge Romerne 10:6, 7 åbenbart indbefatter Hades (skønt den ikke er begrænset hertil), må „nøglen til afgrundens brønd“ omfatte „dødens og Hades’ nøgler“, der ifølge Åbenbaringen 1:18 er i den opstandne Jesu Kristi varetægt. Disse „nøgler“ er uden tvivl et symbol på Jesu myndighed til at udfri mennesker fra bånd eller lænker som kun Gud eller hans bemyndigede repræsentant har magt over. ’Nøglerne’ omfatter derfor myndigheden til at oprejse mennesker fra den bogstavelige død og således udfri dem fra graven, og ligeledes myndigheden til at løse dem fra en billedlig dødstilstand. (Joh 5:24-29; jf. Åb 11:3-12; se DØDEN [En forandring i den åndelige tilstand].) Sidste gang „afgrundens nøgle“ nævnes, er i Åbenbaringen 20:1-7, hvor der beskrives et syn i hvilket en engel med denne nøgle kaster Satan i afgrunden, lukker den og forsegler den over ham for tusind år. Ved slutningen af denne periode bliver Satan løst af sit „fængsel“, hvorved den symbolske „nøgle“ åbenbart bruges endnu en gang. — Se AFGRUND.