Fra vore læsere
Ulykkelig forelskelse Jeg er 17 år og har haft stor gavn af artiklen „Unge spørger: Hvordan kommer jeg over en ulykkelig forelskelse?“ (8. maj 1993). Før gik jeg altid rundt og var nedtrykt over ikke at være elsket af nogen. Nu er jeg begyndt at koncentrere mig om andre ting og går ikke mere og tænker så meget på at blive gift.
S. M., Australien
Jeg begyndte at komme sammen med en dreng som ikke er kristen, og jeg var meget forelsket i ham. Pludselig kom jeg til mig selv og slog op med ham, men det resulterede i at jeg fik selvmordstanker. Jeg var deprimeret i ugevis og følte ikke at jeg kunne leve uden ham. Artiklen hjalp mig ind i nogle positive tankebaner og viste at denne smertelige periode snart vil være overstået.
A. H., De Forenede Stater
Opskrifter Jeres artikel „Den lille, dunede frugt fra New Zealand“ (22. oktober 1992) indeholdt en opskrift hvori orangelikør indgår som ingrediens. Læserne bør gøres opmærksomme på at det ikke er tilrådeligt at køre bil umiddelbart efter at man har spist noget med alkohol i.
J. S., De Forenede Stater
Det vil afgjort være rigtigt at man gør sine gæster opmærksomme på det hvis der er alkohol i maden. I den omtalte opskrift skal der dog kun bruges én spiseskefuld orangelikør i en frugtsalat til seks personer — en dosis man ikke bliver beruset af. Faren for at blive beruset er endnu mindre ved opskrifter hvor ingredienserne skal koges. Da alkohol har et lavt kogepunkt, vil det meste, om ikke det hele, fordampe. — RED.
Joshuas ønske Tak for artiklen „Joshuas ønske“. (22. juni 1993) Den var meget opmuntrende for mig. Hvis han kunne være så trofast selv om han havde en dødelig sygdom [leukæmi], må det være endnu lettere for mig at være trofast! Jeg er ni år.
M. M., De Forenede Stater
Jeg blev virkelig bevæget over „Joshuas ønske“. Hans mod, tro og kærlighed til Jehova rørte mig dybt.
K. M., De Forenede Stater
Martyrer i dag Jeg er lige blevet færdig med at læse artikelserien „De sejrede ansigt til ansigt med døden“. (8. maj 1993) Det er oprørende hvilke grusomme uretfærdigheder vore kristne brødre har måttet udholde. Tårerne triller ned ad mine kinder når jeg mediterer over deres udholdenhed. Det der virker så stærkt er den trofasthed og loyalitet de har vist, selv når de stod ansigt til ansigt med døden. Måtte Jehova give os styrke og udholdenhed så vi kan bevare vor loyalitet, ligesom de har gjort.
B. D., Italien
Da jeg under mit studium af Bibelen stødte på spørgsmålet om at være trofast under prøver, kunne jeg ikke acceptere at der er situationer hvor troen udsættes for alvorlige prøver. Men da jeg havde læst de rørende beretninger om kristne der bevarede deres integritet, selv når de stod over for døden, kunne jeg ikke lade være med at græde. Min dybeste tak for denne artikelserie.
J. P., Filippinerne
Familieplanlægning I jeres artikelserie „Familieplanlægning — af betydning for hele verden“ (22. februar 1993) stod der at hvis man brugte kapsler der kun indeholdt gestagen [som præventionsmetode], forhindres graviditeten muligvis ved at der sker en abort. Min læge siger at det ikke passer.
M. D., De Forenede Stater
Forskerne er ikke helt klar over hvordan disse kapsler forhindrer graviditet. Nogle mener at kapslerne forhindrer ægløsningen. Andre hævder at noget tyder på at et befrugtet æg til tider hindres i at indlejres i livmoderslimhinden — altså en abort. Eftersom denne præventionsmetode ikke med sikkerhed kan siges at være abortfremkaldende, må kristne ægtepar lade deres samvittighed afgøre om de vil bruge den eller ej. (Galaterne 6:5) — RED.