Unge spørger:
Hvorfor skal jeg komme til de kristne møder?
„Mine forældre tvang mig til at gå i kirke,“ fortæller Christiaan, en ung mand fra Suriname. „Jeg håbede altid på at det ville styrte ned søndag morgen, så jeg kunne blive hjemme. Men det lod til at det kun regnede fra mandag til lørdag,“ fortsætter han med et smil.
„I løbet af kort tid havde jeg fået nok af gudstjenesterne. Så snart jeg selv kunne vælge, holdt jeg op.“
CHRISTIAAN er næppe nogen undtagelse. Gejstlige over hele jorden begræder den manglende interesse unge viser for gudstjenester. Simote Vea, der er præst helt ude på øgruppen Tonga i Stillehavet, siger: „Antallet af unge der kommer i kirkerne . . . er aftagende.“
Hvorfor kan de store etablerede kirker ikke tiltrække unge? Lorine Tevi, som er ansat i Kirkernes Verdensråd, indrømmer: „Det der er mest behov for er undervisning . . . Kirkerne er nødt til at lære at teologisk undervisning skal være noget alle kan forstå.“
„Det er rigtigt,“ istemmer Christiaan. „Mange unge længes efter at få en klar undervisning i Bibelen. I stedet for at udfylde dette behov er kirken kørt fast i gamle ritualer.“ Annie på 13 år tilføjer: „I kirken synger man mange salmer, men lærer næsten ingenting.“ Attenårige Barbara klager ligeledes over den manglende undervisning i kirken. „En dag,“ mindes hun, „gav præsten mig nogle stregtegninger der skulle forestille Jesus, og han ville så have at jeg skulle farvelægge dem. Det var den gudstjeneste!“
Det er ikke så mærkeligt at mange unge er utilfredse med gudstjenesterne. Men betyder dette at alle religiøse møder er spild af tid? Nej. De unge der er citeret her er alle begyndt at overvære religiøse møder igen. Hvad er grunden til det? Jo, de har gjort samme opdagelse som tidsskriftet U.S. Catholic gjorde for nogle år siden: „En hvilken som helst rigssal tilbyder mere . . . undervisning på én måned end de fleste katolske sogne gør på et helt år.“
Rigssalene — forfriskende og anderledes
Rigssale? Ja, det er mødesale for Jehovas vidner, som uddeler dette blad. En undersøgelse foretaget i Suriname viser at omkring en tredjedel af dem der overværer Jehovas Vidners møder i landet er mellem 12 og 20 år! Samme tendens gør sig gældende i mange andre lande — et stort antal unge kommer til møderne i rigssalene.
Christiaan forklarer hvorfor møderne i rigssalen tiltrækker ham: „Jeg var imponeret over at se hvor ofte Bibelen blev brugt. Alt det der blev sagt blev bekræftet i Bibelen. Møderne var som en god skole!“ I rigssalen er der et kursus på fem ugentlige møder som oplærer kristne i at læse, undervise og bruge Bibelen. Du vil opdage at møderne i rigssalen er forfriskende og anderledes end gudstjenesterne i kirken.
Mange unge er imidlertid imod alt hvad der har karakter af skole. Selv unge som er opdraget af kristne forældre kan i nogle tilfælde miste værdsættelsen af de kristne møder. De klager over at møderne er ’kedelige’, ’varer for længe’ eller at noget andet — som for eksempel at se fjernsyn — ville være mere interessant. Hvorfor bør unge overhovedet tage tid fra adspredelser og lektielæsning for at kunne overvære de kristne møder?
Møderne — en hjælp til at forblive ’sund i troen’
Apostelen Paulus erklærede engang: „Uden tro er det umuligt at have [Guds] velbehag.“ (Hebræerne 11:6) Derved ansporede han kristne til at forblive „sunde i troen“. (Titus 2:2) Er denne vejledning brugbar for unge i dag? Ja, det er den! En 15-årig pige udtrykker det på denne måde: „Jeg tror nogle gange at de unge er dem der har det sværest her i livet. Vi er omgivet af mennesker som bedriver utugt, er på stoffer og drikker.“ Kan man bekæmpe disse stærke påvirkninger hvis man „holder sig for sig selv“ og ikke er sammen med sine medkristne? (Ordsprogene 18:1) Næppe!
De kristne møder opfylder derfor et livsvigtigt behov. De hjælper en til at forblive ’sund i troen’! Tertullian, en kristen fra det andet århundrede, sagde: „Vi forsamles for at læse vore hellige skrifter . . . med de hellige ord nærer vi vor tro.“ Det samme gælder i dag. Møderne i rigssalen kan ’nære vor tro’ og befæste os. Der er derfor ikke noget underligt i at de kristne har fået følgende befaling: „Lad os være faste og urokkelige i bekendelsen af vort håb, . . . idet vi ikke holder os borte fra vore møder, sådan som nogle gør.“ — Hebræerne 10:23-25, The New English Bible.
