Unge spørger:

Er skrækfilm ikke bare harmløs underholdning?

ANMELDERE nedsabler dem, forældre fører felttog mod dem, og tv er tilbageholdende med at bringe dem — men skrækfilmene lever og har det godt. Målt efter evnen til at indtjene penge er skrækfilm ensbetydende med succes, og nogle af dem tiltrækker rekordstore publikumsskarer. Foretagsomme filmproducenter lader straks en kassesucces få en fortsættelse, og konkurrerende producenter er ikke sene til at følge trop med efterligninger for at redde sig en bid af kagen.

Og hvilket publikum søger man i første række at appellere til med disse skrækfilm? Svaret er: Unge mennesker. Det er intet særsyn at teenagere trodser vejr og vind for at stå i kø i timevis i håb om at sikre sig en billet til premieren på den sidste nye skrækfilm. Men hvad er det der giver disse film en sådan tiltrækningskraft? Og er der grund til at udvise forsigtighed over for dem?

Nye tendenser inden for skrækfilmgenren

De gyserfilm der for nogle år siden fik det til at løbe publikum koldt ned ad ryggen, er blevet fortrængt af en ny type skrækfilm. Virkemidlerne er ikke længere en velkomponeret handling der holder tilskuerne i åndeløs spænding eller stimulerer deres fantasi, men er i vid udstrækning voldsscener udpenslet i makabre detaljer. Som avisen New York Post har skrevet: „De traditionelle skrækfigurer er blevet erstattet af blodtørstige, sindsforvirrede personer.“

For eksempel hed det i en anmeldelse af den fjerde film med titlen „Fredag den 13.“: „Den 91 minutter lange film handler næsten udelukkende om blodig lemlæstelse og nøgne teenagere . . . og indeholder blandt andet korte sekvenser med halshugning og strangulering.“ Hovedpersonen er „en forrykt morder ved navn Jason der iført ishockeymaske gennemborer og sønderhugger et skønsomt udvalg af teenagedrenge og -piger“.

Ja, blodvædede optrin er fast inventar i de fleste nyere skrækfilm, og det kan ikke undre at gyserfilm i biografgængernes bevidsthed efterhånden er synonymt med en bloddryppende drejebog.

Hvorfor skrækfilm virker tiltrækkende

Så utroligt det end lyder er det netop massemyrderiet og ’den blodige lemlæstelse’ der gør skrækfilm til tilløbsstykker for mange unge. Da den 16-årige Melissa blev spurgt hvorfor hun gik ind og så gyserfilm, indrømmede hun ganske åbent: „Jeg elsker det makabre. Jeg bryder mig ikke om film som Goldilocks [„Guldhår“, en børnefilm]. Jeg kan godt lide at se en film som Mareridt på Elm Street.“ Hun tilføjer: „Ja, jeg kan godt lide at se folk blive flænset.“

Ofte bedømmer de unge en film på hvor „kreativt“ de indlagte mord begås. En teenager skriver: „Jeg har faktisk flere gange hørt et biografpublikum klappe og pifte ad ækle mord.“ Den 17-årige Sandy tilføjer: „Hvis scenerne virkelig har skræmt mig, har det været en god film. Hvis ikke — hvis der kun var ’rutinemord’ — har den kun været nogenlunde.“

Andre grunde til at unge ser skrækfilm

Sandt nok er ikke alle der ser skrækfilm, motiveret af sygelig nysgerrighed eller hang til vold. Nogle teenagere betragter ganske enkelt skrækfilm som en virkelighedsflugt, et frikvarter fra hverdagens bekymringer. Som psykologen Joyce Brothers har iagttaget: „Når ens tilværelse bliver indviklet og skræmmende . . . er det lettere at søge tilflugt i et gruopvækkende handlingsforløb.“

Andre unge drages af deres trang til spænding. Den 14-årige Bobby udtaler: „Man er så spændt at man sidder på det yderste af stolen. Det er som en tur i rutschebanen med gysen og kildren i maven og kun få døde punkter.“

Nogle teenagedrenge føler at de viser hvor mandige de er når de fuldstændig upåvirkede er i stand til at iagttage makabre scener og omhyggeligt udpenslede blodsudgydelser. Reggie, der har set mange skrækfilm, siger: „Hvis man kan klare blodet og lemlæstelserne, er man et mandfolk. Hvis ikke, regner ens venner én for en tøsedreng.“

Men der er også mange unge der ser skrækfilm på grund af de „romantiske“ aspekter der er ved at overvære dem sammen med en ven eller veninde. Den 20-årige Quintella husker: „Når vi var inde at se en skrækfilm og en scene blev uhyggelig, greb jeg fat i min ven.“ Hun tilføjer: „Jeg tror at han regnede med denne reaktion og ønskede den.“ Der kendes eksempler på at en teenagepige har simuleret utilpashed for at få et påskud til at smyge sig ind til sin ven, som på sin side har håbet at pigen ville reagere sådan og beredvilligt har trykket hende beskyttende ind til sig.a

Mange unge har den opfattelse at skrækfilm, når nu de byder på både gys, spænding, virkelighedsflugt og romantik, er en forholdsvis uskyldig form for underholdning. Men er det tilfældet?

