Unge spørger:
Skulle jeg flytte til et mere velstående land?
TARA forlod sit hjemland, Trinidad, Sheila rejste fra Jamaica, og Erick flyttede fra Surinam. Alle tre unge flyttede til et rigere land. Hvorfor?
„Vi unge på Trinidad påvirkes stærkt af det vi læser i blade og ser på tv,“ forklarer Tara. „Desværre giver det os et idylliseret billede af USA og andre velhavende lande.“
Sheila siger noget lignende: „Jeg kan huske at jeg fik at vide at der var store muligheder for at få arbejde og gratis uddannelse.“ Men hun tilføjer: „Jeg ved ikke hvorfor, men de der havde været i disse lande glemte at fortælle resten af historien. Måske var de flove over at indrømme at alt ikke var lutter idyl.“
Ja, i vore dage oplever vi en sand folkevandring. Ifølge Los Angeles Times er antallet der flytter til andre lande fordoblet i årene fra 1980 til 1990, og det forventes at fordobles igen inden år 2000. Hvert år flytter over 700.000 mennesker til USA. Australien, Canada, Elfenbenskysten og Saudiarabien modtager hvert år over 50.000 immigranter. Danmark modtog i 1990 40.715 tilflyttere mod 27.874 i 1981. Mange rejser til disse lande fordi de ønsker større velstand.
Hvis du bor i et uland eller i et fattigt land, spekulerer du måske også på om du kunne få en bedre fremtid i et mere velstående land. Men det er en stor beslutning pludselig at rykke teltpælene op og emigrere. Er det klogt at flytte?
Træf ikke en overilet beslutning
Erick fra Surinam mener ikke at man skal flytte over hals og hoved men først indhente så mange oplysninger som muligt. „Selv i Surinam har de fleste familier slægtninge i de store lande, og man burde kunne skaffe sig oplysninger der er up to date og få det sande billede af den økonomiske situation.“
Husk følgende før du tager det store spring: „Planer mislykkes når der ikke er fortroligt samråd, men når der er mange rådgivere gennemføres de.“ (Ordsprogene 15:22) Drøft åbent og ærligt dine muligheder med dine forældre, med de kristne ældste og med andre som har stor erfaring og som har dit bedste på sinde.
Tro ikke på alt hvad du hører
Hvis du hører forjættende beretninger om velhavende fremmede lande, skal du sikkert tage dem med et gran salt. „Den uerfarne tror hvert ord, men den kloge overvejer sine skridt.“ — Ordsprogene 14:15.
Sheila, der kommer fra Jamaica, siger: „Min engelsklærer påstod at det bedste jeg kunne gøre var at flytte til USA. Nogle voksne sagde at hvis jeg tog til Canada, USA eller England, ville jeg bedre kunne klare mig uanset hvilken uddannelse jeg tog. Kort sagt ville jeg være godt tosset hvis ikke jeg udnyttede en sådan mulighed.“
Fik hun det bedre i USA? „På de fleste områder fik jeg det bedre, men det gjorde mine venner hjemme på Jamaica også. Man får blot andre problemer. Det gør ikke den store forskel hvor man bor.“
Tara, der flyttede til USA fra Trinidad, siger samstemmende: „Folk påpeger at der er masser af muligheder i de velstående lande — for at studere, arbejde, tjene penge og leve under bedre forhold. Men mange der drager ud opdager at det overalt strammer til. Nogle er vendt hjem igen.“
Afvej for og imod
For at kunne træffe en ligevægtig beslutning er det ikke nok blot at lytte til de rosenrøde historier om andre landes rigdom. Afvej fordele og ulemper — økonomiske, sociale, moralske og åndelige.
Det kan godt være at økonomien skranter dér hvor du bor. Men er det helt umuligt at finde arbejde? „Arbejdsløsheden var stor derhjemme, især for folk uden en videregående uddannelse,“ siger Tara. Derfor flyttede hun. Hendes brødre blev imidlertid hjemme. „Mine to mindre brødre tog et kursus i møbelfremstilling og møbelpolstring. Nu arbejder de på fabrikker og har mange private bestillinger fra folk som sætter pris på deres arbejde. Måske har de det bedre hjemme end jeg har her i ’mulighedernes land’.“
Hvis du flytter, risikerer du at få et kulturchok, og udsætter dig måske for at tage let på dine høje moralnormer. Der er også stor materialisme i de velhavende lande. Vil det gå ud over din åndelige sundhed?
