Fra vore læsere
Døden til salg Mange tak for denne serie af oplysende artikler. (8. juli 1989) Oplysningerne om hvor skadeligt rygning er for legemet og hvilke bivirkninger det har, blev fremlagt på en god måde. Alle der gerne vil holde op med at ryge burde få fat i et nummer af dette blad.
C. T. M., De Forenede Stater
Wall Street Tak for de ærlige og indsigtsfulde artikler om Wall Street og dykket på aktiemarkedet. (8. august 1989) Finansverdenen fører nu en omfattende kampagne for at forsikre folk om at dette dyk ikke betød spor og at man trygt kan begynde at investere igen. Tænkende mennesker med begge ben på jorden ved imidlertid at verden er ude i dybe, økonomiske problemer. Jeg vil gerne tilskynde læserne til at holde sig borte fra aktiemarkedet, betale deres gæld og spare deres penge op i stedet for at bruge dem.
B. W., De Forenede Stater
Da verdensøkonomien er så usikker er det bestemt klogt at være forsigtig i økonomisk henseende, og man bør ikke lukke øjnene for de risici børsinvesteringer indebærer. Alle investeringer, også det at sætte penge i banken, rummer imidlertid visse risikomomenter, og den enkelte må selv afgøre hvor stor en risiko han er villig til at løbe. Hensigten med de omtalte artikler var ikke at give investeringsvejledning eller at fraråde folk at købe aktier. De skulle blot vise at mange af denne verdens finansielle problemer skyldes begærlighed og at kun Guds regering kan løse dem. — RED.
Mobning Som enlig mor til en teenagedreng er jeg meget glad for artiklerne „Unge spørger“. De giver gode råd der hjælper mig med mange af de spørgsmål og problemer jeg kommer ud for. Artiklen om mobning i skolen (8. august 1989) var lige hvad min søn havde brug for. Han læste den tre gange samme dag han fik den.
V. B., De Forenede Stater
Homoseksualitet Artiklen om hvad Bibelen siger om homoseksualitet (8. juli 1989) fik mig til at tænke over min situation. Forstår I, jeg har haft sex med mænd siden jeg var 12. Nu er jeg 47. Jeg har også været med i mange pornofilm. Men jeg tror det er på tide at jeg lever et normalt liv, og jeg er begyndt at studere Bibelen med Jehovas vidner. Mange tak for den gode artikel.
T. M., De Forenede Stater
Indlede samtaler Artiklen „Hvordan bliver jeg bedre til at indlede en samtale?“ (22. maj 1989) fangede min opmærksomhed. Jeg har haft svært ved at deltage i samtaler og kunne genkende mig selv i nogle af de unge der er omtalt i artiklen. Med hjælp fra Jehova Gud og ved at følge de gode forslag I gav, har jeg nu gjort store fremskridt. Jeg tror at tusinder af unge ligesom jeg er taknemmelige for „Unge spørger“-artiklerne.
M. C. M., Brasilien
Depression Tak for artiklerne om depression i bladet for 22. oktober 1987. Jeg har læst dem så mange gange at jeg næsten kan dem udenad. Der stod så mange kloge ord på de 15 sider! Selv billederne virkede opmuntrende. Jeg får det bedre bare jeg tænker på forsidebilledet af kvinden der ser nedtrykt ud og derefter smiler. Det er forfærdeligt at have en depression, men det hjælper at læse om at andre har været igennem noget lignende. I synes at have stor indsigt i hvordan man har det når man er deprimeret. Jeg følte i hvert fald at artiklerne talte direkte til mig.
J. A., De Forenede Stater