Hvad man lærer af skrækfilm

Sandt nok mener en del psykologer at skrækfilm er harmløse og højst kan give en søvnløs nat i ny og næ. Men en række respekterede autoriteter påpeger nogle faremomenter.

Dr. Leonard Berkowitz, professor i psykologi ved University of Wisconsin, hævder at skrækfilmsvold påvirker publikum på tre måder: „For det første gør det i almindelighed tilskuerne mindre skrækslagne ved, og mere ligegyldige over for, vold. For det andet kan publikum få bibragt den opfattelse at vold er en accepteret adfærdsform.“ Som det tredje nævner han at „nogle kan blive stimuleret af den“.

Er det dybest set ikke evnen til at føle sympati og medlidenhed ved andres lidelser der adskiller mennesker fra dyr? Den formålsløse voldsudfoldelse i skrækfilm kan kun virke nedbrydende på denne evne til at vise medfølelse. Lad os ikke glemme at apostelen Paulus fordømte dem der „på grund af deres hjertes ufølsomhed“ (bogstaveligt: „følelsesløshed“) efterhånden ’mistede al moralsk sans’. Han tilskyndede derimod de kristne til at ’være venlige over for hinanden, inderligt medfølende’. (Efeserne 4:18, 19, 32, Kingdom Interlinear Translation) Kan man godvilligt være tilskuer til meningsløs blodsudgydelse i stor stil og samtidig opdyrke disse egenskaber?

Guds holdning til vold

Selv hvis det eneste faremoment ved skrækfilm var risikoen for at man blev følelsesmæssigt afstumpet, ville det i sig selv være grund nok til alvorlig bekymring. For kristne er det vigtigste af alt imidlertid at bevare venskabet med Gud, og for at gøre det, må man have samme holdning som han til vold. Guds syn på vold kom klart til udtryk da han tilintetgjorde verden på Noas tid. Bibelen fortæller: „Jorden var fuld af Vold, og Gud Herren saa Jorden, og se den var fordærvet; thi al Skabning havde fordærvet sin Vej paa Jorden. Da sagde Gud Herren til Noah: Al Skabnings Ende er berammet! Thi Jorden er fuld af deres Voldsgerninger; og jeg vil ødelægge dem med Jorden.“ — 1 Mosebog 6:11-13, Første Mosebog, oversat af Paul V. Rubow.

Salmisten sagde derfor om Jehova: „Den der elsker vold, ham hader Hans sjæl.“ (Salme 11:5) De kristne på apostlenes tid afviste af den grund at have noget at gøre med de populære gladiatorlege, hvor mænd kæmpede på liv og død mod andre mænd eller mod dyr. Vist var det en almindelig form for underholdning dengang; men en kristen skribent, Athenagoras fra det andet århundrede, sagde: „Da vi anser dét at se en mand blive slået ihjel for stort set det samme som at dræbe ham, har vi taget afstand fra sådanne optrin.“

Man må heller ikke overse at mange skrækfilm har spiritistiske eller dæmoniske undertoner. Kunne man sige at en ung kristen ’stod fast over for Djævelens listige anslag’ hvis han lagde øjne og ører til film med spiritistisk indhold? — Efeserne 6:11; Åbenbaringen 21:8.

Ønsket om at bevare venskabet med Gud har fået nogle af de unge vi har nævnt her i artiklen — Reggie, Quintella, Sandy og Bobby — til at holde op med at se skrækfilm. Det er ikke fordi de er blevet asketer der fuldstændig nægter sig selv fornøjelser; men ved hjælp af et studium af Bibelen er de kommet til forståelse af at de må undgå moralsk nedbrydende underholdning. De indser betydningen af at man opfører sig anstændigt over for personer af det modsatte køn og benytter derfor ikke sådanne film som et påskud for at give udtryk for deres hengivenhed på en upassende måde. (1 Thessaloniker 4:3, 4) De lader sig ikke længere underholde af vold, men prøver at være kritiske med hvad de ser.

De er nået til den erkendelse at skrækfilm ikke blot er harmløs underholdning.

[Fodnote]