Møderne — fornøjelige og indbydende
I vores højteknologiske samfund er mange unge ikke tilfredse med bare at blive undervist — de vil også underholdes. Og man må indrømme at møderne i rigssalen ikke ligefrem er tilrettelagt som underholdning. Men det betyder ikke at programmet er kedeligt og uinteressant. Hvad er det for eksempel der gør et måltid indbydende? Er det ikke den nærende og varierede kost, det hyggelige selskab og den afslappede atmosfære? De kristne møder lever faktisk op til disse kriterier, som følgende også vil vise:
Nærende og varierede: De fem møder forsyner os med en alsidig åndelig føde — de spænder fra vejledning i forbindelse med familielivet til studium af profetierne. Hvad så med variationen? Jo, foredrag og gruppedrøftelser bliver ofte afløst af interview og livlige demonstrationer. Femtenårige Janet husker følgende fra sit første møde: „Da halvdelen af mødet var forbi foreslog jeg min mor at vi skulle tage hjem. Jeg var træt af at sidde ned. Men så begyndte både ældre og unge at skiftes til at holde indlæg fra podiet. Det kunne jeg godt lide, så jeg blev der til mødet sluttede.“
Hyggeligt selskab: Efter at have overværet sit første møde sagde Carolina, en ung pige fra Nicaragua: ’De unge medlemmer gjorde et stort indtryk på mig. De var venlige og respektfulde.’ Ja, i rigssalen kan du finde et ’godt og lifligt’ venskab. (Salme 133:1) Sekstenårige Anita siger derfor: „I rigssalen fandt jeg sande venner.“
En afslappet atmosfære: „Nogle gange kan jeg gå og tumle med et problem hele dagen,“ siger Simeon, der er 14 år. „Men i rigssalen glemmer jeg det. Der får jeg en indre fred.“ De kristne møder afspejler glæde og fred, der er frugter af Guds ånd. (Filipperne 4:4-7) I modsætning til mange kirkers overdrevent prangende indretning og kunstige højtidelighed er rigssalene enkelt indrettet og fremmer en afslappet atmosfære. Som Barbara siger: „Jeg føler mig hjemme i rigssalen.“
Et sted hvor man lærer noget
Noget der er langt vigtigere end atmosfæren er det man lærer ved at overvære et møde i rigssalen. For at illustrere dette kan man blot betragte det ene af ugens fem møder — den teokratiske skole. Denne skole blev oprettet i 1943 (i Danmark afholdtes den første skole i februar 1945) med det formål at oplære kristne i kunsten at tale offentligt. Det er en international skole der findes i alle Jehovas Vidners menigheder over hele jorden, og det er en skole hvis undervisning alle kan modtage på lige fod. Eleverne får den samme oplæring uanset om de er drenge eller piger, sorte eller hvide, rige eller fattige — og det er gratis!
Bibelen er den grundlæggende lærebog. Kvalificerede lærere underviser eleverne i hvordan man indsamler og bygger videre på bibelske oplysninger for at kunne fremholde dem i samtaleform. Som en yderligere hjælp bliver også Håndbog for den teokratiske skolea brugt i undervisningen. Dens 38 afsnit dækker emner som „Udarbejdelse af en disposition“ og „Betoning og modulation“, og underviser i ordvalg, udtale og sammenhængende præsentation. Da en ung pige ved navn Terri tilbød denne bog til sin retoriklærer, sagde han til de andre elever: „Hun har været fem uger i klassen, og først nu giver hun mig en bog om hvordan man leder en retorikklasse rigtigt!“
Forestil dig at du kunne stille dig op foran en forsamling og undervise i Bibelen — dygtigt og kompetent! Dette er bare én af de fordele du kan opnå hvis du overværer møderne i rigssalen. Dertil kommer at du er i godt selskab; når du tænker på det, vil du let kunne se hvorfor regelmæssig mødedeltagelse er af afgørende betydning når man skal opbygge sin tro på Gud og hans søn. „Den der tror,“ minder Jesus os om, „har evigt liv.“ — Johannes 3:36.
Vi håber at denne korte gennemgang har skærpet din appetit på møderne. Men måske overværer du dem allerede? Så er spørgsmålet: Får du det fulde udbytte af møderne? Dette spørgsmål vil blive behandlet i en senere artikel.
[Fodnote]
a Udgivet af Vagttårnets Selskab.
[Illustration på side 21]
Ved møderne i rigssalen har unge mulighed for at deltage aktivt