Lær af Esaus fejltagelser
Esau, der levede på Bibelens tid, var en der rendte sig stavere i livet. Gentagne gange glemte han at tage to afgørende faktorer i betragtning — sin åndelige sundhed og sin familie. Som følge heraf viste nogle af hans største beslutninger sig at blive katastrofale.
Bibelen advarer imod enhver „som ikke værdsætter det der er helligt, som Esau, der i bytte for ét måltid gav sine rettigheder som førstefødt bort“. (Hebræerne 12:16) Denne førstefødselsret var hellig. Gud havde åbnet mulighed for at Esaus familie kunne blive Messias’ slægtslinje, den der ville bringe frelse til hele menneskeheden. (1 Mosebog 32:18) Men Esau ’ringeagtede sin førstefødselsret’. Uden betænkeligheder solgte han den for en ret kogte linser! (1 Mosebog 25:30-34) Din helligste ejendom er dit forhold til Skaberen. Sæt ikke dette forhold på spil for materiel vindings skyld. — Markus 12:30.
Senere, da Esau flyttede fra sit barndomshjem til et andet land, giftede han sig med to hetitiske kvinder. Af en eller anden grund har det måske syntes praktisk at indgå disse ægteskaber men åndeligt set bragte de ikke andet end problemer med sig eftersom kvinderne ikke tilbad Esaus forældres Gud. Disse hustruer var „årsag til en bitter ånd hos Isak og Rebekka“, hans forældre. — 1 Mosebog 26:34, 35.
Det er ikke ualmindeligt at unge mennesker gifter sig blot for at komme til et mere velstående land. Omkring 4000 indere flytter efter sigende hvert år til USA i anledning af giftermål, og cirka 10.000 venter stadig på at kunne tage af sted. Men ægteskabet er en kostbar gave fra Gud. Den må ikke devalueres og blot bruges som adgangsbillet til et fremmed land. Tænk også på at det vil bedrøve Jehova og din trofaste familie hvis du bliver ’spændt i ulige åg med en ikke-troende’. — 2 Korinther 6:14.
Få det bedste ud af beslutningen
Det vigtigste er måske hvad du gør efter at beslutningen er taget. Uanset om du vælger at flytte eller ej, er det altså af afgørende betydning at få det bedste ud af din beslutning.
Hvis du bliver boende: Kritisér ikke dem der flytter. Det er deres eget ansvar. (Romerne 14:4; Galaterne 6:4, 5) Lær at sætte pris på dit hjemland. Opelsk større kærlighed til andre mennesker og større forståelse for deres problemer.
Hvis du flytter: Prioritér klogt mens du lærer de nye skikke at kende og måske et nyt sprog. Lad være med at tage for meget arbejde blot for at skaffe materielle goder som du aldrig før har haft behov for. Ellers vil du snart have så travlt at du ikke har tid til de åndelige aktiviteter.
„I nutidens verden er det meget vigtigt at have et arbejde,“ indrømmer Sheila. „Men forholdet til familie, venner og de åndelige gøremål er vigtigere. Når alt andet svigter er det dem der holder os oppe.“ Bibelen advarer os viseligt imod at ’bruge verden fuldt ud, for denne verdens scene skifter’. (1 Korinther 7:31) De der lader arbejde og penge komme i anden række, efter familien og de åndelige aktiviteter, skal nok klare sig.
Vælg dine nye venner med omhu. Erick siger: „Hold kontakt med venner som har en opbyggende livsform.“
Husk de vigtigste behov
Vi mennesker kan kun blive lykkelige på én bestemt måde — det kan man ikke lave om på. „Uanset hvor vi bor,“ siger Sheila, „er det de samme krav Jehova stiller til os.“ Hvad er det for krav? Jesus udtrykker det kort og præcist: „Lykkelige er de som erkender deres åndelige behov.“ ’Vær aldrig bekymret’ for om du har nok mad og tøj. ’Søg først riget og [Guds] retfærdighed, og alle disse andre ting vil blive givet dig i tilgift.’ — Mattæus 5:3; 6:31, 33.
At efterleve disse principper kan hjælpe dig til at få en bedre tilværelse ligegyldigt hvilket land du bor i.
[Illustrationer på side 18]
Velstående lande kan virke mere tillokkende end de i virkeligheden er